Dyrekult

Så er der vist dårligt nyt til alle de fredhellige mennesker der med selvretfærdig harme bekymres over ytringsfrihedens vilkår og rutinemæssigt retter sigtet og hadet mod Islam og visse grupper af muslimer, fordi de vover at tage anstød af tegninger af profeten og er parate til at gribe til vold for at straffe de der krænker deres profet.

For sådan noget gør vi bare ikke her i vesten, hvor vi har demokrati og tolerance og ytringsfrihed og hvor retten til at håne og gøre grin med, er en vi pligtskyldigst matcher ved villigt at lade os håne og begrine. Eller gør vi?

Det er lykkedes en mand ved navn Kim Roberto Nielsen () at forarge en masse mennesker, ved at overhælde nogle papkort med benzin og afbrænde dem i sin have. Faktisk er det kommet så vidt, at han er blevet truet med tæsk, blot fordi han har afbrændt disse vist nok meget sjældne kort. Og bemærk venligst, at her er ikke tale om kort med billeder af Jesus og disciplene, næh det handler om noget så banalt som samlekort med billeder af havets dyr, som en masser forældre forgæves har søgt at skaffe til deres børn. Hysteriet omkring disse kort har været uden ende gennem den sidste uge, hvor opdragelsesmæssigt uformående forældre, har brokket sig offentligt og højlydt over at de ikke har kunnet skaffe alle samlekortene til de plagende børn, som vist aldrig i deres liv har hørt et “nej”!

Kim_Roberto_NielsenDen opmærksomme læser vil straks drage parallellen til den debat der rasede i danske medier for nogle år siden, da Jyllands Posten havde bragt nogle tegninger af profeten og fundamentalistiske muslimer efterfølgende gik til håndgribeligheder forskellige steder i verden fordi de følte sig personligt fornærmede og provokerede og krænkede. Eller til den forargelse og vold som afbrænding af Koranen i Afghanistan (Farkhunda) eller USA har vakt.

Pointen er, at hvis nogen kan gribe til vold eller trusler om vold pga. nogle gratis dyrekort fra Føtex, så bliver det måske lidt lettere at forstå, hvorfor nogen griber til vold for at forsvare noget der er dem langt vigtigere, nemlig deres religion.

Pointen er også, at det at gribe til vold når man føle sig krænket af noget andre siger eller gør, er ikke et karakteristika særegent for religiøse fundamentalister. Næh, det er en fremgangsmåde for de snævertsynede og afstumpede og småt begavede; mennesker der ikke har ordet i deres magt eller magt overhovedet og derfor, som et eneste alternativ til resignationen, tyer til vold. Disse mennesker findes beklageligvis overalt i verden, men – og det er den tredje pointe – grunden til at vi ser den slags adfærd andre steder end her, er den nedslående kendsgerning, at vi, som samfund og som kultur, måske bare ikke har noget fælles værdisæt (ud over det monetære), som vi tager så alvorligt, at vi gider lave ballade over det. Og det er måske i virkeligheden ret trist.

Angrebet på ytringsfriheden

“The greatest danger of bombs
is in the explosion of stupidity
that they provoke.”

Det er i grunden temmelig ironisk. Her kun ca tolv timer efter et af dette århundredes  værste forsøg på et angreb mod ytringfriheden, er kampen om vores basale frihedsrettigheder allerede i fuld gang. Den foregår ikke på gaderne i Paris, den foregår ikke med våben i hånd … nej, den foregår med ord og det værste anslag mod friheden kommer fra en måske – for mange – noget uventet side.

Som skrevet tidligere, var Pia Kjærsgaard straks efter attentatet i Paris parat til at tage midler i brug, som ligger ud over hvad loven tillader. Men hun er selvfølgelig langt fra den eneste.

Eugène Delacroix: La Liberté guidant la peuple (1830)
Eugène Delacroix: La Liberté guidant la peuple (1830) (via wikipedia)

I Berlingske gør også Kathrine Lilleør sig med noget skinger stemme sig til talsmand for at slagte basale frihedsrettigheder. Lad os nu bare se bort fra at hun er cand. theol. og derfor næppe objektiv – det er jo de færreste bloggere – men det er lige godt svært at se bort fra, at hun, udover at være ude i et ubehageligt ærinde, heller ikke er alt for skarp, for hun skriver, under overskriften “Fat det!”, følgende:

”Øger vi selvcensuren, har vi tabt”, siger vores egen Kurt Westergaard i dag. Med den visdom, som kommer af at have mærket det islamistiske geværløb mod panden. En advarsel, der udgår fra det mangeårige skæbnefællesskab, han har med de dræbte franske tegnere. Westergaard har ret. Selvfølgelig.

Men hører vi det? Fatter vi, at det ligeså godt kunne have været her, at man have givet en dansk politibetjent en ekstra kugle for panden?”

… og fortsætter, uden tilsyneladende at fatte, at den selvcensur som hun her taler om, er den frivillige opgivelse af en af vort samfunds mest basale friheder. For hun er samtidig rede til at ofre lige netop den og andre frihedsrettigheder i kampen for at forsvare dem.

“Fjenden findes ikke kun i Syrien. Fjenden findes også i Paris. Og her.

Konsekvens: ”Frihed for Loke såvel som for Thor”, gælder kun i gode tider. Når Loke fører krig, må hans frihedsrettigheder nødvendigvis indskrænkes. Ekstremistiske muslimer bør herefter ikke kunne forvente, at de demokratiske frihedsrettigheder gælder i ligeså udstrakt grad for dem, som den har været gældende hidtil.

Frihed for Loke gælder kun i fredstid.

Fat det!”

Meget mening giver det ikke, men det er vigtigt at slå fast, at ingens frihedsrettigheder  skal indskrænkes. Demokratiske frihedsrettigheder gælder for alle samfundets borgere i nøjagtig samme udstrækning, for i samme øjeblik de ikke gør det, så er dette samfund ikke længere et demokrati. Begynder vi at fratage borgere demokratiske frihedsrettigheder baseret på en vurdering af deres religiøse (eller politiske eller enhver anden) overbevisning, i stedet for at straffe dem for eventuelle overtrædelser af samfundets love, så er vi hverken bedre eller anderledes end de samfund, som mørkemændene bag dagens attentat stammer fra. Det er præcis det som terroristerne ønsker at opnå, og det ønsker vi i hvertfald ikke.

Eller nogen blandt os gør tilsyneladende.

Vi lever – i modsætning til hvad Katrine Lilleør åbenbart tror – i en fredstid. Vi er ikke i krig og man kan jo knapt kalde tre tosser med geværer for fjender; det er at tillægge dem alt for stor betydning. De er simple kriminelle som skal straffes for det de har gjort og gerne straffes hårdt. Alt andet er at give dem mere kredit og langt mere magt, end de har fortjent efter deres afstumpede handlinger tidligere i dag. Samfundets virkelige fjender er ikke og kan ikke være en håndfuld mænd med geværer; de kan intet udrette, som vi ikke selv lader dem udrette, for kunne de det, var det da et skrækkeligt tegn på, hvor skrøbeligt vores samfundsstruktur er.

Vores virkelige fjender er de, der benytter sig af dagens begivenheder til at føre en kamp, måske ligefrem en kulturkamp – Kristendom vs Islam? – og som ikke viger tilbage for at ofre vores demokratiske frihedsrettigheder som et led i den kamp. For tag ikke fejl, der er i sidste ende ikke den store forskel på, om vi lader den ene eller anden ekstremist kue os. Den eneste trussel der ligger i dagens attentat, er at vi gør noget: at vi går i panik, at vi lader os styre af had og vrede, at vi lader frygten få overtaget, at vi smider fornuften på porten, ja, at vi i det hele taget forandrer noget som helst. Livet må og skal fortsætte som hidtil, for kun på den måde viser vi, at her kan intet forandres og at terror ikke virker på os.

Og det, kære læser, er mere end noget andet, det som vi skal fatte.

Så fat det!

__________
Citat: Octave Mirbeau (1850–1917) i: Le Journal (Feb. 19, 1894)
Kathrine Lilleør: Fat det!, Berlingske, d. 7/1 2015

Frygt!

“Der er en meget interessant parallel mellem venstrefløjens klimapolitik og højrefløjens indvandrerpolitik. Det er de samme retoriske figurer: en enorm trussel, der er ved at kaste samfundet omkuld, medmindre politikerne handler omgående. Dissens opfattes enten som et knæfald for islamismen eller som en afvisning af videnskabelige fakta. Så de frygtpolitiske manøvrer er fuldstændig ens på begge fløje. Der er ingen forskel på argumentationen – kun på , hvad vi skal være ytrygge ved.”

– Mikkel Thorup i W.A. 29/10 2010.

Fear remains the chiefest of them. Tha demagogues, i.e. the professors of mob psychology, who flourish in democratic states are well aware of the fact, and make it the corner-stone of their exact and puissant science. Politics under democracy consists almost wholly in the discovery, chase and scotching of bugaboos. The statesman becomes, in the last analysis, a mere witch-hunter, a glorified smeller and snooper, eternally chanting ‘Fe, Fi, Fo, Fum!’ ((jvf. kæmpen i Jack and the Beanstalk: “Fee-fi-fo-fum, / I smell the blood of an Englishman, / Be he alive, or be he dead / I’ll grind his bones to make my bread.”))

H. L. Mencken i “Notes on Democracy”, 1927