Irreducible kompleksiteter

Teorien om intelligent design er normalt ikke noget der optager mig synderligt (undtagen når jeg har lyst til en øl og ingen oplukker har ved hånden eller når jeg betragter Odense Banegård Center), men jeg så dog en udsendelse om, eller – om man vil – en gendrivelse af emnet på tv for nogle uger siden. Som med så meget på tv blev en kort historie fortalt meget langt, men jeg bed dog mærke i et begreb som creationisterne anvender som argument for deres sag: irreducible kompleksiteter.

En irreducibel kompleksitet er ifølge Michael Behe “a single system which is composed of several interacting parts that contribute to the basic function, and where the removal of any one of the parts causes the system to effectively cease functioning,” og forekomsten af sådanne indenfor biologien bruges af tilhængere af ID som argument at Darwin tog fejl og følgeligt for nødvendigheden af en intelligent designer. Hvilket selvfølgelig ikke holder, den kortslutning er en simpel argumentum ad ignorantiam; faktiske to varianter, nemlig a) når noget ikke er bevist, forklaret eller forstået, så må teorien bag det nødvendig vis være falsk eller forkert og b) når der tilsyneladende mangler beviser for at én teori, må en en anden anses for bevist.

Set fra en lidt anden vinkel forekommer det mig som en banalt eksempel på mangel på fantasi eller abstraktionsevne; man kan ikke forestille sig hvad evolutionen kan udvirke på millioner af arter gennem millioner af år. (hvad er der ikke sket med dansk malkekvæg gennem effektiv (ind)avl på få hundrede år.)

De eneste irrreducible kompleksiteter jeg kan komme i tanke om, udover Pluvianus Aegyptius trang til at lege med krokodiller (en historie som stammer fra Herodot (og i øvrigt vist er en skrøne): “Medens andre fugle og dyr undgår den, lever den på fredeligste fod med strandløberen, fordi den har gavn af den. Når krokodillen nemlig kommer op på land og slår gabet op, – dét plejer den for det meste at gøre mod vest, – så hopper strandløberen ind i gabet på den og sluger iglerne. Krokodillen er glad for at bliver hjulpet og gør ikke fuglen noget.” Herodot II,68) er lige præcis de værker som stammer fra beviseligt intelligent designere som Platon og Kierkegaard.

Lad den cirkelslutning være det sidste jeg har at sige om det emne, før en eller anden intellektuel dværg af Helge Sander-kaliber finder på at sætte det på pensum i folkeskolen.

Det glade vanvid!

Under overskriften “Religioner i fælles front mod Darwin” kan Kristeligt Dagblad fortælle at “Kristne, muslimer og jøder går sammen for at udbrede Intelligent Design-teorien“.

Af artiklen fremgår det:

“Inden for islam har den tyrkiske forfatter og universitetsunderviser Mustafa Akyol direkte talt for en Intelligent Design-alliance, begrundet med koranens ord om ”bogens folk”.

– Baseret på denne koranske vision, kan vi med sikkerhed konkludere, at muslimer skal samarbejde med troende kristne og jøder i sager, der er afgørende for disse tre monoteistiske religioner, skriver Mustafa Akyol på sin hjemmeside i essayet ”Hvorfor muslimer bør støtte intelligent design”.”

Så tre af verdens store religioner kan enes om at verden er skabt (eller udtænkt) af en intelligent designer. Jeg synes det lyder herligt med noget enighed og fredelig sameksistens de store religioner i mellem. Det er da noget nyt og spændende. Men måske ikke nær så spændende som det der kommer til at ske, når de troende kristne, muslimer og jøder inbyrdes skal have afgjort hvem der er chefdesigneren. Vi glæder os allerede!

__________
Religioner i fælles front mod Darwin, Kr. Dagblad, d. 15. januar 2008