Eros ii

 Kaalund_HVAQVILINUS.

– Frydes ved din Skjønhed
og sige mandig Dig, foruden Omsvøb:
Jeg har Dig kjær!

FULVIA (undvigende).

Hvis jeg besidder Skjønhed,
som Du og Fler behage det at sige,
da – tro mig – selv jeg skatter den kun lidt;
den er forgjængelig, men Aanden lever,
kun den besejrer Tiden, kjender ej
til Alder eller Kjøn!

AQVILINUS.

Du glemmer der,
at selv hos de udødelige Guder
gjør Kjønnet Forskjel mellem Mand og Kvinde;
den høje Tordner Zevs har sin Gudinde.

FULVIA.

Ja han har mange flere, vil man sige,
og har, som vel Du véd, sin store Plage,
thi Hera skal jo være meget skinsyg
og ofte kives med sin Ægtemage.

AQVILINUS.

Spøg ej med den guddommelige Ild,
men husk, at Eros’ Rige Alt omfatter:
Himmel og Jord!

FULVIA.

Ja, han gjør Mænd til Latter
og driver selv med Guderne sit Spil!

AQVILINUS.

Den, som kan trodse ham , er ikke til!

– H. V. Kaalund: Fulvia. Drama I Fem Akter. Kjøbenhavn, 1891