Den eneste sande magt – I

“You can never underestimate
the stupidity of the general public.”(*)

I søndags kunne nyhederne på DR bringe et interview med en morder. Søndag aften i bedste sendetid kunne man få svar på spørgsmålet: “Hvordan føles det?” og andet fra en der havde voldtaget og tortureret en gymnasiepige. Det spektakulære var ikke at manden var morder, det var heller den kendsgerning at han rent faktisk faktisk var død (han var blevet skudt en lille time tidligere), men derimod at han slet ikke eksisterede.

Endnu en fiktiv person (En anden er her.) fandt på forunderlig vis vej til nyhedsmedierne på en plads så prominent, at den nok i virkeligheden ikke tilkom ham. Al mulig respekt for Nikolaj Kopernikus, der sikkert er en glimrende skuespiller, men Vagn (som han portrætterede i krimi-misfosteret “Forbrydelsen”) fortjener givetvis ikke opmærksomheden. Jeg vil vælge at kalde det et symptom at flertallet af danskerne kaster deres opmærksomhed på en krimiserie, der i sin måde at trække intrigen i langdrag((Jeg støtter mig her på andres vurdering, da jeg ikke selv har set mere end få afsnit.)), minder forskrækkeligt meget om anderledes lavbudgets amerikanske formiddagsserier.

Mencken sagde det og i sidste uge blev det vel endnu engang bekræftet at flertallet ikke har nogen smag overhovedet, da resultatet af en dansekonkurrence ramte forsiden af flere seriøse aviser. Sikken en magt der tilkommer redaktører på de landsdækkende tv-stationer; ikke bare kan de bestemme en times livsindhold for et par millioner danskere, men de kan også sætte deres historier på forsiden af selv seriøse aviser.

Interessant og bedrøveligt på en gang. For det er jo ikke sådan at mere end en million danskere interesserer sig en døjt for dans. Hvis det var tilfældet ville dans have overtaget fodbolds plads i sendefladen for længst og det gør det jo ikke. Ikke desto mindre kan det snildt bruges som tidsfylde (ikke at forveksle med livsfylde) for gennemsnitsdanskeren, blot det figurerer på TV på det rigtige tidspunkt og så kan manden på gaden snakke om det dagene efter på arbejdspladser og plejehjem og diskutere hvem der har vundet eller skulle have vundet osv. Man vil måske oven i købet se en øget søgning til danseskoler i en periode, men så stikker det vist heller ikke dybere. Danskerne interesserer sig heller ikke specielt for opera, men det forhindrer ikke en lavkomisk mandsling i at optræde som operasanger og bliver interviewet som sådan i TV fuldt seriøst, (wiki: “Potts first sang opera in 1999 in a karaoke competition, dressed as Pavarotti …” og så er alt vist sagt!) mens mange uendelige meget dygtigere operasangere ikke kan påkalde sig den ringeste opmærksomhed fra medierne.

Sikken en magt deri at kunne planlægge et tv-program og dermed bestemme hvad danskerne taler om i morgen! Tænk om magten i stedet blev brugt til at viderebringe danskerne noget med substans, noget væsentligt eller ligefem noget belærende! Som min yndlingslatinlærer siger: “Geistige Anspannung kann eine Freude sein …”(**), men jeg er dog ikke mere naiv end at jeg godt ved at det nok ikke gælder alle – og det var da heller ikke mit mål med dette indlæg at foreslå at erstatte lørdagsunderholdningen med noget andet. Næh, mine tanker går i en helt anden retning.

fortsættes …

___________
(*) Citat: Vistnok Scott Adams (Dilbert). Mencken sagde: “Nobody ever went broke underestimating the taste of the American public,” og det er strengt taget mere præcist til vores formål, men nu er vi jo ikke amerikanere!
(**) Werner Eisenhut: Die Lateinische Sprache, München 1989.