Lorteliv!

At jeg stadig kan forbløffes over hvad mennesker er i stand til er forbløffende, men det var ikke desto mindre tilfældet kort før nytår, da jeg kunne læse om en ny tendens: at handicappede og/eller deres forældre sagsøger, eller ønsker at sagsøge, læger, for at få erstatning for at være født ind i et dårligt liv.

Problemet opstår hvis læger overser eller fejlvurderer symptomer eller årsager som fører til at der fødes et barn med et seriøst handicap. Formanden for Landsforeningen LEV Sytter Kristensen har oplevet at “et vredt og fortvivlet forældrepar ringer. De har fået et barn med Downs syndrom, som de ville have aborteret, hvis lægerne havde set tegnene. Men det gjorde lægerne ikke, og nu vil forældrene kompenseres.” (etik.dk d. 30/12 2012)

“For ulejligheden”, fristes man til at tilføje.

En artikel fra Sydney Morning Herald d. 3/5 2004 sætter sagen lidt mere på spidsen:

“Last week’s 2-1 decision of the NSW Court of Appeal to reject the medical negligence claim of two severely disabled children is a backwards step in the fight for the rights of the disabled.

The two children, Alexia Harriton and Keeden Waller, will never be able to work and will need 24-hour care for the rest of their lives. They would not be in this situation were it not for the negligence of doctors – which has been admitted for the purposes of the legal argument.

But if it were not for the doctors’ negligence the children would not “be” at all. And that is the problem.”

… mens man i Israel er man lidt foran:

“While similar lawsuits in the United States and Canada are often brought by the parents of disabled children, it is common in Israel for the children themselves to demand compensation for the fact that they were not killed in-utero.” (www.lifesitenews.com, 10/11 2011)

Påstanden er grundlæggende absurd. Forlange erstatning for en fejl, som, hvis den ikke var blevet begået, ville have medført at man ikke eksisterede. Hvis selve tilværelsen er så stort et problem, at man skal kompenseres for at være påtvunget den, kan naturligvis intet der er en del af denne tilværelse være tilstrækkelig erstatning, da denne samtidig ville være en del af problemet. Penge er ikke og kan aldrig være en erstatning for selve det at være født. Løsningen på det problem er en anden og ganske enkel. Man kan hoppe ud fra en bro eller et højhus eller man kan lægge sig på togskinner og vente på, at udfrielsen fra de lidelser selve livet har påført en, skal ankomme så regelmæssigt som DSBs køreplan.

Omvendt rejser dette nogle ganske interessante spørgsmål. For eksempel kunne man med rette spørge, nu hvor nogle svært handicappede og deres pårørende åbent indrømmer at deres liv er noget lort, om man stadig skal kaste betydelige mængder af godt liv efter dårligt liv. Som i det australske tilfælde hvor de implicerede har brug for 24-timers pleje resten af livet. Skal man ofre disse ressourcer på en tilværelse, som det ikke er værd at leve? Skal vi omsider gøre op med den socialdemokratiske forestilling om at alle kan have et godt liv?

Tidligere sundhedsminister, tidligere formand for Det Centrale Handicapråd og nuværende næstformand i Det Etiske Råd Ester Larsen:

“Hvis retssagerne kommer til Danmark, vil det være udtryk for et meget materialistisk menneskesyn, hvor selve livet kan veksles til kontanter.” (etik.dk, d. 30/12 2012)

Spørgsmålet er, om ikke dette menneskesyn er en vi selv har skabt gennem årtiers forsøg på at afhjælpe og kompensere handicappede på enhver tænkelig måde. Ikke bare kunne det tidligere vække enorm foragelse hvis man byggede en offentlig bygning uden passende mulighed for adgang for folk i kørestol (hvilket formodentlig er en rimelig foranstaltning), men fuldstændig latterligt er det såkaldte Handicap OL, eller Paralympics, hvor man kan se et-benede dværge konkurrere i højdespring og boldspil for blinde! Det kan godt være at det er sjovt for blinde mennesker at tumle rundt på gulvet i forsøget på at få fat i en bold fyldt med bjælder, men særligt værdigt er det ikke og at foregøgle nogen at det (eller nogen som helst anden handicapsport) har noget olympisk disciplin over sig, er jo absurd.

Pointen burde være indlysende. Hvis du til stadighed, i et velmenende forsøg på at kompensere for medfødte defekter, tildeler mennesker rettigheder langt ud over hvad deres eksistens kan berettige til og i sidste ende dermed overkompenserer for deres medfødte mangler i en sådan grad at de f. eks. bliver Olympiske Sportsfolk selvom de efter enhver normal målestok er fysisk defekte, vil der jo til sidst ikke være noget som helst filter, som fortæller disse mennesker hvor grænsen går. Hvorfor nøjes med at blive kompenseret for livets små uretfærdigheder? Hvorfor ikke også forlange kompensation for den helt store, nemlig selve det at være født ind i en defekt eksistens?

Svaret er: Fordi du ender med at ligne en total idiot i alle andres øjne end dine egne! Det er   knap en menneskealder siden at man i en større europæisk kulturnation besluttede sig for at befri den menneskelige genpulje fra påvirkningen fra ethvert mere eller mindre defekt individ. Siden da har handicappede opnået så uhyggeligt meget med hensyn til at rettigheder, at det kunne forekomme som lidt af et selvmål igen at spille kortet om et uværdigt eller værdiløst liv. Og så for ussel mammon! Med mindre man selvfølgelig mener det seriøst, at livet som handicappet virkelig er et lorteliv. Men så skal resten af samfundet til at ændre sin opfattelse af handicap og handicappede endnu en gang. Spørgsmålet er om nogen seriøst tør åbne den dør?

Værdi og Nytte

“Men handikaporganisationer konfronterer os med internationale konventioner om, at handikappede så vidt muligt skal kompenseres, så de ligestilles med andre borgere. Men jeg spørger så, om de skal kompenseres for alt? Handikapområdet stiger så meget, at vi må tage pengene fra folkeskolen og de ældre.

[…]

Er det tabu at sige, at hvis det koster en kommune 10-15 ansatte og over 5 millioner kroner om året at passe en voldsomt udadreagerende borger, kunne man overveje mere beroligende medicin?”

Udtaler Ikast-Brande borgmester, Carsten Kissmeyer (V) i Politiken i dag. Seneca perspektiverer:

“liberos, si debiles monstrosique editi sunt, mergimus; nec ira sed ratio est a sanis inutilia secernere.” (De Ira I 15,2)

__________
Milliadindgreb mod handicappede. Politiken, d. 4/4 2011

Handicappet I

‘handicap et, – (-s) (eng., af hand in cap hånd i hue, gl. lodtrækningsspil) konkurrence hvor de svagere deltagere får fordele (forspring), evt. de dygtige hæmmes; ugunstig stilling, hindring, mangel, (legems-)defekt; ‘handicappe stille ugunstigt; ‘handicappet funktionshæmmet. [Gyld. Fremmedordbog, 11. udg.]

Er der nogen der ikke ved hvad det ord betyder? Tilsyneladende:

“Med Biblen i hånden kommer præsten Søren Krarup ind i Folketinget og sammenligner bøsser med handicappede,” [LYDKLIP]

sagde Elsebeth Gerner Nielsen MF (R) med skælvende stemme i “Debatten” på DR2, torsdag d. 3. maj kl 20:00. Debatten handlede om en i grunden ubetydelig beklædningsgenstand, i øvrigt en for danske kvinder af min farmors generation ganske ordinær fortrinsvis udendørs påklædningsgenstand, som har fået en frygtelig masse opmærksomhed på det seneste på hovedet af nyere generationer af kvinder af primært ikke-dansk oprindelse, men det er uvedkommende i denne sammenhæng.

Hvad der er interessant er mængden af fejl i Gerners udtalelse, der viser hvor galt det går når man udtaler sig udfra fordomme i stedet for fakta.

For det første sammenligner Krarup ikke bøsser med handicappede; han siger at de er handicappede.
(Han sammenligner det muslimske tørklæde med nazismens hagekors, men det er en helt anden historie – som jeg nok skal vende tilbage til.) Desuden bruger Krarup slet ikke ordet bøsser, han kalder dem homoseksuelle.

Men lad os da bare sammenligne betydningen af ordet handicappet som det fremgår af fremmedordbogen:

et handicap: ugunstig stilling, hindring, mangel; (legems)defekt.
handicappet: funktionshæmmet.

med den hvad Krarup i virkeligheden sagde:

»Homoseksuelle er handikappede, fordi de ikke kan opfylde betingelserne for et ægteskab og skabe en familie. Derfor kan de heller ikke forlange at blive ligestillet på det område.«

At være homoseksuel kan vist på ingen måde siges at være normalt, da det er en tilstand (psykisk eller fysisk) der er direkte kontraproduktiv i forhold til formålet med den menneskelige seksualitet, nemlig forplantning. At være homoseksuel er i en vis forstand at være funktionshæmmet i og med at man som homoseksuel er i en ugunstig stilling mht at få børn. Man har et handicap. Homoseksualitet som norm ville enddog også placere menneskeracen i en ugunstig stilling: for var homoseksualitet normen, ville menneskeracen formodentlig uddø.

Hvad man til gengæld kan sige er at det tilsyneladende er normalt at der findes homoseksuelle; fænomenet går også igen hos adskillige dyrearter.

Hvilken rolle spiller så dette? Ikke nødvendigvis nogen, medmindre man mener at der bør diskrimineres på det grundlag og det er vist, i hvertfald i vores del af verden, noget der er gået af mode. Problemet er bare dette at der findes politikere (og andre) med en sådan berøringsangst overfor minoriteter at de dog hellere vil fornægte sandheden in extremis end at skulle rumme dikotomier som at nok er mennesker forskellige (in casu: homoseksualitet er ikke normalt) men at det ikke betyder at der skal diskrimineres på det grundlag.

Resultatet er at det er blevet politisk ukorrekt at tale deskriptivt om disse minoriteter (se også: Lone Frank: Homofår, WA Ideer, d. 30/3 2007), i og med at man strækker det rimelige “man skal ikke diskriminere (religiøse og seksuelle) minoriteter” til det urimelige “man skal slet ikke diskutere disse minoriteters evt. problemer” fordi man frygter at en sådan diskussion er en diskrimination i sig selv. Det er den naturligvis ikke.

Spørgsmålet er så om (de indbildt farlige) sandheder forsvinder af sig selv, hvis man tier dem ihjel eller om resultatet er at man blot holder sig selv for nar?

fortsættes …