ADHD-boblen

Interview i Politiken med psykolog Finn Korsaa:

“Psykolog Finn Korsaa – jeg troede, ADHD var en rigtig sindslidelse? 

»Det er det også. Men den bruges ofte uhæmmet af forældre og behandlere, der ikke rigtig ved, hvad de skal stille op med adfærdsforstyrrede børn. I afmagt giver man børnene diagnosen ADHD. Så langt hen ad vejen er det også en konstrueret størrelse – en socialkonstruktion – om du vil«.

[…]

Hvad skal der ske, for at ADHD-boblen, som du kalder den, brister?

»ADHD-boblen vil briste, den dag forældre igen tør tage ansvaret for at opdrage deres børn. Når vi er klar til at tage det ansvar, tror jeg ikke, at vi længere vil kunne tale om ADHD som en epidemi. Det handler om, at forældre skal droppe ideen om det kompetente barn og gøre sig klart, at børn, ligesom voksne, kan reagere og blive vrede. Det drejer sig også om, at man flytter fokus til sit parforhold, fordi det er af afgørende betydning for barnets udvikling. En sådan omprioritering kunne føre til, at man ikke automatisk griber til medicinering af børnene, som mange gør i dag«.”

Lisbeth Zornig Andersen, formand for Børnerådet, bliver selvfølgelig frygteligt provokeret af sådanne udtalelser og svarer igen i Politiken, dog mest ad hominem.

Hvad er der i vejen med kritikken? 

»I stedet for at kritisere systemet vælger han at gå efter familierne, som daglig kæmper en kamp for at få hverdagen til at hænge sammen for deres børn. Han provokerer mig helt vildt med sin kritik, som jeg ikke rigtig ved, hvor han vil hen med. Det er et besynderligt og et ubegavet lægmandsindlæg«.

[…]

»Han har ret i, at antallet af diagnoser er steget med årene. Det er et faktum, men han går helt forkert i byen, når han retter kritikken mod familierne. Det er tydeligt, at han ikke ved noget om ADHD«.

[…]

»Han sårer rigtig mange mennesker med sine ord. Især når han siger, at forældrene har fejlet gennem opdragelsen af børnene. Det giver ikke mening«.”

Lisbeth Zornig Andersen sammenligner behandlingen af ADHD med den hurtige og effektive behandling hendes eget (sic!) barn fik, da det klemte et par fingre af i døren og to timer senere lå på operationsbordet.

Ja, helt anderledes er det, når en knægt på syv år, bliver diagnosticeret med ADHD. Der er flere års ventetid, før barnet kan få en diagnose. Jeg kender til en sag, hvor der gik næsten to år, fra mistanken opstod, til diagnosen forelå. Efter et par år får de stukket en recept på ADHD-medicin i hånden. De fik ikke anvist et terapiforløb, en håndbog eller skabeloner som hjælp til at få hverdagen til at hænge sammen. De fik ikke en liste over forældregrupper og legegrupper eller forslag til, hvor man kan melde sig til fritids- og træningsaktiviteter for børn med ADHD og autisme. Det er det, mange familier står over for, når de får mistanke om ADHD.

Der er mange ting man ikke får, men – fristes man til at sige – to afhuggede fingre er nu også noget mere konkrete end en ADHD-diagnose. Den første kan f. eks. selv jeg stille med rimelig stor sikkerhed. Hver gang!

Vi lader den diskussion stå et øjeblik og henviser til en artikel i Politiken, som konstaterer at 40 procent af Europa har mentale problemer: “Næsten 165 millioner eller 38 procent af Europas befolkning bliver hvert af ramt af hjernelidelser som depression, angst, søvnløshed eller demens, viser stort studie“, (*) og, siger samme, det er kun en tredjedel der modtager den nødvendige behandling eller medicin.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over om der er en tendens blandt psykologer til at overdiagnosticere eller om vi bare allesammen er tossede, selvom et tal på 38% af Europas befolkning gør det første alternativ noget mere tiltalende, for ikke at sige mere sandsynligt, end det andet, men det er da tankevækkende, at samtidig med at Finn Korsaa påpeger, at der er tale om det første ved at sige at “ADHD-boblen vil briste, den dag forældre igen tør tage ansvaret for at opdrage deres børn“, så kan man læse på ADHD-foreningens hjemmeside at “Et barn med ADHD har brug for en overskuelig hverdag med klare beskeder, faste regler og rutiner.” (Juli 2014: A propos faste regler og rutiner, linker vi lige til denne artikel.)

Hvori er det at forskellen består?

__________
(*) Witchen & Jacobi: Size and burden of mental disorders in Europe, European Neuropsychopharmacology 15 (2005) p. 357 – 376

Hysterisk (igen)

C’est avec les beaux sentiments que l’on fait la mauvaise littérature, sagde André Gide engang og Heidegger tilføjede at det samme i endnu højere grad gælder for filosofien. Man kunne passende tilføje at det afgjort også gælder for politik. Af de voldsomste sindstemninger kommer de dårligste love og den værste undertrykkelse.

Siden mit sidste indlæg har Anne-Grethe Bjarup Riis været i medierne igen og er blevet interviewet i BT af Keenan Seeberg:

“Tidligere sundhedsminister Torben Lund kalder dig talskvinde for beton-feminister og mener, det er udtryk for nypuritanisme…

– Feminist? Jeg er talskvinde for sund fornuft. Søde ven, vi kan ikke have et samfund, der tillader nogle, at krænke andre mennesker. Det duer ikke i 2011. Vi halshugger heller ikke folk mere.”

Nu er det næppe udtryk for sund fornuft at påstå at vi ikke kan “have et samfund, der tillader nogle, at krænke andre mennesker”, men udover den barnlige naivitet som ligger i selve tanken om det krænkelsesløse samfund, er der også det problem, at den slags forslag som udspringer af en eller flere personers forargelse over nogle formodede krænkelser, ofte resulterer i at selvsamme personer ender med at ville beslutte på andres vegne hvad det er der er krænkende for de andre. Det går ikke! Den krænkede må selv henvende sig, ellers ender vi i en situation hvor omsorgen i sig selv kan blive et overgreb og – ironisk nok – i sig selv en krænkelse af det formodede offers rettigheder.

“Skal pornografi så også forbydes?

– Den er svær. Det ved jeg ikke. Det er på grænsen. Der er nok forskel på prostitution og på det at lave en pornofilm.”

Den er nok ikke så svær igen. Hvis vi antager at prostitution er en krænkelse af kvinden, den prostituerede, så er pornografien det i lige så høj grad, hvis ikke værre, eftersom det sker i offentlighed og det derfor ikke er noget man kan lægge bag sig (naboen, chefen, kollegerne kan stadig risikere at støde på det). Men det er sex for penge i begge tilfælde. At skelne mellem de to er kun muligt hvis man opgiver det udgangspunkt at man vil have prostitutionen forbudt for kvindens skyld og i stedet siger det man i virkeligheden mener – men er langt sværere at indrømme og endnu sværere at argumentere og lovgive ud fra – at man vil have prostitutionen forbudt, fordi man – som kvinde, hustru, kæreste – har ondt i røven over at det foregår. Ellers er enhver skelnen mellem de to ikke andet end dobbeltmoral.

__________
Nu begynder jeg sgu at tude, BT d. 26/2 2011

Hysterisk

“Hysteri, en, (dagl. ogs.) et. [hysdəˈri?] (af nylat. hysteria, dannet til gr. hysterikós (se hysterisk); jf. Modersyge; især med.) nervøs sygdom, især hos kvinder, kendetegnet ved voldsomme reaktioner over for indtryk (tidligere sat i forb. m. sygdomme i livmoderen); ogs. (dagl.) i al alm. om sindstilstand, følelsesudbrud, meningstilkendegivelser osv., der er præget af urimelighed, særhed, uligevægtighed, affektation olgn. (“skaberi”). JBaden.​FrO. vi (vil) have Lov til at stemple alt det som Unatur, der bærer Præg af Hysteri og smager af aandelige Farsoter. KPont.​Psychiatr.​I.53. det var Moderens Hysteri, hun havde arvet! AHenningsen.​PD. 242. jf.: *Hist sniger sig den sittrende Hysterie | Krampagtig om, og vildt bedaarer | Med sine hede, falske Taarer. Winth. II.36.” (ODS, opslag: husteri)

Et eksempel (hentet fra debatten om prostitution som blussede op igen for nylig, her ved Anne-Grethe Bjarup Riis):

“Som luder er du degraderet til et fissehul, og det er der ingen kvinder, der har fortjent. Der er ingen kvinder, som skal lytte til Anni Sprinkle inde på hjemmesiden og hendes 40 grunde til, at ludere er hendes helte.

Det er bullshit, Linda!! Hvad laver du inde på den hjemmeside? Og hvad laver du i politik? Opretter statskontrollerede centre for undertrykkelse, hvor prostituerede kan få adgang, hvis de har en smiley i panden?

LINDA KRISTIANSEN, du har kraftstejlemig som folketingskandidat at bruge din hjerne, reflektere over de samfundsmæssige og især de menneskelige, sande værdier og handle derudfra. Du fremstår som en lalleglad, forkælet og totalt ubegavet klovn. En tumpe, der ikke har fattet en fucking skid af det hele.

Vi ved jo alle …” (resten af tiraden kan læses i Ekstra Bladet).

At argumentere fra udgangspunktet “Vi ved jo alle …” er bluff, løgn eller det som er værre. Der er formodentlig ikke en eneste ting i verden som vi alle er enige om eller som vi alle ‘ved’ (og selv om vi var, er det stadig ikke bevis for noget som helst!) og da slet ikke dem vi forsøger at overbevise eller påvirke med vores argumenter. Derfor er udgangpunktet “Vi ved jo alle …” også både nedladende og respektløst og dybest set et udtryk for at ophavsmanden fattes brugbare argumenter.

Hvad skal man stille op med sådanne hysteriske anfald i fuld offentlighed, som Anne-Grethe Bjarup Riis gentagne gange har optrådt med? Eftersom det ikke er lovligt at stikke kællingen et par på kassen er der vel kun tilbage at tage til genmæle, stille og roligt og frem for alt sagligt. Vi bifalder at tidligere sundhedsminister Torben Lund har gidet gøre sig ulejligheden:

“Til lykke til Mette Frederiksen (S), Pernille Vigsø Bagge (SF), Margrethe Wivel (R) og Vibeke Manniche med Anne-Grethe Bjarup Riis som talskvinde i kampen mod de prostituerede og deres kunder. Jeg har længe haft en mistanke om, at kampen imod prostitution intet havde med omsorg for de prostituerede og deres rettigheder at gøre. Det handler snarere om politisk korrekthed, magtesløshed og en frygt for, hvad utilfredsstillede og eventyrlystne mænd (ægtemænd) kan finde på. Anne-Grethe Bjarup Riis’ optræden har afsløret det forbandede hykleri.

Lad dog kvinder og mænd selv bestemme over deres liv og krop. Vi bruger hver dag vores hoved og krop hos offentlige og private arbejdsgivere. Hvorfor skal man stigmatiseres og tilsvines, hvis man vælger at tjene til livets ophold ved at tilbyde sex? Hvad med nøgenmodeller – mennesker der lader sig fotografere, som Gud har skabt dem – skal de også tilsvines og forbydes? Hvad med pornoblade og -film – skal de også forbydes? Det »overgreb«, som aktørerne i pornoblade og -film er udsat for, er vel lige så stort som sexarbejderens?

Hvad er det for en victoriansk puritanisme og intolerance, disse moraliserende middelklassekvinder repræsenterer? Den personlige frihed omfatter vel også brugen af vores krop? Kvinder og mænd, der tilbyder sex mod betaling, bør vel have de samme borgerrettigheder som os andre?

Det omfatter også retten til at blive beskyttet imod tvang og udnyttelse og muligheden for at få hjælp til at finde et andet levegrundlag, hvis den prostituerede ønsker det. Kunne politikere – af begge køn – ikke koncentrere sig om den vigtige opgave?”

__________
Anne-Grethe Bjarup Riis: Amok på sex-arbejdere: I er fissehuller. Ekstra Bladet, d. 15/2 2011
Torben Lund: Puritanisme og intolerance, Berlingske d. 22/2 2011

Øv!

Great minds discuss ideas, average minds discuss events, and small minds discuss people. Disse ord skulle stamme fra Eleanor Roosevelt, men min kilde er tvivlsom, så det lader vi ligge og koncentrerer os om indholdet som på en eller anden måde passer utroligt godt på en bog jeg samlede op i et supermarked forleden, nemlig Lars Keplers Hypnotisøren.

Her er masser af snak om og især af mennesker, ganske få begivenheder og ingen ideer overhovedet. Historien er ganske ordinær og gennem de første 300 sider sker der intet der ikke er sket før i hundredevis af andre bøger og jeg gider ikke læse endnu 300 i håbet om der endelig skulle ske noget. Det meste af dialogen er lige så uinteressant som at overhøre fremmede i bussen snakke om vejret og bogen i det hele taget er lige så intetsigende som den roman af  en Nordisk Råds Litteraturprismodtager som jeg omtalte for noget tid siden: Litteratur I

Det besynderlige er at bogen angiveligt skulle være solgt til udgivelse i 29 lande. Jeg har virkelig ikke den fjerneste ide om hvorfor, medmindre det er det pseudonyme forfatterskab som har solgt bogen.

“- Hvorfor vil forfatteren ikke have sin sande identitet frem?

“Det er der flere forskellige årsager til, og jeg respekterer dem alle. Men nu må vi se, om pseudonymet skal fastholdes. Det hele er gået så stærkt, at vi slet ikke har nået at diskutere det. Det kan være pseudonymet allerede er væk, når bogen udkommer i Danmark. Det kan jeg ikke love, men det kan være,” siger han.

Ifølge Jonas Axelsson har salget af rettighederne genereret hidtil uhørte forskudsbeløb i branchen.

“Jeg kan sige så meget, at Lars Kepler er blevet mangemillionær på manuskriptet – allerede inden det er udkommet.”” (Lars Kepler er Sveriges nye krimihåb. Information, d. 24/4 2009)

Således stod der i Information inden bogen udkom og det er måske det mest interessante, at pressen – også den seriøse del af den – i den grad hopper med på vognen er medvirker til i den grad hype en bog. Hvorfor dog?

Kepler er i øvrigt ikke den eneste svensker som er blevet mangemillionær på en krimi. Og som ham den anden har også Keplerne planlagt langt ud i fremtiden:

“Hypnotisøren er blot den første bog i en længere serie på i alt otte romaner…” (Lars Kepler er Sveriges nye krimihåb. Information, d. 24/4 2009)

Den anden døde inden han nåede at få skrevet mere end tre bøger …