Døden IV

Videre i kategorien Døden, med uddrag fra Iliaden, hvor det straks går løs i munter strid og fire tapre krigere må lade livet.

457     Først Antilochos vog en tapper og malmklædt Troer,
458 Djerv blandt Forstridshelte, Thalysios’ Søn Echepolos.
459 Først hans haaromflagrede Hjelm i Spolen han ramte,
460 Spydet i Panden ham foer, heelt ind gjennem Benet sig trængte
461 Kobberets stingende Od, og Mulm omhylled hans Øine;
462 Brat han faldt, som et styrtende Taarn, i den hidsige Kampfærd.

463 Flux den Faldne ved Fødderne greb den Helt Elephenor,
464 Chalkodons Søn, som var Drot for Abanternes modige Skare;
465 Ivrig han slæbte ham bort fra Spydenes Ram, for hans Rustning
466 Strax af Krop ham at drage, dog kort blev denne hans Idræt.
467 Just som han Dødningen slæbte, den Helt Agenor det mærked,
468 Og i hans Side, som blottet for Skjold stak frem, da han Kroppen
469 Bøied, han jog ham det kobberne Spær, og gav ham sin Helsot.
470 Saa forliste han Livet; en gruelig Dyst om den Faldne
471 Mellem Achaier og Troer sig reiste paastand, og som Ulve
472 Foer mod hinanden de løs, og Mand slog Mand saa han tumled.

473     Aias den Telamonide nu først Simoeisios dræbte,
474 Manden Anthemions blomstrende Søn; ved Simois’ Bredder
475 Havde hans Moder ham født, da hjem hun vandred fra Ida,
476 Hvor hun var fulgt med Forældrene hen at besee deres Hjorder;
477 Derfor de havde ham kaldt Simoeisios; sine Forældre
478 Lønned han ei for sin Barndoms Tugt, thi stakket hans Livstid
479 Blev, der han faldt betvungen med Spyd af den modige Aias.
480 Just som han vandrende kom, traf Telamons Søn ham i høire
481 Bryst ved Vorten, og tvers gjennem Skuldren den kobberne Spydsod
482 Gik, og i Støvet til Jord han styrtede plat som en Poppel,
483 Som paa en stor siidliggende Eng opvoxed i Mosen,
484 Glat om Barken, men Grenene skjød i Veiret om Toppen,
485 Og med det blinkende Jern Vogntømreren fælder dens Stamme,
486 Fælger at krumme deraf til Hjul for en prunkende Vognkarm,
487 Strakt den ligger ved Bredden af Flod for at tørres i Luften;

488 Saa Simoeisios faldt, Anthemions Søn, for den ædle
489 Aias, men flux mod denne sit skærpede Spyd gjennem Stimlen
490 Antiphos slynged, Kong Priamos’ Søn med det brogede Pandser;
491 Rigtignok feiled han Aias, men Leukos, Odysses’s bolde
492 Svend, i Lysken han traf, da han Dødningen slæbte tilside;
493 Ned over denne han styrted, og Liget af Hænderne faldt ham.((Iliaden, Wilster))

Dette er sikkert ikke rare måder at dø på, omend at blive truffet i panden af et spyd sikkert er en hurtig og derfor relativt smertefri måde at forlade denne verden på. At blive truffet i lysken er en knap så hurtig død, men lige så sikker og derfor et kendt og brugt mål for sværd og spydkæmpere.

Men det der falder mig ind når jeg lige nu læser dette, er noget helt andet, nemlig fraværet af sentimentalitet, sammenlignet med overskrifter som “Iran hangs young woman for teenage crime she denied” som man kunne læse i medierne for ikke så længe siden. At fængsler i alle lande er fyldt med fanger uskyldige udi egen indbildning er der vel intet nyt i, ejheller at enkelte af dem rent faktisk er uskyldige, men hvorfor lige netop sager som den sag får så megen opmærksomhed kan måske nok undre. “Iran henretter kvindelig kunstner” var overskriften i Politiken. (http://politiken.dk/udland/article701873.ece)

Og så alligevel ikke. Det har tilsyneladende ingen betydning at den nu henrettede sammen med en ven brød ind i og dræbte beboeren af et hus, tilstod mordet og uanset om tilståelsen senere blev trukket tilbage, i det mindste stadig er medskyldig i mord, når bare hun senere i fængsel bliver kunstner, for så er billedet af et totalitært, repressivt, middelalderligt iransk system der henretter en sød ung kvinde er jo en ren mediervinder.

For de forargede der kan samles på protesthjemmesider og sende protestbreve til de iranske myndigheder og forlange dette og hint er gevinsten umiddelbar: med forargelsen over andres ondskab og umenneskelighed følger uvilkårligt følelsen af egen moralske overlegenhed og så hedder det pludseligt:

… her execution was the shortest, fastest, and most effective way for Islamic Republic of Iran to let the rest of the world know it has no intention of negotiating anything with anyone.

My heart weeps for the youth and talent which had to be sacrificed to send the ominous message to the world.(http://www.iranian.com/main/node/63031)

Ungdom og talent? Man kan – ganske usentimentalt – hævde at det forspildte hun selv da hun traf de valg hun nu engang gjorde. Men det står selvfølgelig enhver frit for at læse det de vil ind i historien og dermed få det ud af den som de ønsker.

Om at nå bunden!

At internettet er ikke godt for aviserne, må være konklusionen på dette indlæg. Et er at jeg undertiden gør mig morsom på bekostning af elendige møgsprøjter som Ekstra Bladet, hvis journalister sommetider skriver (og tænker) som om der ikke havde meget mere end syv års skkolegang, noget helt andet er at mere seriøse aviser som Politiken eller Jyllands-Posten i jagten på læsere og indtjening lige så langsomt synker ned i sumpen. Eksempler følger:

På forsiden af jp.dk den 25/11 2008:

At nå bunden 1

Ovenstående meget illustrative illustration viser den stakkels kendte danserinde, inden hun blev syg af malaria. En vigtig historie at dømme efter størrelsen på billedet, som var et af kun fire af den størrelse på forsiden. Et af den andre var til en historie om Barack Obama.

Vælger man at læse artiklen få man lidt mere information om danserinden:

At nå bunden 2

Aha, kendt – i Finland forstås – for at udvekslet erotiske sms-beskeder med en tidligere udenrigsminister. Eller kendt for sin kavalergang? Bevares, det er da også en evne der skal respekteres på lige fod med alle andre evner. Lever vi da ikke i et demokrati?

Er der efterhånden ingen forskel på Jyllands Posten og Se & Hør?

Irritationer 2

“Venstre går nu på banen med et opsigtsvækkende forslag, der kan ommøblere meget store dele af den offentlige sektor. Det store regeringsparti vil have stat, regioner og kommuner til at sende alle offentlige opgaver i udbud. Private virksomheder skal kunne byde ind på alt fra drift af folkeskoler og sygehuse til ældrepleje.»Så kan vi finde ud af, hvilken pris og kvalitet alternative udbydere kan levere til. Den bedste og billigste bør altid have opgaven,« siger erhvervsordfører Jacob Jensen (V), som står bag det 37 siders oplæg, der i forgårs blev godkendt og rost af Venstres folketingsgruppe med statsminister Anders Fogh Rasmussen i spidsen.” (V: Skoler og sygehuse skal i udbud, berlingske.dk, d. 12/6 2008)

Således står der at læse i Berlingske Tidende og det er jo herligt. Som om de to ord kan sidestilles: den billigste løsning er nok sjældent den bedste og omvendt. Isvaflen til 2,95 i Aldi er næppe af samme kvalitet som den til 20,00 i kiosken som igen næppe er så god som den med tre kugler til 55,00 i isboden.

Udsagnet “den bedste og billigste” giver kun mening hvis det “bedste” også reduceres til et spørgsmål om økonomi: bedst fordi den er billigst!

Rettelig burde det formuleres “den bedste eller billigste“, men så bliver det jo også indlysende hvor intetsigende udsagnet er. (Jo, jeg ved godt hvad han mener er “den bedste til prisen” eller “samme ydelse til bedste pris”, men det er ikke det han siger. I stedet konstruerer han en slags newspeak der udsiger noget helt andet og i øvrigt umuligt!)

Svindel?

Mundus vult decipi,
ergo decipiatur.
-Petronius.

Nu omtalte jeg for ikke så længe siden sagen om den lille engelske pige der forsvandt i Portugal under en ferie med sine forældre; eller rettere jeg omtalte danske mediers dækning af sagen.

Nu melder sagen sig så igen og det giver anledning til nogle overvejelser omkring hvad aviser er blevet til, efter deres introduktion på internettet. De gode gamle trykte aviser havde en forside med meget begrænset plads, hvilket betød at det der kom på forsiden havde en vis vægt og almen interesse. Der var jo ikke plads til hvad som helst.

På avisernes hjemmeside er sagen omvendt: alt skal på forsiden, ellers bliver det ikke set og det indebærer at alt muligt underlødigt finder vej, da der ikke er sammen redaktionelle omhu med hvad man vælger at bringer og ikke vælger at bringe.

Et glimrende eksempel er den sidste artikel om fire-årige Madeleine McCann, som nu harværet forsvundet i over et halvt år og som i dag bliver omtalt på i hvert fald Jyllands-Posten og BTs hjemmesider. I JP under overskriften: “Detektiv: Madeleine er hjemme til jul.” Altså ikke noget egentligt nyt (hun er ikke fundet endnu) og det er da også en historie som de danske aviser har taget fra en eller flere engelske. På mirror.co.uk er detektiven citeret for følgende:

We know who kidnapped her but not where she is. We believe she is in an area not very far from the Iberian peninsula and north Africa. And we have a fairly certain idea of who she is with.

I cannot say who she is with because we are putting together conclusive proof we can present to the authorities so they can proceed with arrests.

Dette er chefen for et detektivbureau der får mere end en halv million om måneden for deres efterforskning, hvilket sikkert er en ret god forretning. Men er det også godt nyhedsstof?

Tja, hvia man læser artiklerne er tonen en noget anden, for her siger detektiven bare “Jeg håber, at hun kommer tilbage til sine forældre inden jul.” () Lad sige at de virkelig vidste hvem der holder pigen fanget og troede på at finde hende snart, så var der vel næppe nogen grund til offentligt at advare kidnapperne om at de er tæt på at blive afsløret. Noget sådan ville vel om noget bringe pigen i fare. Selvsamme detektiv har også udtalt:

“I have always said publicly Madeleine is alive. I have to believe it 100 per cent because I know how to look for living people, not dead ones. But I have no proof Madeleine is alive.”()

Så meget for beviser. Det her handler om en detektiv der holder gang i forretningen: “Vi tror, at hun befinder sig i et område ikke langt fra den iberiske halvø og Nordafrika.”(), men det er jo et enormt område og den udtalelse er derfor både intetsigende og ganske omkostningsfri.

Overskriften er i alle medier ganske misvisende og selve historien er kun beregnet for alle dem der har fulgt den som ren følelsesporno og som er frygteligt ‘interesserede’ i den lille piges skæbne; de får lidt ekstra føleri op til jul.

Som nyhed og avisstof er den uden reelt indhold og helt igennem underlødig. Den har ingen værdi andet end som middel til at trække læsere fra de værste ugeblade over til aviserne.

Jeg sidder her og næsten håber at det – som foreslået af flere – var forældrene der forvoldte den lille piges død og at resten var et stort cover-up. Så kunne vi se aviserne svælge i forargelse over forældrenes skamløse misbrug af hele verdens medlidenhed, mens det i virkeligheden var medierne selv der skabte hele opstandelsen og tjente godt på den.

Døde munke.

Det skal fotograferes, filmes, optages og skrives om. Verden er nødt til at se ligene, blodet og skudsårene, så de uhyrligheder, der foregår i Burma lige nu, bliver råbt ud i æteren, så verdenssamfundet kan høre det. (Nyhedsavisen, d. 2/10 2007)

Det mener mener deputy director Khin Maung Win fra radio- og tv-stationen Democratic Voice of Burma og ordene citeres i en artikel af Stine Behrendtzen (Journalist) i dagens trykte udgave af Nyhedsavisen. Artiklens overskrift er noget bombastisk: “Verden skal se ligene af døde munke i Burma”

Stort set den samme historie findes på avisen.dk, men det kan alligevel godt være at verden alligevel ikke er helt klar til at se “ligene, blodet og skudsårene”, for såvel i den trykte som i netudgaven bringes kun følgende stærkt pixelerede foto:

Død munkAk ja, alle de smukke idealer og principperne gør jo en god historie, men hvad nytter det når man er udgiver af en reklamefinancieret og husstandsomdelt gratisavis og i den grad er afhængig af læsernes velvilje. Så kan man jo ikke bare smide billeder af døde munke i hovedet på folk henover morgenkaffen.

De ucensurerede billeder findes i øvrigt her. ( De lå her: http://english.dvb.no/photo1.php – men ikke mere.)

 

Fri fantasi

Se engang på dette billede:

Madeleine

Denne pinlighed stammer fra forsiden af BT (onsdag d. 26/9 2007) og selvom jeg generelt har en udtalt modvilje mod at kommentere aktuelle sager, vil jeg gerne gøre en undtagelse, for at demonstrere hvor fuldstændig pinligt det kan blive, når andre ikke har samme forbehold. For selvom aviser netop lever af at være først med det sidste, forpligter netop dette til ekstra omtanke.

Nu er det vist efterhånden ikke en eneste dansk avis der ikke har brugt spalteplads på den i et større perspektiv egentlig ret trivielle sag om en forsvundet fire-årig brtitsk pige og med den tid sagen har kørt uden nogen nævneværdige efterforskningsmæssige fremskridt, er der måske ikke noget at sige til at desperationen indfinder sig, omend den må være noget mere forståelig hos pigens forældre end på redaktionsgangen.

Ikke desto mindre fandt samtlige danske aviser anledning til at kommentere ovenstående billede taget i Marokko af en spansk turist og udlagt som måske værende et billede af den forsvundne pige.

Kig endnu en gang på billedet og fortæl mig så hvordan en bortført fireårig britisk pige af middelklasseforældre på nogen måde skulle kunne ende med at blive transporteret rundt ved højlys dag på ryggen af et kvindeligt medlem af en marokkansk familie hvis fremmeste transportmiddel består af en rusten trillebør.

Hvor er den logiske forbindelse mellem

A: at blive bortført fra velhavende forældre på et bedre familieferiested i Praia da Luz i Portugal

og

B: at blive set ved højlys dag på åben gade hos en relativt fattig marokkansk landarbejderfamilie

Den er der ikke. Prøv så i stedet at se den logiske forbindelse mellem disse to:

A: at en spansk turist har taget et billede af en fattig marokkansk landarbejderfamilie hvor en af kvinderne bærer på en pige der ligner Madeleine

og

B: at det nok bare er en pige der ligner Madeleine

Det gik nok ikke så lidt bedre. Det fandt redaktionerne dog også ret hurtigt ud af, for det tog mindre end at døgn før aviserne kunne dementere: “Det var ikke Madeleine!” Nej, selvfølgelig var det ikke det. Billedet som BT valgte at bringe øverst og forrest på hjemmesiden, burde på forhånd have gjort det indlysende klart for enhvert tænkende menneske. Og er man ikke det, er der hjælp at hente på forsiden af Jyllands Posten: (jp.dk torsdag d. 27/9 2007)

Madeleine

Se dét er et billede der ikke tåler forstørrelse særligt godt: Den lille pige kunne være hvem som helst og i øvrigt er kvaliteten ikke bedre end at man dårligt kan se hvor pigens hår slutter og buskadset begynder. De burde skamme sig over at kolportere den slags.

Men jeg har opdaget noget helt andet som er ganske interessant. Læg mærke til personen der bærer den lille pige. Selvom kvaliteten er ikke så god, så er der noget over personens gang der ser besværet (træt) ud og der er noget over øjnene og næsen som minder mig om en bestemt person og får mig til at tænke: kunne dette ikke være Elvis?

Hvad mener du…?

En københavnsk urmager er blevet frikendt for at have skudt tre røvere under et røveri mod sin butik. Han handlede i nødværge sagde byretten. Urmageren blev dog dømt for ulovlig besiddelse af flere skydevåben. I den forbindelse har nyhedsavisen, med vanlig mangel på seriøsitet, fristes man til at sige, spurgt manden og kvinden på gaden om deres holdning til den sag.

Nu er det ikke særligt interessant at høre hvad tilfældige mennesker på gade mener; deres meninger er som oftest uovervejede hvis ikke ligefrem uforstandige og de få svar der kan bringes (i en avis eller tv-udsendelse) kan alligevel ikke på nogen måde siges at være repræsentative, da de både er få og underlagt en redaktionel udvælgelse. De tjener tilsyneladende ikke andet formål end at forsikre læserne om at gennemsnitlige mennesker har gennemsnitlige meninger. Her er et eksempel:

“Han bør straffes for alt. Både skyderiet og våbenbesiddelse – det går ikke, at en person i Danmark løber rundt med våben og skyder. Og jeg mener ikke, at selvtægt hverken kan eller skal retfærdiggøres”, siger Rune Franck Henriksen, studerende på 25 år. (Nyhedsavisen d. 29. juni 2007)

Således taler manden på gaden og leverer et glimrende eksempel på ovennævnte uskik: Citatet er fuldkommen irrelevant, da retten netop har afgjort at det ikke var selvtægt, men derimod nødværge da urmageren skød de tre røvere.

Damen på gaden leverer i øvrigt et ligeså intetsigende svar på spørgsmålet “Hvad mener du…?”

“Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes. Jeg kan godt forstå hans situation, selvom jeg ikke kan forsvare det. Man kan jo ikke bare gå rundt og skyde folk,” siger Pernille Thulin, 34 år. (Nyhedsavisen d. 29. juni 2007)

Man kan undre sig over at journalister gider spørge tilfældige mennesker om deres mening om noget de ikke har haft en chance til at sætte sig ind i (sandsynligheden for at manden på gaden har haft mulighed for at læse dommen er uhyre lille) og måske endnu mere at folk er villige til at give deres mening til kende om ting de vitterligt ikke ved noget om.

Men vigtigst: Hvorfor vælger en avis at bruge hovedparten af deres forside til sådanne intetsigende kommentarer? (Det spørgsmål kunne godt fortjene en undersøgelse, men det forekommer temmelig komplekst og må vente.)

Noget helt andet er den kommentar anklager Jens Rasmussen kommer med i sin bekymring over dommen:

“Det kan sende et signal om, at der er fri adgang til at beskytte sig på den måde. Jeg havde hellere set et signal om, at folk skal beskytte sig på lovlig vis. Urmageren kunne eksempelvis have anskaffet sig videoovervågning eller en vagthund.” (Nyhedsavisen d. 29. juni 2007 p.8)

Det ville nok skabe respekt hos potentielle røvere, men jeg gad nok vide hvordan kunderne ville have det hvis de kom ind i en forretning hvor der stod to knurrende rottweilere. Jeg gad også nok vide om det kan bedømmes som nødværge, hvis man tæver en røver ihjel med et videoovervågningskamera? Eller mener anklageren blot at det ville være en fordel (for ham), hvis han havde en film der viste røverne skyde urmageren snarere end tre skudte røvere og en tabt sag?