Racismens Grænseland – 1

I følge Jyllands-Posten i dag, viser en undersøgelse som regeringens burkaudvalg har fået foretaget, at antallet af kvinder i Danmark som jævnligt ifører sig denne, helt sikkert ikke særligt populære klædedragt, er 0,000001%. Det er jo et lidt abstrakt størrelse at forholde sig til, så man kunne også bare sige at tallet er tre. Tre, som i lidt flere end halvdelen af fingrene på din ene hånd.

Langt værre(!) står det til med en anden heller  ikke så populær klædedragt, for undersøgelsen viste at der er mellem 5000% og 6500% flere som jævnligt ifører sig niqab. 5000% er måske også et lidt svært tal at forholde sig til, så lad os bare sige at tallet er mellem 150 og 200. Heraf er lidt færre end halvdelen (60-80) danske kvinder, der er konverteret til islam.

En smule intelligens er der tilsyneladende til stede i dansk politik, for JP skriver:

“Foreholdt undersøgelsens resultater mener Venstres integrationsordfører, Karsten Lauritzen, at det nu er svært at sætte lighedstegn mellem brugen af niqab og kvindeundertrykkelse.

»Jeg er overrasket over, hvor mange danske konvertitter, der er. Man kan ikke sige, at de er mere undertrykte end folk, der frivilligt går ind i Scientology eller Moon-bevægelsen. Jeg har svært ved at sige, at de ikke gør det frivilligt,« siger Karsten Lauritzen.”

… og det har han jo nok ret i. Anderledes forholder det sig hos de konservative, hvor Henriette Kjær føler trang til at udtale sig og det slippe hun ikke heldigt af med:

“»Spørgsmålet er, hvorfor de har taget dragten på. Man skal da være lidt underlig, hvis man frivilligt tager burka eller niqab på. Der må stadig være et element af tvang i det, ellers er det en provokation,« siger politisk ordfører Henriette Kjær (K).”

Ræsonnementet i ovestående er følgende: Hvis nogen skulle have lyst til at foretage sig noget som ikke også Henriette Kjær har lyst til at foretage sig, så er der kun tre muligheder. Enten er de “underlige” fordi de gør det eller også er de blevet tvunget til det eller også gør de det for at provokere, hvilket også må siges at være frivilligt og så er de stadig underlige. Denne måde at tænke på kaldes også enfoldighed – at man ikke kan forstå at nogen skulle have andre ønsker for livet og verden end ens egne.

Men dermed er morskaben ikke ovre. Dansk Folkeparti, som med undersøgelsen har måtte se deres hjerteblod blive noget fortyndet, kæmper det bedste de har lært for ikke at tabe ansigt. Det lykkedes ikke:

“»Jeg synes, at det er et højt tal. Jeg havde faktisk forventet, at det var lavere, når man hører nogle af de kritiske røster, der har været fremme. Vi er først og fremmest principielle modstandere af, hvad burkaen og niqab står for. Det er vi, uanset om der er tale om 1 eller 5.000 kvinder med niqab,« siger Martin Henriksen, medlem af Dansk Folkepartis gruppeledelse.”

“It is hard to believe that a man is telling the truth when you know that you would lie if you were in his place,” sagde Mencken engang for længe siden og det kan der unægteligt være noget om.

Et højt tal? Hvad ville et lavt tal have været? Vi er nede i de størrelser hvor der er 3-5 gange så mange selvmord årligt. Der er 2-3 gange flere dræbte i trafikken årligt. Der er adskillige gange flere nynazister i Danmark. Der går flere dømte drabsmænd rundt i samfundet end der går kvinder med niqab eller burka!

Tager man ikke et nyt standpunkt når ens formodninger viser sig ubegrundede afsløres det at der kun er tale om fordomme, men man havde måske heller ikke ventet så meget andet. I hvertfald siger den opmærksomhed som er blevet denne beklædningsgenstand til del og som Martin Henriksen stædigt fastholder – alt til trods – helt ned til om det så drejede sig om en enkelt person, en del om hvilke motiver som ligger bag.

__________
Tre burkakvinder i Danmark, Jyllands Posten, d. 12/1 2010