Monogami og natur

“Monogami strider mod vores natur” lød det temmelig bastant fra en artikel i Politiken , som for at bevidne den påstand, citerer den amerikanske antropolog Helen Fisher – der gennem studier har fundet frem til, at den naturlige længde for et ægteskab er fire år – for følgende genialitet:

“Denne drive til at finde sammen og blive sammen som par i mindst fire år udviklede sig for millioner af år siden. Den oprindelige standardperiode mellem fødsler var fire år, fordi fire år typisk var den periode, det tager at finde sammen, få et barn og få det igennem småbørnsstadiet.”

Selv hvis vi ser bort fra det latterlige regnestykke som giver et fireårigt facit (som i øvrigt er tæt på at være en perfekt cirkelslutning) og hvis vi ser bort fra at mennesket endnu ikke var menneske for millioner af år siden, men faktisk blandt andet har fordoblet hjernestørrelsen siden da, så er der stadig andre væsentlige faktorer, som f. eks. kulturens opståen, som det nok også var værd at tage i betragtning.

Men Helen Fisher er, som det fremgår den artikel hvor hun lacerede sin frieårs teori, et temmelig firkantet menneske, for som hun selv skriver:

“I see no reason why these early human pair bonds always needed to be permanent. Once a child had been weaned, it could join play groups or become the responsibility of several community members. Why should a couple necessarily remain together unless a second infant was conceived?” (Helen Fisher: The Four Year Itch. Natural History Magazine Okt. 1987 vol. 96, s.22-28)

Ja, hvorfor skulle de dog have ønsket det, de kære forfædre …

Et noget andet syn på verden har antropolog ved RUC Christian Groes-Green, som i følge samme artikel mener at Helen Fishers teori om monogami “bærer præg af for meget fokus på kemiske reaktioner og evolutionære teorier” og “at det i dag i langt overvejende grad er kulturelle sammenhænge, der afgør grader og frekvens af accept af utroskab eller muligheden for livslang monogami.”

Christian Groes-Greens forklaring er simpel:

“Internettets fristelser og kontakter, øget mobilitet og arbejdsliv og stigende mulighed for anonymitet i storbyerne. Det øger alt sammen muligheden for mange løse eller faste kontakter og giver mindre mulighed for social og seksuel kontrol af den anden.”

Så alternativet til polygami og utroskab og overlappende seksuelle forhold er “social og seksuel kontrol af den anden”?

Suk!

Paolo_Veronese_020_unfaithfulness
Paolo Veronese (1528–1588) ((via wikipedia)

Bortset fra at jeg slet ikke forstår udtrykket accept af utroskab, så er det ganske enkelt nedslående med en sådan mangel på fantasi og indsigt, ligesom det er latterligt at forfalde til forsimplende forklaringsmodeller ved at inddrage det sidste nye kulturelle fænomen; internetttets fristelser frister ikke med noget, som ikke alle dage har været der. Mennesket er nogle grissebasser og har altid været det.

Men når det er sagt, så skal der også herfra føres et forsvar for det monogame. For der er trods alt mennesker i verden, som søger andet og mere end det overfladiske og tilfældige og uforpligtende, som der ligger i “overlappende seksuelle forhold” og der findes faktisk mennesker der søger det af egen fri vilje og indgår i det, uden nødvendigheden af den trussel der ligger i den andens sociale og seksuelle kontrol.

Den stædige insisteren på troskab er en nødvendig forudsætning for den dybde der ligger i den nære fortrolighed og i den grænseløse tillid. Uden den er kærligheden en umulighed, eller i det mindste ikke muligt som andet end noget uforløst eller ulykkeligt.

I den forbindelse er skilsmissefrekvenser ikke specielt relevante – heller ikke selvom de kan føres millioner af år tilbage. For selvom det kan da godt fremføres at de fleste mennesker bliver skilt før eller senere, er pointen jo netop, at den eneste ene ikke er et bestemt menneske derude, som vi partout skal finde, men derimod at der er et menneske derude, som vi, mere eller mindre frivilligt, gør til den eneste.

Det er et valg vi træffer. Et ideal … og det er med idealer jo også sådan, at det er noget vi kan stræbe efter, en retning at gå i, men det er også et mål vi ikke altid formår at nå, hvilket så i grunden ikke er så vigtigt, for det er gennem den stræben, at vi hæver os over dyrene (og homo erectus) og bliver mennesker. Det er et spørgsmål om karakter.

Og så kan det godt være, at det ikke er noget for dig, kære læser, men det er så dit valg og dit liv: du har nøjagtig lige så meget ret til at leve det lige så overfladisk, som du har lyst til, som andre har ret til at vælge noget andet. Men du skal vide, at det intet har med natur at gøre. Videnskaben kan ikke tages som gidsel og bruges til at retfærdiggøre en søgen efter ligegyldigheden og overfladiskheden; for det er trods ikke ligheden med dyrene eller med tidlige forfædre, der definerer hvem vi er, men derimod defineres vi af det vi stræber efter være.

__________
Kirsten Nillson & Michael Rothenborg: Monogami strider mod vores natur, Pol. 29/12 2014

Suk!

Hvad skal man med den slags politikere? Udviklingsminister Christian Friis Bach (R)  skriver på Twitter:

Godt Gaddafi er væk, men havde langt hellere set ham ved den Internationale Straffedomstol end likvideret. Vold avler modvold.

Ja ja, alle er nok enige om at det er godt Gaddafi er væk, og selvom der nok kommer andre slyngler i stedet, har man jo lov at håbe, men de sidste tre ord? “Vold avler modvold.” Gør det? Vel kun hvis man ikke slår hårdt nok til at starte med.

Tydeligvis er et jo ment som en art argument eller begrundelse for ikke at skyde Gaddafi, men i betydningen at den lille smule vold som blev begået mod ham skulle få vidtrækkende konsekvenser, rammer det jo helt ved siden af. Det irriterer mig grænseløst når man forsøger at føre et argument i gennem, med den slags intetsigende generaliseringer der reelt set intet konkret indhold har.

For det første er der hundredevis af andre faktorer som spiller ind – og med meget større vægt – på om der bliver fred i Libyen eller ej. For det andet kunne samme ord bruges til – om ikke retfærdiggøre – så dog at forklare hvorfor Gadaffi blev skudt. Vold avler modvold. Derfor fik han det endeligt han nu engang fik.

Derudover er kommentaren fuldstændig respektløs overfor de tusinder af libyske borgere og oprørssoldater som Gaddafis døende regime tog med sig i døden. Friis Bachs tankeløse kommentar er et udtryk for den opfattelse, at den afsatte diktators liv alligevel er mere værd, end alle de ofre som Gaddafi burde have på samvittigheden. Hvorfor ellers bekymre sig om denne bagatel i en større sammenhæng? Gaddafis liv og rolle i denne verden var udspillet, hvilket han i øvrigt selv illustrerede da han søgte at gemme sig i et kloakrør.

Enhver yderligere beskæftigen sig med eller lige frem beklagelse over hans skæbne, er intet andet end et knæfald for diktatoren og diktaturet. Der er seks en halv million andre libyeres skæbne man med større ret kunne bekymre sig om i stedet.

– o O o –

“Abyssys Abyssum Invocat

EDIT: Opdagede lige at Christian Friis Bach har samme kommentar på Facebook, med en tilføjelse:

“Godt Gaddafi er væk, men havde langt hellere set ham ved den Internationale Straffedomstol end, som meget tyder på, likvideret efter tilfangetagelse. Vold avler modvold. Denne gang ramte det Gaddafi, men hvor rammer det næste gang?” (http://www.facebook.com/christianfriisbach?sk=wall)

Ja, hvor mon det rammer næste gang? Man skal være meget langt fra virkelighedens verden, når man kan være oprigtigt bekymret over hvilken massemyrdende slyngel som er den næste der får en brutal og pludselig ende på sit liv.

Ministerens facebook-venner kommenterer:

Kristian Korsgård: “Så sandt som det er skrevet! Jeg tror ikke vold er den hurtigste og mest effektive vej til fred.” ()

Fred? Hvilken fred, fristes man til at spørge. Gaddafis fred? Så ja, den har været opretholdt gennem mere end fyrre år gennem det libyske folks ikke-vold. Den fred som en del andre libyere nu åbenbart har ønsket, kom så bedst i stand gennem en smule aktiv vold. Det er et valg man må træffe.

Derudover står naiviteten nærmest i kø for at bifalde ministeren:

Ulrikke Moustgaard: “Og sidst var det Bin Laden. Som heller ikke kom for en domstol.” ()
Hanne Pilegaard: “Det er en bekymrende ny “trend”, hvis den går ud på at likvidere fremfor at retsforfølge. Skruen uden ende. Tilbage til “øje for øje” tankegangen, som vi har kæmpet så hårdt for at komme væk fra.” ()
Bue Tryel Helleskov “Det minder lidt om den begejstring vi så ved Saddam Hussein fald. I Irak er der ikke opnået meget hvad sikkerhed og frihed for kvinder. Diktatur er skidt, men i kampen for demokrati berettiger målet ikke alle midler.” ()

Måske perspektivet kan være svært at få med, når man lever i Danmark og ens største problem er hvad børnenes madpakkke skal indeholde i dag. Helt anderledes er det vel nok når man er i krig, når man kæmper for sin egen og sit lands frihed, når man bliver skudt på og må se ens venner, familie og kammerater dø for en diktators kugler. Så har man måske ikke så meget tanke på hvad nogle moralsk forargede kællinger i lande langt langt borte gør sig af bekymringer og tanker om juridiske verdensfjerne spidsfindigheder.

Men naiviteten er uhyggelig: Den bekymrer sig mere om en ussel slyngels skæbne end om en hel nations, den bekymrer sig mere om vage principper end om menneskers følelser, og den forbeholder sig retten til uden reservationer at bedømme og fordømme mennesker, kæmpende for deres liv og frihed i andre verdensdele, efter egne normer.

Det humanistiske og menneskelige lavpunkt kommer når Hanne Pilegaard beklager sig over at de libyske oprørere ikke optræder korrekt i forhold til de principper hun har kæmpet så hårdt for. Jeg er sikker på hvis hun bare tog derned og forklarede, ville de kunne se hende som en ægte våbenbroder i kampen for global frihed og retfærdighed.

(2. del er her)

__________
Ill. fundet her: http://www.friisbach.dk