Sandhedens evige kilde

T.S._Eliot_1923“So long … as we consider finance, industry, trade, agriculture merely as competing interests to be reconciled from time to time as best they may, so long as we consider “education” as a good in itself of which everyone has a right to the utmost, without any ideal of the good life for society or for the individual, we shall move from one uneasy compromise to another. To the quick and simple organization of society for ends which, being only material and worldly, must be as ephemeral as worldly success, there is only one alternative. As political philosophy derives its sanction from ethics, and ethics from the truth of religion, it is only by returning to the eternal source of truth that we can hope for any social organization which will not, to its ultimate destruction, ignore some essential aspect of reality. The term “democracy,” as I have said again and again, does not contain enough positive content to stand alone against the forces that you dislike––it can easily be transformed by them. If you will not have God (and He is a jealous God) you should pay your respects to Hitler or Stalin.”

Således skrev T.S. Eliot i The Idea of a Christian Society og Richard Dawkins uddybede pointen med “a jealous God” omkring 70 år senere:

“The God of the Old Testament is arguably the most unpleasant character in all fiction: jealous and proud of it; a petty, unjust, unforgiving control-freak; a vindictive, bloodthirsty ethnic cleanser; a misogynistic, homophobic, racist, infanticidal, genocidal, filicidal, pestilential, megalomaniacal, sadomasochistic, capriciously malevolent bully.”

Ordene stammer oprindeligt fra The God Delusion, men citeres ofte af Dawkins selv, som f. eks. i The God Delusion Public Lecture

Er der en pointe her? Noget i retning af at den ene type af blodtørstig etnisk udrenser ikke skulle være at foretrække frem for den anden? Egentlig ikke, for der er selvfølgelig afgørende forskelle. Dawkins er en fornøjelse at lytte til når han irettesætter og formaner og belærer kreationistiske tosser om hvad videnskab og videnskabelighed er, selvom hans kategoriske afvisning af religionen og enhver forestilling om Gud i den grad er forfejlet og enfoldig. På trods er det alligevel svært ikke at foretrække forestillingen om den Gud som Dawkins beskriver, frem for den flegmatiske Gud som moderne teologer synes at tilbede og som vist ikke laver andet end at bære over med mennesket ved at udvise barmhjertighed og godhed og langmodighed. Næh, forman os i stedet om at “there’s hell, there’s darkness, there’s the sulphurous pit; burning, scalding, stench, consumption”. (King Lear, sjette akt, sc 6)

Litteratur II (igen)

(fortsat)

Jeg har modtaget en kommentar fra Erwin Neutzsky-Wullf, vedrørende den kommentar til hans “Menneskets afvikling” jeg postede for en måneds tid siden.  I sin bog skriver Neutzsky-Wulff om Hitler:

Så blev han kunstmaler alligevel – det vil sige, han kopierede postkort og solgte dem til turister, der syntes, det lignede, når han han ikke hang ud på værtshuse og diskuterede den jødisk dominerede kunstverden. Kort for krigsudbruddet læste han Martin Luthers “Von den Jüden und ihren Lügen”.

Det var en åbenbaring for ham. I et blændende glimt forstod han, hvordan ikke blot han selv, men det arbejdende folk blev holdt nede af dette fremmedelement.

Hvortil jeg bemærkede:

At Hitler skulle have læst Luthers “Von den Jüden und ihren Lügen” kort før første verdenskrig (endsige at han skulle have haft en åbenbaring derved) findes der vist ikke noget belæg for at påstå…

Som kommentar hertil bringer Neutzsky-Wulff følgende, som vist skal betragtes som en art bevis:

“Luther war ein großer Mann, ein Riese. Mit einem Ruck durchbrach er die Dämmerung, sah den Juden, wie wir ihn erst heute zu sehen beginnen” (Dietrich Eckart, Zwiegespräche zwischen Adolf Hitler und mir, München 1924, S. 34).

Nu har jeg ikke påstået at Hitler ikke kendte til Luther, men blot, som man kan se ovenfor, at der ikke er noget belæg for at hævde at hadet til jøderne skulle være kommet til Hitler som en åbenbaring fra Luther og da slet ikke så tidligt som kort før krigen. Her er vi vist ovre i den rene fiktion.

Eckarts bog er, uanset hvor interessant den ellers måtte være, ikke meget bevendt som historisk kilde. Den er samlet posthumt af Eckarts notater fra samtaler med Hitler og det er meget svært at vide hvor Eckart slutter og Hitler begynder. Langt større indflydelse på Hitler havde i øvrigt Eckart selv – anden del af Mein Kampf er dedikeret til ham.

Årsagerne til Hitlers had til jøderne kan ikke uden videre reduceres til en enkelt udløsende faktor, som Neutzsky-Wulff forsøger, og skylden kan derfor heller ikke – hvor godt det end måtte passe i forfatterens kram – placeres hos en enkelt historisk person. Antisemitisme var ikke noget ukendt fænomen på den tid og de mulige påvirkninger (fra personer og begivenheder) er mange. Faktisk er spørgsmålet om årsagerne til Hitlers jødehad noget som stadig diskuteres (Et enkelt eksempel her.) blandt alverdens historikere – eller i hvert fald de af dem som ikke har læst Neutzsky-Wulff.