Vintertanker

Der er ikke mange formildende omstændigheder ved lyset en sådan decemberdag, hvor skyerne hænger tungt og lavt og så dovne at ikke engang en smule regn kommer derfra. Og selv de få gange hvor solen forgæves kæmper for at bryde igennem skydækket og bare en smule blåt anes deroppe bagved, forbliver låget lukket og lyset fladt og ganske ufotogent.

Måske en smule inspireret af Sophus – er man ikke altid det, bare en lille smule?

Som Stormfugle over det mejede Agerland Timerne flyr,
og Solen fører sin Dagfragt tungt gennem susende Skyr.
Det tykner med regnvaade Nætter efter hver solbleg Dag,
og endt er de tætvoxte Markers frodige Aftenbehag.

… søger man alligevel derud til fods, drevet af indre trang eller måske endda indre tvang, for at finde lidt fred for tanker der forstyrrer eller måske bare for eftervirkningerne af lidt for meget kaffe. Og uanset hvor langt vi er fra den slags poetiske udtryks kraftfuldhed og deres efterirrationalisering af en grå og trist virkelighed, så er der alligevel en del at hente deri; en indre ro, et fristed, tid til eftertænksomhed. Her er der ingen stress og intet hastværk. Alt går i sit eget rolige tempo og spirer og vokser og modnes og visner og forgår uden hensyn til verden omkring.

Der er noget vemodigt over de indtørrede brombær der stadig hænger uberørt på planterne, som et minde om en for længst passeret sommer og som en vidnesbyrd om et frodigt overskud, som ingen orkede at indtage eller som bare fik lov at hænge der i al ubemærkethed. Indtil nu, hvor det er for sent.

En sidste enlig flue sidder halvdoven – eller sikkert halvdød – af kulde på et af de sidste blade indtil frosten sætter ind og formodentlig gør en ende på dem begge. Og så, skriver Thoreau:

“Summer is gone with all its infinite wealth, and still nature is genial to man. Though he no longer bathes in the stream, or reclines on the bank, or plucks berries on the hills, still he beholds the same inaccessible beauty around him.”

Det er en utilgængelig og især tvetydig skønhed; et vidnesbyrd om sommerens uendelige tabte rigdomme og en natur der – Thoreau kalder det andetsteds for en opvisning af styrke – ruster sig til vinteren.

Der er uendeligt stille derude i naturen og det er en perfekt mulighed for at tømme sindet for det vi ikke kan rumme eller ikke vil rumme og fylde det op i stedet med noget helt andet, på et sted fjernt fra indholdsløse facebookopdateringer og intetsigende tv-programmer, fjernt fra smålige politiske beslutninger og konsekvenserne deraf, fjernt fra hverdagens forpligtelser og måske arbejdets stigende krav om effektivisering.

Tanken er fri derude, hvor den – vigtigst af alt – for en kort stund er fri fra samfundets uundgåelige ensretning af individet og dets tanker,

__________
Sophus Claussen: Pilefløjter. (1899)
H. D. Thoreau: Journals vol 14, s. 259 (1984)

Zoo

“Se en Tapir! De er så søde!”, sagde pigen der gik foran mig til sin veninde. Og så var det at hun så det og så grinte hun lettere forlegent!

DSC_6047Der er ikke mange sympatiske egenskaber ved dette fedladne liderlige dyr, som udover at kunne multitaske (spise og tænke på sex på en gang) har en ubehagelig vane med at sprede sin urin bagud i noget der nærmest ligner en støvsky, hvilket mit højre ben og – især – sko kan berette om.

Zoologisk Have i Odense er en oplevelse, ikke kun på grund af dyrene, men også på grund af de mennesker der færdes derude, som f. eks. den ung mand som myndigt belærte sin kæreste om at pingvinen altså er en fugl, men så umiddelbart efter kom til kort og måtte indrømme at han altså ikke vidste hvorfor de taber deres pels!

DSC_5683 Ifølge zoos egen hjemmeside har de over 2000 dyr i zoo. Langt de fleste besøgende ser selvfølgelig ikke en brøkdel af dem, men det ikke bare fordi det er uoverkommeligt, men også fordi man har for travlt, er for uopmærksomme eller bare ikke gider det, som ikke umiddelbart hopper op og ned og laver mærkelige lyde. Måske fordi de fleste kommer der i selskab med børn, skal man bare hurtigst muligt gennem det hele, fordi de små pus (her kunne jeg godt fristes til at skyde lidt på tv-forbruget, men skal nok lade være) ikke har større attention span end en guldfisk! Man går glip af meget. I de tre gange jeg har besøgt zoo indenfor ganske kort tid, har jeg brugt en del tid på at betragte den grønne leguan, som jo qua dens natur undertiden kan være svær at få øje på.

DSC_6098Det var der så heller ikke ret mange der gjorde, kan jeg hilse og sige, heller ikke selv om den havde placeret sig ganske synligt midt i det hele og at jeg pegede på den med et heller ikke ganske usynligt 300mm objektiv.

Men det kan også være svært. Zoo skal have stor ros for ikke at fjerne eller beskære planter og træer af hensyn til dyrenes synlighed. Det kan være svært at få øje på tigerungerne mellem alle buskene, men med en smule tålmodighed, kan man faktisk få lejlighed til at betragte tigeren slikke både solskin og andre ting!

DSC_5923Interessant er det i øvrigt at tigeren, når den vandrer rastløst langs hegnet til sit bur, overhovedet ikke reagerer på tilråb fra publikum, formodentlig fordi den er så vant til det, men det stille klik fra spejlet på mit kamera, fra billedet før dette, fangede dens opmærksomhed et sekund.

DSC_5755

Dyr er for det meste søde og nuttede, selv tigeren så længe den er på den anden side af hegnet, men retfærdigvis skal det siges, at det ikke kun er tapirhannens natur man kan se i zoo, hvor fascinerende eller sødt eller “noget andet” man så end måtte opfatte det.

Der er sgu heller ikke noget som en brunstig rød aberøv!

DSC_5731God fornøjelse!

Carpe Diem

For en håndfuld mønter erhvervede jeg baljemig disse følgende billeder på et loppemarked i Odense. Fælles for dem er at de er gamle, nogle af dem på den fjerne side af hundrede år. Fælles for dem er også at de er minder, nogens minder om egen barndom, om deres familie, om kolleger, men fælles for dem alle er også, at der ikke længere er nogen tilbage til at mindes.

Det er næppe sandsynligt, at der er nogen af personerne på disse billeder, som endnu er i live og det er nok overvejede sandsynligt, at de der engang har ejet disse billeder, ejheller er i live længere. Hvordan og hvorfor skulle ellers disse engang værdifulde minder, være til salg for småpenge på et loppemarked?

Et helt langt livs erindringer, tanker og følelser er der på det billede i den gamle kones skikkelse, måske en kærlig bedstemor eller måske en striks gammel tante, som kigger udtryksløst på barnet der leger ved brønden, mens storebror, noget mere genert ser på fra døren. Der er også et helt livs potentiale der i barnet på billedet, et liv fanget af fotografen i dets spæde start, men som nu forlængst er udfoldet og udlevet og har fundet sin naturlige afslutning og som formodentlig endda er glemt.

familieFamilien på dette billede er fra en fotograf ved navn Mansfield. Adressen på fotografen fremgår af billedet og adressen er 245 Anlaby Road, Hull.

Fotografering var en alvorlig sag og vi ser en meget alvorlig fader og en noget nervøst udseeende moder og en datter som måske ikke kunne sidde helt stille og derfor ikke rigtig er tilstede på billedet og som sikkert har fået skældud efterfølgende. “Se nu hvad du har gjort!”

Men der er ikke rigtig noget der taler til os i billedet, andet end en radikal anderledes påklædning: klædt på til at blive fotograferet. Foreviget har de måske endda sagt; for sjov måske, hvis man har haft lidt dannelse, ellers i fuld selvhøjtidelig alvor.

Mere lokalt er der dette billede fra systuen på Nørregade i Nr. Broby: Frk Rasmussen fra Holmstrup og endnu en Frk. sypiger2Rasmussen, Frk. Andersen, Frk. Petersen og Frk. Johansen. Andet står der ikke bag på billedet.

En verden af sladder og småsnak der forlængst er forstummet og et sidste “Kan du huske dengang vi … ” er sagt og bortvisket fra sammen med de, der ikke er her længere og nu bare står tilbage som ansigter på et falmet foto, et tableau uden nogen betydning andet end som en påmindelse til os, om hvordan verden engang så ud.

Har det nogen værdi længere? Har det nogen betydning?

Er der nogen der kan huske, at familien fodrede svanerne den sommer “i en park i Holland”, hvor lillepigen var kun to år. Der er ingen der tænker at far var nu heller aldrig særlig dygtig med det kamera. Der er ikke længere nogen der kigger på billedet med rynkede og svagt rystende hænder og griner lidt ved tanken om storesøster, der nu heller aldrig kunne sidde helt stille. Der er ingen længere der mindes, at det en gang i mellem nu også var ret hyggeligt i systuen.

Vsvaneri lever og vi dør og lever måske videre en stund i erindringen hos de der engang kendte os, elskede os, men også erindringen om os falmer gradvist som årene går og så hentes vi undertiden frem, som minder hos et menneske der selv nærmer sig enden på et liv og til sidst er vi blot et ansigt på et billede, glemt eller kasseret og solgt på et loppemarked et sted i Odense en forårsdag, hvor en nysgerrig tager os op og kigger på os og med et smil tænker på hvilket liv vi mon havde, om vi var lykkelige der i det korte tidsrum der blev os tildelt, og kigger os et kort sekund i øjnene og vi kigger tilbage fra graven uden at vide det, inden billedet af os ryger tilbage i kassen og glemmes for evigt.

Bi

Sad 30 minutter på græsset i eftermiddag og forsøgte – med det forhåndenværende objektiv – at fange dette fascinerende væsen, mens det skiftevis hang stille i luften eller bevægede sig rundt i rasende fart.

[Nikon D60 – Tamron 70-300 f/4-5.6]
[Exif: f/10 – 1/500sec. – 300mm – manuel fokus]


[Nikon D60 – Tamron 70-300 f4-5.6]
[Exif: f/9 – 1/500sec. – 300mm – manuel fokus]