Døden IV

Videre i kategorien Døden, med uddrag fra Iliaden, hvor det straks går løs i munter strid og fire tapre krigere må lade livet.

457     Først Antilochos vog en tapper og malmklædt Troer,
458 Djerv blandt Forstridshelte, Thalysios’ Søn Echepolos.
459 Først hans haaromflagrede Hjelm i Spolen han ramte,
460 Spydet i Panden ham foer, heelt ind gjennem Benet sig trængte
461 Kobberets stingende Od, og Mulm omhylled hans Øine;
462 Brat han faldt, som et styrtende Taarn, i den hidsige Kampfærd.

463 Flux den Faldne ved Fødderne greb den Helt Elephenor,
464 Chalkodons Søn, som var Drot for Abanternes modige Skare;
465 Ivrig han slæbte ham bort fra Spydenes Ram, for hans Rustning
466 Strax af Krop ham at drage, dog kort blev denne hans Idræt.
467 Just som han Dødningen slæbte, den Helt Agenor det mærked,
468 Og i hans Side, som blottet for Skjold stak frem, da han Kroppen
469 Bøied, han jog ham det kobberne Spær, og gav ham sin Helsot.
470 Saa forliste han Livet; en gruelig Dyst om den Faldne
471 Mellem Achaier og Troer sig reiste paastand, og som Ulve
472 Foer mod hinanden de løs, og Mand slog Mand saa han tumled.

473     Aias den Telamonide nu først Simoeisios dræbte,
474 Manden Anthemions blomstrende Søn; ved Simois’ Bredder
475 Havde hans Moder ham født, da hjem hun vandred fra Ida,
476 Hvor hun var fulgt med Forældrene hen at besee deres Hjorder;
477 Derfor de havde ham kaldt Simoeisios; sine Forældre
478 Lønned han ei for sin Barndoms Tugt, thi stakket hans Livstid
479 Blev, der han faldt betvungen med Spyd af den modige Aias.
480 Just som han vandrende kom, traf Telamons Søn ham i høire
481 Bryst ved Vorten, og tvers gjennem Skuldren den kobberne Spydsod
482 Gik, og i Støvet til Jord han styrtede plat som en Poppel,
483 Som paa en stor siidliggende Eng opvoxed i Mosen,
484 Glat om Barken, men Grenene skjød i Veiret om Toppen,
485 Og med det blinkende Jern Vogntømreren fælder dens Stamme,
486 Fælger at krumme deraf til Hjul for en prunkende Vognkarm,
487 Strakt den ligger ved Bredden af Flod for at tørres i Luften;

488 Saa Simoeisios faldt, Anthemions Søn, for den ædle
489 Aias, men flux mod denne sit skærpede Spyd gjennem Stimlen
490 Antiphos slynged, Kong Priamos’ Søn med det brogede Pandser;
491 Rigtignok feiled han Aias, men Leukos, Odysses’s bolde
492 Svend, i Lysken han traf, da han Dødningen slæbte tilside;
493 Ned over denne han styrted, og Liget af Hænderne faldt ham.((Iliaden, Wilster))

Dette er sikkert ikke rare måder at dø på, omend at blive truffet i panden af et spyd sikkert er en hurtig og derfor relativt smertefri måde at forlade denne verden på. At blive truffet i lysken er en knap så hurtig død, men lige så sikker og derfor et kendt og brugt mål for sværd og spydkæmpere.

Men det der falder mig ind når jeg lige nu læser dette, er noget helt andet, nemlig fraværet af sentimentalitet, sammenlignet med overskrifter som “Iran hangs young woman for teenage crime she denied” som man kunne læse i medierne for ikke så længe siden. At fængsler i alle lande er fyldt med fanger uskyldige udi egen indbildning er der vel intet nyt i, ejheller at enkelte af dem rent faktisk er uskyldige, men hvorfor lige netop sager som den sag får så megen opmærksomhed kan måske nok undre. “Iran henretter kvindelig kunstner” var overskriften i Politiken. (http://politiken.dk/udland/article701873.ece)

Og så alligevel ikke. Det har tilsyneladende ingen betydning at den nu henrettede sammen med en ven brød ind i og dræbte beboeren af et hus, tilstod mordet og uanset om tilståelsen senere blev trukket tilbage, i det mindste stadig er medskyldig i mord, når bare hun senere i fængsel bliver kunstner, for så er billedet af et totalitært, repressivt, middelalderligt iransk system der henretter en sød ung kvinde er jo en ren mediervinder.

For de forargede der kan samles på protesthjemmesider og sende protestbreve til de iranske myndigheder og forlange dette og hint er gevinsten umiddelbar: med forargelsen over andres ondskab og umenneskelighed følger uvilkårligt følelsen af egen moralske overlegenhed og så hedder det pludseligt:

… her execution was the shortest, fastest, and most effective way for Islamic Republic of Iran to let the rest of the world know it has no intention of negotiating anything with anyone.

My heart weeps for the youth and talent which had to be sacrificed to send the ominous message to the world.(http://www.iranian.com/main/node/63031)

Ungdom og talent? Man kan – ganske usentimentalt – hævde at det forspildte hun selv da hun traf de valg hun nu engang gjorde. Men det står selvfølgelig enhver frit for at læse det de vil ind i historien og dermed få det ud af den som de ønsker.

Ansvar?

En 16-årig knægt dømt for at slå et avisbud ihjel er flygtet fra den sikrede institution Stevnsfortet i fredags.

Den 16-årige ønskede at spille bold og efter at have fået adgang til basketballbanen kravlede han derefter over et fem meter højt hegn og forsvandt og det er jo egentligt ganske forståeligt – friheden  har en umådelig tiltrækningskraft på mennesker, især de der ikke har for meget af den i forvejen.

Efterfølgende kom lederen af institutionen med en udtalelse:

Der er ikke noget at bebrejde medarbejderen, siger institutionens chef, Kaj Lauritsen. (Politiken)

Sympatisk, ikke? Det er i hvertfald ikke medarbejderen som havde opsynet med den unge voldsmand, som skal have skylden i pressen. Sådan taler en rigtig leder.

Men hov, så var der heller ikke mere mandfolk i Kaj Lauritsen for straks efter skal eget ansvar da også fralægges, fraskrives og undsiges:

»Hvis de vil stikke af, kan vi ikke forhindre det. Der har ikke været nogen forvarsler om, at han og kammeraten var parat til at rømme, og reglerne er blevet fulgt«, siger Kaj Lauritsen. (Politiken)

Det er sgu da også for frækt at de unge bare stikker af uden forvarsel. Så er de jo slet ikke til at holde styr på!

Men reglerne er i det mindste overholdt, så ingen har noget i klemme…

I øvrigt: hvis de ungdomskriminelle ellers kan komme og gå som det passer dem, hvori består så forskellen mellem en sikret og ikke sikret institurion?

Hjem til mor!

Jyllands-Posten bringer historien om en masse unge brandstiftere der, selvom de godt ved hvordan man bruger en lighter, åbenbart ikke har forstået hvad et fængsel er for noget. På grund af det store antal, er alle de sikrede ungdominstitutioner overbelagt og en del af de unge brandstiftere er i stedet havnet i fængsel.

Fængselsinspektør Peter Vesterheden citere et at de unge mennesker for følgende udtalelse:

“Kan jeg ikke besøge min mor? Bare i en time? Jeg skal nok komme tilbage igen!”

… og det er jo meget sødt. Noget helt andet er den alvor der ligger bag situationen og som gerne skulle gå op for de unge mennesker, men i følge en kvindelig fængselsfunktionær åbenbart ikke i al for høj grad, således:

“Vi skal ikke være for bløde ved dem, for det skal ikke være sjovt at være her. Men vi skal heller ikke være for hårde ved de unge, for så risikerer vi jo, at de bryder sammen.”

Jeg ved ikke hvad dette “sammenbrud” er for noget; et underligt miks af poppsykologi og forfejlet pædagogik? Hvad ville der ske hvis de unge virkeligt gik der fra med tårer i øjnene og en slem forskrækkelse? Tænk hvis de derudover kunne tage med sig viljen til aldrig at ville tilbage dertil? En lektion for livet er ikke nødvendigvis noget negativt og man kunne vel ligefrem sige at man dermed havde gjort de unge menneske en tjeneste.

Men man aner allerede den velmenende pædagog der snakker om traumatiserede unge. Misbruget af begrebet “traume”(i den psykologiske betudning) kender vist dårligt grænser og det er visse steder reduceret til at betyde omtrendt det samme som “ubehagelig oplevelse” eller “slem forskrækkelse.” Hvert femte barn i Vollsmose er således i følge undersøgelser traumatiseret. Aarhus Universitet konkluderede at 38% af 430 skoleelever i Seest var traumatiserede efter eksplosionen på en lokal fyrværkerifabrik. I en artikel i Sygeplersken (nr. 5 1999) kaldte Grethe Kjærgaard oven i købet Sydafrika for “et traumatiseret samfund.” Selv et kys kan være traumatiserende! (Således blev fotomodellen “Gisele Bundchen ‘traumatised’ by lesbian kiss” under indspilning af en film: “When it came to the scene I was really nervous. “I said to Jennifer, ‘I’m sorry, I’m going to have to do this.’ So I did it, and it was kind of embarrassing. I was thinking, ‘What are my mom and dad going to say when they see this?’ “It was traumatising in the beginning, but then I got used to it.””)

Jeg skal ikke forsøge at gøre mig klog på om det er denne udviskning af grænserne mellem den kliniske betegnelse og den overfladiske dagligdags brug af begrebet der ender i flydende grænser for hvornår behandling eller psykologbistand er påkrævet (læg mærke til hvor hyppigt begrebet “psykologisk krisehjælp” optræder i medierne) eller om det forholder sig omvendt – men der er da ingen tvivl om at forholdet bør være enhver psykologs våde drøm. Dog tør jeg godt konkludere at offerrollen generelt ikke er til gavn for de mennesker der ofte unødvendigt bliver den påtvunget. Således også de ovennævnte unge der endelig ikke må bryde sammen; hvis man har den psykologiske hårdførhed der gør at man kan sætte ild til en bygning uden at bryde sammen, så overlever man nok også et par dage i fængsel. Også selvom der måske ikke er så rart.

Hvorfor … ?

Et sted i Danmark mister en enlig mor overblikket og dræber sine to børn og forsøger derefter at tage sit eget liv. Der er ingen grund til at sætte ord på det alle føler ved en sådan sag, så lad os i stedet tage udgangspunkt deri og kigge på noget psykologisk interessant.

Pressen har ikke kunnet få mange oplysninger om sagen da politiet beskytter familie og pårørende, men så kan de jo (som de altid gør i dens slags sager) tale med manden på gaden, in casu manden i huset ved siden af, som kan fortælle at moderen var “en suveræn, dygtig og god mor.” Nu vil jeg ikke kommentere denne sag, men denne type af udtalelser i almindelighed. Det er hørt før, hvordan bedsteforældre, naboer osv. udtaler “Jamen, han var sådan en sød dreng!” når en eller anden knægt går amok med vold og mord.

Sådan en udtalelse er selvfølgelig intet værd.

For det første er den forudsigelig? Hvis en nabo skulle sige det modsatte, at han faktisk gik og ventede på at de skulle ske, ville det uundgåelige og skyldpålæggende spørgsmål jo lyde: “Jamen, hvorfor gjorde du så ikke noget.” (Noget lignende kan man sikkert forvente fra de sociale myndigheder, men det er en anden sag.)

For det andet har almindelige mennesker overhovedet ikke en psykologisk indsigt, der berettiger at deres vurdering skal videre bringes til offentligheden.

I forbindelse med et skyderi i et indkøbscenter i Omaha for et par dage siden, hvor en fyret 19-årig medarbejder gik amok og skød otte-ti mennesker, udtalte den husmoderen i den familie hos hvem den unge mand boede:

“I can’t believe he would go this far. He was a good-hearted kid. He was just going through some rough times.”()

Han havde det bare lidt hårdt for tiden! Dette var en ung mand som havde været under det amerikanske samfunds forsorg til en pris på $265,000 over en fire-årig periode og som var …

“… diagnosed with attention deficit disorder, mood disorder, oppositional defiant disorder and parent-child relations problems.”(→)

(En helt anden historie er denne ubeghagelige trang til at diagnostisere hvad som helst. Den er farlig og det er en sag for et senere indlæg.)

Der er selvfølgelig ikke nogen mennesker der går fra et være normal og velfungerende til at være psykopatisk (masse)morder natten over, heller ikke selvom man har det lidt hårdt. Sådan noget tager tid og symptomerne kan være svære at tyde, selv for professionelle, for slet ikke at tale om at behandle. Så meget desto mere grund til ikke at spørge manden på gaden!

Smæk – II

“Det ser sort ud. Sortere end den mørkeste middelalder. Den unge saudiske kvinde, der blev idømt 200 piskeslag og et halvt års fængsel, efter at hun blev voldtaget, skal ifølge en ekspert ikke forvente nogen nåde.” (BT)

I denne sammenhæng er “efter” et interessant ord. Normal ville man nok læse det temporalt, som i “Jeg drak en kop kaffe, efter at jeg kom hjem” hvor der underforstås at der er en sammenhæng mellem de to (uden at der er noget konsekutivt eller kausalt involveret), så at jeg er nødt til at komme hjem inden jeg kan drikke kaffen eller at rækkefølgen på en anden måde er væsentlig.

Spørgsmålet er om der kun er en sådan mening i ovenstående. Kunne der ikke mere rimeligt have stået at “hun blev idømt … efter at have overtrådt loven om …”? Hun blev ikke straffet fordi hun var blevet voldtaget, men efter at hun var blevet voldtaget, på samme måde som hun blev straffet efter at hun havde drukket kaffen!

Ovenstående citat antyder en tilknytning mellem de to forhold (udover det rent temporale) som ikke er der, eller som i hvertfald er en fortolkning fra journalistens side. Det er en fiks lille manipulation.

Og så har jeg slet beskæftiget mig med de to første sætninger, der er så åbenlyse at de næppe er interessante, med mindre man begyndte at spørge ind til journalistens viden om middelalderen.

__________
Jens Malling: 19-årig slipper ikke for pisk, BT, d.

Smæk

“No nation is fit to sit in judgment
upon any other nation.”(*)

Der er mange måder at præsentere en historie på, men fra et journalistisk syndpunkt synes den bedste indgangvinkel altid at være den der enten påkalder forfærdelse eller forargelse. Intet er bedre til at fange læserens opmærksomhed og det er jo den der konkurreres om. I Politiken hedder overskriften:

“Saudisk voldtægtsoffer skal piskes”

Artiklen begynder således:

“Hun blev voldtaget 14 gange af syv mænd. Nu er hun idømt 200 piskeslag og fængsel i seks måneder.”

… og det antyder jo ligesom en sammenhæng mellem de to ting. Sagen er den at hun blev idømt 90 piskeslag for at befinde sig i bilen sammen med en mand hun ikke var i familie med og yderligere 110 efter en appelsag hvor hun desuden blev dømt for gennem medierne at forsøge at påvirke sagen. Men ikke engang det formår artiklens forfatter at for på plads: “Årsagen er, at hun var i en bil med en mand, som hun ikke var i familie med, da voldtægten skete. Og den brøde har en appeldomstol i Saudi-Arabien nu takseret til 200 piskeslag og fængsel i seks måneder.” Og det er så faktuelt forkert.

Det kommer ikke som en overraskelse for undertegnede, at ikke bare Politiken men stort set alle danske (og udenlandske) medier vælger den synsvinkel på sagen. Kunne man tænke sig det modsatte vinkel på historien, altså en der ikke bare går på det som vi tolker som kvindeundertrykkende (at hendes frihed er begrænset i og med at hun ikke bare kan køre i bil med hvem hun vil og oven i købet bliver straffet for det), men i stedet på at men i Saudi Arabien faktisk tager overfald på kvinders ære lidt mere seriøst end herhjemme. (Et eksempel herhjemmefra: en kvinde blev voldtaget af to mænd under trusler om at få klippet fingrene af med en boltsaks. Straffen: tre års fængsel for grov voldtægt.): de syv gerningsmænd fik også fordoblet deres straf ved appeldomstolen og de oprindelige straffe på op til fem års fængsel blev forhøjet til op til ti år. Anklageren havde oprindeligt krævet dødsstraf. I en anden sag blev tre mænd idømt op til 12 års fængsel og op til 1200 piskeslag for at have filmet voldtægten af en 17-årig kvinde.

Den her sag har kun fået så meget omtale, fordi den er en omkostningsfri lejlighed for en række politikere og (køns)politisk interesserede til at score nogle billige point i offentligheden ved at appellere til forargelse over noget der i sidste ende ikke vedkommer dem.

Således også Thøger Seidenfadens bedre halvdel, Rune Engelbreth Larsen, som mener det er pinligt…

“… at USA har afvist at ville foretage sig noget, der griber ind i Saudi-Arabiens interne anliggender. De fleste af os andre kan kun råbe op via tryksværte, men det er hykleri af værste skuffe fra USA, der om nogen kan lægge pres på Saudi-Arabien.

Derfor bør en utvetydig dansk regeringskritik afleveres til Saudi-Arabien såvel som USA.” (Rune Engelbreth Larsens weblog på politiken.dk)

Nu er det også USAs skyld at Saudi Arabien har de love de har. Men dem har de altså haft og brugt i lang tid og det er ren populisme af værste slags at der pludselig skal protesteres nu. Skal vi overhovedet blande os i hvad andre lande har af regler, love og skikke? Hvordan ville vi have det hvis Saudierne protesterede mod at vi årligt slår 15000 børn ihjel under betegnelsen abort?

Er det den slags ensretning af verden vi ønsker; at alle lande og alle kulturer skal hylde de samme værdier (eller det samme fravær af værdier), eller handler det bare om at hævde vor egen moralske overlegenhed overfor andre. (**)

Diskussionen er i bund og grund absurd, da den grundlæggende handler om et gammelt spørgsmål om hvorvidt mennesket som individ skal stå over Gud eller om Gud står over mennesket. Spørgsmålet er også hvorfor vores valg skal have nogen vægt overfor dem der har valgt anderledes. Ironien burde i hverfald være tydelig for enhver: først forsøger vi at underlægge alle verdens religioner og nationer vores opfattelse af Gud – med en vis succes i øvrigt – og da vi så pludselig opdager at vi ikke tror på ham mere skal alle verdens religioner og nationer underlægges vores opfattelse af mennesket.

Måske vi bare skulle lade dem være i fred!

__________
(*) Woodrow Wilson, tale i New York 20. april 1915
Søren Astrup: Saudisk voldtægtsoffer skal piskes. Politiken.dk 15. nov 2007
(**) Det er tankevækkende at Rune Engelbreth Larsen, der hylder “menneskets individuelle forskellighed” under betegnelsen humanisme i grunden ender i dette moralske korstog. Ang. Rune Engelbreth Larsen se f. eks. faklen.dk og humanisme.dk

Hvad mener du…?

En københavnsk urmager er blevet frikendt for at have skudt tre røvere under et røveri mod sin butik. Han handlede i nødværge sagde byretten. Urmageren blev dog dømt for ulovlig besiddelse af flere skydevåben. I den forbindelse har nyhedsavisen, med vanlig mangel på seriøsitet, fristes man til at sige, spurgt manden og kvinden på gaden om deres holdning til den sag.

Nu er det ikke særligt interessant at høre hvad tilfældige mennesker på gade mener; deres meninger er som oftest uovervejede hvis ikke ligefrem uforstandige og de få svar der kan bringes (i en avis eller tv-udsendelse) kan alligevel ikke på nogen måde siges at være repræsentative, da de både er få og underlagt en redaktionel udvælgelse. De tjener tilsyneladende ikke andet formål end at forsikre læserne om at gennemsnitlige mennesker har gennemsnitlige meninger. Her er et eksempel:

“Han bør straffes for alt. Både skyderiet og våbenbesiddelse – det går ikke, at en person i Danmark løber rundt med våben og skyder. Og jeg mener ikke, at selvtægt hverken kan eller skal retfærdiggøres”, siger Rune Franck Henriksen, studerende på 25 år. (Nyhedsavisen d. 29. juni 2007)

Således taler manden på gaden og leverer et glimrende eksempel på ovennævnte uskik: Citatet er fuldkommen irrelevant, da retten netop har afgjort at det ikke var selvtægt, men derimod nødværge da urmageren skød de tre røvere.

Damen på gaden leverer i øvrigt et ligeså intetsigende svar på spørgsmålet “Hvad mener du…?”

“Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes. Jeg kan godt forstå hans situation, selvom jeg ikke kan forsvare det. Man kan jo ikke bare gå rundt og skyde folk,” siger Pernille Thulin, 34 år. (Nyhedsavisen d. 29. juni 2007)

Man kan undre sig over at journalister gider spørge tilfældige mennesker om deres mening om noget de ikke har haft en chance til at sætte sig ind i (sandsynligheden for at manden på gaden har haft mulighed for at læse dommen er uhyre lille) og måske endnu mere at folk er villige til at give deres mening til kende om ting de vitterligt ikke ved noget om.

Men vigtigst: Hvorfor vælger en avis at bruge hovedparten af deres forside til sådanne intetsigende kommentarer? (Det spørgsmål kunne godt fortjene en undersøgelse, men det forekommer temmelig komplekst og må vente.)

Noget helt andet er den kommentar anklager Jens Rasmussen kommer med i sin bekymring over dommen:

“Det kan sende et signal om, at der er fri adgang til at beskytte sig på den måde. Jeg havde hellere set et signal om, at folk skal beskytte sig på lovlig vis. Urmageren kunne eksempelvis have anskaffet sig videoovervågning eller en vagthund.” (Nyhedsavisen d. 29. juni 2007 p.8)

Det ville nok skabe respekt hos potentielle røvere, men jeg gad nok vide hvordan kunderne ville have det hvis de kom ind i en forretning hvor der stod to knurrende rottweilere. Jeg gad også nok vide om det kan bedømmes som nødværge, hvis man tæver en røver ihjel med et videoovervågningskamera? Eller mener anklageren blot at det ville være en fordel (for ham), hvis han havde en film der viste røverne skyde urmageren snarere end tre skudte røvere og en tabt sag?