Forvænte mennesker

“Forvænte mennesker elsker at lade sig gribe af panik, nemlig når noget – muligvis – kan true deres forvænthed. Vi véd alle, hvordan groft forkælede børn opfører sig. Just sådan opfører vi os. Vi konstaterer ikke, at det eksempelvis er usundt at ryge, og at det muligvis kan være medvirkende til fremkomst af sygdom og død. Vi bliver derimod slagne af panik, bliver skingre i stemmen, kræver indgreb og forbud og restriktioner. Her er det ikke nok med etik, man må tillige mobilisere juraen, politikerne samt ordensmagten. Rædslen har grebet folket – uagtet vi alle, hvad enten vi ryger eller ikke, bliver ramt af sygdomme og en uafvendelig død.

Panikken vil aldrig mangle anledning, og jeg finder det kedsommeligt at remse op, hvilke temaer panikken i vor tid med fryd har kastet sig over: Ozonlaget, som nedbrydes af spraydåser og køleskabe, den påståede skovdød, der med “videnskabelige” sikkerhed skyldes den sure regn, sprøjtemidler, kemisk industri, døde hummere i Kattegat, afbrænding af giftstoffer i Nordsøen, sældød, burhøns, drivhuseffekten, hvalerne, der måske uddør, og hvad vil verden være uden hvaler? Præcis det, som den nu er uden dinosaurer og sabeltigre!

Min påstand er ikke, at der ikke er realiteter i alt dette eller dog i noget af det. Meget af det kan sikkert være alvorligt nok, og man er da også, så vidt jeg er orienteret, i færd med at gøre noget ved det. Min pointe er alene panikken. men den lægger jeg til gengæld den største vægt på, thi den er i mine øjne et symptom på en mangelsygdom – og altså just den mangelsygdom jeg har gjort opmærksom på, det demokratiske meningstab, der skyldes udelukkelsen af enhver tanke om et yderste mål, som det for alt i verden gjalt om at opnå. Når ideen om den “den evide salighed” – hvad det så end er for noget – går ud, da vil selv den mindste lille trussel antage spøgelsesagtige proportioner. Eller, som tidligere udtrykt: Da vi ikke kan finde ud af, hvad alvor er for noget, da er vi tilbøjelige til at gøre hvad som helst til det yderste alvorlige – hvilket på en desorienterende måde er identisk med at der ikke findes nogen alvor mere i livet, men alt er tant. Man må så at sige vælge imellem at opføre sig hysterisk eller kynisk. Thi man tør ikke længere se den sande alvor i øjnene: At være et dødeligt menneske, stillet under Guds ubetingede herredømme.”

Johannes Sløk: Det her samfund! (1989)