Hetz

Som afgående formand for en afdeling under Fyns almennyttige Boligselskab var jeg torsdag efter til beboermøde, hvor eneste indkomne forslag var stillet af boligselskabet og det lød således: “Der stilles forslag om, at afdelingens vedligeholdelsesreglement  ændres, således at nikotinskader i lejemålet betragtes som misligholdelse. etc …

Nu er det ikke særligt mange år siden at rygning var en accepteret social adfærd på lige fod med alkoholindtagelse og helt normal adfærd ved sociale sammenkomster. Men kender man menneskets undertiden pøbelagtige adfærd ved man også at stemningen kan skifte lynhurtigt og at det der i går var normal adfærd, i morgen kan være moralsk dybt forkasteligt. Men alligevel kan man undertiden blive slemt overrasket: Efter forskellige indvendinger mod ovenstående forslag, bl. a. fra undertegnede (ellers fanatiske ikke-ryger) omkring det betænkelige i den hetz rygere efterhånden udsættes for, tog boligselskabets repræsentant (inspektøren!) ordet og sammenlignede rygning i eget hjem og de nikotinskader (på vægge og lofter og som skal evt skal overmales ved fraflytning) med at have en hund og lade den besørge på gulvet i lejligheden!

Så vidt er det kommet, kære rygere, og jeres sociale deroute kommer fremover til ingen ende at tage. Rygning er nu i visse hellige kredse lige så uacceptabelt som at tisse på gulvet! I har min dybeste og oprigtigste medfølelse.