Eventyret i den fremmede Stad

Friedrich von Amerling: Oehlenschläger (1844)
Adam Oehlenschläger (1844)

Hvad pokker skulle man bruge sådan en tirsdag aften i januar på, om ikke i selskab med Adam Oehlenschläger (1779-1850), en flaske whisky og Eventyret i den fremmede Stad? Når man nu på tredje år ikke ejer et tv og er desto lykkeligere derved, kan man passende hengive sig til fortidens dramaer og nyde denne romance af vores nationaldigter, som på mindre end hundrede vers præsenterer os for intet mindre end tre forliste kærligheder og to drab og hensigten om et tredje, altsammen iscenesat i en fremmed og formodentlig sydlansk stad. En munter lille tragedie i kortform, som ellers ikke helt passer ind i vores kategori sjov med meningsløs vold, eftersom forløbet giver ganske god mening i al sin dramatiske udfoldelse.

Og som jeg nu hen ad Gaden gik
I den fremmede Stad,
Da faldt paa en Møe mit speidende Blik;
Hun i Vinduet sad.

Jeg stod, og glemte at vandre hiem,
Saa elskovsvarm.
Over smekkre Midie svulmede frem
Den unge Barm.

Hendes Øine var store, hendes Hænder var smaae,
Hun var saa rank,
Bort skulde jeg gaae, men jeg kunde ey gaae.
Hendes Øye sank.

Hver Dag jeg hen forbi Vinduet gik
I den fremmede Stad;
Hun skienkte mig altid et venligt Blik,
Før vi skiltes ad.

Min Cithar under Vinduet klang,
Var Natten smuk;
Hun lønned altid min Elskovssang
Med et sagte Suk.

En Midnat smelted den Huldes Aand,
Da Cithren lød.
Hun rakte mig kierligt sin Lilliehaand,
Den var saa blød.

En Rose jeg trykte i sneehvide Hud,
Med brændende Mund.
Hun smilte og saae saa venligt ud,
Saa bortsvandt hun.

Tungsindig tit forbi speilklare Søe
Jeg tog min Vey,
Ukiendt med Hver, selv den elskede Møe
Jeg kiendte ey.

Jeg gik i Nætter og Dage tree,
I den fremmede Stad;
Men ey længer jeg fik den Elskte at see,
Skiønt jeg sang og bad.

Den tredie Dag derhen jeg gik,
Med tunge Skridt,
Da standsed i Vindvet mit matte Blik
Paa noget Hvidt.

O da hæved sig atter saa glad, saa glad,
Mit Hierte trangt;
Men ak! det var ikke min Møe, der sad,
Men et Klæde langt.

Jeg gik i Nætter og Dage tree
I den fremmede Stad;
Men ey længer jeg fik den Elskte at see,
Skiønt jeg sang og bad.

Den tredie Nat derfra jeg gik,
Og vilde bort;
Da standsed i Porten mit matte Blik
Paa noget Sort.

Jeg hylled mig ind i min lange Talar
Med forvirret Sands.
En Liigkiste ud af Palladset man bar
Med en Jomfruekrands.

Jeg sneg mig bagefter i Fakkelskin,
Med den lange Rad.
I en Kirke de satte Kisten ind,
Og skiltes ad.

Taus skiulte jeg mig i et Pulpitur,
Saa kold og bleg;
Giennem Blyevindvet saae jeg, i sorte Natur,
Blodmaanen steeg.

Da vilde jeg rave til Kisten hen,
Som for Altret stod;
Men jeg hørte Noget at rasle igien.
Iis blev mit Blod.

Og grant jeg en Yngling ved Kisten saae,
Bleg som en Aand.
Den duftende Krands han stirrede paa
Med en Dolk i Haand.

“Dig har jeg nu givet til Døden hen,
Troeløse Møe!
I Morgen din ukiendte, fremmede Ven
Skal ogsaa døe.”

Da sneg jeg mig bag ham med harmfuld Aand,
Med Hævnens Lyst;
Og vristed ham Dolken af skielvende Haand.
Den fandt hans Bryst!

Rødt strømmed hans Blod som en skummende Elv
Over Kisten lang.
Da tonede Orglet af sig selv
En Sørgeklang.

Jeg raved til Døren med selsomt Mod,
Slukt var mit Had.
Inden Hanegal jeg atter forlod
Den fremmede Stad.

Kun syv år efter digterens død kastede gribbene … skrev Liebenberg om digterens hang til at finpudse detaljer i sine værker og gav samtidig en version af ovenstående digt, som slutter således:

Jeg raved til Dören med bange Mod
Kun lidet Glad
Inden Hanegal jeg atter forlod
Den fremmede Stad.

F. L. Liebenberg: Nogle Bemærkninger Om Textcritiken i Oehlenschlägers Skrifter, Nordisk Universitets-Tidsskrift vol. 3.1 s.191-218. (Ill. nedenfor via runeberg.org)

… og han konstaterer lærd og tørt, at “Mange ville i sidste Strophe maaske nödigt savne den Læsemaade, som de fra “Poetiske Skrifter” eller senere Udgaver ere vante til, Slukt var mit Had, uagtet den ikke kan kaldes god, da der i Romancen kun har været Tale om Kærlighed, Skinsyge og Hævn, men ikke om Had.”

“Mange” må så være det brede publikum, som selvfølgelig ikke sætter pris på de finere detaljer, men man kan nu godt indvende, at hvor kærlighed og skinsyge er følelser, er hævnen den handling, eller trang til at handle, som udspringer af følelsen af had, som i øvrigt kan balanceres så smukt, når man også bærer i sig hævnens lyst.

Ekstrem ekstremisme.

Henrik Soloy er en mand med samvittighed. Han er også – nu – tidligere medlem af  af Dansk Folkeparti, for han har fået nok og meddeler ifølge Politiken (DF’er går i protest mod parabolforbud, Politiken d. 1/11 2010) at “Dansk Folkeparti er blevet for ekstremt, for fremmedhadsk og for udemokratisk”, og det gør han som en følge af Pia Kjærsgaards forslag om at forbyde paraboler og arabiske nyhedskanaler.

Politiken spørger: “Pia Kjærsgaard begrunder sit forslag med, at indvandrere, som udelukkende ser disse nyhedskabaler, ingen fælles referenceramme har med os andre, og derfor ikke vil integreres. Hvad mener du om det?”

Henrik Soloy svarer: “Det har hun ret i. Men forbud er ikke løsningen. Det svarer til at forbyde Vagttårnet, fordi man ikke kan lide, at Jehovas Vidner lever i deres egen verden. Det giver ingen mening. Vi har alle sammen lige ret til informationer.”

Undertegnede har formodentlig/forhåbentlig lige så lidt fælles referenceramme med Pia Kjærsgaard som omtalte parabolbrugere og det er da ganske sympatisk at Henrik Soloy anerkender individets ret til egen referenceramme. Men så rækker den heller ikke længere. Da Politiken spørger: “Kjærsgaard er samtidig inde på, at hun mener, at disse kanaler indpoder et had mod det vestlige samfund. Hvad mener du om det?” hopper kæden fuldstændig af for Hr. Soloy: “Vi kan ikke forbyde had. Skal vi så også forbyde AGF’s fodboldtilhængere – de bygger også på had. Det giver ingen mening.”

Her kan man vist roligt gå ud fra at Hr Soloy ikke deler referanceramme med fodboldfolket. Så titusind århusianere går hver anden uge til fodbold fordi de bygger på had? Det er vist ikke studenterhuen der trykker her og det bliver faktisk værre endnu:

Pol: “DF har før villet gribe ind i frihedsrettigheder ved for eksempel at foreslå forbud mod tørklæder. Hvorfor er det her særligt?”

Soloy: “Det her er et fundamentalt brud på ytringsfriheden og pressefriheden. Danmark er et af de lande i verden, der fik den første nedskrevne ytringsfrihed og pressefrihed. Det er grundlaget for vores demokrati – et system, som folk har kæmpet og er døde for.”

Pol: “Men at tage et tørklæde på er vel også en måde at ytre sig på?”

Soloy: “Det kan man sige. Folk må i princippet have den religion, de vil have, bare de beholder den derhjemme… Men vi skal for eksempel have nogle regler om, at folkeskolelærere ikke skal være tilslørede, man skal kunne se deres ansigt.”

Det er åbenbart svært at være medlem af Dansk Folkeparti og samtidig forholde sig objektivt til ytringsfriheden. Soloys holdning ligger temmelig tæt op af Pia Kjærsgaards holdning til ytringsfrihed, nemlig at andres ytringsfrihed bedst tolereres når den kun praktiseres derhjemme eller inden for en bestemt fælles referenceramme.

Men Soloy skal da have kredit for i det mindste at prøve: “Tonen er blevet generaliserende. Jeg bryder mig ikke om, at vi tillægger en hel befolkningsgruppe noget, som nogle få idioter har gjort.” og “Det har været nogle eksempler igennem årene. Jeg har taget afstand fra, at man sammenligner muslimer med kræftceller. Og Jesper Langballe, der siger, at alle muslimske mænd voldtager deres døtre. Den debatform fører ikke frem til nogen form for løsning.”

– o O o-

PS Efter ovenstående var skrevet skete der noget højst besynderligt, nemlig at Soloys udfald mod AGF’s fodboldtilhængereblev fjernet fra artiklen, så “Vi kan ikke forbyde had. Skal vi så også forbyde AGF’s fodboldtilhængere – de bygger også på had. Det giver ingen mening.” blev rettet til “Vi kan ikke forbyde had. Skal vi så også forbyde hadefulde fodboldtilhængere? Det giver ingen mening.” uden at det i øvrigt er angivet i artiklen at der er rettet i den. Spørgsmålet er hvem det er, om det er journalisten Per Thieman eller Henrik Soloy der har luftet en fordom mod AGF’s fodboldtilhængere og senere har fortrudt?