Ex abysso

En dansk pornomodel er sur på dronning Margrete.

Det hænger slet ikke sammen, at dronning Margrethe på samme tid deltager i arrangementer til støtte for Dyrenes Beskyttelse samtidig med, at hun bærer en rævepels. Alle, der beskæftiger sig med dette emne ved, at forholdene på de danske rævefarme er katastrofale for dyrene. Jeg tænker tit på det, når jeg lægger mig til at sove under min varme dyne. Ude i landet lever dyr i fangenskab under konstant pres og stress. Det er rystende, siger Kira Eggers. (Kira Eggers: Dronning Margrethe er en skandale, BT, d. 2/3 2011)

Måske Kira Eggers bare skulle have fortsat sin karriere med at smide tøjet for penge, for ovenstående er rystende. Dog ikke den kendsgerning at Margrete går i pels.

Hvad der er rystende, er at nogen kan slippe afsted med at sige sådant vrøvl som ovenstående offentligt uden at få at læst og påskrevet. Så det gør vi.

1) Der er intet selvmodsigende i at støtte Dyrenes Beskyttelse samtidig med, at man går man pels, akkurat som det heller ikke er det om man støtter Dyrenes Beskyttelse og spiser kød. Man kan godt både gå i pels og spise kød og samtidig arbejde for bedre forhold for dyr i fangenskab, uden at undlade at spise kød og gå med pels i mellemtiden.

2) At at forholdene på de danske rævefarme er katastrofale for dyrene kan godt være, men det har heller intet med sagen at gøre. Der findes love og regler på området og overholdes de ikke er det en sag for politiet. Desuden spiser de fleste danskere også stadig æg og kød, selvom der er mennesker der mener at grise og høns har kummerlige vilkår.

3) Om dyr i fangenskab oplever pres og stress er desuden også et åbent spørgsmål. Rigtig mange mennesker har en tendens til at slutte fra menneskers ydre træk og adfærd ved bestemte mentale tilstande, til at lignende træk og adfærd afspejler tilsvarende mentale tilstande hos dyr, uagtet at dyr rent mentalt på ingen måder kan sammenlignes med mennesker. Eftersom dyr ikke er eller kan være i besiddelse af bevidsthed, skal man være varsom med at konkludere at de kan opleve pres og stress, selvom de udviser træk der kan sammenlignes med mennesker under pres eller stress.

Det er rystende, hvad åbenlyst ligegyldige personer kan gøre sig klog på og udtale sig om og være sikker på at medierne bringer det videre bare fordi de er kendt fra anden og mere eller mindre pinlig eller latterligt irrelevant sammenhæng.

Og dog det er jo et kendetegn på vores samfund og den styreform vi har valgt, at den sande visdom kommer fra folkedybet, hvor det ikke er svært at finde den luder eller lommetyv, som har et bud på hvordan verdens situationen skal løses, men også hvor stemmerne fra disse fine eksemplarer af menneskeheden har samme vægt og ret til at blive hørt som kongen (eller dronningen) selv.

H. L. Mencken er mit vidne.

“It remains impossible, as it was in the eighteenth century, to separate the democratic idea from the theory that there is a mystical merit, an esoteric and ineradicable rectitude, in the man at the bottom of the scale – that inferiority, by some strange magic, becomes a sort of superiority – nay, the superiority of superiorities. Everywhere on earth, save where the enlightenment of the modern age is confessedly in transient eclipse, the movement is toward the completer and more enamored enfranchisement of the lower orders. Down there, one hears, lies a deep, illimitable reservoir of righteousness and wisdom, unpolluted by the corruption of privilege. What baffles statesmen is to be solved by the people, instantly and by a sort of seraphic intuition. Their yearnings are pure; they alone are capable of a perfect patriotism; in them is the only hope of peace and happiness on this lugubrious ball. The cure for the evils of democracy is more democracy!”