Frostnat

Den kolde Natteluft i Huden stikker,
og Sneen knirker skarpt for hvert et Skridt,
ud over Marken Maaneskinnet ligger
sneblinkende og saa forfrossent hvidt.

Der staar ved Vejen et Par nøgne Pile,
de ser saa sært forkomne ud, de to,
de sorte Grene vipper uden Hvile
i Vinternattens kolde, blege Ro.

Og Maanen stift og køligt om dem lyser
fra Himlens mørketunge matte Blaa,
hvor hist og her en Stjærne stille fryser
og skælver som i Angst for at forgaa.

Den fine Sne en Gang imellem letter
fra Grøftedriven for et Vinddrags Kast
og fyger op og støver frem og sætter
i Skæg og Øjenbryn sig iskoldt fast.

Jeg standser under Pilene og sparker
lidt Sne af Støvlerne og ser mig om,
en hegnløs Vej ud over nøgne Marker,
en frostgold Vej i snehvid Fattigdom.

– Viggo Stuckenberg (1886)