Suk! (2)

Journalistisk leder man forgæves efter et bundniveau i dansk presse, seneste eksempel er Anne Lea Landsted, lektor i journalistik ved Syddansk Universitet, som lader forargelsen få frit løb i Politiken, underoverskriften Journalistlektor: Gaddafi blev offer for en bizar offentlig henrettelse, hvilket jo egentlig er rigtig nok, men fremstillingen af andre avisers behandling af sagen er nu nok alligevel temmelig hysterisk:

“Men hvad var formålet egentlig med at bringe de brutale billeder i bundter? Det fik vi ingen forklaring på, så jeg sad tilbage med en bizar fornemmelse af at være ført tilbage til 1700-tallets offentlige henrettelser.

Ren underholdning med en lille snert af ’det har han rigtig godt af’-følelse.

»Her bliver Gaddafi fanget af oprørerne«.

»Sidste video af Gaddafi i live«. »Se video af død Gaddafi«.

Jyllands-Posten lagde ikke fingrene imellem, da de smækkede hele serien på nettet uden uddybende forklaringer. Sensationelle overskrifter og billeder. Råt for usødet.” (via Politiken)

Her kunne vi passende tage en lang diskussion om hvorfor den slags billeder forarger. Først og fremmest hvorfor det forarger sammenlignet med alt det andet lort det vælter ud gennem både trykte og elektroniske medier, men måske især i forhold til hvad det egentlig er man ser og årsagen til at man forholder sig umiddelbart moralsk til det.

Men årsagerne og forklaringerne får vente til en anden gang, jeg konstaterer blot at lige netop den moralske fælde også er den som Anne Lea Landsted falder i, og det er jo interessant både i sig selv og i forhold til hvad jeg skrev forleden.

“Nu diskuteres det, hvem der tog livet af Gaddafi, men jeg savner stadig det indslag og den historie, der forholder sig til oprørernes opførsel, og som kræver, at de ansvarlige for den brutale henrettelse af den tidligere diktator bliver stillet for en dommer, som vi jo normalt gør i et retssamfund.” (via Politiken)

Nu er en del af pointen med det oprør der skete i Libyen og en af grundene til at vi støttede det, at landet indtil nu lige netop ikke har været et normalt retssamfund, og det ville da mildest talt være besynderligt, hvis den person som om nogen har haft ansvaret for at landet ikke har været det, skulle være den første som fik retten påberåbe sig et sådant retssamfunds og retssystems beskyttelse.

Amnesty International går i øvrigt forrest i den kamp med den sædvanlige perverse logik: “Amnesty International today urged the new Libyan authorities to ensure a full, independent and impartial investigation into how Colonel Mu’ammar al-Gaddafi died, saying if he was deliberately killed in captivity it would constitute a war crime.” (via amnestyusa.org)

Et meget vigtigt spørgsmål i en seks måneder lang krig, hvor 10000 kæmpende på  begge sider og ikke mindst 5-6.000 civile har mistet livet.

“If Colonel al-Gaddafi was killed after his capture, it would constitute a war crime and those responsible should be brought to justice,” said Claudio Cordone, senior director at Amnesty International. “Investigating whether or not his death was a war crime might be unpopular. However, the NTC must apply the same standards to all, affording justice even to those who categorically denied it to others. (amnestyusa.org)

Ironisk nok giver Amnesty International Gaddafi magten, og for så vidt også retten til den, med i graven, for den eneste grund til at man kan gøre hans skæbne alene til en sag og ingen af de tusindvis af andre dræbte (hvoraf der helt sikkert nok er andre krigsforbrydelser imellem) på samme vilkår, er at han blev filmet da han blev fanget og grunden til det er, at han var den han var.

Således føres den magt Gaddafi uretmæssigt havde tilraget sig og misbrugt gennem årtier videre hinsides døden og sikrer ham større “retfærdighed” end de uskykldige som var ofre for ham og hans regime.

(1. del er her)

Ære!

I går blev Libyens tidligere diktator slæbt hårdt såret ud af den kloak i hvilken han havde søgt at gemme sig, efter den konvoj han flygtede i var blevet angrebet fra luften. Ikke så meget historien, men de umiddelbare omstændigheder minder jo ikke så lidt om de, under hvilke den tidligere kollega Saddam Hussein blev taget til fange i 2003.

Spørgsmålet man må stille sig selv, og de to herrer hvis det dog bare var muligt, er, hvorfor pokker de dog ikke for længe siden selv valgte hvordan de ville forlade denne verden som for længst ikke havde mere at byde på for dem, for dog i det mindste at forlade den med en smule værdighed i behold og ikke mindst for at berøve deres (politiske) modstandere muligheden for at pågribe dem i live og ikke mindst for at berøve modstanderne fornøjelsen af at få lov at slå dem ihjel.

At den rumænske diktator Ceausescu blev henrettet i en baggård efter en skueproces af værste slags, er den skæbne som diktatorer både må imødese at lide og, endnu værre måske, blive husket for. Tilgivelse er sjældent det som står øverst på deres modstandernes mentale huskeseddel.

Hvad havde en Gaddafi dog forventet ville ske da en flok oprørere fik fat på ham under alt andet end velordnene omstændigheder. Hvis hans sidste ord virkelig, som det er blevet refereret, var “Skyd mig ikke!” hvilke forventninger havde han da til resten af sit liv? At det hele måske nok skulle gå alligevel?

Der er ikke megen ære i at blive slæbt gennem gaderne i mere eller mindre miserabel tilstand, for efterfølgende at få skudt en kugle for panden. (youtube video) Der er endnu mindre ære i forinden at tigge og bede for sit liv. Og det er ikke en værdig død at få skudt en kugle for panden af en eller anden tilfældig oprørssoldat, en af mange som sikkert ligefrem står i kø for at få æren af at kunne fortælle sine børnebørn at det var ham som skød Gadaffi. Man kan virkelig godt tillade sig at beklage sig over manglen på format hos diktatorer verden over efterhånden som de falder. Måske de håber på en slags avanceret pensionsordning som den Marcos havde sikret sig inden sit exil på Hawaii?

Det overvejende sandsynlige er trods alt nok en pludselig og brutal død og at verden på den vis får ulignet års urimeligheder og uretfærdigheder og derfor kan man måske forstå at Bin Laden, som jo trods alt kæmpede mere for idealer og principper end egen fordel, da han blev taget på sengen, i det mindste kæmpede imod og døde og endnu mere at Hitler tog sit eget liv frem for at falde i russernes hænder.

Så måske skal man bare vende sig mod historiens større slyngler for at finde det format, der også kommer til udtryk gennem valget af et nogenlunde værdigt endeligt. Her Nero hos Sveton:

Meanwhile, letters being brought in by a servant belonging to Phaon, he snatched them out of his hand, and there read, “That he had been declared an enemy by the senate, and that search was making for him, that he might be punished according to the ancient custom of the Romans.” He then inquired what kind of punishment that was; and being told, that the practice was to strip the criminal naked, and scourge him to death, while his neck was fastened within a forked stake, he was so terrified that he took up two daggers which he had brought with him, and after feeling the points of both, put them up again, saying, ” The fatal hour is not yet come.” One while, he begged of Sporus to begin to wail and lament; another while, he entreated that one of them would, set him an example by killing himself; and then again, he condemned his own want of resolution in these words: ” I yet live to my shame and disgrace: this is not becoming for Nero: it is not becoming. Thou oughtest in such circumstances to have a good heart: Come, then: courage, man!”2 The horsemen who had received orders to bring him away alive, were now approaching the house. As soon as he heard them coming, he uttered with a trembling voice the following verse,

“ἵππων μ᾽ ὠκυπόδων ἀμφὶ κτύπος οὔατα βάλλει.”

“The noise of swift-heel’d steeds assails my ears;”

he drove a dagger into his throat, being assisted in the act by Epaphroditus, his secretary. A centurion bursting in just as he was half-dead, and applying his cloak to the wound, pretending that he was come to his assistance, he made no other reply but this, “‘Tis too late; and “Is this your loyalty ?” Immediately after pronouncing these words, he expired, with his eyes fixed and starting out of his head, to the terror of all who beheld him. He had requested of his attendants, as the most essential favour, that they would let no one have his head, but that by all means his body might be burnt entire. And this, Icelus, Galba’s freedman, granted.

Gadaffi kunne som Nero have citeret Iliaden og med et “Grandt mig lyder for Øren rapfodede Gangeres Hovtramp“, have skudt sig en kugle for panden og med fordel inden han kravlede ned i kloaken. På den anden side kan man også vælge at se på det således, at han fik det endeligt som passede til ham og den person han nu engang var.

Det er et spørgsmål om karakter, intet andet.