Stedet kun stjernene kender

Mira_the_star-by_NASA

 

Den første dag i maj – i år en onsdag – stod jeg tilfældigvis på terassen og nød solen og forårsluften, da den årlige test af varslingssirenerne gik i gang og en vidunderlig men infernalsk larm spredte sig og bragte med sig minder fra engang.

Da jeg var barn, blev varslingssirenerne afprøvet en gang ugentligt, hver onsdag middag og det var så hverdags en begivenhed, at man ikke engang altid bemærkede det, når man nu var en af de der trods alt var optaget af skolearbejdet. Undertiden gjorde man dog med en svagt frydefuld gysen over den kollektivt indbildte koldkrigsrisiko, mens der i ens hovede kørte fascierende billeder og filmklip af Hitler og Churchill og ondskab og udsultede jøder og grynede sort-hvide billeder fra Somme og Verdun og tusinder af allierede skibe på havet ved D-dag, som skulle bringe en ende på ulykke og fred og fordragelighed til verden. Og så var det man blev brutalt revet ud af de søde drømme af Fru Olsen, som udleverede tekster hun kaldte litteratur (aldrig har jeg læst så meget af hvilket jeg husker så lidt) og ugebladsreklamer til analyse …

“Se hvordan menneskers blod løber sammen i levrede pøle. Se hvordan løsnede tænder fra lig flås med af de stride strømme af fossende blod, de skures og slibes mod sandet indtil de glimter i mudder og dynd, hvor blodet i bække flyder med splintrede ben og løber langs afhugne lemmer. Danskernes blodstrøm ta’r til, nu breder sig vidt over marken pøle af rødt, overalt ligger lig spredt ud over jorden, omflydt af floden der vælder med kraft fra de skummende årer. Uafbrudt farer nu Hjartvar løs på de danske, han elsker krigsguden, løfter sit spyd og udfordrer alle til kampen. Dog, her midt mellem døende mænd og faldne fra slaget ser jeg med lykkeligt smil om sin mund vor slægtning af Frode, han som engang med guld tilsåede Fyrisvals marker.” (Saxo. Zeebergs overs., Kbh. 2000)

Min nabo er gammel. Hvor gammel ved jeg ikke, men et godt stykke på den forkerte side af de halvfjerds og skræmt fra vid og sans i en sådan grad, over at der i kvarteret har været en række indbrud i private hjem, at hun knap tør forlade sin bolig. Måske kunne man forstår det, hvis hun ikke turde opholde sig i hjemmet, for hvad skal sådan en lille sød gammel dame alligevel stille op, om tyven i natten kommer listende når hun er hjemme? I det hele taget, hvad gælder frygten? Er hun ikke allerede så tæt på døden at hun forlængst burde have forliget sig med, at den snart indfinder sig – og med langt større sandsynlighed af naturlige årsager end af kriminelle – og derfor med stort begær gribe den rest af liv hun trods alt har tilbage og kaste sig ud i den med dødsforagt? Hvad er det hun sparer op til, denne stakkels skræmte puger af indholdsløse livsdage?

“War is not to be regarded as an absolute evil … by its agency as I have remarked elsewhere the ethical health of the peoples is preserved in their indifference to the stabilization of finite institutions; just as the blowing of the winds preserves the sea from the foulness which would be the result of a long calm, so also corruption in nations would be the result of prolonged, let alone ‘perpetual’ peace.” (Hegel: Philosophy of Right, §324 tr. Knox. Oxf 1962)

Nutidens skolebørn behøver ikke bekymre sig om den slags varslinger af fortidige ulykker, og de fleste pædagoger vil måske endda sige, at det er godt børnene ikke behøver at bekymre sig, men når man hører hvilke genvordigheder og dagligdags katastrofer det medførte for deres forældre, at de, på grund af lockoutede skolelærere, måtte have deres børn hjemme en måned, hvilket kommer frygteligt ubelejligt midt i deres evigt ambitiøse stræben og slæben til huse, så tænker man uvilkårligt, at det måske ville være på sin plads med en lille fiks krig og lidt nød, til at rykke lidt op i råddenskaben.

“I kender alle det desperate tungsind, der griber os ved erindringen om lykkens tider. Hvor uigenkaldeligt er de dog borte, og vi er ubarmhjertigere skilt fra dem end ved alle afstande. Dertil kommer, at billederne træder mere lokkende frem i efterglansen; vi tænker tilbage på dem som på en afdød elsket kvindes legeme, der hviler dybt i jorden og nu får os til at gyse med en skønhed af højere og mere åndelig orden, ikke ulig et luftsyn i ørkenen. Atter og atter famler vi i vores tørstende drømme efter hver enkelthed, hver fold. Da ser det ud for os, som vi ikke fyldte livets og kærlighedens mål til randen, men ingen anger bringer det forsømte tilbage. Måtte denne følelse være os en lære for hvert lykkens øjeblik.” (Ernst Jünger: På marmorklipperne. Kbh. 1979)

Lige meget hvor længe du lever, lever du dog aldrig evigt og lige meget hvor meget rigdom du slæber til huse, er du aldrig lykkeligere end i det allerede forgange, øjeblik da livets og kærlighedens mål var fyldt.

Lykken kan ikke akkumuleres, men den blomstrer så meget smukkere og frodigere i ulykkens skygge. Sophus Claussen beskrev det således:

Jeg ønsked at samle min Længsel, mit Liv
til en Vagt uden Hvile, en Skæbne som brænder
med Sol, der paa Enge nær Havet blev til
og ender et Sted, som kun Stjernerne kender.

__________
Ill: Mira by NASA (public domain img via Wikimedia)

Krig

Jens Berg var en dansk soldat som kæmpede for tyskerne på østfronten under anden verdenskrig og BT har spurgt ham om han er stolt af at have været tysk soldat:

Ja! Jeg er stolt af de oplevelser, jeg haft. Jeg er taknemmelig for det, og jeg synes, at jeg ville være et meget dårligere menneske, hvis ikke jeg var glad for det, jeg har oplevet.

Jens har skrevet en bog om sine oplevelser og det er i den forbindelse at BT interviewer:

Du beskriver også i bogen, at I tager russernes mad?

– Det er måske lidt svært at forstå i dag. Men dengang var det næsten lidt normalt. De tog det ikke engang ilde op, for de vidste jo godt, at sådan var det nu engang.

Vi havde jo magten og kan gøre det. En gang gik vi op til en gård og sagde, vi skulle have et par høns. Bondemanden sagde ’uh, den krig, den krig’. Vi svarede, ’ja det synes vi også. Vi vil meget hellere være hjemme ved mor.

Ja, det er måske lidt svært at forstå i en tid hvor man har fået umistelige personlige rettigheder, at det engang skulle have været anderledes, at der har været tider hvor skæbnen kunne gribe ind og afgøre dit liv, altså ved andet en de store uretfærdigheder som cancer og ulykkestilfælde. Måske ligger der er pointe her til alle de som har det med at moralisere, nemlig at selv når det er rigtig slemt behøver det altså ikke at være rigtig ondt.

Måske bør man også sende en venlig tanke til danske soldater i mellemøsten og nordafrika, ikke fordi de er lige dér – de kampe er ligegyldige – men alene fordi sætter et eksempel ved at vove sig uden for parcelhusene, frivilligt, derud hvor der er noget på spil.

Moralødelæggelsesvåben

Kontroversiel muslimsk prædikant, der forsvarer selvmordsangreb, skal tale på ungdomskonference,” skriver Politiken. Og “I en … video forsvarer han selvmordsangreb, fordi de bør betragtes som militæraktioner. »Det er en legitim form for kamp«, siger han på videoen.

Underforstået (fra Politikens side) at det er det ikke, altså en legitim for for kamp. Spørgsmålet er, hvorfor det skulle være mere illegitimt at bruge sig selv som bombe, end det er at sidde i fly kilometer over fjender man ikke kan se og dræbe tusinder ved et tryk på en knap?

Eller med andre ord: Hvis du ikke har råd til en F16, så har du en moralsk forpligtigelse til ikke at gøre modstand. Få jer nogle ordentlige våben, fattigrøve!

Om at slå ihjel.

“Af 27.574 efterladte geværer, som i 1863 blev samlet op efter slaget ved Gettysburg, var mere end 90 procent ladt, selv om det 19:1- forhold, der var mellem ladetiden og skuddet, logisk burde tale for, at kun omkring fem procent  af geværerne burde have været ladt og klar til brug, da deres ejere smed dem fra sig. Næsten halvdelen af geværerne – tolv tusinde – var faktisk ladt mere end en gang, og seks tusinde af geværerne havde mellem tre og ti skud stoppet ned i løbet. Den eneste fornuftige forklaring er, at et meget stort antal soldater ved Gettysburg, både i Nordstatshæren og i Sydstatshæren, nægtede at affyre deres våben selv i nærkamp, og formentlig brugte tiden på ladeprocessen, og blot lod som om de skød, når en anden i nærheden virkelig skød, i et forsøg på at skjule deres indre flugt fra drabsprocessen. Og ganske mange af dem, som faktisk skød, sigtede formentlig med vilje alt for højt.” – G. Dyer

Et absolut ikke enestående, men interessant vidnesbyrd om menneskets karakter, som sammenholdt med Brownings demonstration af hvordan en gruppe mennesker – helt almindelige, midaldrende, arbejderklasse – kan bringes til at myrde tusinder af mænd, kvinder og børn, tillader os at konkludere at mennesket som mennesker er flest, viljeløst adlyder de mest afskyelige ordrer når de kommer fra autoriteter og, for egen bekvemmeligheds – ikke princippernes! – skyld, sniger sig udenom pligter hvis muligheden opstår.

____________
Gwynne Dyer: Krig, Borgens Forlag 2004
Christopher Browning: Ordinary Men: Reserve Police Battalion 101 and the Final Solution in Poland, New York 1993
Begge bøger anbefales på det kraftigste.