Bodycount I – a tide of gore!

Her følger så, engang påbegyndt aldrig afsluttet, turen gennem Iliaden, betragtet som et litterært bodycount. Der er virkelig ikke nogen fornuftig grund til at foretage noget sådant, men det skal da ikke afholde mig fra at gøre det alligevel, da jeg heller ikke kan komme på en fornuftig grund til at lade være. Vi starter i Iliaden IV, hos Pope er det p.79 og hos Wilster er det l.457.

Antilochos dræber Echepolos (1)

Først hos Pope som kan downloades fra Proj. Gutenberg

The bold Antilochus the slaughter led,
The first who struck a valiant Trojan dead:
At great Echepolus the lance arrives,
Razed his high crest, and through his helmet drives;
Warm’d in the brain the brazen weapon lies,
And shades eternal settle o’er his eyes.
So sinks a tower, that long assaults had stood
Of force and fire, its walls besmear’d with blood.

Og så Wilster online hos Det Kongelige Bibliotek:

Først Antilochos vog en tapper og malmklædt Troer,
Djerv blandt Forstridshelte, Thalysios’ Søn Echepolos.
Først hans haaromflagrede Hjelm i Spolen han ramte,
Spydet i Panden ham foer, heelt ind gjennem Benet sig trængte
Kobberets stingende Od, og Mulm omhylled hans Øine;
Brat han faldt, som et styrtende Taarn, i den hidsige Kampfærd.

Og så er der Due, som jeg ikke kan lide, fordi han ind imellem er pinlig, her bare ok, højere svinger han sig aldrig op rent sprogligt. Desværre!

Først fik Antilochos dræbt en hjelmbuskbærende Troer,
en af de bedste i fronten, Thalysios’ søn Echepólos.
Lige i næserodsværnet på hjelmen med hestehårsfane
drev han ham lansen i panden så bronzen gik tværs gennem brasken,
ind så hans hjerne brast. Og sort sort blev det da for hans øjne,
og han faldt om i den hidsige strid som et tårn når det ramler.

Agenor dræber Elephor (2)

Him, the bold leader of the Abantian throng,
Seized to despoil, and dragg’d the corpse along:
But while he strove to tug the inserted dart,
Agenor‘s javelin reach’d the hero’s heart.
His flank, unguarded by his ample shield,
Admits the lance: he falls, and spurns the field;
The nerves, unbraced, support his limbs no more;
The soul comes floating in a tide of gore.
Trojans and Greeks now gather round the slain;
The war renews, the warriors bleed again:
As o’er their prey rapacious wolves engage,
Man dies on man, and all is blood and rage.

Pope, så Wilster:

Flux den Faldne ved Fødderne greb den Helt Elephenor,
Chalkodons Søn, som var Drot for Abanternes modige Skare;
Ivrig han slæbte ham bort fra Spydenes Ram, for hans Rustning
Strax af Krop ham at drage, dog kort blev denne hans Idræt.
Just som han Dødningen slæbte, den Helt Agenor det mærked,
Og i hans Side, som blottet for Skjold stak frem, da han Kroppen
Bøied, han jog ham det kobberne Spær, og gav ham sin Helsot.
Saa forliste han Livet; en gruelig Dyst om den Faldne
Mellem Achaier og Troer sig reiste paastand, og som Ulve
Foer mod hinanden de løs, og Mand slog Mand saa han tumled.

Oversættelse vs. gendigtning? Gendigtning absolut, til enhver tid fristes jeg til at sige, hvis man vil have oversættelse kan man jo bare læse originalen i stedet, ikke?
Pope er i særklasse.

His flank, unguarded by his ample shield, / Admits the lance: he falls, and spurns the field; / The nerves, unbraced, support his limbs no more; / The soul comes floating in a tide of gore.

Så er jeg sgu solgt.

Døden III

Efter jeg forleden var inde på den frygt videomaskiner og de frygteligt voldelige videfilm spredte i socialdemokratiske Danmark engang i 1980’erne, kom jeg til tænke på en liste jeg lavede engang over eksempler på voldelig død i Iliaden som jeg vil bringe lidt fra her. (Det var før jeg kendte til Ian Johnstons liste: http://records.viu.ca/~Johnstoi/homer/Iliaddeaths.htm) Jeg har tidligere postet et indlæg med titlen “Sjov med meningsløs vold” og betragtningerne deri omkring sentimentalitet gælder stadig. Vi starter i Iliaden IV:

446     Men da de rykkende frem havde mødt hinanden paa Stridsmark,
447 Landse mod Landse, og Skjold mod Skjold da hugged de stærke
448 Malmompandsrede Mænd, mangfoldige buklede Skjolde
449 Knugedes hardt mod hverandre, høit dundred det larmende Kampgny.
450 Mellem hinanden nu lød baade Jammer og Jubel af Krigsfolk,
451 Altsom de Kæmpende slog eller faldt, og af Blod svam Jorden.
452 Som naar i Vinterens Tid fra et Bjerg to skyllende Elve
453 Styrte de rivende Vande i Dalene ned, hvor de samles,
454 Høit fra de mægtige Væld i den dybtudhulede Fjeldkløft,
455 Vidt i det Fjerne kan Hyrden paa Bjergene høre dem bruse,
456 Saaledes lød Forvirring og Skrig, da de foer mod hverandre.(Iliaden, overs. Wilster)

Jeg har altid for mit indre set “som” (l. 452) henvise til blodet i l. 451 og ikke til “saaledes” i l. 456. Man kan i hvertfald i hele fire linier med god samvittighed leve i troen. Beretninger om blod i større mængder har altid været godt for fantasien, et menneske indeholder trods alt kun ca. seks liter af det og der skal slås ret mange ihjel fot at opfylde ovenstående: af Blod svam Jorden.  Nu har jeg ikke et billede af salgmarker som svømmer i floder blod, men Kubrick har visualiseret det effektivt og skabt et af filmhistoriens mindeværdige øjeblikke. (still fra The Shining)

Men nu omhandlede ovnstående egentlig slet ikke om slet ikke om blod, men om lyden af hære som gør sig klar til at udgyde det. Det kan de gøre på mange måder, undertiden behøver de blot at forsamles før det går galt og et uhyrligt bodycount opnås uden af der løsnes et skud.

“In the late summer of that year we lived in a house in a village that looked across the river and the plain to the mountains. In the bed of the river there were pebbles and boulders, dry and white in the sun, and the water was clear and swiftly moving and blue in the channels. Troops went by the house and down the road and the dust they raised powdered the leaves of the trees. The trunks of the trees too were dusty and the leaves fell early that year and we saw the troops marching along the road and the dust rising and leaves, stirred by the breeze, falling and the soldiers marching and afterward the road bare and white except for the leaves.

The plain was rich with crops; there were many orchards of fruit trees and beyond the plain the mountains were brown and bare. There was fighting in the mountains and at night we could see the flashes from the artillery. In the dark it was like summer lightning, but the nights were cool and there was not the feeling of a storm coming.

Sometimes in the dark we heard the troops marching under the window and guns going past pulled by motor-tractors. There was much traffic at night and many mules on the roads with boxes of ammunition on each side of their pack-saddles and gray motor trucks that carried men, and other trucks with loads covered with canvas that moved slower in the traffic. There were big guns too that passed in the day drawn by tractors, the long barrels of the guns covered with green branches and green leafy branches and vines laid over the tractors. To the north we could look across a valley and see a forest of chestnut trees and behind it another mountain on this side of the river. There was fighting for that mountain too, but it was not successful, and in the fall when the rains came the leaves all fell from the chestnut trees and the branches were bare and the trunks black with rain. The vineyards were thin and bare-branched too and all the country wet and brown and dead with the autumn. There were mists over the river and clouds on the mountain and the trucks splashed mud on the road and the troops were muddy and wet in their capes; their rifles were wet and under their capes the two leather cartridge-boxes on the front of the belts, gray leather boxes heavy with the packs of clips of thin, long 6.5 mm. cartridges, bulged forward under the capes so that the men, passing on the road, marched as though they were six months gone with child.

There were small gray motor cars that passed going very fast; usually there was an officer on the seat with the driver and more officers in the back seat. They splashed more mud than the camions even and if one of the officers in the back was very small and sitting between two generals, he himself so small that you could not see his face but only the top of his cap and his narrow back, and if the car went especially fast it was probably the King. He lived in Udine and came out in this way nearly every day to see how things were going, and things went very badly.

At the start of the winter came the permanent rain and with the rain came the cholera. But it was checked and in the end only seven thousand died of it in the army.” (Ernest Hemingway: A Farewell to Arms.)

 

Irritationer 1

Læser Iliaden i Dues oversættelse og selvom jeg sagtens kan respektere det mægtige projekt som Due har haft gang i, er jeg bestemt ikke altid begejstret for Dues fordanskning.  I X er Dolon taget til fange af Odysseus og han frygter for sit liv på en knap så mandig facon. Derfor:

Dette var svaret han fik af den snildt forslagne Odysseus:
“Op med humøret! Lad ikke din tanke besætte af døden!”

 

Her ville jeg gerne have gengivet hvad Homer selv skrev, men enten WordPress eller Firefox synes desværre ikke at ville som jeg vil udi det græske, så jeg dropper lige sammenligningen med originalen og fortsætter på dansk.

Kan man forestille sig Odysseus sige “Op med humøret!” til en mand der skal henrettes? Er det ikke bare for moderne, for plat og teenage-agtigt?

Wilster skriver:

“Fat kun Mod! lad Døden dog ei omsvæve din Tanke!”

og den sprogligt kompetente – men vistnok i akademiske kredse ret ildesete – Gelsted skriver:

“Fat mod,” sagde Odysseus, “og tænk ikke på døden!”

Kunne man acceptere et “tag dig sammen”? Det ville trods alt ikke være helt ude af trit med situationen, men hvad er der galt med “fat mod”? Spørgsmålet er om “mod” er et så umoderne ord at Due viger tilbage for at bruge det. Man skal jo ikke støde sine læsere, ved at minde dem om noget de ikke har (begreb om). Men hvis ikke den moderne læser fatter det udtryk, hvad skal han så stille op med “den snildt forslagne Odysseus”?

To sider længere fremme møder Dolon i øvrigt sit endeligt:

“Men Dolon forsøgte at række
hånden op til hans hage i bøn. Da slog han ham sværdet
lige tværs over nakken og overskar begge dens sener.
Stemmen sad fast i hans mund da hans hoved rulled i støvet.”
– Il. X 454-457

Dette er en af mine favoritpassager i Iliaden, men jeg foretrækker den så afgjort hos Wilster:

Just vilde nu hiin med sin Haand hans hage berøre,
Bønlig om Livet at trygle, da svang Diomedes sit Slagsværd,
Hug ham tværs over Halsen, og kløvede begge dens Sener;
Ordet var end i hans Mund, da Hovedet rulled i Støvet.

Men for nu at blive ved Due. Han svinger mellem det meget moderne, grænsende til det platte og ord som garanteret de fleste moderne læsere aldrig har hørt før. Ikke at det sidste i sig selv er nogen anklage, men den manglende konsekvens er. Har man undertiden på fornemmelsen at et udtryk er undgået, for ikke at ligne Wilster? (Stemmen sad fast i hans mund…)

Jeg kan ikke kapere at “gi”, “la” og “be” anvendes side om side med “sorrigfuld”, “voldte ham uliv”, “sad i sin pudsede fading” og “han vog deres drot”. (Il. XVI – Due)

Også i “Hektor, la vær med at slås med Achilles alene fra nu af.”  (XX. 376), lyder “la vær” som noget min fireårige datter ville sige.

Afslutningen lyder his Wilster:

“Således stedtes til Jorde den hestebetvingende Hektor.”

og den hedder hos Due:

“Det var den grav som de grov den hestebetvingende Hektor.”

I ODS hedder det om at grave:  gravede ell. (nu kun poet., arkais. ell. dial.) grov og så er det jo heller ikke let at være oversætter, for det er vist længe siden poeter har brugt “grov” og den grav som de grov” giver en – forhåbendtlig utilsigtet – humoristisk effekt.

Due har allerede revideret en af sine oversættelser (Ovids Metamorfoser) og genudgivet den og nu kommer også Aneiden i en ny udgave. Måske han bare skulle tage sig lidt bedre tid og gøre sig lidt mere umage; han var nok på sigt bedre tjent med at være kendt for en enkelt god oversættelse end en hel serie som en eller anden alligevel ser sig nødsaget til at gøre om inden for hans egen levetid.