Pseudojournalistik

Undertiden støder man på en sådan afgrund af menneskelig tankeløshed, at man uvilkårligt tænker at det næppe kan være virkeligt, for hvis det var, ville det både afsløre et niveau af menneskelig inkompetence, som ganske enkelt ville diskvalificere det pågældende menneske fuldstændig fra den funktion som personen varetager og efterlade en med det sikkert ubesvarlige spørgsmål om, hvordan personen overhovedet har fået det job eller den funktion, som personen varetager.
(Her kunne man så komme med beretninger om de alt for taknemmelige – og ofte humoristiske – eksempler på udueligt offentligt ansatte og eller inkompetente politikere, men det gør vi ikke; vi vender os mod et andet yndet emne, nemlig journalister.)

Sidsel Duch Langpap er – udover tilsyneladende at være et glimrende eksempel på en sådan person – også en slags journalist ved bite.dk, en selvstændig enhed under Berlingske Media, som leverer det lette og platte humoristiske indhold, som de trykte medier har været tvunget til at tage til sig for at overleve overgangen til den digitale verden, eller med andre ord: noget nær bunden af den journalistiske karrierestige.

Screenshot from 2015-07-28 13:39:42c
Ill.: fra artikel på bite.dk, som er blevet slettet siden jeg skrev dette

Fr. Langpaps bidrag til journalistikken denne dag, var en video hugget … fundet på nettet og som havnede på forsiden af bt.dk og blev præsenteret således:

Det kunne da sikkert – som overskriften antyder – være ganske lol, hvis det ikke lige var fordi at videoen, som alle andre medier i øvrigt for længst havde berettet, viste den tragiske historie om en mor, der i sidste øjeblik når at skubbe sit barn i sikkerhed, inden hun selv blev opslugt af rulletrappen og led en ganske uhyggelig død, klemt eller flænset til døde i rulletrappens maskineri. Det tog i følge nogle medier redningsfolkene 3-4 timer af frigøre hendes lig fra rulletrappens indre.

Men ja, se da endelig hendes reaktion; der er sikkert alt fra forbløffelse over forskrækkelse og en handlekraft der redder hendes barn, til panik og rædsel og uhyggelig smerte inden hun bliver helt opslugt og forsvinder i rulletrappens indre for øjene af sin egen datter. Der er ikke så meget at lolle over dér, vel?

Ethvert i minimalt grad empatisk menneske ville nok, selvom om moderen var sluppet uskadt fra oplevelsen, have haft en fornemmelse af, at det der foregår på videoen, ville være en uhyggeligt skræmmende oplevelse for barnet, men ligefrem at se sin mor dø på den måde, er en oplevelse vi slet ikke kan begynde at forestille os følelsen af. Er det en reaktion vi overhovedet ønsker at se?

På bite.dk, var videoen ledsaget af denne tekst, skrevet af Fr. Langpap (fra nu sletttet artikel på bite.dk):

“Første gang, du træder ud på en rulletrappe, kan det godt virke lidt angstprovokerende. Trappetrinene synes at bevæge sig alt for hurtigt. Men når man først er landet, så føler man sig som regel tryg igen.

Men det kan åbenbart godt gå galt alligevel. Det gør det i denne video, hvor en mor og en datter er på vej op ad en rulletrappe i noget, der kunne være et storcenter i Asien.

Da de to har nået toppen, falder gulvet pludselig væk under dem, og moderen når lige akkurat at skubbe sin datter over hullet, før hun selv bliver opslugt af gulvet. Hvad der efterfølgende sker står hen i det uvisse. Men forhåbentlig er alle uskadte efter den chokerende hændelse.”

Det er så let og uforpligtende at more sig over videoer, der viser andres ulykke. Det er også let og uforpligtende at lægge den slags op som underholdning på større danske dagblades hjemmesider. På den anden side er det også rimeligt let at google sig frem til baggrunden for snart sagt enhver historie. Det behøver man ikke at være journalist for at kunne finde ud af. Ovenstående video var at finde på Liveleak, med beretningen om kvindens død, mindst ti timer inden BT/Bite valgte at bruge den som underholdning. BBC havde også tidligere bragt historien fra en langt mere tragisk, men også heltemodig vinkel.

De afsluttende ord i ovenstående, “Hvad der efterfølgende sker står hen i det uvisse. Men forhåbentlig er alle uskadte efter den chokerende hændelse.” er den værste gang alibi-journalistik og ansvarsfralæggelse og desuden en direkte indrømmelse af at man ikke har nogen som helst respekt for sit eget erhverv. Journalistik er research mere end noget andet og har man ikke evner for det, kan man jo i det mindste bare google.

Ovenstående vækker, uanset at sigtet er den meget lette og uforpligtende underholdning, alligevel en smule forundring over hvordan man kan se den video, vælge at skrive ti linier om den og uploade den til en af de danske formiddagsavisers hjemmeside, uden den mindste smule nysgerrighed eller forundring over historien bag eller i endnu højere grad over kvindens skæbne, for man skal vel være noget nær idiot for ikke uvilkårligt at tænke den tanke, at man nok ikke slipper uskadt fra at blive trukket ned i og kørt igennem det indre af en rulletrappe. Til gengæld skal man nok bare være overfladisk og ligeglad og tilfreds med at levere dagens kvote, hvis man begår sådan noget journalistik som ovenstående.

En masse tanker om de skrevne mediers forfald til brugen af copy/paste melder sig sammen med nogle langt mere alvorlige og ikke så rare tanker om det enkelte menneskes værdi for selvsamme medier.

Men det er en længere historie, som vi vælger at lade ligge for nu.

Ligegyldigheder

Politiken bringer en historie om en dansk student som under en tur til Rom skulle vise sig for sine medstuderende og smadrede en og ridsede en anden “uerstattilig antik sten” på Forum Romanum.

Stenen fortælles det, “kan dateres tilbage til de første århundreder efter Kristi fødsel” og er derfor “uvurderlig for Rom”. Heldigvis kan uvurderlig opgøres rimeligt præcist til en værdi på “omkring 7.000 euro – cirka 52.000 danske kroner” som den danske gymnasieelev har ødelagt og er blevet politianmeldt for. Så kan han lære det!

Skulle nogen være i tvivl, har den anonyme journalist været så venlig at datere Forum Romanum for os, for det “blev grundlagt mange 100 år før Kristus og var i cirka 1000 år centrum for det religiøse, politiske, juridiske og sociale liv i Romerriget“. Så ved vi det!

Af artiklen fremgår det, at den journalistiske fødekæde er som følger: historien er skrevet at den italienske avis La Repubblica og hvorfra TV2 har løftet den, herfra har Ritzau skrevet af til deres version som Politiken så viderebringer. Lortejournalistik der som altid er fuldstændig spild af læserens tid. Hvornår lærer jeg det?

For helvede … (2)

Jeg kan slet ikke lade være …

Politikens Mette Lützhøft forsøger sig med en artikel om baggrunden for problemerne på Fukushima I : “FAKTA: Hvad vil en nedsmeltning betyde, og hvor farligt er udslip?” og selvom der påstås at politiken.dk giver svar på spørgsmål om atomkatastrofen i Japan, så fremgår det også at det sker med afsæt i Beredskabsstyrelsen oplysninger, hvilket også er årsagen til at antallet af faktuelle fejl er få. Dette “afsæt” består dog i at løfte hele afsnit ordret fra Bredskabsstyrelsens hjemmeside.

Og så går det alligevel galt. Artiklen ledsages af en faktaboks og her er det tydeligt at journalisten er på ude på dybt vand, både faktuelt og sprogligt. Det er altid et problem at skrive om noget man ikke har forstået eller ikke har gidet at sætte sig ind i, også selv om man har kilder at støtte sig til. Man kommer uvægerligt til lave fejl og besynderlige formuleringer når man ikke mestrer terminologien. Men derfor kunne man jo godt alligevel bestræbe sig på at skrive et nogenlunde korrekt dansk.

FAKTA

ATOMKRAFTVÆRK I KNIBE

Kernekraftværket Fukushima er blevet ramt af vanskeligheder efter jordskælvet og tsunamien i Japan.

Tre reaktorerer er ved at løbe løbsk.

Værket var beskyttet af en mur, der skulle holde flodbølger ude, men den kunne ikke klare tsunamien fredag. Derfor endte vand i kælderen, hvor det standsede de generatorer, der drev kølesystemet.

Der er overhængende fare for en nedsmeltning i mindst en af reaktorerne.

Reaktor 1: Den ydre skal blev delvist sprængt væk ved en eksplosion lørdag. Reaktoren forsøges nedkølet med havvand.

Reaktor 2: Her er brændselsstavene tilsyneladende helt eller delvist blotlagte. Den forsøges også nedkølet med havvand.

Reaktor 3: Muligvis også ramt af delvis nedsmeltning. Ramt af eksplosion mandag.

Reaktorerne indeholder tusinder af 3,6 meter lange rør stænger uranoxid. Stængerne holdes under vand, der opvarmes og dermed driver generatorer, der fremstiller el.

Forsvinder vandet, kan stængerne frigive radioaktivt materiale, der slipper ud, når de overophedede reaktorer udluftes. Samtidig kan uranstængerne ende på reaktorens bund, hvor det udvikler ekstrem varme.

80.000 inbyggere er evakueret fra områderne omkring atomkraftværkerne.

Det sjove er i øvrigt, at fakta er det der står i selve artiklen, nemlig oplysningerne fra Beredskabsstyrelsen, mens indholdet i faktaboksen er de rygter som journalisten har kogt sammen fra andre medier.

Men nok nu. Dette var absolut sidste indlæg om pressen fra min side i lang tid.

For helvede …

Nu har jeg gjort mig morsom på bekostning af Ekstra Bladet og deres dækning af følgerne af jordskælvet i Japan, men man skal ikke tro at andre dele af pressen er meget bedre. Her en artikel af Søren Astrup i Politiken:

Reaktor 3 og Reaktor 4 er begge så beskadigede, at de lækker radioaktivitet.

Normalt holdes brændselsstavene i reaktorerne helt dækket af vand med en temperatur på under 25 grader. Imidlertid er uran- og plutoniumstængerne i flere af reaktorerne helt eller delvist blotlagte, hvilket har udløst en nedsmeltning.

Temperaturerne i de løbske reaktorer har været oppe på over 80 grader – nok til at få værket til at miste kontrollen over processerne i reaktorerne.

Sådan går det når man sætter en eller anden klovn til at søge på nettet, med det formål at finde noget materiale man kan hugge … skrive om til en artikel i egen avis. Jeg tror ikke der er ret mange reaktorer der opererer effektivt ved ved en temperatur på under 25 grader … og i øvrigt ligger uran oxids smeltepunkt på den varme side af 2400 grader.

Anonym kineser udløser massepanik i Tokyo

“Nuclear safety and journalistic meltdown –
I wish we could build containments for both.”(*)

Sådan her så forsiden af eb.dk ud på et tidspunkt i går. Læg mærke til historien øverst til højre: Helt tæt på: Her brænder reaktorerne. Historien har fået en prominent plcering som signalerer at den er vigtig.

Man er ikke i tvivl om hvilke reaktorer og hvilket aotmkraftværk der er tale om, vel?

Selve historien ser således ud:

Både overskrift og historie handler om Fukushima-værket. Problemet er bare at videoklippet fra Ekstra Bladet, som “stammer fra et russisk kamerahold der har dristet sig til at flyve ind over et af de værst ramte områder” () overhovedet ikke har noget med Fukushima-værket at gøre. (Her er et billede af Fukushima 1, hvis du skulle være i tvivl.) Hvad det er som brænder bliver ikke nævnt, men det ville jo også ødelægge historien!

Og det må jo virkelig være ærgeligt for Ekstra Bladet at lortet ikke for længst er sprunget definitivt i luften, så der ville være noget reelt at skrive om. I stedet er man tvunget til selv at finde på sine historier, som f. eks. den der under overskriften ekstrabladet.dk’s udsendte: Panikken breder sig kan fortælle at samme udsendte: “Er flygtet fra Tokyo uden sine ting – reporterens kilder har målt radioaktivitet tæt på Tokyo”:

Michael Rastrup Smith var egentlig taget i lufthavnen for at interviewe folk, da han faldt i snak med en kineser.

Det viste sig, at denne kineser havde en doktorgrad i computerteknik fra USA, og i dag arbejder han for den japanske regering i den by, hvor al japansk teknologi bliver udviklet:

– Han sagde: ‘Den er helt gal’. Han fortalte, at de i morges havde målt store mængder radioaktivitet både udenfor laboratoriet, men også inden i. Deres drikkevand var udrikkeligt på grund af radioaktivitet. ()

En kineser som arbejder i den unanvgivne by hvor al (sic!) japansk teknologi bliver udviklet … mon ikke han bliver svær at finde hvis man vil have historien verificeret.

Ekstra Bladets journalist er – i modsætning til de dristige russiske kamerahold – i hvert fald ikke blandt de modigste:

Jeg besluttede mig for at tage af sted med det samme – uden min baggage. Hvis jeg tager ind til byen igen, og det her kommer ud, så risikerer jeg, at der udbryder panik, og at jeg slet ikke kan komme ud af byen, fortæller Michael Rastrup Smith, der nu er ankommet til Osaka – 500 km. derfra.

Ekstra Bladet læsere må enten være totale idioter eller i besiddelse af en særegen form for sort humor, der sætter dem i stand til at nyde fantasien om at den ultimative, men skjulte, sandhed om strålingen fra Fukushima-værket skulle findes hos en anonym kinesisk computertekniker og hans håndholdte geigertæller.

__________
(*) Citat: Joseph Oehmen

Journalistisk nedsmeltning

“Nuclear safety and journalistic meltdown –
I wish we could build containments for both.”(*)

Her er et eksempel på hvordan en helt igennem elendig journalist ved Ekstra Bladet arbejder. (Det er selvfølgelig urimeligt at hænge en enkelt person ud på den måde, men sådan er det nu engang. Faktisk var det tæt på at jeg havde valgt et par artikler fra Berlingske i stedet, kvaliteten var kun en anelse højere.) Han tager noget stof med tilpas potentiale og – uden at sætte sig nærmere ind i fakta på området – læser så hvad andre, helst ikke alt for lødige medier (f.x. VG), har skrevet og koger noget sammen som godt nok er dramatisk, men også i bedste fald vildledende, i værste fald fejlagtigt. Fra Mads Volquartz’ pen:

“Hele Fukushima-værket er i store problemer. Alle seks reaktorer har oplevet problemer.

Der har været nye eksplosioner, og specielt reaktor 4 tyder på at være i et kritisk stadie. Der er rapporteret store huller i reaktorens ydre bygning efter en eksplosion.

Lige nu er der rapporter om, at vandet, der skal nedkøle det radioaktive brændsel, koger, og vandstanden falder.” (Fukushima: Alle reaktorer i problemer, EB d. 15/3 2011. EDIT: Siden jeg skrev dette har EB strammet skruen yderligere og artiklen hedder nu: “Fukushima: Næsten et nyt Tjernobyl”)

For det første er det Fukushima I som har problemer. På Fukushima II er alle fire reaktorer sidden jordskælvet lukket ned uden problemer. På Fukushima I var kun reaktor 1-3 i drift ved ulykkestidspunktet, de andre ude pga vedligehold. Ved reaktor 4 har der været brænd i et lager af brugt brændsel, hvilket er slemt nok, men det et ikke selve reaktoren der er rapporteret problemer med det seneste døgn og hullerne i den ydre bygning er i øvrigt ligegyldige, da den ikke har nogen videre sikkerhedsmæssig funktion. Ydermere opererer reaktorer som omtalte normalt ved en temperatur på omkring 280 grader, så det er måske ikke så mærkelig hvis vandet koger … osv. osv. …

Dette er gode tider. Der er noget at skrive om som har det rette dramatiske potentiale og som samtidig befinder sig på den anden side af jorden (det kan skam ikke nå Danmark har man kunnet læse.) til ikke at være skræmmende i panikskabende grad. Det er rent guf for de der lever af at lave nyhedsfiktion for masserne.

Man kan også bare læse en lidt mere seriøs beskrivelse af hvad der foregår og baggrunden for det og så ellers vente og se hvad der sker. Fornuftens stemme er her: Dr Josef Oehmen: “Why I am not worried about Japan’snuclear reactors.

__________
(*) Citat: Joseph Oehmen

Dommedag!

Der er halvtreds procent risiko for at jorden går under i morgen. Eller i hvert fald en risko for at det bliver rigtig koldt i lang tid. Eller sådan noget.

BT har snakket med en ekspert af en slags og kan berette at en supervulkan kan udslette Nordamerika!

Henning Andersen er – ifølge BT – vulkanolog og specialist i vulkaner og fortæller at en række jordskælv omkring Yellowstone har fremkaldt frygt for et vulkanudbrud som også vil betyde voldsomme temperaturfald i hele Europa.

“”I værste fald kan temperaturerne falde 12 grader, så vi må gå med vinterfrakker hele året i tre år efter udbruddet”, siger Henning Andersen.”

Kan vi så ikke komme til stranden i tre år? Det var da godt nok træls!

Ikke et ord om hvad det vil medføre af følger for plantevækst og dermed for landbrug og ikke et ord om den hundersnød som sikkert vil følge. Ikke er ord om det udslettede Nordamerikanske kontinent. For det er jo bare nederen at skulle gå med vinterfrakke om sommeren.

Eksperten har oven i købet regnet lidt på sandsynligheden for at katastrofen indtræffer:

“”Der er en fifty-fifty-risiko for et nyt udbrud. Og det er ikke til at vide, hvornår det så ville komme. Det kan lige så godt blive om ét år, som det kan blive om flere tusinde år”, siger Henning Andersen.”

Det er godt nok tæt på nu. Enten sker det i morgen eller også sker det ikke. Det er to muligheder og det må give sådan cirka halvtreds procents chance for hver, ikke? Hvad så med i overmorgen? Også halvtreds procent der? Skal vi da leve i konstant dødsfrygt i al fremtid for at denne monstervulkan skal udløse sit dommedagspotentiale over vores milde sommervejr?

“Yellowstone er ikke en supervulkan på grund af sin størrelse – den er 40 kilometer bred, 80 kilometer lang og otte kilometer dyb – men på grund af sin eksplosivitet.

“Yellowstone er ikke en vulkan som andre vulkaner, der er inde i et bjerg. Den er nærmest et hul i jorden. Man mener, at bjerget er sprængt væk ved et tidligere udbrud. Men hvis Yellowstone går i udbrud, kan man sammenligne det med en vandhane”, fortæller Henning Andersen.

Det betyder at gasser og magma – smeltede sten – bliver slynget op af vulkanen med voldsom kraft, men det er askeskyen, der følger efter, som giver de fleste problemer.”

Altså … vulkanen er eksplosiv fordi den er som en vandhane, eller var den det engang og nu er den det ikke mere fordi den allerede er eksploderet? Det må være mindst lige så surt at være en journalist på BT som skal skrive dagens skrækhistorie og så få serveret en kæmpevulkan som måske ikke rigtig er eksplosiv mere, som det måtte være at skulle gå med vinterfrakke om sommeren. Sådan rigtig nederen.

Men så er det jo godt (for historien!) at Henning Andersen, vulkanolog, kan forsikre om at det slet ikke er eksplosionen som er farlig:

“- Noget af det farligste er askeskyen, fortæller Henning Andersen.

Og askeskyen efter et udbrud i Yellowstone vil altså få askeskyen efter vulkanudbruddet i Eyjafjallajökull i Island sidste år til at ligne en lille kumulus-sky på en dansk sommerhimmel.”

Måske man skulle købe en ny støvsuger. Bare sådan for en sikkerheds skyld.

__________
Christian Krabbe Barfoed: Supervulkan kan udslette Nordamerika, BT d. 31/1 2011

Dobbeltmoral

Måske er det et eksempel på den måske nok sjældne, men dog meget menneskelige tendens til at mennesker som har gjort det til en vane eller erhverv at dømme om andre, efterhånden ganske mister evnen til at dømme om sig selv?

I hvertfald er det vist efterhånden slået fuldstændig klik for Politikens redaktør Seidenfaden, som i en leder d. 9. december 2010 skriver om USA og anonymes hackeres forsøg på “af al magt at kvæle” WikiLeaks efter at de har offentliggjort fortrolige diplomatisk dokumenter fra det amerikanske forsvar og udenrigsministerium.

“Der er tale om altovervejende ikke-juridiske skridt i form af massiv pression mod de private leverandører, som ethvert internetmedie er afhængig af. De amerikanske internetgiganter Amazon og PayPal og andre firmaer i flere lande har bøjet sig for presset og smidt WikiLeaks af deres servere.

Også kreditkortfirmaer og banker har øjensynlig nægtet at betjene WikiLeaks.” (Stop angrebet på informationsfriheden, Politiken, d. 9/12 2010)

Alt det er selvfølgelig korrekt og Politikens forargelse er også i tråd med avisens vane med at udgive bøger uden at spørge forfatter og forlag og domstole først først, jvf. både sagen om Rathsacks bog “Jæger” og Ritt Bjerregaards dagbog (Begge sager er omtalt her: http://jp.dk/indland/article1818042.ece), men herefter hopper kæden af for Seidenfaden:

“Det svarer til, at myndighederne, hvis de ville forhindre Politiken eller Berlingske Tidende i at bringe en ubehagelig artikel, pressede elselskabet til at slukke for strømmen, så trykpressen ikke kunne køre.

Hvor er lovgrundlaget, hvor er domstolene?” (Politiken. op. cit.)

Nu er der jo både i praksis og rent principielt en betydelig forskel på offentliggørelsen af en ubehagelig artikel man selv har skrevet, og offentliggørelse (massedumping!) af materiale som andre har skrevet og som er tilvejebragt på ulovlig vis. Faktisk har de to ting intet med hinanden at gøre og kan selvfølgelig slet ikke sammenlignes. Men det er ikke den eneste sammenligning som Seidenfaden spiller ud:

“Det er forståeligt, ja, formålstjenligt, at en stat forsøger at holde på sine hemmeligheder. USA er i sin gode ret til at tiltale kilden til lækagen og om muligt få ham idømt en hård straf.

Men det er en glidebane mod et mere lukket samfund, hvis USA’s regering eller andre, med metoder, der er helt uforenelige med retsstaten, angriber de medier, der bringer oplysningerne. Skal ytringsfriheden begrænses, må det som minimum ske efter en åben rettergang.” (Politiken. op. cit.)

Seidenfadens pointe synes at være, at kilden til lækagen sagtens kan idømmes en (hård) straf, men at den kendsgerning overhovedet ikke skal påvirke pressens beslutninger, som om at det, at noget først er blevet stjålet, uden videre gør det stjålne materiale til public domain. Det svarer til at sige at hvis nogen brød ind i Seidenfadens private computer og huggede billederne fra swingerfesten i Tøgers sommerhus, så skulle tyven straffes for det, men hvis han forinden havde videregivet billederne til mig, var jeg i min gode ret til at offentliggøre dem. Udover at ganske bortskaffe begrebet om hæleri er det en helt igennem besynderlig opfattelse af ytringsfriheden der her kommer til udtryk.

Ytringsfriheden har intet at gøre med Julian Assanges ret til at offentliggøre stjålent materiale. Ytringsfriheden sikrer at Assange kan sige hvad han vil og den er der ingen der har forsøgt at rokke ved. Hvad nogen har forsøgt at gribe ind overfor, er derimod den informationsmæssige free-for-all som WikiLeaks hæleri-projekt lægger op til: at fordi stjålet gods kommer i dine hænder, betyder det ikke at det er dit til at gøre med hvad du vil. Hvad du burde gøre er at levere det tilbage til ejermanden. Intent andet.

Seidenfaden fortsætter med at konstatere at “WikiLeaks’ redaktionelle prioriteringer i høj grad [kan] diskuteres“, hvilket mildt sagt er en underdrivelse.

“Men USA’s massive og principløse reaktion har løftet sagen til et andet niveau: Er det rimeligt, at en stat med rent magtmisbrug kvæler et frit medie?” (Politiken. op. cit.)

Spørgsmålet er om det at være et frit medie ikke også inderbærer et vist ansvar, noget som Seidenfaden tydeligvis ikke mener er tilfældet. WikiLeaks dumper tusindvis af fortrolige dokumenter til offentligheden i håbet om at nogen kan finde noget som er belastende for nogle andre. Der er ikke tale om materiale, som er lækket for at dokumentere et konkret magtmisbrug eller misforhold, hvilket enhver kan forsikre sig om, ved at læse Politikens opfrodring til læserne:

“Når det sidste dokument er offentliggjort, vil lækken inkludere over en kvart million dokumenter, og det er flere end selv politiken.dk’s journalister kan nå at læse grundigt.

Derfor vil vi gerne tippes, hvis politiken.dk’s læsere, ser vigtige historier i de rå dokumenter, som ikke er fortalt endnu.” (Tip os: Find de gode WikiLeaks-historier. Politiken d. 29/11 2010)

Det her har intet som helst med ansvarlig journalistik at gøre. (Tankevækkende er også Seidenfadens svar på følgende spørgsmål vedr. Politikens offentliggørelse af Rathsacks bog: “Hvorfor har I ikke ventet, til fogedretten har taget stilling til, om der skulle nedlægges forbud mod bogen? For det første fordi fogedsagen ikke har noget med Politiken eller medierne at gøre. Den er rettet mod forlaget.” Gad vide om fogedretten ikke også ville have haft indvendinger mod bogens trykning i pressen, hvis den havde haft det mod forlagets udgivelse af den?)

Her er det så at Politikens dobbeltmoral kommer ind i billedet.

For det første har Politiken den moralske standard der udi egen opfattelse giver dem ret til at optrykke andres værker uden at spørge om lov først, jvf. de to bøger nævnt ovenfor. For det andet opfatter man sig selv, som det fremgår ovenfor, som værende ytringsfrihedens vogter, når det gælder om at offenliggøre stjålne amerikanske statshemmeligheder, samtidig med at man – for det tredje – sagtens kan gradbøje samme ytringsfrihed når det gælder karikaturtegninger: “Det er meget trist, at Politiken ofrer ytringsfriheden under trussel om en retssag,” sagde Berlingske Tidendes chefredaktør, Lisbeth Knudsen om Politikens knæfald for en arabisk advokats krav. (Politiken siger undskyld for Muhammed-tegning. Berlingske, d. 26/2 2010) Endelig er der historien om “dybe links”, hvor Politiken var særdeles fremme i skoene når det handlede om at hindre både søgemaskiners og andres adgang til Politikens hjemmeside (Politiken nægter søgemaskinerne adgang, Ingeniøren, mandag 31. jul 2006) og i den sag var der ikke megen forståelse for andres brug af Politiken som Politiken bruger andre…

Jeg ved ikke hvordan Tøger Seidenfaden, rent logisk, holder rede på dette moralske multibogholderi og jeg er ikke sikker på at jeg overhovedet ønsker at vide det, men man aner nok en anden persons indflydelse i baggrunden. Gør man ikke?

Karaktermord!

Nyhederne på DR havde i aftes (TV-Avisen d. 8/12 2010) et indslag om at 28% af landets kommuner skærer ned på hjælpen til ældre og de havde i den forbindelse besøgt en sød lille gammel dame i kørestol fra Hørsholm kommune som fremover kun vil få gjort rent en gang om måneden og som  – efter egen opfattelse – kan se frem til problemer med støv og bronchitis og infektioner i lungerne.

Hvilket bedre afsæt for et live politikermord kan man ønske sig? En eller anden bistert udseende og temmelig aggresiv interviewer var da også kørt i stilling.

“- Velkommen Anny Winter, du er formand for Kommunernes Social og Sundhedsvalg i KL. Vi hører altså her at næsten hver tredje kommune skærer ned på rengøringen til næste år, kan vi være det bekendt?

– Det er jo sådan at Danmark er midt i en økonomisk krise og alle landets kommuner har været i gang med at spare og omprioritere stort set inden for alle serviceområder, også inden for ældreområdet.

– Men synes du det er i orden det her?

– Det er jo sådan at hjælpen til den enkelte ældre skal udmåles efter behov og det er de her kommuner naturligvis forpligtet til. Og det der er vigtigt er at man prioriterer hjælp til pleje og omsorg for de svageste ældre og det kan godt blive på bekostning af den praktiske bistand.

– Men nu ser vi her en ældre dame som ikke engang selv kan få støvsugeren ud af skabet. Synes du det er i orden at hun får gjort rent hjemme ved sig selv en gang om måneden?

– Nu er det sådan at de enkelte kommuner fastlægger jo selv deres serviceniveau og det må jo være op til den enkelte kommune at afgøre, men jeg vil stadigvæk fastholde at hjælpen skal udmåles efter en konkret individuel vurdering i forhold til den ældres behov og ikke efter … ikke aldersbetinget kan man sige.

– Men du er jo også borgmester i en kommune, synes du at det er i orden at en ældre kvinde der ikke kan få støvsugeren ud af skabet selv, får gjort rent en gang om måneden?

– Jeg kan jo ikke vide hvilket behov den ældre dame har og der vil jeg sige at det må den kommune der nu er omtalt her, må jo selv afgøre om det er rimeligt i forhold til det serviceniveau …

– Men lyder det for dig som om det er godt nok? Lyder det for dig som om det er i orden?

– Jeg kan slet ikke forholde mig til hvad man har gjort i den enkelte kommune, det synes jeg den enkelte kommune skal afgøre selv, men det er meget vigtigt at man tager hensyn til en individuel konkret vurdering i forhold til den enkeltes behov.

– Tak fordi du var med os!”

Nå, Anny Winther har været på kursus i at snakke udenom; hun begynder tre gange sit svar med “Det er jo sådan at …” hvilket er det sikreste tegn på at en politiker ikke har tænkt sig at svare på det stillede spørgsmål.

I dette tilfælde er det selvfølgelig med rette, for problemet er her, at den form for journalistik, som den pittbull du ser afbilledet ovenfor bedriver, er så helt igennem uanstændig at den vel nærmest burde være forbudt. Den er på niveau med at spørge: Nå, er du holdt op med at drikke? Et spørgsmål hvor både ja og nej ikke er brugbare svar, fordi det egentlige svar  allerede ligger implicit i spørgsmålet, nemlig det underforståede: “Du drikker!”

Når alle seerne på forhånd har taget stilling rent emotionelt (in casu: hvor er det synd for stakkels Grethe) så er der ingen politiker der har en jordisk chance for at ændre på det med argumenter og forklaringer. Det svineri som intervieweren (Tine Gøtzsche, hedder hun vist) laver når hun hele fem gange spørger om det samme og forsøger at holde den interviewede ansvarlig for noget hun intet har med at gøre ligner et regulært karaktermord.

Spørgsmålet er om du kære læser ikke kan se ovenstående pointe? Eller ikke mener det er et problem?

I så fald har du egentlig forlængst gjort dig selv uegnet og uværdig til at deltage i et velfungerende demokrati. Nyhedsformidling på TV er et teater for de tåber der lever i en behagelig drømmeverden hvor politik bygges på løgne og hvor pøblens dovne uvidenhed er demokratiets grundsten.

Døden IV

Videre i kategorien Døden, med uddrag fra Iliaden, hvor det straks går løs i munter strid og fire tapre krigere må lade livet.

457     Først Antilochos vog en tapper og malmklædt Troer,
458 Djerv blandt Forstridshelte, Thalysios’ Søn Echepolos.
459 Først hans haaromflagrede Hjelm i Spolen han ramte,
460 Spydet i Panden ham foer, heelt ind gjennem Benet sig trængte
461 Kobberets stingende Od, og Mulm omhylled hans Øine;
462 Brat han faldt, som et styrtende Taarn, i den hidsige Kampfærd.

463 Flux den Faldne ved Fødderne greb den Helt Elephenor,
464 Chalkodons Søn, som var Drot for Abanternes modige Skare;
465 Ivrig han slæbte ham bort fra Spydenes Ram, for hans Rustning
466 Strax af Krop ham at drage, dog kort blev denne hans Idræt.
467 Just som han Dødningen slæbte, den Helt Agenor det mærked,
468 Og i hans Side, som blottet for Skjold stak frem, da han Kroppen
469 Bøied, han jog ham det kobberne Spær, og gav ham sin Helsot.
470 Saa forliste han Livet; en gruelig Dyst om den Faldne
471 Mellem Achaier og Troer sig reiste paastand, og som Ulve
472 Foer mod hinanden de løs, og Mand slog Mand saa han tumled.

473     Aias den Telamonide nu først Simoeisios dræbte,
474 Manden Anthemions blomstrende Søn; ved Simois’ Bredder
475 Havde hans Moder ham født, da hjem hun vandred fra Ida,
476 Hvor hun var fulgt med Forældrene hen at besee deres Hjorder;
477 Derfor de havde ham kaldt Simoeisios; sine Forældre
478 Lønned han ei for sin Barndoms Tugt, thi stakket hans Livstid
479 Blev, der han faldt betvungen med Spyd af den modige Aias.
480 Just som han vandrende kom, traf Telamons Søn ham i høire
481 Bryst ved Vorten, og tvers gjennem Skuldren den kobberne Spydsod
482 Gik, og i Støvet til Jord han styrtede plat som en Poppel,
483 Som paa en stor siidliggende Eng opvoxed i Mosen,
484 Glat om Barken, men Grenene skjød i Veiret om Toppen,
485 Og med det blinkende Jern Vogntømreren fælder dens Stamme,
486 Fælger at krumme deraf til Hjul for en prunkende Vognkarm,
487 Strakt den ligger ved Bredden af Flod for at tørres i Luften;

488 Saa Simoeisios faldt, Anthemions Søn, for den ædle
489 Aias, men flux mod denne sit skærpede Spyd gjennem Stimlen
490 Antiphos slynged, Kong Priamos’ Søn med det brogede Pandser;
491 Rigtignok feiled han Aias, men Leukos, Odysses’s bolde
492 Svend, i Lysken han traf, da han Dødningen slæbte tilside;
493 Ned over denne han styrted, og Liget af Hænderne faldt ham.((Iliaden, Wilster))

Dette er sikkert ikke rare måder at dø på, omend at blive truffet i panden af et spyd sikkert er en hurtig og derfor relativt smertefri måde at forlade denne verden på. At blive truffet i lysken er en knap så hurtig død, men lige så sikker og derfor et kendt og brugt mål for sværd og spydkæmpere.

Men det der falder mig ind når jeg lige nu læser dette, er noget helt andet, nemlig fraværet af sentimentalitet, sammenlignet med overskrifter som “Iran hangs young woman for teenage crime she denied” som man kunne læse i medierne for ikke så længe siden. At fængsler i alle lande er fyldt med fanger uskyldige udi egen indbildning er der vel intet nyt i, ejheller at enkelte af dem rent faktisk er uskyldige, men hvorfor lige netop sager som den sag får så megen opmærksomhed kan måske nok undre. “Iran henretter kvindelig kunstner” var overskriften i Politiken. (http://politiken.dk/udland/article701873.ece)

Og så alligevel ikke. Det har tilsyneladende ingen betydning at den nu henrettede sammen med en ven brød ind i og dræbte beboeren af et hus, tilstod mordet og uanset om tilståelsen senere blev trukket tilbage, i det mindste stadig er medskyldig i mord, når bare hun senere i fængsel bliver kunstner, for så er billedet af et totalitært, repressivt, middelalderligt iransk system der henretter en sød ung kvinde er jo en ren mediervinder.

For de forargede der kan samles på protesthjemmesider og sende protestbreve til de iranske myndigheder og forlange dette og hint er gevinsten umiddelbar: med forargelsen over andres ondskab og umenneskelighed følger uvilkårligt følelsen af egen moralske overlegenhed og så hedder det pludseligt:

… her execution was the shortest, fastest, and most effective way for Islamic Republic of Iran to let the rest of the world know it has no intention of negotiating anything with anyone.

My heart weeps for the youth and talent which had to be sacrificed to send the ominous message to the world.(http://www.iranian.com/main/node/63031)

Ungdom og talent? Man kan – ganske usentimentalt – hævde at det forspildte hun selv da hun traf de valg hun nu engang gjorde. Men det står selvfølgelig enhver frit for at læse det de vil ind i historien og dermed få det ud af den som de ønsker.