Forfølgernes død

Vi bevæger os hastigt væk fra politikens grænseland og tilbage til dengang hvor Gud stod klar til at gribe magten og nok vidste hvordan forfølgere af religiøse mindretal skulle straffes. Her Gaius Galerius Valerius Maximianus (ca. 260-311) romersk kejser og ihærdig forfølger af kristne i Lactantius’ beskrivelse:

Det var i Galerius’ attende regeringsår, at Gud ramte ham med en uhelbredelig sygdom. han fik et ondartet sår på undersiden af kønsorganerne, og det bredte sig videre. Lægerne skar i det og plejede ham; men da der allerede var dannet ar, brød såret op,, og han mistede så meget blod fra en bristet åre, at der var fare for hans liv. Med nød og næppe fik man dog standset. På ny måtte kuren begynde forfra, og omsider fik manigen dannet ar. Da brød såret atter op ved en let bevægelse af kroppen, og der løb endnu mere blod ud end første gang. Kejseren blev helt bleg, og hans kræfter var ved at svinde, inden man fik standset blodstrømmen. Nu virkede medicinen ikke mere på såret; kræften trængte ind i de nærmeste legemsdele, og jo mere man skar, desto mere bredte den sig; jo mere man plejede ham, des stærkere tog sygdommen til.

[…]

Berømte læger blev samlet fra alle kanter, men menneskehænder kunne intet udrette. Så tog man tilflugt til afguderne, bad til Apollo og Asclepius og anråbte om hjælp. Apollo anviste en kur, men den gjorde kun ondt værre. Nu var ødelæggelsen ikke langt borte, og den havde allerede bemægtiget sig hele underkroppen. Indvoldene rådnede, og sædet opløstes i ét væskende sår. Alligevel hørte de stakkels læger ikke op med at kurere på ham, skønt  uden håb om at få bugt med sygdommen. Da den blev trængt tilbage af deres medikamenter, bredte den sig indefter og angreb hans indre, og her opstod der orme. Stanken udbredte sig ikke blot i paladset, men i hele byen. Det var heller intet under, da hans afføring og urin allerede havde blandet deres udløb. hans krop blev ædt af orme og opløstes i råddenskab under frygtelige smerter.

“Gyseligt lød mod himmelen hans hvinende dødsskrig,
som når en tyr, hvem øksen har ramt, fra alteret flygter.” (Vergil: Æneiden II, 222ff)

Der blev lagt varme, kogte kødstykker på hans væskende sæde for at lokke ormene ud ved varmen. Da de blev fjernet, vrimlede en utallig sværm frem, men det var et langt større antal, der var blevet udklækket i hans rådnende indvolde. De forskellige dele af kroppen havde nu helt ændret udseende som følge af sygdommen. Overkrppen ned til såret var udtørret, og ved hans frygtelige magerhed var den gulblege hud dybt indfalden mellem knoglerne; underkroppen avr opsvulmet som en lædersæk, og fødderne var uformelige.

Alt dette stod på i et helt år, indtil han endelig var kuet af sygdommen og tvunget til at bekende Gud. Når der var et ophold i hans stadig fornyede pinsler, råbte han, at han ville genopføre Guds tempel og give erstatning for sin forbrydelse.

Lactantius: De Mortibus Persecutorum, 33
(da: Forfølgernes død. Oversat af Torben Damsholt. Munksgaard 1971. s. 60-61)

At Galerius således belært sadlede om og i Nicomedia i 311 udstedte det edikt som “i overensstemmelse med denne Vor tolerance skal de kristne bede til deres gud for Vor og statens og deres egen velfærd, for at staten overalt kan stå uantastet, og de selv kan leve trygt i deres hjem, (s. 62) skaffede ham dog ikke anden udfrielse end den døden kunne bringe: “Ved denne handling opnåede kejseren dog ikke Guds tilgivelse for sin forbrydelse; men få dage efter betroede han sin hustru og søn i Licinius’ hånd og døde af det frygtelige sår på et tidspunkt, da alle legemsdele allerede var i fuld opløsning.” (s. 62)