Suk! (2)

Journalistisk leder man forgæves efter et bundniveau i dansk presse, seneste eksempel er Anne Lea Landsted, lektor i journalistik ved Syddansk Universitet, som lader forargelsen få frit løb i Politiken, underoverskriften Journalistlektor: Gaddafi blev offer for en bizar offentlig henrettelse, hvilket jo egentlig er rigtig nok, men fremstillingen af andre avisers behandling af sagen er nu nok alligevel temmelig hysterisk:

“Men hvad var formålet egentlig med at bringe de brutale billeder i bundter? Det fik vi ingen forklaring på, så jeg sad tilbage med en bizar fornemmelse af at være ført tilbage til 1700-tallets offentlige henrettelser.

Ren underholdning med en lille snert af ’det har han rigtig godt af’-følelse.

»Her bliver Gaddafi fanget af oprørerne«.

»Sidste video af Gaddafi i live«. »Se video af død Gaddafi«.

Jyllands-Posten lagde ikke fingrene imellem, da de smækkede hele serien på nettet uden uddybende forklaringer. Sensationelle overskrifter og billeder. Råt for usødet.” (via Politiken)

Her kunne vi passende tage en lang diskussion om hvorfor den slags billeder forarger. Først og fremmest hvorfor det forarger sammenlignet med alt det andet lort det vælter ud gennem både trykte og elektroniske medier, men måske især i forhold til hvad det egentlig er man ser og årsagen til at man forholder sig umiddelbart moralsk til det.

Men årsagerne og forklaringerne får vente til en anden gang, jeg konstaterer blot at lige netop den moralske fælde også er den som Anne Lea Landsted falder i, og det er jo interessant både i sig selv og i forhold til hvad jeg skrev forleden.

“Nu diskuteres det, hvem der tog livet af Gaddafi, men jeg savner stadig det indslag og den historie, der forholder sig til oprørernes opførsel, og som kræver, at de ansvarlige for den brutale henrettelse af den tidligere diktator bliver stillet for en dommer, som vi jo normalt gør i et retssamfund.” (via Politiken)

Nu er en del af pointen med det oprør der skete i Libyen og en af grundene til at vi støttede det, at landet indtil nu lige netop ikke har været et normalt retssamfund, og det ville da mildest talt være besynderligt, hvis den person som om nogen har haft ansvaret for at landet ikke har været det, skulle være den første som fik retten påberåbe sig et sådant retssamfunds og retssystems beskyttelse.

Amnesty International går i øvrigt forrest i den kamp med den sædvanlige perverse logik: “Amnesty International today urged the new Libyan authorities to ensure a full, independent and impartial investigation into how Colonel Mu’ammar al-Gaddafi died, saying if he was deliberately killed in captivity it would constitute a war crime.” (via amnestyusa.org)

Et meget vigtigt spørgsmål i en seks måneder lang krig, hvor 10000 kæmpende på  begge sider og ikke mindst 5-6.000 civile har mistet livet.

“If Colonel al-Gaddafi was killed after his capture, it would constitute a war crime and those responsible should be brought to justice,” said Claudio Cordone, senior director at Amnesty International. “Investigating whether or not his death was a war crime might be unpopular. However, the NTC must apply the same standards to all, affording justice even to those who categorically denied it to others. (amnestyusa.org)

Ironisk nok giver Amnesty International Gaddafi magten, og for så vidt også retten til den, med i graven, for den eneste grund til at man kan gøre hans skæbne alene til en sag og ingen af de tusindvis af andre dræbte (hvoraf der helt sikkert nok er andre krigsforbrydelser imellem) på samme vilkår, er at han blev filmet da han blev fanget og grunden til det er, at han var den han var.

Således føres den magt Gaddafi uretmæssigt havde tilraget sig og misbrugt gennem årtier videre hinsides døden og sikrer ham større “retfærdighed” end de uskykldige som var ofre for ham og hans regime.

(1. del er her)

Moralødelæggelsesvåben

Kontroversiel muslimsk prædikant, der forsvarer selvmordsangreb, skal tale på ungdomskonference,” skriver Politiken. Og “I en … video forsvarer han selvmordsangreb, fordi de bør betragtes som militæraktioner. »Det er en legitim form for kamp«, siger han på videoen.

Underforstået (fra Politikens side) at det er det ikke, altså en legitim for for kamp. Spørgsmålet er, hvorfor det skulle være mere illegitimt at bruge sig selv som bombe, end det er at sidde i fly kilometer over fjender man ikke kan se og dræbe tusinder ved et tryk på en knap?

Eller med andre ord: Hvis du ikke har råd til en F16, så har du en moralsk forpligtigelse til ikke at gøre modstand. Få jer nogle ordentlige våben, fattigrøve!

Om at miste overblikket

Engang danske Søren Kam er havnet som “nummer otte på en liste over verdens ti ‘mest eftersøgte nazikrigsforbrydere'”(*) og det må man jo kalde en god nyhed. Ikke fordi der endelig er udsigt til at han kan blive stillet til regnskab for sine gerninger, men fordi at Søren Kam engang begik et enkelt mord (og kun ét) og med hans nuvundne status på den jødiske ‘most-wanted’ liste, kan der ganske enkelt ikke være ret mange nazikrigsforbrydere tilbage i verden. Og godt for det.

Men hvad med den kendsgerning at Simon Wiesenthal-centret i næste uge lancerer “‘Operation Sidste Chance’ for at retsforfølge tilbageværende, formodede nazikrigsforbrydere”()

Kan man overhovedet kan kalde Søren Kam for en krigsforbryder. I Nürnberg straffede man en række krigsforbrydere, som at ideologiske årsager havde foranstaltet en massemord på millioner af mennesker, en forbrydelse af ufattelige dimensioner. Kan en mand der har begået et enkelt mord meningsfuldt regnes i samme kategori?

Er det ikke netop således at de forbrydere der blev straffet i Nürnberg havde dybtliggende motiver til at handle som de gjorde, mens det omvendt ikke gælder den enkelte soldat, der kan have ange andre ugennemskuelige motiver eller problemer der gør at han handler som han gør? Er en flok nazispidser, som handlede ud fra ideologiske forestillinger om at jøderne kulle udryddes, at sammenligne med den enkelte soldat, som primært handler efter ordrer, sekundært måske også p.g.a. angst, panik, forvirring, desperation, intens psykisk belastning, osv.

De første handlede frivilligt og på eget initiativ, de andre efter ordre og selvom ordre ikke frikender den enkelte fra ansvar (jvf. Nürnberg principperne – vistnok §6) er der dog alligevel en væsentlig forskel. Væsentligste forskel er motiv, men også størrelsesorden spiller ind. Søren Kam er ikke krigsforbryder, han er bare forbryder og bør straffes som sådan.

En ting er sikkert: jo bredere et begreb bliver jo mindre mening giver det og denne udvidelse af krigsforbryderbegrebet er samtidig en indikation af at dem der in casu stadig forfølger det har fjernet sig fra deres udgangspunkt.

Men det kan sikkert også være svært at opretholde sin selvforståelse, når man efter et liv i hævnens tjenste, pludselig må indse at der ikke er så meget mere at hævne. Pakker man så sammen og takker af? Åbenbart ikke. Man kan spørge sig selv om verden, refærdigheden eller historien egentlig er tjent med denne fortsatte jagt på senile oldinge som har overlevet deres egen tid, deres ofre og ofte også dem selv. Er der mere hævn at komme efter? Giver det længere en mening eller er det blot jægerne der leder efter en mening for dem selv?

__________
(*) Det er Ritzau som skriver for Politiken som skriver at Daily Telegraph skriver at Simon Wiesenthal-centret har skrevet ham på listen.
Søren Kam på Wiesenthal-centrets top ti. Politiken d. 29. nov 2007.