Internet!

Weekendavisen markerer internettets 20 års jubilæum med en artikel af Markus Bernsen, som bl. a. skriver:

I 1997 skrev Tor Nørretranders bogen “Stedet som ikke er” og advarede om, at en tilstrækkelig høj internetforbindelse ville gøre det svært at skelne virkelighed fra Virtual Reality.  (11 megabyte ville udviske forskellen på de to, mente Nørretranders. I dag tilbyder de fleste udbydere op til 20).

Jeg ved ikke hvorfor Bernsen måler hastighed i højde, men min udbyder reklamerer med at jeg med jeg med en 10 Mbit forbindelse kan overhale min nabo. Næppe i højden!

Men uanset er – med en 10 Mbit forbindelse – hverken 11 eller 20 megabyte ret meget.

Pligtskyldigt refereres også bekymringer om internettets fordummende effekt, in casu fra et essay af Nicholas Carr i Atlantic Monthly:

“My mind now expects to take in information the way the Net distributes it: in a swiftly moving stream of particles. Once I was a scuba diver in the sea of words. Now I zip along the surface like a guy on a Jet Ski.

I’m not the only one. When I mention my troubles with reading to friends and acquaintances—literary types, most of them—many say they’re having similar experiences. The more they use the Web, the more they have to fight to stay focused on long pieces of writing.”

Ansvar for egen læring hedder det vist med et pædagogisk modeord, som nok alligevel er mere relevant for voksne end børn. Svært er det i hvertfald at tage den slags indvendinger alvorligt. Hvis Carr mener at han har et problem er det vel intet der forhindrer ham i enten at gøre noget ved det, eller leve med det.

Der  har været mange af den slags dommedags profetier gennem de sidste år, efterhånden som teknologiske fremskridt tilsyneladende har forandret vores hverdag.

Vi har vel ikke glemt hvordan videomaskinen spåedes til at ville gøre os alle til voldspsykopater, hvilket fik Palle Lauring til i essayet Vold som underholdning at citere Homer: men for panden et hug over næsen gav ham Atreiden med sværd, så det braged i ben, og hans øjne blodige fo’r af hovedet ud for hans fødder i støvet, riddertidens romantik: et hold franske riddere i engelsk fangenskab, [som] blev sluppet fri, men først fik de øjnene stukket ud, undtagen én, som fik lov at beholde det ene, så han kunne lede de andre hjem og en beretning fra en Falck-redder: en lastbil havde kørt en dreng over, og han var stadig i klemme under hjulet, så Falckfolkene skulle ind under vognen for at sikre, at han ikke blev yderligere skadet, mens de løftede bilen. Men dér lå en kone. Hun havde mavet sig ind og ville ikke ud, så de måtte hale hende ud ved benene, mens hun skreg: “Jeg vil se ham dø!”

Palle Lauring: Vold som underholdning, i “Ordet som blev borte og andre essays. Forum 1984.

Uanset videofilm og computerspil har vi altid været lige voldelige og lige fascinerede af volden, døden, ødelæggelsen. Uanset internettet har vi altid været lige illitterære, udannede og funktionelt analfabetiske.

Pointen er, at det nye nok slet ikke er så revolutionerende nyt, at det alt sammen derfor nok ikke er så slemt alligevel,  og at vi nok skal komme videre, måske efter at nogle litterære typer har erkendt at de nok slet ikke var så litterære alligevel. Flertallet har alligevel alligevel aldrig læst ret meget og internettet kommer ikke til at ændre en tøddel på det. Det kan godt være at folk har fået flere informationer til rådighed, men deres  intelligens og evner til at bruge dem er uforandrede og dermed forbliver i sidste ende alting som det var. Forandringen er, som forandringer er flest, rent kosmetisk.