Sandhedens evige kilde

T.S._Eliot_1923“So long … as we consider finance, industry, trade, agriculture merely as competing interests to be reconciled from time to time as best they may, so long as we consider “education” as a good in itself of which everyone has a right to the utmost, without any ideal of the good life for society or for the individual, we shall move from one uneasy compromise to another. To the quick and simple organization of society for ends which, being only material and worldly, must be as ephemeral as worldly success, there is only one alternative. As political philosophy derives its sanction from ethics, and ethics from the truth of religion, it is only by returning to the eternal source of truth that we can hope for any social organization which will not, to its ultimate destruction, ignore some essential aspect of reality. The term “democracy,” as I have said again and again, does not contain enough positive content to stand alone against the forces that you dislike––it can easily be transformed by them. If you will not have God (and He is a jealous God) you should pay your respects to Hitler or Stalin.”

Således skrev T.S. Eliot i The Idea of a Christian Society og Richard Dawkins uddybede pointen med “a jealous God” omkring 70 år senere:

“The God of the Old Testament is arguably the most unpleasant character in all fiction: jealous and proud of it; a petty, unjust, unforgiving control-freak; a vindictive, bloodthirsty ethnic cleanser; a misogynistic, homophobic, racist, infanticidal, genocidal, filicidal, pestilential, megalomaniacal, sadomasochistic, capriciously malevolent bully.”

Ordene stammer oprindeligt fra The God Delusion, men citeres ofte af Dawkins selv, som f. eks. i The God Delusion Public Lecture

Er der en pointe her? Noget i retning af at den ene type af blodtørstig etnisk udrenser ikke skulle være at foretrække frem for den anden? Egentlig ikke, for der er selvfølgelig afgørende forskelle. Dawkins er en fornøjelse at lytte til når han irettesætter og formaner og belærer kreationistiske tosser om hvad videnskab og videnskabelighed er, selvom hans kategoriske afvisning af religionen og enhver forestilling om Gud i den grad er forfejlet og enfoldig. På trods er det alligevel svært ikke at foretrække forestillingen om den Gud som Dawkins beskriver, frem for den flegmatiske Gud som moderne teologer synes at tilbede og som vist ikke laver andet end at bære over med mennesket ved at udvise barmhjertighed og godhed og langmodighed. Næh, forman os i stedet om at “there’s hell, there’s darkness, there’s the sulphurous pit; burning, scalding, stench, consumption”. (King Lear, sjette akt, sc 6)

Der christliche Gottesbegriff

“Der christliche Gottesbegriff—Gott als Krankengott, Gott als Spinne, Gott als Geist—ist einer der korruptesten Gottesbegriffe, die auf Erden erreicht worden sind; er stellt vielleicht selbst den Pegel des Tiefstands in der absteigenden Entwicklung des Götter-Typus dar. Gott zum Widerspruch des Lebens abgeartet, statt dessen Verklärung und ewiges Ja zu sein! In Gott dem Leben, der Natur, dem Willen zum Leben die Feindschaft angesagt! Gott die Formel für jede Verleumdung des “Diesseits,” für jede Lüge vom “Jenseits”! In Gott das Nichts vergöttlicht, der Wille zum Nichts heilig gesprochen! …”

– Nietzsche

“The Christian concept of a god—the god as the patron of the sick, the god as a spinner of cobwebs, the god as a spirit—is one of the most corrupt concepts that has ever been set up in the world: it probably touches low–water mark in the ebbing evolution of the god–type. God degenerated into the contradiction of life. Instead of being its transfiguration and eternal Yea! In him war is declared on life, on nature, on the will to live! God becomes the formula for every slander upon the “here and now,” and for every lie about the “beyond”! In him nothingness is deified, and the will to nothingness is made holy!…”

– Nietzsche

Friedrich Nietzsche: Der Antichrist §18; orig. og i Menckens overs.

Steve Jobs døde af alternativ behandling

Overskriften er løftet direkte fra Ugeskrift for læger, som skriver “Jobs døde af kræft i bugspytkirtlen. De fleste former for kræft i bugspytkirtlen er aggressive og dødelige. Men Jobs var så ”heldig”, at han led af en sjælden, såkaldt ø-celle neuroendokrin tumor i bugspytkirtlen, som er relativt godartet, og hvor prognosen normalt – hvis den opereres i tide – er god.” og citerer derefter en artikel i Fortune:

”A Buddhist and vegetarian, the Apple CEO was skeptical of mainstream medicine. Jobs decided to employ alternative methods to treat his pancreatic cancer, hoping to avoid the operation through a special diet – a course of action that hasn’t been disclosed until now.

For nine months Jobs pursued this approach, as Apple’s board of directors and executive team secretly agonized over the situation …” (The trouble with Steve Jobs)

Hvis man kender min holdning til alle de typer af alternativ svindel som sælges under betegnelsen behandling, kan man nok regne ud hvad jeg kunne finde på at skrive her… så det undlader jeg bare at gøre, for nu ikke at komme til at fornærme en masse smarte menneskers meget moderne forstilling om Gud!

__________
Steve Jobs døde af alternativ behandling, Ugeskrift for Læger, d. 14/10 2011

Smid Gud i fængsel

Allan Lykke Jensen anklager, i en sag som i dag indledes ved Østre Landsret, Skandinavisk Tobakskompagni for at putte skjulte stoffer i cigaretterne, som øger afhængigheden og er decideret helbredsskadelige. (Ryger-Allan: Retssalen bliver et slagtehus.)

Allan har helbredsproblemer efter 50 års heftig rygning, hvilket selvfølgelig ikke er speceielt overraskende, men det er åbenbart, ifølge manden selv og lidt mere overraskende, heller ikke hans egen skyld, for han kunne jo ikke bare have ladet være med at ryge, vel? Derfor “vil [han] have tobaksgiganten dømt for at have holdt tobakkens skadevirkninger skjult for kunderne.”

I halvtres år har tobaksindustrien leveret de daglige fix, som Allan åbenbart havde brug for, for at have kontrol over sit liv, og nu, hvor han ikke længere ryger skal de levere den erstatning (eller i hvertfald retfærdiggørelse) han kan leve sit sit liv på efterfølgende.

– Hvis de bare havde oplyst os om det, så havde vi fået et valg. Så kunne vi have taget en beslutning med åbne øjne, om vi ville ryge eller ej. Det valg har vi ikke fået, siger Allan Lykke Jensen.

Jeg kan huske jeg i skolen, for mere end 30 år siden blev belært om hvor skadeligt rygning var, incl. dramatiske film som viste selve operationen hvor en ryger fik fjernet en lunge. Intet middel var tilsyneladende drastisk nok. Valget har således altid været der. Det er intet andet end en flugt fra ansvaret for sit eget liv, at skubbe muligheden for at have truffet de rigtige beslutninger foran sig, derude i den store grå zone af viden som man desværre ikke havde.

Den slags viden er der masser af og derfor overvejer jeg da også muligheden for at slæbe Gud (subsidiært Den danske Folkekirke) i retten, for Gud er jo som bekendt alvidende og almægtig og derfor, i følge Allans logik, klart skyldig i at tilbageholde oplysninger som kunne har hjulpet mig til at træffe klogere beslutningerne livet igennem. Jeg vil derfor – indledningsvist – lave en opgørelse over de økonomiske tab jeg har lidt, som følge af at Gud har tilbageholdt mig i en alt andet end informationsoptimeret tilstand gennem 40 år! Bered jer, Østre Landsret, den retssag bliver et rent slagtehus!

Forfølgernes død

Vi bevæger os hastigt væk fra politikens grænseland og tilbage til dengang hvor Gud stod klar til at gribe magten og nok vidste hvordan forfølgere af religiøse mindretal skulle straffes. Her Gaius Galerius Valerius Maximianus (ca. 260-311) romersk kejser og ihærdig forfølger af kristne i Lactantius’ beskrivelse:

Det var i Galerius’ attende regeringsår, at Gud ramte ham med en uhelbredelig sygdom. han fik et ondartet sår på undersiden af kønsorganerne, og det bredte sig videre. Lægerne skar i det og plejede ham; men da der allerede var dannet ar, brød såret op,, og han mistede så meget blod fra en bristet åre, at der var fare for hans liv. Med nød og næppe fik man dog standset. På ny måtte kuren begynde forfra, og omsider fik manigen dannet ar. Da brød såret atter op ved en let bevægelse af kroppen, og der løb endnu mere blod ud end første gang. Kejseren blev helt bleg, og hans kræfter var ved at svinde, inden man fik standset blodstrømmen. Nu virkede medicinen ikke mere på såret; kræften trængte ind i de nærmeste legemsdele, og jo mere man skar, desto mere bredte den sig; jo mere man plejede ham, des stærkere tog sygdommen til.

[…]

Berømte læger blev samlet fra alle kanter, men menneskehænder kunne intet udrette. Så tog man tilflugt til afguderne, bad til Apollo og Asclepius og anråbte om hjælp. Apollo anviste en kur, men den gjorde kun ondt værre. Nu var ødelæggelsen ikke langt borte, og den havde allerede bemægtiget sig hele underkroppen. Indvoldene rådnede, og sædet opløstes i ét væskende sår. Alligevel hørte de stakkels læger ikke op med at kurere på ham, skønt  uden håb om at få bugt med sygdommen. Da den blev trængt tilbage af deres medikamenter, bredte den sig indefter og angreb hans indre, og her opstod der orme. Stanken udbredte sig ikke blot i paladset, men i hele byen. Det var heller intet under, da hans afføring og urin allerede havde blandet deres udløb. hans krop blev ædt af orme og opløstes i råddenskab under frygtelige smerter.

“Gyseligt lød mod himmelen hans hvinende dødsskrig,
som når en tyr, hvem øksen har ramt, fra alteret flygter.” (Vergil: Æneiden II, 222ff)

Der blev lagt varme, kogte kødstykker på hans væskende sæde for at lokke ormene ud ved varmen. Da de blev fjernet, vrimlede en utallig sværm frem, men det var et langt større antal, der var blevet udklækket i hans rådnende indvolde. De forskellige dele af kroppen havde nu helt ændret udseende som følge af sygdommen. Overkrppen ned til såret var udtørret, og ved hans frygtelige magerhed var den gulblege hud dybt indfalden mellem knoglerne; underkroppen avr opsvulmet som en lædersæk, og fødderne var uformelige.

Alt dette stod på i et helt år, indtil han endelig var kuet af sygdommen og tvunget til at bekende Gud. Når der var et ophold i hans stadig fornyede pinsler, råbte han, at han ville genopføre Guds tempel og give erstatning for sin forbrydelse.

Lactantius: De Mortibus Persecutorum, 33
(da: Forfølgernes død. Oversat af Torben Damsholt. Munksgaard 1971. s. 60-61)

At Galerius således belært sadlede om og i Nicomedia i 311 udstedte det edikt som “i overensstemmelse med denne Vor tolerance skal de kristne bede til deres gud for Vor og statens og deres egen velfærd, for at staten overalt kan stå uantastet, og de selv kan leve trygt i deres hjem, (s. 62) skaffede ham dog ikke anden udfrielse end den døden kunne bringe: “Ved denne handling opnåede kejseren dog ikke Guds tilgivelse for sin forbrydelse; men få dage efter betroede han sin hustru og søn i Licinius’ hånd og døde af det frygtelige sår på et tidspunkt, da alle legemsdele allerede var i fuld opløsning.” (s. 62)

Irreducible kompleksiteter

Teorien om intelligent design er normalt ikke noget der optager mig synderligt (undtagen når jeg har lyst til en øl og ingen oplukker har ved hånden eller når jeg betragter Odense Banegård Center), men jeg så dog en udsendelse om, eller – om man vil – en gendrivelse af emnet på tv for nogle uger siden. Som med så meget på tv blev en kort historie fortalt meget langt, men jeg bed dog mærke i et begreb som creationisterne anvender som argument for deres sag: irreducible kompleksiteter.

En irreducibel kompleksitet er ifølge Michael Behe “a single system which is composed of several interacting parts that contribute to the basic function, and where the removal of any one of the parts causes the system to effectively cease functioning,” og forekomsten af sådanne indenfor biologien bruges af tilhængere af ID som argument at Darwin tog fejl og følgeligt for nødvendigheden af en intelligent designer. Hvilket selvfølgelig ikke holder, den kortslutning er en simpel argumentum ad ignorantiam; faktiske to varianter, nemlig a) når noget ikke er bevist, forklaret eller forstået, så må teorien bag det nødvendig vis være falsk eller forkert og b) når der tilsyneladende mangler beviser for at én teori, må en en anden anses for bevist.

Set fra en lidt anden vinkel forekommer det mig som en banalt eksempel på mangel på fantasi eller abstraktionsevne; man kan ikke forestille sig hvad evolutionen kan udvirke på millioner af arter gennem millioner af år. (hvad er der ikke sket med dansk malkekvæg gennem effektiv (ind)avl på få hundrede år.)

De eneste irrreducible kompleksiteter jeg kan komme i tanke om, udover Pluvianus Aegyptius trang til at lege med krokodiller (en historie som stammer fra Herodot (og i øvrigt vist er en skrøne): “Medens andre fugle og dyr undgår den, lever den på fredeligste fod med strandløberen, fordi den har gavn af den. Når krokodillen nemlig kommer op på land og slår gabet op, – dét plejer den for det meste at gøre mod vest, – så hopper strandløberen ind i gabet på den og sluger iglerne. Krokodillen er glad for at bliver hjulpet og gør ikke fuglen noget.” Herodot II,68) er lige præcis de værker som stammer fra beviseligt intelligent designere som Platon og Kierkegaard.

Lad den cirkelslutning være det sidste jeg har at sige om det emne, før en eller anden intellektuel dværg af Helge Sander-kaliber finder på at sætte det på pensum i folkeskolen.