Forårsforventninger

Måske man kan sige, at man forgriber sig lidt på naturen og verden, når man på denne måde insisterer på at foregribe årstiderne, men ikke desto mindre vil jeg insistere. Solen skinner ind af mit vindue, måske lidt dovent, men den skinner trods alt og himlen er klar og blå. Blandede småfugle hopper forventningsfuldt rundt i min hæk eller kigger bebrejdende på mig fra det foderbræt, som jeg har forsømt at fylde og ser man helt bort fra temperaturen derude, som jeg jo ikke kan mærke herinde, så kunne man godt bilde sig selv ind, at foråret er på vej. Eller … det er det jo sådan set også, det er det hele tiden, men måske man endda kunne få den tanke, at det er tættere på, end det i virkeligheden er. Sophus Claussen kan fint hjælpe mig på vej i mine lystige vildfarelser.

Dansk Foraar

Naturen min Elskerinde
har taget sit Forklæde paa,
sit Forklæde af Anemoner,
slængt over Kjolens Graa!

Naturen min Elskerinde
er bleven saa formiddagsklædt
med grønne Buketter ved Bæltet.
Nu er jeg ilde stedt …

Jeg sidder atter i Lunden
paa Bænkens frønnede Træ
og stirrer henad en Gangsti
med Hænderne under mine Knæ;

Jeg attraar de spirende Urter
og trækker dog Vejret saa frit,
hænger ved dette Klæde
af Grønt broderet med Hvidt.

Naturen min kyske Veninde
skænker mig Sol og Læ
og alle slags friske Farver,
broderede ved hendes Knæ.

Men blir det mit Hjærte for broget,
saa slaar der en Nattergal
i Haven, til Tegn og til Trøst: — at
en anden er ligesaa gal.

Naturen min unge Moder
har rakt mig sit Forklædes Flig.
Og endt er Dæmonernes Hærværk.
Jeg er i mit Himmerig.

Nu har vi andetsteds beskyldt Sophus for at være både resignerende overfor livet og kærligheden og for til tider at være relativt kynisk, men ret skal være ret, det er han ikke her. Hans konstatering af forårets himmerrigskhed burde kunne tjene som forventningsglad opmuntring her og en lykkelig glemsel for så vidt angår kulden udenfor, som ikke er forårsagtig overhovedet.

For vover man sig udenfor, så opdager man da også hurtigt, at solen har ikke rigtig nogen magt i dag andet end lysets. Varme er der virkelig ikke meget af og så er det at man kommer til at tænke på Stuckenbergs forår, som er af en helt anden art.

Erantis

Nu er det Foraar — løb, min Dreng,
nu støjer Hækkens Spurve,
og Havebedet pakker ud
de smaa Erantiskurve,
og Himlen staar saa høj og hvid,
som blev det Dag for evig Tid,
og Luften er saa frodig,
— spring, lille Dreng, med Kinden hed,
i lykkelig Uvidenhed,
… saa længe du ej aner,
hvor Vaaren gør vemodig.

Nu blomstrer hver en Blomst paany,
det er saa mildt at mærke,
det er, som sang al Uskyld ud
sin Fryd med Markens Lærke;
ak, — det er Bud fra svundne Aar,
en Tone, som i Luften staar
endnu engang og skælver,
en Kalden — men tilbage;
den lyse Vaar, som gror paany,
den er en Skygge under Sky,
og Lærkens Jubel maler
for mig kun gamle Dage.

Min Dreng, det ved du intet om,
men denne Sol i Luften,
Bogfinkens første sagte Slag,
Muldvarpeskudets Duften,
det bringer ikke mig ny Vaar,
det maner mig om svundne Aar;
blødt spørger Finkens Trille:
Hvor er de henne, som med dig
engang gik Vaarens lyse Vej
i Ungdom, Fryd og Lykke,
og Fuglen tier stille.

Hvor er de henne, de der fandt
som jeg i Ungdoms Glæde,
at alt var herligt Strid og Tant,
at juble og at græde.
De er der i det lyse Skær,
som hver en Gren i Vaaren bær’,
dér tindrer deres Lykke,
men fjernt som en vemodig Drøm,
og stum er deres Latters Strøm,
— den fattige Erantis
blev al vor Levens Smykke.

Min Dreng, elsk Dagens lyse Sol,
glæd evig dig ved Vaaren,
den var, den er din Kongestol,
din Lykke ubeskaaren,
i den du møder til din Død
de Blomster, som dig Livet bød,
din Ungdom evig frodig,
— spring, lille Dreng, med Kinden hed,
i lykkelig Uvidenhed,
saa længe du ej aner,
hvor Vaaren gør vemodig.

Ak ja, skal vi tage Sophus på ordet og tro på at Naturens Elskerinde en dag vil tage sit forklæde på og smile til en selv, munter og glad og ligetil. Ubesmittet i sin sorgløse længsel efter endnu en varm og frodig og attråværdig sommer. Eller kommer foråret som en vemodig formaning om det der var engang, dengang hvor uskylden og glæden og ikke mindst troen på livet og kærligheden endnu var i behold og man levede i lykkelig uvidenhed over den dystre kendsgerning, at våren kom kun en gang og at efteråret fulgte snart efter.

Måske det lyder plat og banalt, men livet er hvad man gør det til og er det en stadig stræben efter glæden eller måske ligefrem lykken og en stædig insisteren på kærligheden og begæret, så er der måske mening at hente i Sophus Claussens Evangelium:

Min eneste Adkomst og Ære
det er mit Foraars-Begær.
Med Tiden vil Verden være
saa rig som i mit Begær.

Carpe Amorem

… og mens jeg nu er ved Sophus Claussen (1865-1931), som ubestrideligt er blandt vores allerstørste digtere, så er det værd at erindre hvad han skriver om Det værste:

Hvad er vel saa tungt at erindre
som Synder, man ikke har gjort?
— maaské kan man banke lidt mindre
beængstet paa Paradis’ Port …
 
Men tænke sig, tænke sig: Tabet!
en uopkrævet Værdi!
at dér har man gaaet og gabet,
mens Lykken spasérte forbi!
 
For Pigen er dog bleven svanger,
kun var der en anden til Fa’r.
— O dette er værre end Anger
af alle de Synder, man har!

Måske er der virkelig ikke noget værre end dette, denne uformåenhed i forhold til selve livet og manglen på evne til at gribe dagen der byder sig til, men derfor kan man selvfølgelig godt forfalde til spekulationer over hvorledes denne lethed ville tage sig ud set fra den anden og feminine side, For den mistanke lurer unægteligt under overfladen, at det ikke er faderskabet, som digtet begræder at have ladet sig gå forbi, men en langt mere umiddelbar og kortsigtet fornøjelse.

(Men den mulighed foreligger afgjort også, at hun er ganske godt tilfreds med at sikre sig sin indbildte udødelighed (jvf Platon: Symp. 208e-209c), frem for den der kunne ligge gemt i en tur i høet med digteren, men i så fald er kan der ikke være nogen ægte fortrydelse, ikke for Claussen i hvert fald.)

En anden favorit – Emil Aarestrup (1800-1856) – kom egentlig til samme Erkjendelse omkring hundrede år tidligere, men unægtelig på en lidt anden måde.

At ikke jeg forlængst har hængt mig
Om hendes Hals, om hendes Knæ,
Og i mit Raserie har vovet –
Ja, hun maa troe, jeg er af Træ.
 
Men det er jeg paa ingen Maade;
O, gid jeg bare var af Træ!
Men, jeg er lidt moralsk, lidt dydig,
Og derfor egentlig et Fæ.

Det er svært ikke at holde af Aarestrup og hans fine uskyldige selvironi og den alvorlige og romantiske kontekst, hvori den præsenteret. BIlledet af digteren der ikke har vovet at kaste sig for hendes fødder, selvom hun givetvis har været interesseret, er både sødt og morsomt. Til gengæld er der virkelig ikke – i en moderne optik – meget erotisk over Aarestrups Erotiske Digte, og i en tid hvor det erotiske ofte mere handler om porno end følelse, kan han synes slemt bedaget for de, der ikke har taget den vinkel til sig. Men fint er det ikke desto mindre.

Men humor har de unægteligt begge to og de er også begge styret af lidenskaben, men dog med den væsentlige forskel, at hvor den ene egentlig er mand for situationen og blot begræder den tabte værdi, han ikke tog, så er den anden blot et fæ, fordi han ikke gjorde knæfald, ikke magtede at tage chancen for lykken. Der er næsten hundrede år til forskel og Claussen virker da også langt mere moderne og noget mere kynisk, men til gengæld er det Aarestrups selvironi der tiltaler os, sammen med den ydmyghed overfor kærligheden, som han også demonstrerer. Der er næppe noget smukkere, end det menneske der havner i sine følelsers vold.

For Claussen, der i sine digte som regel ikke skylder verden eller kvinden meget andet end sine ord og som lystigt tager hvad der tilkommer ham, resignerer andetsteds fuldstændig i forhold til Kærligheden:

Tal ej om skuffet Kærlighed
og Hjærter, som er brudt!
man gør sig lidt Besværlighed
og ta’r en ny til slut.

Tal ej om evig Kærlighed!
vort Hjærte kun slaar Smut;
det hopper let fra Sted til Sted
og synker træt til slut.)

Hos Aarestrup hedder det Angst, og forskellen er tydelig:

Hold fastere omkring mig
Med dine runde Arme;
Hold fast, imens dit Hjerte
Endnu har Blod og Varme.

Om lidt, saa er vi skilt ad,
Som Bærrene paa Hækken;
Om lidt, er vi forsvundne,
Som Boblerne i Bækken.

Hvor Claussen resignerer fra kærligheden ud fra spredte overfladiske øjeblikke og hjerter der hopper overfladisk fra sted til sted, er det hele vendt på hovedet hos Aarestrup, der så at sige resignerer ind i øjeblikket. Al den mening som Claussen ikke finder i øjeblikket, lægger Aarestrup ind i det med en insisteren på at det er nuet der gælder, ikke i relativ, men i absolut forstand. Der er ikke noget andet end dette nu, andet end dette korte øjeblik i tiden.

Og hvis man, lidt frit efter Wittgenstein konstaterer, at “hvis man ved evighed ikke forstår et uendeligt tidsrum, men i stedet tidløshed, så lever den evig, som lever i nuet“, så må det også være sådan, at hvis nuet bedst tilbringes i en kvindes selskab, følger det dermed også, at du hænger på hende i en evighed. Så man kan vel sige, at det gælder om at vælge med omhu, når man griber både øjeblikket og kærligheden.

Eventyret i den fremmede Stad

Friedrich von Amerling: Oehlenschläger (1844)
Adam Oehlenschläger (1844)

Hvad pokker skulle man bruge sådan en tirsdag aften i januar på, om ikke i selskab med Adam Oehlenschläger (1779-1850), en flaske whisky og Eventyret i den fremmede Stad? Når man nu på tredje år ikke ejer et tv og er desto lykkeligere derved, kan man passende hengive sig til fortidens dramaer og nyde denne romance af vores nationaldigter, som på mindre end hundrede vers præsenterer os for intet mindre end tre forliste kærligheder og to drab og hensigten om et tredje, altsammen iscenesat i en fremmed og formodentlig sydlansk stad. En munter lille tragedie i kortform, som ellers ikke helt passer ind i vores kategori sjov med meningsløs vold, eftersom forløbet giver ganske god mening i al sin dramatiske udfoldelse.

Og som jeg nu hen ad Gaden gik
I den fremmede Stad,
Da faldt paa en Møe mit speidende Blik;
Hun i Vinduet sad.

Jeg stod, og glemte at vandre hiem,
Saa elskovsvarm.
Over smekkre Midie svulmede frem
Den unge Barm.

Hendes Øine var store, hendes Hænder var smaae,
Hun var saa rank,
Bort skulde jeg gaae, men jeg kunde ey gaae.
Hendes Øye sank.

Hver Dag jeg hen forbi Vinduet gik
I den fremmede Stad;
Hun skienkte mig altid et venligt Blik,
Før vi skiltes ad.

Min Cithar under Vinduet klang,
Var Natten smuk;
Hun lønned altid min Elskovssang
Med et sagte Suk.

En Midnat smelted den Huldes Aand,
Da Cithren lød.
Hun rakte mig kierligt sin Lilliehaand,
Den var saa blød.

En Rose jeg trykte i sneehvide Hud,
Med brændende Mund.
Hun smilte og saae saa venligt ud,
Saa bortsvandt hun.

Tungsindig tit forbi speilklare Søe
Jeg tog min Vey,
Ukiendt med Hver, selv den elskede Møe
Jeg kiendte ey.

Jeg gik i Nætter og Dage tree,
I den fremmede Stad;
Men ey længer jeg fik den Elskte at see,
Skiønt jeg sang og bad.

Den tredie Dag derhen jeg gik,
Med tunge Skridt,
Da standsed i Vindvet mit matte Blik
Paa noget Hvidt.

O da hæved sig atter saa glad, saa glad,
Mit Hierte trangt;
Men ak! det var ikke min Møe, der sad,
Men et Klæde langt.

Jeg gik i Nætter og Dage tree
I den fremmede Stad;
Men ey længer jeg fik den Elskte at see,
Skiønt jeg sang og bad.

Den tredie Nat derfra jeg gik,
Og vilde bort;
Da standsed i Porten mit matte Blik
Paa noget Sort.

Jeg hylled mig ind i min lange Talar
Med forvirret Sands.
En Liigkiste ud af Palladset man bar
Med en Jomfruekrands.

Jeg sneg mig bagefter i Fakkelskin,
Med den lange Rad.
I en Kirke de satte Kisten ind,
Og skiltes ad.

Taus skiulte jeg mig i et Pulpitur,
Saa kold og bleg;
Giennem Blyevindvet saae jeg, i sorte Natur,
Blodmaanen steeg.

Da vilde jeg rave til Kisten hen,
Som for Altret stod;
Men jeg hørte Noget at rasle igien.
Iis blev mit Blod.

Og grant jeg en Yngling ved Kisten saae,
Bleg som en Aand.
Den duftende Krands han stirrede paa
Med en Dolk i Haand.

“Dig har jeg nu givet til Døden hen,
Troeløse Møe!
I Morgen din ukiendte, fremmede Ven
Skal ogsaa døe.”

Da sneg jeg mig bag ham med harmfuld Aand,
Med Hævnens Lyst;
Og vristed ham Dolken af skielvende Haand.
Den fandt hans Bryst!

Rødt strømmed hans Blod som en skummende Elv
Over Kisten lang.
Da tonede Orglet af sig selv
En Sørgeklang.

Jeg raved til Døren med selsomt Mod,
Slukt var mit Had.
Inden Hanegal jeg atter forlod
Den fremmede Stad.

Kun syv år efter digterens død kastede gribbene … skrev Liebenberg om digterens hang til at finpudse detaljer i sine værker og gav samtidig en version af ovenstående digt, som slutter således:

Jeg raved til Dören med bange Mod
Kun lidet Glad
Inden Hanegal jeg atter forlod
Den fremmede Stad.

F. L. Liebenberg: Nogle Bemærkninger Om Textcritiken i Oehlenschlägers Skrifter, Nordisk Universitets-Tidsskrift vol. 3.1 s.191-218. (Ill. nedenfor via runeberg.org)

… og han konstaterer lærd og tørt, at “Mange ville i sidste Strophe maaske nödigt savne den Læsemaade, som de fra “Poetiske Skrifter” eller senere Udgaver ere vante til, Slukt var mit Had, uagtet den ikke kan kaldes god, da der i Romancen kun har været Tale om Kærlighed, Skinsyge og Hævn, men ikke om Had.”

“Mange” må så være det brede publikum, som selvfølgelig ikke sætter pris på de finere detaljer, men man kan nu godt indvende, at hvor kærlighed og skinsyge er følelser, er hævnen den handling, eller trang til at handle, som udspringer af følelsen af had, som i øvrigt kan balanceres så smukt, når man også bærer i sig hævnens lyst.

Monogami og natur

“Monogami strider mod vores natur” lød det temmelig bastant fra en artikel i Politiken , som for at bevidne den påstand, citerer den amerikanske antropolog Helen Fisher – der gennem studier har fundet frem til, at den naturlige længde for et ægteskab er fire år – for følgende genialitet:

“Denne drive til at finde sammen og blive sammen som par i mindst fire år udviklede sig for millioner af år siden. Den oprindelige standardperiode mellem fødsler var fire år, fordi fire år typisk var den periode, det tager at finde sammen, få et barn og få det igennem småbørnsstadiet.”

Selv hvis vi ser bort fra det latterlige regnestykke som giver et fireårigt facit (som i øvrigt er tæt på at være en perfekt cirkelslutning) og hvis vi ser bort fra at mennesket endnu ikke var menneske for millioner af år siden, men faktisk blandt andet har fordoblet hjernestørrelsen siden da, så er der stadig andre væsentlige faktorer, som f. eks. kulturens opståen, som det nok også var værd at tage i betragtning.

Men Helen Fisher er, som det fremgår den artikel hvor hun lacerede sin frieårs teori, et temmelig firkantet menneske, for som hun selv skriver:

“I see no reason why these early human pair bonds always needed to be permanent. Once a child had been weaned, it could join play groups or become the responsibility of several community members. Why should a couple necessarily remain together unless a second infant was conceived?” (Helen Fisher: The Four Year Itch. Natural History Magazine Okt. 1987 vol. 96, s.22-28)

Ja, hvorfor skulle de dog have ønsket det, de kære forfædre …

Et noget andet syn på verden har antropolog ved RUC Christian Groes-Green, som i følge samme artikel mener at Helen Fishers teori om monogami “bærer præg af for meget fokus på kemiske reaktioner og evolutionære teorier” og “at det i dag i langt overvejende grad er kulturelle sammenhænge, der afgør grader og frekvens af accept af utroskab eller muligheden for livslang monogami.”

Christian Groes-Greens forklaring er simpel:

“Internettets fristelser og kontakter, øget mobilitet og arbejdsliv og stigende mulighed for anonymitet i storbyerne. Det øger alt sammen muligheden for mange løse eller faste kontakter og giver mindre mulighed for social og seksuel kontrol af den anden.”

Så alternativet til polygami og utroskab og overlappende seksuelle forhold er “social og seksuel kontrol af den anden”?

Suk!

Paolo_Veronese_020_unfaithfulness
Paolo Veronese (1528–1588) ((via wikipedia)

Bortset fra at jeg slet ikke forstår udtrykket accept af utroskab, så er det ganske enkelt nedslående med en sådan mangel på fantasi og indsigt, ligesom det er latterligt at forfalde til forsimplende forklaringsmodeller ved at inddrage det sidste nye kulturelle fænomen; internetttets fristelser frister ikke med noget, som ikke alle dage har været der. Mennesket er nogle grissebasser og har altid været det.

Men når det er sagt, så skal der også herfra føres et forsvar for det monogame. For der er trods alt mennesker i verden, som søger andet og mere end det overfladiske og tilfældige og uforpligtende, som der ligger i “overlappende seksuelle forhold” og der findes faktisk mennesker der søger det af egen fri vilje og indgår i det, uden nødvendigheden af den trussel der ligger i den andens sociale og seksuelle kontrol.

Den stædige insisteren på troskab er en nødvendig forudsætning for den dybde der ligger i den nære fortrolighed og i den grænseløse tillid. Uden den er kærligheden en umulighed, eller i det mindste ikke muligt som andet end noget uforløst eller ulykkeligt.

I den forbindelse er skilsmissefrekvenser ikke specielt relevante – heller ikke selvom de kan føres millioner af år tilbage. For selvom det kan da godt fremføres at de fleste mennesker bliver skilt før eller senere, er pointen jo netop, at den eneste ene ikke er et bestemt menneske derude, som vi partout skal finde, men derimod at der er et menneske derude, som vi, mere eller mindre frivilligt, gør til den eneste.

Det er et valg vi træffer. Et ideal … og det er med idealer jo også sådan, at det er noget vi kan stræbe efter, en retning at gå i, men det er også et mål vi ikke altid formår at nå, hvilket så i grunden ikke er så vigtigt, for det er gennem den stræben, at vi hæver os over dyrene (og homo erectus) og bliver mennesker. Det er et spørgsmål om karakter.

Og så kan det godt være, at det ikke er noget for dig, kære læser, men det er så dit valg og dit liv: du har nøjagtig lige så meget ret til at leve det lige så overfladisk, som du har lyst til, som andre har ret til at vælge noget andet. Men du skal vide, at det intet har med natur at gøre. Videnskaben kan ikke tages som gidsel og bruges til at retfærdiggøre en søgen efter ligegyldigheden og overfladiskheden; for det er trods ikke ligheden med dyrene eller med tidlige forfædre, der definerer hvem vi er, men derimod defineres vi af det vi stræber efter være.

__________
Kirsten Nillson & Michael Rothenborg: Monogami strider mod vores natur, Pol. 29/12 2014

Børn

Jeg faldt tilfældigvis over denne tekst på en blog som tilhører Mette: “Hold fast, hvor jeg bare elsker de børn. De er jo et mirakel – ligesom alle børn er det for deres mødre. Jeg elsker dem bare så højt. Langt ind i hjertekulens inderste gange og huller. Helt derinde flyder kærligheden …”

Mere banalt bliver det ikke – nogensinde – og det er måske nok værd at huske på at alle kan elske et barn, der ligger ikke nogen præstation deri.

Måske er det på sin plads at minde alle om, at selv den værste fjende, selv det største uhyre, ja selv den du hader allermest, elsker børn.