A Second World War situation

Bare fordi man er popsanger – eller hvad som helst andet for den sags skyld – med enorm succes, betyder det ikke, selvom det sikkert undertiden kan føles sådan, at man er mægtig klog på alting i verden.
Den eneste forskel er, at medierne vil referere det man siger og at ufatteligt mange menneske vil læse det og diskutere det, og at ens mangel på viden, mangel på evne til at tænke rationelt og i det hele taget manglende dannelse vil blive udstillet så meget desto mere.

Således også danske Lukas Forchhammer, som forud for årets Grammyshow, “when asked specifically about the rise of the far-right movement in Europe”, udtalte til CBS:

“It worries me greatly that if we took out the word ‘Muslim’ and put in the word ‘Jew,’ we would be in a Second World War situation,” he said. “We’re right now in an anti-Semitic state of mind worldwide — it’s just targeted at Muslims instead of Jews.” (CBS)

eller på dansk, via Berlingske:

»Det bekymrer mig meget, at hvis vi tog ordet »muslim« og erstattede det med ordet »jøde« så ville vi være i en Anden Verdenskrig-situation. Vi er nu i en antisemitisk tilstand verden rundt – det er bare rettet mod muslimer istedet for jøder.«

En rigtig “anden verdenskrig-situation”.

Lad os lige sætte det i perspektiv: (… og jeg ser her helt bort fra at ovenstående er udtalt i et kynisk forsøg på at profilere sig selv og skabe medieomtale gennem bevidst kontroversielle udtalelser, og det gør jeg dels fordi det er irrelevant for min pointe og dels fordi jeg ikke har det ringeste problem med at antage, at manden simpelthen er et uvidende fjols.)

I 1940 var der atten millioner jøder i verden og de udgjorde således under en procent af verdens daværende befolkning på ca. to og en halv milliard og de udgjorde ikke en nation, så meget som spredte mindretal i lande som f. eks. Tyskland.

Antallet af muslimer i verden i dag er ca. 1,7 milliarder og de udgør næsten en fjerdedel af verdens befolkning på 7,5 milliarder. Mere end 20 lande verden over har Islam som officiel religion.

Er det nødvendigt at tilføje, at der forud for anden verdenskrig ikke var vidtspredte tilfælde af jødisk religiøs terror rettet mod den kristne verden? At der dengang ikke var adskillige jødiske nationer hvor kristne blev forfulgt og frataget retten til at dyrke deres religion, som det er tilfældet i en del mellemøstlige nationer, selvom det selvfølgelig stadig er frit for enhver at dyrke deres religion som de vil i vores samfund? At forfølgelsen af jøder var et resultatet af en aktiv politisk ideologi, som vandt magten i et enkelt europæisk land og at forfølgelsen af jøder opstod i et præ-menneskerettighedssamfund?

Så “Second World War situation” og forfulgt mindretal? Ikke på nogen måde …

Er der nogen pointe med denne blog? Næh, egentlig ikke! Men hvis der skulle være det, ville det være en påpegelse af det problematiske i demokratiseringen af viden – nemlig at for hver idiot der har ret til at have en mening, er der en lige så stor idiot af en journalist der er parat til at viderebringe den og tusinder lige så store idioter der er parate til at læse om den – og den derpå følgende fuldstændige invertering af viden i et meget udemokratisk uvidenhedens diktatur. Men det ligger vist lidt uden for rækkevidden af denne blog at gå ind i den diskussion.

Litteratur II (igen)

(fortsat)

Jeg har modtaget en kommentar fra Erwin Neutzsky-Wullf, vedrørende den kommentar til hans “Menneskets afvikling” jeg postede for en måneds tid siden.  I sin bog skriver Neutzsky-Wulff om Hitler:

Så blev han kunstmaler alligevel – det vil sige, han kopierede postkort og solgte dem til turister, der syntes, det lignede, når han han ikke hang ud på værtshuse og diskuterede den jødisk dominerede kunstverden. Kort for krigsudbruddet læste han Martin Luthers “Von den Jüden und ihren Lügen”.

Det var en åbenbaring for ham. I et blændende glimt forstod han, hvordan ikke blot han selv, men det arbejdende folk blev holdt nede af dette fremmedelement.

Hvortil jeg bemærkede:

At Hitler skulle have læst Luthers “Von den Jüden und ihren Lügen” kort før første verdenskrig (endsige at han skulle have haft en åbenbaring derved) findes der vist ikke noget belæg for at påstå…

Som kommentar hertil bringer Neutzsky-Wulff følgende, som vist skal betragtes som en art bevis:

“Luther war ein großer Mann, ein Riese. Mit einem Ruck durchbrach er die Dämmerung, sah den Juden, wie wir ihn erst heute zu sehen beginnen” (Dietrich Eckart, Zwiegespräche zwischen Adolf Hitler und mir, München 1924, S. 34).

Nu har jeg ikke påstået at Hitler ikke kendte til Luther, men blot, som man kan se ovenfor, at der ikke er noget belæg for at hævde at hadet til jøderne skulle være kommet til Hitler som en åbenbaring fra Luther og da slet ikke så tidligt som kort før krigen. Her er vi vist ovre i den rene fiktion.

Eckarts bog er, uanset hvor interessant den ellers måtte være, ikke meget bevendt som historisk kilde. Den er samlet posthumt af Eckarts notater fra samtaler med Hitler og det er meget svært at vide hvor Eckart slutter og Hitler begynder. Langt større indflydelse på Hitler havde i øvrigt Eckart selv – anden del af Mein Kampf er dedikeret til ham.

Årsagerne til Hitlers had til jøderne kan ikke uden videre reduceres til en enkelt udløsende faktor, som Neutzsky-Wulff forsøger, og skylden kan derfor heller ikke – hvor godt det end måtte passe i forfatterens kram – placeres hos en enkelt historisk person. Antisemitisme var ikke noget ukendt fænomen på den tid og de mulige påvirkninger (fra personer og begivenheder) er mange. Faktisk er spørgsmålet om årsagerne til Hitlers jødehad noget som stadig diskuteres (Et enkelt eksempel her.) blandt alverdens historikere – eller i hvert fald de af dem som ikke har læst Neutzsky-Wulff.