Strøtanker

Set i lyset af de seneste indlæg på denne blog og de samfundsbegivenheder som de afspejler, kan man vist godt konstatere, at hvis religion er den stædige og regelbundne tro på det, som man ikke kan erkende med nogen sikkerhed, så er det ikke så underligt, at fornuften er blevet den vestlige verdens religion.

Fornuft og følelse

Jeg har fået et par henvendelser som antyder, at mit indlæg om den tyske barrøvsakrobat fra Roskildefestivalen måske var vel hårdt formuleret. Det kan godt være at det forekommer sådan, men det handler grundlæggende om at anlægge et rationelt syn på de begivenheder som pressen presenterer os for.

Der dør 20000 mennesker i døgnet af sult verden over og der trafikdræbes i gennemsnit lidt mere end en dansker i døgnet, for nu bare at tage et par eksempler – er der nogen som helst grund til at de skulle have mindre opmærksomhed eller medfølelse end en beruset tysk selvmorder? Eller er der nogen som helst grund til, at nogen af dem skulle have lov til at indvadere ens følelsesliv, når man ikke kender dem personligt? Hvis de får lov til det, svarer det til at overlade herredømmet over sit følelsesliv til redaktørerne på de danske dagblade, eller med andre ord overlade det til rene tilfældigheder.

En lidt anden tilgangvinkel kunne være at betragte det rent rationelt. Der dør tusinder af mennesker hver eneste dag verden over som følge af sygdom, ulykker, mord, naturlige årsager og der er ikke grund til at sørge over nogle af dem, med mindre det er personer som du personligt, IRL, har haft noget med at gøre. At du har læst om dem i pressen betyder ikke at du kender dem personligt – ikke engang hvis de er kendte!

I sidste ende handler det helt banalt om at tage magten over en lille del af dit eget liv!

Citat

“INGEN tilhængere af religion (om det så er den ene eller den anden af slagsen) har ret til at diktere hvad du, jeg, Kurt Westergaard, Molly Norris, Firoozeh Bazrafkan, Salman Rushdie eller Monty Python kan/må/skal/bør tegne/skrive/sige. De har ret til at have en mening om det, udtrykke sig om det og om nødvendigt at gå rettens vej, for at få afprøvet om dit eller dat er injuriende.

Der er rent faktisk mennesker – rigtige, levende mennesker af kød og blod – ude i verden og i Danmark der bliver truet på livet eller det der er værre, for at bruge deres ytringsfrihed. Og det er ikke acceptabelt. Punktum. Det kan udemærket være, at vi ikke bryder os om det de står for, eller det de siger, men det er – hvis ikke helt ligegyldigt – så overmåde sekundært.

Jeg er endda nødt til at gå et skridt videre: du har som religiøst menneske, ingen ret til at føle dig stødt over hvad andre mennesker synes/skriver/siger/tegner om din religion. For at sætte det på spidsen, kunne jeg starte en religion i morgen (alle religioner starter jo et sted, de fleste af dem dør heldigvis ret hurtigt igen) hvor et dogme var, at jeg blev stødt hvis folk IKKE tegnede Muhammed. Sikke et roderi! Så ville vi ikke kunne lave andet, end at gå og støde hinanden, og begge parter kunne med ”rette” gå og true den anden. Det ville ikke stoppe før en af parterne var forsvundet fra jordens overflade.
Selv hvis du ikke kan overbevise dig selv om, at du ikke bør blive stødt over fx en tegning, så MÅ du kunne se, at en tegning – hvor grim eller ondsindet den så end måtte være – er det rene vand i forhold dødstrusler, mordforsøg, vold og mord.”

– Peter Kofod: En slags kovending.
Indlæg på Peter Kofods blog Fodnoter og hovedtræk.