Nåde!

En kuriøs detalje fra en historie i BT, som med vanlig formiddagsbladstone kan fortælle om at Gaddafis kvindelige yndlingsbøddel er anholdt, (b.dk har samme historie) og bringer følgende historie om præcis hvor grusom denne arabiske Ilse er:

“Huda ben Amer nåede i 1984 at gøre sig så bemærket ved en offentlig henrettelse, at hun med det samme kom ind i Muammar Gaddafis inderkreds.

Den dødsdømte var 30-årig student, Shuwedi, der blev anklaget for regeringsfjendtlige handlinger og som i fuld offentlighed skulle henrettes på Benghazis stadion.

Her stod Shuwedi med bagbundne hænder under galgen, mens anklagerne mod ham blev læst op. Kort efter var Huda ben Amer med til at sparke stolen væk under den 30 årige student på skafottet, men da han var for lang tid om at dø og hans ben blev ved med at spjætte, gik Huda ben Amer til de fremmødtes rædsel resolut hen og trak i dem for at gøre en ende på hans liv.”

At trække i den hængtes ben er en nådeshandling, der medvirker til en hurtig død, frem for en langsom op pineful kvælningsdød.

“Den ældste form [for hængning], hvor offeret steg op på en stige med løkken om halsen, hvorefter stigen blev slået væk, blev endnu i 1752 anvendt ved en hængning i Oxford, men ellers var den mest almindelige form, at den dømte stod på en kærre, der så blev trukket væk under ham. Det var ikke særligt effektivt, faldet var kun ganske kort, og uden den mulighed for at hoppe ind i døden og dermed brække halsen, som stigen gav. Det var derfor også almindeligt, at enten bøddelen eller venner og bekendte sprang til og trak ned i den dømtes ben, for at gøre en ende på kvælningens pinsler.” (Inga Floto: Dødstraffens kulturhistorie. Ritualer og metoder 1600-2000. Museum Tusculanums Forlag, København 2001)

At der ikke er nogen helt simpel kunst at hænge en mand ordentligt, hænger sammen med at hvis faldet er for kort, indtræder døden ikke øjeblikkeligt og er det for langt, bliver hovedet revet af i faldet (hvilket f. eks. skete ved henrettelsen af Saddam Husseins halvbror Barzan Ibrahim al-Tikriti i 2007)) og sådan noget regnes for uværdigt og uæstetisk, men det er den henrettede jo nok egentlig ligeglad med.

__________
Inga Floto: Dødstraffens kulturhistorie. Ritualer og metoder 1600-2000. Museum Tusculanums Forlag, København 2001