Religionsfrihedsløshed

I en noget underlig fortolkning af begrebet religionsfrihed skriver tidligere formand for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard på facebook at “lige nu drejer det sig om at implementere grundlovens §67, der siger, at vi har religionsfrihed, men at intet må læres eller gøres, der strider mod sædeligheden eller den offentlige orden. Altså burde vi ikke tillade islams udbredelse i vores land. Moskeerne skal lukkes …”

Ja, jeg ved godt at ingen forstandige mennesker nogensinde har troet på at Selskabet på noget tidspunkt har handlet om trykkefrihed, eller nogen som helst anden form for frihed for den sags skyld, men derfor er det nu alligevel befriende med en demaskering som ovenstående. For at sikre religionsfriheden, jf. grundlovens §67, skal vi skyndsomt afskaffe den, ved at forbyde en religions – Islams – udbredelse. Og det haster, mener Hr. Hedegaard, for

“Nogen spurgte, hvilke værktøjer vi kunne tage i anvendelse for at forsvare os mod en islamisk magtovertagelse, og jeg lovede et svar. Og det haster. Vi er kun få måneder fra det tidspunkt, hvor en civiliseret samtale baseret på oplysning og argumenter bliver umulig.”

Problemet er bare – og det må man da håbe at Hr. Hedegaard har såvel tilstrækkelig personlig integritet som intelligens til et eller andet sted i en mørk afkrog af hans eget sind at indse, for ellers er ironien da nærmest håndgribelig – at det er ham selv, i kraft af gidseltagningen af (trykke)frihedsbegrebet og den deraf følgende polarisering af debatten, som har været med til at umuliggøre netop den civiliserede samtale baseret på oplysning og argumenter, som han nu så desperat efterlyser.

Dermed er manden selv medvirkende årsag til problemet og det ville måske være morsomt, hvis altså ikke netop sagen var så alvorlig, at det slet ikke er gået op for ham, at vi ikke er få måneder fra det tidspunkt, hvor den civiliserede samtale, i hvert fald i en politisk kontekst, ikke længere er mulig, men at vi i stedet for længst har overskredet den tærskel, som han så ihærdigt har forsøgt at få os til at krydse. Velkommen til din virkelighed, Hr. Hedegaard.

Velkommen til Danmark

Muslimske piger gør oprør ved at læse Koranen, kan man læse i Berlingske Tidende, som har interviewet et par muslimske kvinder og den ene af dem, Rukhsar Asif, konstaterer at:

“Der er ingen tvang i islam. Hvis jeg ville have en kæreste eller ikke gå med tørklæde, kunne jeg også det. Men selvfølgelig ville der være konsekvenser – både i det her og i forhold til i islam også i det efterfølgende liv. Når jeg siger, at islam gør mig fri, er det på den måde, at jeg ikke skal gå rundt med en identitetskrise og spekulere over, hvad meningen med livet er. Jeg er frigjort fra de irriterende store spørgsmål, som bare gør mit liv svært.”

Og, som journalisterne så skarpsindigt observerer, så lyder det “måske nok som en noget anden måde at definere frigørelse på, end man er vant til fra den danske rødstrømpebevægelse. Og langt fra forestillingen om, at muslimske pigers indmarch på uddannelsesinstitutionerne er første skridt på en glidebane mod mere »danskhed« i betydningen uforpligtende kæresteri og seksuel frigørelse.”

Herfra skal det blot konstateres, at enhver impuls, der kan sætte spørgsmålstegn ved alt for mange danskeres opfattelse af at frihed er lig med konsekvensløshed og fravær af forpligtelse, er hjerteligt velkommen. Er Islam en sådan impuls, kan den også kun hilses velkommen, som et element i samfundet på lige fod med så mange andre religioner og som et livsindhold for de der måtte ønske det. Derudover kan det kun være positivt, hvis det kan forårsage at der kommer lidt bølger i andedammen og at vores alt for fastlåste opfattelser af hvad frihed og frigørelse er, vendes på hovedet for en stund.

“Rukhsar kan heller ikke lide ordet feminist, men hun vil meget gerne tale om kvindefrigørelse. Som kvinde og menneske har hun nemlig kun følt sig mere fri, jo mere hun forstod af den religion, hun var opdraget i. Derfor retter oprøret sig i Rukhsars optik lige så meget ud ad mod samfundet som ind ad mod slægt og kultur. Det gælder eksempelvis retten til at bære tørklæde, som hun – på lige fod med andre troende kvinder – oplever som en frigørelse fra samfundets skønhedsidealer og en mulighed for at være sig selv.”

At være sig selv implicerer altid en vis distanceren sig selv fra samfundets normer og idealer (ikke mindst i en tid hvor de fælles idealer vist ikke begrundes i ret meget andet end økonomi), men samtidig er det også værd at huske på, at man ikke personligt kan genopfinde verden og skabe alt på ny; mennesket kan ikke uden videre afkaste sig sin kultur og tradition og bare være frit, uden også samtidig at være rod- og retningsløst.  Ethvert opgør med f. eks. feminismen på den konto bifaldes helhjertet herfra.

__________
Carolina Kamil og Johanne Haagerup: Muslimske piger gør oprør ved at læse Koranen, Berlingske d. 20/12 2015

Fornuftens stemme?

Det er en underlig fornemmelse man sidder med, når man lige har hørt tossen Trump tale om indrejseforbud for muslimer, registrering af muslimer og sikkert også snart internering af muslimer, at opdage at George Bush – af alle i verden – pludselig, til trods for den uhyggeligt simple retorik, står tilbage som fornuftens stemme. Der må lige godt være sket meget med verden siden den 20. september 2001 når det er kommet dertil.

Pacifismelogik

Efter det kom frem forleden, at Islamisk Stat (som jo slet ikke er en stat, men blot en bande afstumpede bøller med en uhyggelig mængde våben og matchende mentalitet) havde taget livet af en tilfangetagen jordansk pilot ved at spærre ham inde i et bur og sætte ild til ham, har Jordan i en reaktion herpå fremskyndet henrettelsen af en dødsdømt og tilsyneladende uduelig kvindelig selvmordsbomber, som Islamisk Stat egentlig havde forsøgt at udveksle med selvsamme pilot, selvom de allerede havde myrdet ham længe forinden.

Videoen af drabet på piloten, optaget i hd, med udvaglte sekvenser i slow og med perverst stemningsfuld underlægningsmusik blev offentliggjort forleden på flere mere eller mindre obskure medier, men hurtigt fjernet igen: den er absolut ubehagelig, både hvad angår selvehandlingen og hvad angår tankerne, der ligger bag dens fremstilling.

is
Still fra video (via dumpert.nl)

Ovenpå dette er det måske en forståelig følelsesladet reaktion fra Jordans side, at man henretter en i forvejen dødsdømt fange. Det kunne nu også ses som en temmelig rationel handling: så er hun da af vejen og der kommer ikke flere forsøg på at udveksle hende med tilfangetagne gidsler. Vi kan ikke vide og kommer aldrig til at vide, hvilke tanker der ligger bag.

Men uanset, så går den slags lystmord jo ikke an i en moderne verden og til Politiken, d. 4/2 2015 udtaler lektor og mellemøstforsker på Institut for Kultur og Globale Studier ved Aalborg Universitet, Søren Schmidt følgende vurdering af Jordans reaktion:

“Det virker uklogt. I stedet for at holde sig fra det beskidte spil, mudrer man sig selv til. Man kan være så godt som sikker på, at Islamisk Stat nu tænker, at det er deres tur næste gang til at give igen.”

Man kunne nok, og med nogen rimelighed, indvende, at Islamisk Stat ikke har lavet andet, end at give verden igen og igen og igen og det har de gjort overalt, hvor de har haft mulighed for det, ved at dræbe og filme drabet på ethvert gidsel de kan få fat på, i et sikkert velkalkuleret forsøg på at støde alle normale mennesker fra sig og efterfølgende tiltrække det pak, som måtte være tilovers.

Det bliver ikke bedre af, at Søren Schmidt fortsætter retfærdiggørelsen af egen pacifisme, med at konstatere at “henrettelserne af de to fanger kan medvirke til en polarisering, der kan blive farlig for Jordan.” Mon ikke offentliggørelsen af videoen som ovenstående still stammer fra, i forvejen har trukket fronterne tilstrækkeligt tydeligt op, såvel i Jordan som i resten af verden? Hvoraf kommer denne berøringsangst overfor konsekvenserne af krig og strid? Hvoraf denne berøringsanst overfor døden? Hvoraf denne frygt for at engagere sig helhjertet i det beskidte spil? Man kan nu engang ikke muge ud i stalden, uden af få lort på støvlerne.

Jeg kommer til at tænke på Enhedslistens udenrigsordfører (sic!) Christian Juhl, som i oktober naivt udtalte til Politiken, d. 17/10 2014:

“Der skal indgås dialog med ISIL, uanset hvor vanskeligt det kan se ud.”

og endvidere, adspurgt om han troede man kunne overtale IS til noget, svarede:

“Jamen, hvorfor ikke. Hvis man bruger en kombination af at få lukket totalt af for, at de kan sælge olie, stopper alle sponsorbetalinger til dem og så går ind og siger »Hey, nu skal det stoppe, ellers har I ingen venner på den her jord«. Hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre?”

Jamen, de har allerede ingen venner på jord. I hvertfald ingen normale, empatiske, rationelle mennesker. De betår af og følges af ligesindende religiøse tosser og, som jeg vist har skrevet tidligere (se: fools of the world), så kan man ikke tale fornuft med religiøse fundamentalister. Jo mere formørkede mennesker er, i deres urokkelige tro på at deres egen gud er udgangspunktet for den eneste universelle og evigt gyldige sandhed, jo mindre tilbøjelige er de, til at lytte til fornuft og logik. Det er ret enkelt.

Derfor er kun et middel der virker overfor menneske som disse, og det er at besvare hårdt med hårdere og kort sagt dræbe flere af dem, end de kan nå at dræbe af os og ikke mindst at gøre det hurtigt og effektivt, inden deres gift spreder sig mere end højst nødvendigt. Écrasez l’infâme!

– o O o –

Som en kuriøsitet, da manden tilsyneladende er fuldstændig blottet for fornuft og omtanke, skal da lige tilføjes Christian Juhls imbecile svar på det ret påtrængende spørgsmål:

“Christian Juhl, hvem forestiller du dig rent praktisk skal indlede dialogen med IS?

Det skal de, der har den bedste kontakt til dem. Det besynderlige er jo, at vestlandene, især USA, har trænet dem på et tidspunkt, og Qatar og Saudi-Arabien, som nu er med i den koalition, har været store økonomiske støtter af dem, så derfor må der være nogle kontakter. Jeg har ingen kontakter til dem, så jeg aner ikke en pind om det …” (Politiken, d. 17/10 2014)

Nej, tydeligvis ikke! Personligt kunne jeg nu godt tænke mig, at se Christian Juhl sendt afsted på en fredsbevarende mission til Isilland, hvor han med hvidt flag i den ene hånd og en arabisk parlør i den anden, kunne forsøge at udrive Allahs udsendte af deres vildfarelser. Måske vi oven i købet kunne være så heldige, at Isilerne ville dokumentere mødet på en fin lille video.

__________
Forsker: Hævn-henrettelser i Jordan er vand på Islamisk Stats mølle. Politiken, d. 4/2 2015
EL kræver dialog med Islamisk Stat. Politiken, d. 17/10 2014

Citronmåne

Så er den gal igen; endnu en af tosserne fra den yderste højrefløj kom i dag til at åbne munden så meget, at man havde frit udsyn til den katedral af et intrakranielt tomrum, som han slæber rundt på. Anledningen? Jo, der hang et enkelt lille skilt i en enkelt Føtex-butik, og det skilt var, som en “ekstra service til en stor gruppe af syriske flygtninge, som bor på et asylcenter 300 meter fra varehuset, og som af gode grunde hverken taler eller læser dansk”, skrevet på arabisk. (Derfor skilter Føtex på arabisk, EB d. 22/1 2015)

For en god ordens skyld bør det pointeres, at det fremgår at “det ikke er en generel Føtex-politik at skilte på andre sprog end dansk”, men at der kan gøres enkelte undtagelser, således har Føtex i Sønderborg skilte på tysk af hensyn til deres tysktalende kunder.

Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti udtaler (DF-ordfører: Arabisk Føtex-skilt er et knæfald for islam. EB d. 22/1 2015) :

“Skiltningen er et knæfald for den stigende islamisering, der sker af vort samfund. Hvis ikke folk forstår dansk, kan de jo eventuelt bare spørge personalet i Føtex. Ved at skilte på arabisk signalerer Føtex, at hvis man ikke gider lære dansk, så indretter Danmark sig efter dem – og ikke omvendt.”

DRArabic
Danmarks Radios nyheder på arabisk.

Der findes millioner af skilte i Danmark som er på dansk, og som dermed signalere det stik modsatte af hvad dette ensomme skilt i en enlig Føtex-butik signalerer; ergo er der intet problem. At man er så venlig at orientere en større gruppe flygtninge, som jo nok ikke har overskud af personlige ejendele, om at der er udsalg på tøj, kan næppe være et knæfald for noget som helst. Hvad angår alle de arabere der ikke gider lære dansk, så seviceres de i forvejen af Danmarks Radio, hvis hjemmeside bringer nyheder på arabisk (såvel som tyrkisk og somalisk), ligesom de gennem temmelig mange år har serviceret alle de dovne grønlændere heller ikke gider lære dansk.

Martin Henriksen fortsætter:

“Det har som sagt en stor symbolsk værdi. […] det her er at gå over grænsen. Når man driver virksomhed i Danmark, har man et ansvar for samfundsudviklingen.”

Nej, det har man ikke! Der er ingen lov, der siger noget som helst om, at man skal drive forretning under ansvar for samfundsudviklingen og hvis der var, var der nok en del multinationale selskaber, hvis skatteforhold i Danmark kunne trænge til at blive gransket i langt højere grad end dette ene sørgelige skilt.

Og fortsætter:

Selvfølgelig må Føtex tjene penge. Men det kan fra tid til anden være ubehageligt at være vidne til, hvor langt virksomheder vil gå for at tjene penge. Her mener jeg ikke, at man skal gå på kompromis med det danske sprog.  Så kan vi jo blive ved med at indrette det danske samfund efter folk udefra. Det er at gå over grænsen. Skal vi også til at skilte på kinesisk? Nej, Føtex må komme ind i kampen og indse, at de har et samfundsansvar.

Gad vide om den Martin Henriksen nogensinde forlader sit husmandssted og kommer ud i verden? Det store flertal af danske butikker har forlængst droppet det danske sprog og holder sale i stedet for udsalg og kommunikerer gerne og ofte i engelsk-amerikanske slagord. Københavns Universitets hjemmeside findes i en engelsk version af hensyn til de der ikke kan dansk. Det netop afholdte Melodi Grand Prix blev arrangeret af en organisation som hedder Wonderful Copenhagen, for “Vidunderlige København” lyder åbenbart ikke tilnærmelsesvis eksotisk nok. Ja, selv både Folketingets og Københavns Kommunes hjemmesider findes i en engelsk version. Det engelske har forlængst sneget sig ind overalt i en sådan grad, at vi ikke engang bemærker det længere. Men det gør vi åbenbart, når det drejer sig om nogle få ord på arabisk.

Men det er selvfølgelig heller ikke det danske sprog, som ligger Martin Henriksen på sinde. Næh nej, det handler om at der er en masse mennesker i Danmark som Martin Henriksen bare ikke kan lide (hvilket selvfølgelig ikke kan overraske). Således adspurgt om “… hvorfor ikke hjælpe syriske flygtninge – der har gennemgået en hård tid – lidt på vej med at skilte på deres modersmål?” kommer det afslørende svar:

“Mit svar er, at jeg slet ikke synes, at disse flygtninge skal være i Danmark …”

Ja, det kan man selvfølgelig diskutere om de burde, men eftersom de allerede er her og er her i overensstemmelse med gældende dansk lov, så skal de også behandles ordentligt. Det er ret enkelt.

Men så er det jo man griber sig i – og her gentager jeg mig selv – at tænke på hvordan den offentlige debat ville se ud, om vi ikke havde racismeparagraffen. Hvad ville der komme ud af munden på personer som Martin Henriksen, hvis han kunne tale helt frit? Hvis han ikke behøvede at begå alle disse krumspring, for at få en billig pointe igennem. Ville der være mere i posen? Ville den sorteste galde strømme frit fra ham om han ikke skulle bekymre sig om politianmeldelser, eller ville han blot fortsætte i samme rille, med sit smålige had camoufleret som bekymring for Danmarks sprog og fremtid?

Ville vi overhovedet ønske at få det spørgsmål besvaret?

Fools of the world

“The greatest danger of bombs is in the explosion of stupidity that they provoke,” skrev den franske journalist og forfatter Octave Mirbeau i 1894 og som det seneste døgn har vist, var det nok ikke helt forkert; det synes som om, at terrorattentatet i Paris i går kollektivt har sænket intelligenskvotienten i dette land … og sikkert også i de fleste andre europæiske lande. For en gangs skyld skal den overdrevne sentimentalitet, som også har grebet folket, ikke tages under behandling her. Det skal til gengæld en af de såkaldte eksperter, som Ekstra Bladet har talt med …

“Ekstra Bladet har talt med Mark Sedgwick, professor på Aarhus Universitet med speciale i Islam. Ifølge professoren er det svært at sige noget generelt omkring, hvorfor nogle muslimer tyer til vold i disse situationer.

– Der er tre typer af muslimer i sådan en situation, siger Sedgwick.

– Der er dem, der ser tegningerne og ikke tænker mere over det.

– Der er dem, der ser tegningerne og bliver irriterede over det.

– Og så er der den tredje gruppe, der føler, at tegningerne er en stor provokation mod deres religion, siger professor Mark Sedgwick.

– Det er den sidste gruppe, der er problematisk …”

No shit? Den konklusion kunne jeg nok også været nået frem til.

Derudover lader professorens klassifikation af muslimer i typer en del tilbage at ønske, for ifølge ham er der tre typer, som på jævnt dansk kunne kaldes de ligeglade, de gnavne og de tossede. Jeg har godt nok svært ved at forestille mig, at der ikke findes muslimer, som rent faktiske tænker over hvad der sker i verden, uden at blive enten irriterede eller at gribe ud efter deres AK-47, for mon dog ikke at der skulle være en enkelt muslim eller to derude, som rent faktisk har sans for humor og tager det hele med et smil? Og mon ikke også der skulle være et par stykker, som, når de ser sådanne tegninger, forholder sig til dem rationelt og reflekterende? Det tror jeg egentlig nok …

Statue af G. Bruno, Campo dei Fiori 1889. (via wikimedia.org)

Til gengæld er det, i modsætning til hvad professor Sedgwick mener, altså ikke særligt svært at sige noget om, hvorfor nogle muslimer griber til våben og vold under sådanne omstændigheder. Det gør de fordi deres religiøse følelser er blevet forulempet, fordi deres tro er blevet angrebet og fordi de har et gudsgivent patent på sandheden, og det er nu engang sådan, at mennesker der bærer sandheden på hovedet som en krone, generelt er både alt for overbeviste om deres egen ufejlbarlighed og hverken særligt omgængelige eller i besiddelse af humoristisk sans.

Hvis nogen skulle være i tvivl om hvordan den slags mennesker fungerer, kan man jo tage et kik på kristendommens historie (hvilket professor Sedgwick nok burde have gjort), hvor det bestemt ikke skorter på historier om tosser med en mission, både i egne lande såvel som i på mission blandt barbarer i fjerne verdensdele; mennesker der har været mere end ivrige efter at pådutte andre deres egen opfattelse af det eneste sande verdensbillede, om det så skulle koste andre livet.

Små mennesker forvalter generelt ikke store sandheder særligt elegant og det er såmænd ikke noget eksklusivt for religioner. Tænk Hitler og Stalin og Pol Pot og Kim Jong-un og gud ved hvor mange andre. Tænk kommunismens og fascismens hærgen. Tænk også i langt mindre baner, hvor der i tidligere indlæg på denne blog, er eksempler fra vor egen tid – dog som regel af noget mindre dramatisk karakter – som man kan lære en del af.

I sidste ende har langt større mennesker måttet lade livet for en sag de troede på, forfulgt og efterstræbt på livet af mennesker der mente at vide bedre, men som helt sikkert ikke gjorde det, og hvad kunne være mere passende, end at give ordet til en sådan:

The fools of the world have been those who have established religions, ceremonies, laws, faith, rule of life. The greatest asses of the world are those who, lacking all understanding and instruction, and void of all civil life and custom, rot in perpetual pedantry; those who by the grace of heaven would reform obscure and corrupted faith, salve the cruelties of perverted religion and remove abuse of superstitions, mending the rents in their vesture. It is not they who indulge impious curiosity or who are ever seeking the secrets of nature, and reckoning the courses of the stars. Observe whether they have been busy with the secret causes of things, or if they have condoned the destruction of kingdoms, the dispersion of peoples, fires, blood, ruin or extermination; whether they seek the destruction of the whole world that it may belong to them: in order that the poor soul may be saved, that an edifice may be raised in heaven, that treasure may be laid up in that blessed land, caring naught for fame, profit or glory in this frail and uncertain life, but only for that other most certain and eternal life. (G. Bruno: Cabala del Cavallo Pegaseo 1585)

__________
Ejder Akbal: Islam-professor: Angrebet har intet med islam at gøre. EB, d. 8/1 2015

Om at føle sig som idiot

“Jeg skal hilse og sige, at man føler sig som en idiot …”, skriver Marie Krarup (DF) i et blogindlæg på Berlingske,  om det New Zealandske folks snarlige undergang og man kunne, hvis man ville være lidt morsom på Marie Krarups bekostning, tørt konstarere at det så sandelig også er det indtryk hun efterlader hos læseren. Man kunne tilføje, at der efterfølgende, omverdenens reaktion taget i betragtning, har været double-up på idiotiet, så Fru. Krarup har fået fuld valuta for pengene.

Lad os umiddelbart se bort fra den valgte overskrift “Aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv…” og de tanker i retning af f. eks. jødernes skæbne under anden verdenskrig den inspirerer og blot konstatere at Fru Krarup, som besøgte New Zealand på “en officiel tur med Forsvarsudvalget” ikke har særligt høje tanker om de lokale: “New Zealands natur er bjergtagende smuk og befolkningen venlig og civiliseret. Sådan da….”

Der er rigtig meget galt med og i New Zealand. For det første har de valgt at have “et forsvar uden en offensiv kapacitet”, fordi de vælger at bruge pengene, hvor de kan gøre størst nytte og dette, sammenholdt med visse ikke nærmere definerede “selvopgivende træk” hos den ariske … hvide del af den lokale befolkning som Fru Krarup kunne observere, leder til den konklusion, at de sgu nok ikke gider forsvare sig selv og i stedet lever på nas hos deres allierede, Australien.

Men det er jo ikke bare New Zealændernes militære strategi der er problemet, for de er ganske enkelt ikke civiliserede dernede:

“Her kommer jeg til det mindre civiliserede indslag i Forsvarsudvalgets besøg. Da vi kom til en flådebase blev vi nemlig ikke modtaget med håndtryk eller honnør af uniformerede mænd som sædvanlig. Nej, vi blev modtaget med et maori-danseritual, med en halvnøgen mand i bastskørt, der råbte og skreg på maori. Han udførte mærkelige ritualer og rakte tunge, mens vi så til og blev instrueret af en lokal om, at vi ikke måtte grine, og at vi efter hans brølekoncert skulle gå ind i maori-templet, hvor søofficererne ventede på os. Men de fik stadig ikke lov til at give hånd til os. Vi skulle igennem et langt ritual, der foregik på maori, hvor de nydelige, hvidklædte og europæisk udseende sø- officerer talte på gebrokkent maori og sang en sang, der lød som “Mariehønen evigglad” på maori – komplet med pædagog-guitar-akkompagnement. Jeg prøvede at fange søofficernes blikke under udførelsen af ritualet, men de så ned i jorden! Efter ritualet fik vi endelig lov til at hilse på officererne – men med næsegnidning – ikke håndtryk. Jeg skal hilse og sige, at man føler sig som en idiot, når man tvinges til at gnide næste med 10 europæisk udseende søofficerer. Stor var min taknemmelighed imod den ene fyr, der gav mig et smækkys på kinden i stedet for et næsetryk! Efter ritualet kunne vi slå over i engelsk og i det hele taget gå i gang med et civiliseret besøg. Dog beså vi lige maori-templet, der var udsmykket med gudeskikkelser med vrede ansigter og store erigerede penisser. Det er mig en gåde, at de stakkels søofficerer kunne udholde både ceremonien og omgivelserne.” ()

Denne tekst vakte efterfølgende en del opsigt, både i Danmark og i de New Zealandske medier og det kan vel ikke overraske. Selv ikke den indavlede hustrumyrdende eneboer jeg havde som næsten nabo, derude i den vestjyske landsby hvor jeg tilbragte nogle år af min barndom, var så fordømmende og intolerant overfor det, der var ham fremmed. Men han var selvfølgelig heller ikke helt idiot.

Indavl, politisk!

Marie Krarups parti var efterfølgende ude at beklage. Men ikke Fru. Krarup selv, som selvfølgelig fik opbakning fra sin fader, Søren Krarup, der, i samme trivielt forudsigelige spor som de i det parti åbenbart altid snakker i, konstaterede:

“Marie har ikke beklaget. Der tager du fuldstændig fejl. Hun har været ked af, at hun er blevet forstået sådan, at hun ville genere maorierne. Hun har ikke beklaget, for det, hun har sagt, er ikke noget at beklage.” ()

Nej, man kan da ikke kalde det at genere nogen ved at kalde dem “uciviliserede” og ved at konstatere at deres religion er så latterlig, at men føler sig som idiot ved at iagttage den. Sådan noget er jo bare en humorisktisk, kritisk iagttagelse. I øvrigt er Maorierne, ifølge Krarup Senior, jo bare et dilemma for de rigtige britiske newzealændere:

“Men en kulturelt, humoristisk, kritisk iagttagelse af det kulturelle dilemma, de stakkels britiske newzealændere står i, hvor de ikke kan få lov til at være, hvad de er; nemlig briter, der siger goddag med hånden og ikke gnider næser og så videre.” ()

Det er jo meget sødt, at den efterhånden lidt trætte gamle mand stiller op og forsvarer sit kød og blod overfor offentligheden, men måske han alligevel har haft tøsen over knæet derhjemme på god gammeldags vestjysk-indremissionsk manér, for selvom Marie Krarup på facebook giver udtryk for, at hun står ved hvad hun har sagt, så gør hun det åbenbart ikke helt alligevel: “Mit humoristiske blogindlæg om mine indtryk fra en rejse med forsvarsudvalget til New Zealand” (Marie Krarups facebookside, d.8/4 2013) og igen senere samme dag: “Min humoristiske blog om New Zealand…”. Nu er det pludselig humoristisk. Sådan kan man jo forsøge at pille brodden af egne ord, når nu man pluselig opdager at de stak ikke så lidt hårdere end forventet.

Men der var intet humoristisk over det oprindelige blogindlæg. Pointen med ovenstående beretning var – selvfølgelig – at drage en direkte parallel til dansk politik:

“Templet er et af flere og der planlægges endnu flere til at modtage officielle gæster til forsvarsinstallationer i New Zealand. Det er et led i programmer rettet imod cultural awareness”! Man kunne måske også kalde det kulturel selvudslettelse, eller grotesk multi-kulti-dyrkelse.” ()

og pointen falder så banalt forudsigeligt som noget:

“Valdemar Rørdam skrev som bekendt, “at aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv”. Det virker ikke, som New Zealand er et folk, der vil bestå. Hverken forsvarsmæssigt eller kulturelt.

Lad aldrig Danmark komme dertil!” ()

Ja, lad aldrig Danmark komme dertil. Det er nærliggende at konkludere, at Fru Krarup havde tænkt blogindlægget som endnu en triviel anti-Islam tirade, et indenrigpolitisk indlæg, som eksploderede fordi hun havde glemt hvor globalt internettet i virkeligheden er.

Nu var det forsvarsudvalget der var på tur og man kunne måske have forventet, at man havde foretaget lidt research hjemmefra og havde man gjort det – det gjorde Fru Krarup nok ikke – havde hun sikkert været lidt mere varsom med ordvalget og kommentarerne om New Zealands forsvarsvilje og om Maorierne kultur.

Det tager ikke ret mange minutter at google sig til at New Zealand deltog med 100.000 soldater i Europa under første verdenskrig og måske endnu mere ironisk, så kæmpede der en Maori Battalion med mere end 3600 frivillige i Europa under den anden verdenskrig, uanset at de jo nok ikke havde så meget at kæmpe for i den krig (jvf nzhistory,net,sz). Man kan også hurtigt læse sig til at at 10.000 New Zealændere blev dræbt eller såret i Nordafrika (El Alamein osv) under samme verdenskrig. ()

Det er den selvsamme krig, hvis første år Danmark sejlede igennem under bekvemmelighedflag. Man kan roligt sige at Danmark i den krig nok var forgået, både som nation og kulturelt i enhver henseende, hvis ikke det havde været fordi andre fjerne nationer havde sendt deres unge mænd til at dø for i en krig for vores friheds skyld. Når nu vi ikke selv ville. Er det på den baggrund, at man ønsker at fornærme et folk og et samfund, som man netop har aflagt et officielt besøgt som folkevalgt dansk politiker?

Som en kuriøsitet bringer jeg denne statistik over tabstal under den anden verdenskrig. (fundet her) Mere end 5.000 danske soldater kæmpede på tysk side under krigen. Men det taler vi jo ikke om.

Befolkn. 1939

Soldater

Civile

Jøder

Samlet

Samlet i %

Danmark

3.795.000

2.100

1000

100

3.200

0,08%

N. Zealand

1.629.000

11.900

0

0

11.900

0,67%

 

Indavl, mentalt!

Hvis hun så dog bare efterfølgende kunne holde sin kæft. Men det kan Fru Krarup ikke og fortsætter i stedet med at demonstrere at hun er omtrent lige så uvidende som Hr. Søvndal og lige så ublufærdig som Hr. Messerschmidt. En farlig konbination, som fortsætter på facebook:

“Vi skal turde forsvare den kristne, vestlige kultur.
Den vestlige kultur er ikke truet af frugtbarhedsreligioner fra stenalderen. Når sådanne får plads i vort moderne samfund, er det som en forvildet enkelt jæger fra fortiden, der på sin forhutlede hest kommer til at overskride den vestlige kulturs opløste forsvarslinjer. Den vestlige kultur er truet af indre opløsning og mangel på selvrespekt. Derfor er det så let for den forvildede jæger at ride gennem linjerne. Hvad vi ikke har opdaget er, at der længere borte skjuler sig en ideologisk sammentømret flok. En hær, der stamper i det fjerne. Den islamiske trussel. Derfor ville det være en god ide at samle os om det, der er værd at forsvare i stedet for at give efter for multi-kulti og opløsning. Vi skal turde forsvare den kristne, vestlige kultur.” (Marie Krarups facebookside, d. 11/4 2013)

Det er en religionskamp og en dybfølt skræk for fallossymboler det handler om. Fru. Krarup i Ekstra Bladet d. 11/4 2013:

“Jeg er så glad for, at jeg ikke lever i en asa-frugtbarhedsreligion, der også var meget præget af frugtbarhed og ritualer, og hvor der også var fallossymboler. Jeg er glad for, at vi blev kristne og blev drejet ind i den vestlige kultur.” ()

Stakkels Fru Krarup, som blev udsat det skrækkelige syn af en tegnet tissemand. Stakkels Fru Krarup, der om søndagen ligger på knæ for og tilbeder billedet af en mand, som er sømmet fast på et stykke træ og, som når det skal være særligt fint og fromt, sammesteds hengiver sig til symbolsk-kannibalistiske ritualer.Stakkels Fru Krarup, må hun få fred og leve et langt og trygt liv i civiliseret ufrugtbarhed!

Noget helt andet er trusselsbilledet, som vel egentligt er ret entydigt, for hun fortsætter sammesteds:

“Asatro er bestemt ikke nogen trussel i dag – og det er maorierne da heller ikke. Det der er problemet er, at der kan være andre af de kulturer, som vi så velvilligt giver plads til, fordi vi har en multi-kulti vision, som kan være en gøgeunge, der skubber andre ud. Det er det, der er problemet. Asatroen og maorierne er ikke problem. Det er bare symboler på, at vi fører en multi-kulti-politik.” ()

Der er to slags religioner. De der ikke er en trussel – og det er Asa-troen og Maorierne ikke – og de som er en trussel og her er det jo Islam det handler om. Igen. Forudsigeligt som altid. Det her er bondens og hjemmehjælperens verdensbillede, udlagt hen over hækken en søndag formiddag iført forklæde og halm i træskoene. Det er indskrænket og fantasiløst. Det er frygten for det anderledes, for selve livet. Det er den allerværste mentale indavl.

Måske er det på sin plads at gentage hvad Vilh. Grønbech skrev for over 70 år siden.

“Der er ingen religion i Danmark, og for øvrigt heller ikke i de andre europæiske lande. Heri skulle der ikke ligge noget som helst udæskende; jeg konstaterer bare faktum, og det med megen sorg.”

På sin vis er Fru. Krarups frygt velbegrundet. Kristendommen er stendød som religion i Danmark og i vesten i det hele taget. Den er død og begravet under et materiel fikseret velfærdsamfund, hvor eneste værdi er penge. Der er ingen etik og ingen religiøsitet. Det kan selvfølgelig være skræmmende, at leve i et samfund, der i den grad har forkastet alle åndelige værdier i en forgøglet tro på, at bare vi er rige er vi lykkelige.

Så kommer der pludselig religioner stormende udefra – nej, frugbarhedsreligioner af den ene eller anden slags har ikke den store tiltrækningskraft på andre end de der er født ind i dem, de er trods alt nok for fremmedartede – og indgyder os frygten for det vi mangler og det vi måske også dybest set savner.

Problemet er bare, set med Fru Krarup øjne, at vi lever i et demokrati! Der er nemlig ingen som helst der truer Fru Krarups ret til og mulighed for at dyrke den religion hun gerne vil. Men fra hendes fundamentalistiske udgangspunkt er det heller ikke det der er problemet. For i sidste ende reagerer hun nøjagtigt lige som alle andre – også muslimske – fundamentalister og bekymrer sig om hvilken religion de andre dyrker. De udgør et  problem for hende, fordi de ikke dyrker hendes religion.

Man kan sige, at den mission som Fru Krarup er ude i, at genopfinde og gentænke vesten som et religiøst samfund, er både vanskelig, fordi kristendommen som religion, i modsætning til som overleverede tomme ritualer, er omtrent lige så ikke-eksisterende som før Kristi fødsel. Det er en opgave som kræver uhyre evner. Evner som man kan sige, at hendes fader dog i det mindste havde lidt af.

__________
Marie Krarup: Aldrig kan et folk forgå som ikke vil det selv, Blog på b.dk d. 3/3 2013
Marie: Sæhl: Søren Krarup: »Marie har ikke beklaget«, Politiken d. 9/4 2013
Sophie Bremer: Hidsig Krarup til minister: Du er barnlig, Ekstra Bladet d. 11/4 2013

 

To alen …

Det er demokratiets åbenlyse svaghed, at vi, vælgerne, får de politikere vi fortjener, i kraft af at vi selv har valgt dem. Desværre er det også sådan, at vi får de politikere som andre har fortjent.

En af dem jeg ikke har fortjent er Marie Krarup, som præsenteres således på b.dk: “Valgt til Folketinget for Dansk Folkeparti i Esbjerg Omegn i Sydjyske Storkreds. Forsvarsordfører og gymnasieordfører.Født i 1965 i Seem ved Ribe. Reserveofficer (sprog).Cand.mag. og gymnasielærer i samfundsfag, religion, russisk og erhvervsøkonomi. Har derudover også arbejdet i Forsvarsministeriet, på Den danske Ambassade i Moskva og i Eksportkreditfonden. Har to børn og en hund.” Hun skriver på b.dk om sin rejse til Afghanistan og om de døde vesteuropæiske soldater i Afghanistan og sagen de gav deres liv for og om den pigeskole om folketingets delegation også besøgte.

“Jeg spørger om religionsundervisningen i skolerne. Man får kun det mest basale i selve skolen, der kører med et ensartet curriculum over hele Afghanistan. Hvis man vil have mere, må man gå i religiøs skole udenfor den almindelige skoletid. De læser dog Koranen på arabisk, og arabisk sprog er obligatorisk fra 7. klasse. Jeg håber selvfølgelig, at pigerne vil udlægge Sura 4 om kvinders lave værdi og om at mænd må slå kvinder på en ny måde, når de kommer frem til selv at kunne læse og forstå det efter 7. klasse! For ellers kan det måske være svært at få fastholdt kønnenes ligestilling!”

Det er fantastisk så velforberedt og vidende Marie Krarup er, når det gælder Koranen og hvad den siger om kvinder. Til gengæld er der problemer med Biblen, som Marie Krarup ikke kan dy sig for at sætte som kontrast til Koranens kvindeundertrykkende univers.

“Før vi forlader Camp Bastion tilbringer vi aftenen på KFUM´s soldaterhjem, hvor vi deltager i deres vel besøgte andagt. Den består i en salme, en genfortælling af historien om den fortabte søn, endnu en salme og så en fælles bøn og et fadervor. Det eneste indslag i andagten, jeg ikke kender er Soldatens Bøn. (se nedenfor) Den er smuk, og den fokuserer på soldatens egne evner til at gøre det rigtige. Det beder han om styrke og hjælp til. Der er ikke nogen fordømmelse af andre, eller høje råb om, hvem der er størst. Det er en meget afdæmpet bøn, der viser, at man forstår, at det der skal bekæmpes kommer indefra, – fristelsen til at svigte for eksempel. Det Nye Testamente ligger fremme ved siden af kaffen. Jeg er ikke bange for, at soldaterne skal læse videre i den bog. Der står ikke noget på næste side om, at man godt må dræbe bestemte kategorier af mennesker eller at nogle er mindre værd end andre.” [min fremh.]

For det første er der de homoseksuelle, som Paulus jo ikke ligefrem var vild med. Se også “Mordere, homoseksuelle og andre vildfarne“. Man kan vist roligt sige, at de, set gennem det nye testamentes optik, ikke er lige så meget værd om alle andre.

“Men vi ved, at loven er god, hvis man bruger den, som lov skal bruges, og når man ved, at en lov ikke er bestemt for retskafne, men for lovbrydere og genstridige, for gudløse og syndige, for spottere og ugudelige, for dem, der slår deres far eller mor ihjel, for drabsmænd, utugtige, mænd der ligger i med mænd, bortførere, løgnere, menedere, og hvad der ellers strider mod den sunde lære efter det evangelium om herligheden hos den salige Gud, som jeg har fået betroet.” (1. Tim. 1;8-11)

Men heller ikke kvinderne er “fastholdt kønnenes ligestilling”. Et eksempel fra Det Nye Testamente, google har mange flere, hvis du som Marie Krarup ikke gider læse bogen selv.

“I hustruer skal underordne jer under jeres mænd som under Herren; thi en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved, han som er sit legemes frelser. Ja, ligesom kirken underordner sig underKristus, skal også hustruerne underordne sig underderes mænd. “(Ef. 6:22-24)

Det er komisk på grænsen til det latterlige, at vi har en række danske politikere, som ud fra deres forestilling om Biblen angriber en anden religion, som på mange måder, ikke mindst de køns- og seksualpolitiske, er en mere eller mindre direkte spejling af deres egen, uden at de opdager, at det de angriber, er deres eget oprindelsessted; de har fjernet sig så langt fra udgangspunktet, at de har tabt det helt af syne.

__________
Marie Krarup: To bønner, – der hvor det er farligt. b.dk d. 1/11 2012

Danskhed

“MEN HVAD VIL det egentlig sige at være dansk for Kristian Thulesen Dahl?

»Jeg synes, det at være dansk først og fremmest handler om, at man af hjertet føler sig dansk. Om man føler en tilknytning til Danmark og det danske. At man, når flaget stryger op ad flagstangen, føler en form for stolthed og glæde.«

Så det er i virkeligheden en selv, der bestemmer, om man er dansk?

»Ja, man kan ikke opstille en formel på et stykke papir. Det handler grundlæggende om, at man føler glæde og stolthed ved Danmark og det danske.”

Således uddybende, Kristian Thulesen Dahl i Berlingske, d. 9/9 2012, om at det at være dansk, er det samme som at føle sig dansk. På samme måde mener han nok, at det at være kristen er at føle sig kristen.

»Islam er en lovreligion, der dikterer, hvordan ens levevis skal være. Og hvis man er i tvivl, så går man til fredagsbøn og får tolkning på, hvordan tingene skal defineres. Det står i kontrast til et samfund, som det danske, der er bygget op på kristendommen.«

Bygget op på kristendommen? Jaså? Med den måde på hvilken det danske samfund er “bygget op på kristendommen”, kunne man bygge et fuldstændig identisk samfund på  Islam. Eneste forudsætning er at man undlod at tage den alvorligt i nøjagtigt samme udstrækning som vi undlader at tage kristendommen alvorligt.

Der er i øvrigt – for vist langt de fleste danskere – intet kristent tilbage i det danske samfund, udover at vi holder ferie på dage som burde have en dybere betydning for os.

Der er ingen religion i Danmark, og for øvrigt heller ikke i de andre europæiske lande. Heri skulle der ikke ligge noget som helst udæskende; jeg konstaterer bare faktum, og det med megen sorg.” [Vilh. Grønbech Frie Ord. 1. årg. 1946 s. 250]

 

Lovreligioner

Jeg har hørt påstanden fremført igen et par gange i den seneste tid, og altid med det samme triumferende og salige smil, som tydeligt demonstrerer at afsenderen hermed mener at så er alt sagt: “Islam er en lovreligion!” Dixit!

Selve distinktionen, lovreligion eller ej, er i bedste fald temmelig ligegyldig for alle andre end nogle få forskere begravet temmeligt dybt i universiteternes afdelinger for komparativ religion og inden for den politiske referenceramme, hvor udtrykket oftest anvendes nedladende og fordømmende overfor en hel religion og dens udøvere, men derudover er det en fuldstændig meningsløs og irrrelevant påstand, for man kunne lige så vel og med samme vægt og relevans forsøge at affærdige Islam med påstanden om at den begynder med bogstavet ‘i’.

Overforsimplede konklusioner har det med at tilfredsstille simple hjerner og hvad kunne bekomme disse bedre end muligheden for at afskrive en modstander, en aversion, en fjende med bare fire ord? Sådan er virkeligheden ikke. Religioner (eller ideologier for den sags skyld) kan ikke affærdiges med en enkelt teknikalitet. Et hurtigt kig gennem religionshistorien eller verdenshistorien kan forsikre enhver om at (især de monotheistiske) religioner – lovreligion eller ej – er et mægtigt redskab i hænderne på de som ønsker at ensrette og styre og kontrollere og ikke mindst kristendommens rolle som lige netop lovreligion har været et væsentligt element gennem de sidste tusind års verdenshistorie.

Men hvorfor så? Begrebet “lovreligion” er åbenbart introduceret i den offentlige debat fra politisk hold, i et desperat forsøg på at skabe en praktisk politisk (og ikke en religionsvidenskabelig) distinktion mellem Kristendommen og Islam, på en sådan måde at forskellen kommer til at bestå i noget fundamentalt ved religionerne selv, fremfor det langt vigtigere, nemlig spørgsmålet om hvordan man praktiserer sin religion.

Det er en kendsgerning, at uanset om du er kristen eller muslim, er det ikke din religion som sådan der afgør, om du kommer på kant med den vestlige samfundsform, men udelukkende et spørgsmål om, med hvilken grad af alvor du praktiserer din religiøsitet. Der er nemlig nok af samfundsfjendtligt tankegods i både Islam og Kristendommen til at bringe enhver tilhænger af disse på kant med samfundet som vi kender det. Eller med andre ord: hvis ikke du i en eller anden udstrækning giver køb på de religiøse (kristne eller muslimske) idealer, vil du uundgåeligt komme i konflikt med det omgivende samfund.

Politisk er dette særdeles ubekvemt for yderste højrefløj, når man profilerer sig på at repræsentere et sæt af dansk-kristne værdier. For den alternative og aldeles uspiselige løsningsmodel er at indse og indrømme at grunden til at kristendommen fungerer i den vestlige verden, er, at vi forlængst har opgivet at leve efter de kristne idealer, at vi dybest set ikke tager kristendommen alvorligt mere og at der formodentligt ikke findes et eneste kristent menneske tilbage i den vestlige verden.

Som Vilh. Grønbech skrev i 1946: “Der er ingen religion i Danmark, og for øvrigt heller ikke i de andre europæiske lande. Heri skulle der ikke ligge noget som helst udæskende; jeg konstaterer bare faktum, og det med megen sorg.” (Frie Ord. 1. årg. s. 250 )

Problemet er at der er kommet en ny dreng i klassen og selvom han næppe ville få Grønbech til at ændre sine ord, kan det jo være at han ender med, at tvinge andre til at ændre måden de tænker på. Og det er måske ikke så dårligt endda.