Negermarked!

It is hard to believe that a man is
telling the truth when you know that
you would lie if you were in his place.
– H. L. Mencken

Fredag eftermiddag standsede tre busser fyldt med asylansøgere foran Føtex’ varehus i Nykøbing F., skriver Politiken og de blev naturligvis afvist ved døren, fordi varehuset, ifølge Føtex direktør Carsten Hansen, har haft enkelte uheldige episoder, når der kommer store mængder mennesker med busser. ((op. cit.)) Altså den specielle slags store mængder som kommer i busser, til forskel fra den slags store mængder som ankommer i små mængder hver dag. Samme Carsten Hansen afviser selvfølgelig at de tre busfulde asylansøgere blev afvist på grund af etnicitet: “»Vi er kede af, at nogle bruger det her til at råbe racisme«, siger han og peger på, at kæden arbejder meget på at få ansatte med en anden etnisk baggrund end dansk.” (Og her kunne man jo være rigtig modbydeligt kynisk og konstatere at en neger ansat jo også er en neger identificeret og kontrolleret på både CV og straffeattest.)

Jeg ved ikke hvorfor, men ihukommende Menckens ord og med danskens fordomme in mente, ser jeg for mit indre blik en medarbejderstab i pågældende supermarked løbe panisk rundt ved tanken om at se deres arbejdsplads indvaderet af et større somalisk-muslimsk kompagni, uden jeg dog i mit drømmesyn har nogen klarhed over om panikken skyldes egen fordomsfyldt frygten for at horderne vil stjæle og hærge hele butikken eller om den skyldes frygten for at andres (læs: kundernes) fordom ville få dem til at forlade butikken på grund af de tilstedeværende mængder.

Hvorfor er det lige at man (læs: jeg) uvilkårligt tænker sådan i dette oplyste og frie og demokratiske land?

__________
Føtex afviste tre busser med asylansøgere, Politiken, d. 7/12 2010

Racismens Grænseland – 3

Ill. fra forsiden af Tintin i Congo.

En igangværende retsag i Belgien skal – i følge Politiken – afgøre om Tintin, Herge eller bare fortiden i almindelighed er racist(isk). En mand ved navn Bienvenu Mbutu Mondondo mener at “Tintin i Congo” er “en racistisk bog, fyldt med kolonialistisk propaganda” og derfor bør den forbydes. Den britiske kommission for racelighed, CRE kaldet, mener sågar: “Denne bog indeholder billeder og replikker, som repræsenterer rædselsfulde racistiske fordomme.

Bogen er – om nogen skulle være i tvivl – en tegneserie og selvom Herges ligne claire giver en tilstræbt virkelighedtro baggrund for handlingen er personerne tydeligt tegneseriefigurer. Ikke bare hovedpersonen Tintin, hvis ansigt er næsten smiley-agtigt, men også den unge mand som her sidder i bilen sammen med helten.

Mennesker ser altså ikke sådan ud, hverken hvide eller negre og dette er ikke Blake og Mortimer og derfor er forfatterens/tegnerens frihed desto større. Desuden er bogen 80 år gammel og skal derfor ikke bedømmes med nutidige øjne. Den er som Herge selv siger “Vi skrev 1930, og det eneste, jeg kendte til Congo, var, hvad jeg havde hørt folk fortælle om det: ’Negrene er som store børn … Hvor er det heldigt for dem, at vi er kommet! Osv.’ Og så tegnede jeg disse afrikanere ud fra den slags forudsætninger og i den faderligt beskyttende ånd, som på den tid herskede i Belgien,” () og som sådan kan bogen jo kun tjene til oplysning og underholdning. Da jeg læste den som barn lagde jeg den absolut ikke fra mig med opfattelsen af at sådan ser de nok ud i Congo og at de nok er lidt smådumme dernede. Det er en tegneserie, der er grænser for hvor seriøst det skal tages.

Den virkelige verdens slyngler er nogle helt andre, som Søren Vinterberg antyder: “Når bøger bliver diskuteret på den måde mange år efter deres udgivelse, har det tit et politisk øjemed. Det er et påskud til at rejse en aktuel diskussion.” Nemlig den ganske afskyelige maner med at ville tage hvad som helst som gidsel når bare det kan fremme egen sag.

Nu venter jeg bare på – det har jeg faktisk gjort i årevis – at et disse moraliserende mennesker ved et tilfælde skal falde over Charles Bukowskis “Stiverter” (Borgen 1980) og læse den til ende.

_________
Dommens dag: Er Tintin racist? Politiken, 5. maj 2010

Fordom!

Jeg tror nok jeg ved hvilke associationer der løber gennem dit hovede når du ser nedenstående billede.

Ikke at jeg ved hvordan din viden om historien er blevet til eller hvilke billeder dette fotografi fremkalder for dit indre øje, men det er overvejende sandsynligt at det er billeder fra perioden 1933-1945 eller i hvertfald senere dramatiseringer af begivenheder der fandt sted i den periode.

I virkeligheden er det jo bare en fordom fra din side. Ovenstående stammer fra en bygning i Pune i Indien. Hagekorset et 5000 år gammelt symbol der gennem de sidste 3000 har været anvendt af mange folkeslag i stort set alle verdensdele. Fælles for alle disse anvendelser er at det er et symbol med positive konnotationer.

Hvorfor associerer vi så uvilkårligt til noget helt andet når vi præsenteres for dette symbol? Det gør vi fordi at een relativt kortvarig brug af symbolet af en relativt lille gruppe mennsker i en begrænset del af verden får uforholdvis stor betydning, når vi præsenteres for symbolet i den betydning igen og igen og igen til den fylder så meget at den bliver styrerende for vores associationer.

Vi bliver fordomsfulde og fælder domme på forhånd uden kendskab til sagen. Vores meninger bliver forudfattede og dermed tilfældige forhold til hvad der er rigtig eller forkert. I ovenstående tilfælde er det måske uden den store betydning, da den handler om et simpelt sagsforhold og den rette sammenhæng kan let opklares (for alle andre end den totale ignorant der sikkert ville slutte, at så må de nok være nazister i Indien!).

Anderledes forholder det sig når det for eksempel handler om tyskernes mildest talt fordomsfulde forhold til jøderne i samme periode. Her er et billede der for mange mennesker til andre tider ville have ganske anderledes associationer end det gør for flertallet af os i dag:

Ewige Jude

Her opklares misforståelsen ikke helt så enkelt som med ovenstående symbol; det handler om et langt mere komplekst sagsforhold. Her er fakta langt mere omfattende – vi skal til at forklare kulturer og religioner – og stoffet bliver langt mere besværligt at sætte sig ind i og derfor bliver det også langt mere usandsynligt at det overstiger menigmands evner og muligheder og at ethvert arbejde i den retning let spoleres af politiske plattenslagere som f. eks. det tyske nazistparti. Det er ulige meget lettere at foretage simple generaliseringer over et helt folkeslag end det er at forklare den udenforstående om dette folks skikke og traditioner.

Pointen er den nedslående, at fordomsfri stillingtagen er umulig uden et betydeligt arbejde med at oplyse sig selv (eller andre) og at for det store flertal er fordomsfri stillingtagen umuligt i langt de fleste forhold, at det for en lille gruppe måske nok er muligt i nogle sager, men at det for alle er helt umuligt at overkomme i alle sager.

Som udgangspunkt bør man spørge sig selv “Hvad ved jeg egentligt?” før man villigt overgiver sig til det man har hørt. Det kræver overvindelse og viljestyrke og kan undertiden være ganske svært. Som en service til vores læsere har jeg lavet en lille test, som man kan øve sig på. Hvor meget af det du tænker når du ser testens billede stammer fra konkret viden og hvor meget stammer fra simpel fordom. Hvis du tør, så er den her.

Illustrationer: hagekorset er fra http://www.flickr.com/photos/shrimaitreya/2229030660/in/pool-swastika fundet via http://www.reclaimtheswastika.com og “Der Ewige Jude” er en filmplakat.

Sjov med meningsløs vold

I den forgangne sommer bragte Ekstra Bladet en historie fra Vorbasse Marked. (Vorbasse er i det mørke Jylland, beliggende omtrendt midt mellem Vejen og Billund.) En historie om dyremishandling og en historie fuld af forargelse, som de jo i reglen er når Dyrenes Beskyttelse medvirker.

Det var en flok fulde unge mennesker, der deltog i det årlige Vorbasse Marked, som fredag aften havde fået den afsindige ide at drukne små, hvide mus i en balje med vodka. (*)

Det lader til at den lidt vel kreative leg har forarget tilstedeværende, for

En repræsentant fra Dyrenes Beskyttelse blev tilkaldt og fik stoppet mishandlingen. Flere af musene var da døde, og de resterende blev kørt til en dyrlæge, der aflivede dem.

Så vidt jeg ved sælger min lokale købmand fælder der kan klare den opgave uden de problemer som dette overdrevent sentimentale forhold til dyr medfører. Betale en dyrlæge for at aflive et par (oven i købet berusede) mus? Næh, dengang jeg var barn …

… da boede jeg også derude på landet i det meget mørke Jylland, nærmere bestemt i Mollerup, det ubetydelige hul i jorden omtrendt midtvejs mellem Randers og Viborg, som i en årrække udgjorde verdens navle for undertegnede. Og det var nu ikke så ringe endda.

For eksempel når naboen, gårdejer Thomsen, åbnede roekulen og skulle køre roer ind. Så kom musene ud – der var mange – og så stod vi fire-fem drenge parat til en munter leg, som i al sin uskyldighed gik ud på at musene skulle slås ihjel med det forhåndenværende våben: roer. Roer er store og tunge nok til at vende vrangen ud på en mus hvis man rammer præcist. Det gjorde vi selvfølgelig ikke altid, men så kunne de små kræ altid stole på at den efterfølgende roe ville bringe udfrielse fra lidelserne.

Jeg husker ikke hvor mange mus vi kunne slå ihjel på sådan en glad eftermiddag, selvom jeg er helt sikker på at der blev ført regnskab og kåret en vinder, men det var mange.

Nåja, dengang var der ingen verdensfjerne moralister og jurister – som f. eks. Søren Stig Andersen, der i Dyrs rettigheder (Juristen nr. 7 1998, side 249-267)  mener at vise at “dyr har i hvert fald to grundlæggende moralske rettigheder: retten til ikke at blive udsat for fysisk og psykisk vold samt retten til at få deres behov opfyldt, når de er taget i menneskelig varetægt.” – til at fortælle os at den slags var forkert, at dyr havde umistelige personlige rettigheder og krav på at få opfyldt deres personlige behov og den menneskeliggørelse af dyrene som dyrerettighedsforkæmpere alt for ofte står for, var vistnok ganske ukendt.

I hvert fald er jeg sikker på at tanken om at en mus bør skånsomt aflives af uddannet personale ville have været Achton Friis ganske fremmed i 1909, når han lystigt beretter om Danmarksekspeditionens jagt på hvalrosser:

De havde nu fået en så stærk strøm imod, at Mylius og Bendix Thostrup talte sammen om, at enten måtte det være et sund, de var kommet ind i, eller også måtte et stort vand have sin udløb i bugten, thi ebben alene kunne ikke sætte et sådant vande. Opmærksomheden blev dog snart bortledt fra dette emne ved at Tobias på en lavt udløbende sandodde pludselig opdagede en del mørke punkter, som først antoges at være klippesten men et øjeblik efter viste sig at være en hel hjord af hvalrosser, som lå her side om side ved strandkanten. Til trods for, at motorbåden to gange passerede flokken, lod den sig dog ikke anfægte af støjen, men sov roligt videre. Det var først bestemmelsen at angribe dem fra båden; men Thostrup rådede fra dette, idet han gjorde opmærksom på det farefulde i dette foretagende med henblik på det ukendte farvand og de overlastede både, af hvilke jo kun den ene havde bevægkraft, medens den anden, som slæbte efter, hindrede manøvrefriheden alt for meget. De sejlede da forbi og satte bådene på land et par hundrede meter fra stedet. Så listede de sig i række, dækkende bag hinanden og med bøsserne klar, hen til flokken.

Og her begyndte nu et øjeblik efter et frygteligt blodbad. Fortællingen herom fik straks hårene til at rejse sig på vore hoveder – og ikke mindst på fortællerens, men jeg tror, den sidste nød det.

Ordren havde lydt på, at alle mand tilsammen kun måtte holde på tre bestemte dyr for således at være sikker på at få dem. Men det var kun i første omgang, at dette kunne respekteres. Strak, da den første salve bragede, fór dyrene op af deres dvale, og i næste øjeblik var forvirringen og dræbningen almindelig. Hvalrosserne forsøgte på at flygte og komme til en side; men hvor de end vendte sig hen, så de disse gesvindte smådjælve fare rundt og knalde dem i ansigtet. Det var jo til at gå ud af sit gode skind over. De vraltede halvfjollede rundt på deres tunge forluffer, hvæsede mod skuddene og slap damp ud i lange, røde stråler, hjælpeløse som lokomotiver, der er løbet af sporet. Når endelig én af dem tossede ned mod strandkanten, blev den straks opdaget, og en 6-8 projektiler standsede den her, inden den nåede det frelsende element. Man så hvalrosser omringede på tre alens afstand af 4-5 mand, der samtidig skød på dem fra hver sin kant. Dér lå da i løbet af få sekunder 11 dyr på stranden; kun et par stykker slap i vandet og væk. Så endte slaget. Der blev ingen mennesker skudt. (Achton Friis: Danmarksekspeditionen. Gyldendal 2005. p 95-96)

Jeg er også ret sikker på at de hunde som Danmarksekspeditionen medbragte ikke fik deres retmæssige behov opfyldt:

En hund gik over bord på de andres vagt i dag. Men den blev reddet henne ved roret, hvor man var så heldig fra dækket at få slået en løkke om halsen på den og halet den den op over lønningen. Det er ellers på den måde, man undliver hunde derhjemme.

De stakkels dyr lider utroligt meget ondt på rejsen; magre og forkomne, som de efterhånden er, har det ikke modstandskraft nok overfor de stadige strabadser. Der står evindeligt iskoldt vand på hele fordækket, deres poter er opblødte, røde og tyndhudede ad væden; de står med klamme rygge, halen mellem benene og ryster af kulde. Når de overvældes fuldstændig af trætheden, falder de om i et pløre af vand og ekskrementer, som det er umuligt at holde fjernet fra dækket, hvor de altid opholder sig. De stinker af snavs og er forbidte, skrammede og forslåede over hele kroppen. Den tætte sammenstuvning af så mange familier og spand afstedkommer stadig blodige slagsmål. Falder én eller anden svag djævel så til dæks, styrter en sværnm af bestialske rivaler i mad og kærlighed sig straks over ham, og passer man ikke godt på, kan man et øjeblik efter finde et ukendeligt kadaver midt i møddingen. (Friis, op. cit., p. 27-28)

Det interessante er nok ikke at holdninger skifter, det gør de ofte og det burde ikke ligefrem nogen hemmelighed at man ikke til alle tider har været lige sentimental overfor dyr eller for den sags skyld mht. børn:

liberos, si debiles monstrosique editi sunt, mergimus; nec ira sed ratio est a sanis inutilia secernere. (Seneca: De Ira I 15,2)

Det interessante er den totalitære indstilling der søger at gennemtvinge en moral der vil straffe for forhold, hvis ulovlighed ville have været indlysende tåbelige for mindre end en menneskealder siden:

Det er en grel dyrværnsag, men vi kan ikke gøre noget, for vi ved ikke, hvem der mishandlede musene, siger Ida Holk Madsen, der er kredsformand i Dyrenes Beskyttelse. (Rosbøg, op. cit.)

Men det er jo, som jeg har sagt før, sådan, at når ideologien går ind, så går forstanden ud. Eller måske rettere, når enhver form for dannelse er fraværende, in casu et historisk perspektiv der næppe engang rækker mindre end en menneskealder tilbage, så ender mennesker alt for ofte som ofre for tilfældige indskydelser eller moralske vildfarelser.

(*)Sanne Rosbøg: Druknede mus i vodka for sjov. eb.dk d. 22. juli 2007 kl. 10:40 Ja, nu skal man jo ikke tage en avis som Ekstra Bladet særligt alvorligt; de er jo ikke netop berømte for at omgås sandheden med ynde og omhu, hvilket blandt andet ses af at artiklen ikke kan blive enig med sig selv om hvorvidt der var tale om en balje eller en kande med vodka. Men hvor pinligt det end er at en Ekstrabladsjournalist ikke kan skrive ti liner uden at modsige sig selv, er det dog uden betydning for vores formål.

Handicappet I

‘handicap et, – (-s) (eng., af hand in cap hånd i hue, gl. lodtrækningsspil) konkurrence hvor de svagere deltagere får fordele (forspring), evt. de dygtige hæmmes; ugunstig stilling, hindring, mangel, (legems-)defekt; ‘handicappe stille ugunstigt; ‘handicappet funktionshæmmet. [Gyld. Fremmedordbog, 11. udg.]

Er der nogen der ikke ved hvad det ord betyder? Tilsyneladende:

“Med Biblen i hånden kommer præsten Søren Krarup ind i Folketinget og sammenligner bøsser med handicappede,” [LYDKLIP]

sagde Elsebeth Gerner Nielsen MF (R) med skælvende stemme i “Debatten” på DR2, torsdag d. 3. maj kl 20:00. Debatten handlede om en i grunden ubetydelig beklædningsgenstand, i øvrigt en for danske kvinder af min farmors generation ganske ordinær fortrinsvis udendørs påklædningsgenstand, som har fået en frygtelig masse opmærksomhed på det seneste på hovedet af nyere generationer af kvinder af primært ikke-dansk oprindelse, men det er uvedkommende i denne sammenhæng.

Hvad der er interessant er mængden af fejl i Gerners udtalelse, der viser hvor galt det går når man udtaler sig udfra fordomme i stedet for fakta.

For det første sammenligner Krarup ikke bøsser med handicappede; han siger at de er handicappede.
(Han sammenligner det muslimske tørklæde med nazismens hagekors, men det er en helt anden historie – som jeg nok skal vende tilbage til.) Desuden bruger Krarup slet ikke ordet bøsser, han kalder dem homoseksuelle.

Men lad os da bare sammenligne betydningen af ordet handicappet som det fremgår af fremmedordbogen:

et handicap: ugunstig stilling, hindring, mangel; (legems)defekt.
handicappet: funktionshæmmet.

med den hvad Krarup i virkeligheden sagde:

»Homoseksuelle er handikappede, fordi de ikke kan opfylde betingelserne for et ægteskab og skabe en familie. Derfor kan de heller ikke forlange at blive ligestillet på det område.«

At være homoseksuel kan vist på ingen måde siges at være normalt, da det er en tilstand (psykisk eller fysisk) der er direkte kontraproduktiv i forhold til formålet med den menneskelige seksualitet, nemlig forplantning. At være homoseksuel er i en vis forstand at være funktionshæmmet i og med at man som homoseksuel er i en ugunstig stilling mht at få børn. Man har et handicap. Homoseksualitet som norm ville enddog også placere menneskeracen i en ugunstig stilling: for var homoseksualitet normen, ville menneskeracen formodentlig uddø.

Hvad man til gengæld kan sige er at det tilsyneladende er normalt at der findes homoseksuelle; fænomenet går også igen hos adskillige dyrearter.

Hvilken rolle spiller så dette? Ikke nødvendigvis nogen, medmindre man mener at der bør diskrimineres på det grundlag og det er vist, i hvertfald i vores del af verden, noget der er gået af mode. Problemet er bare dette at der findes politikere (og andre) med en sådan berøringsangst overfor minoriteter at de dog hellere vil fornægte sandheden in extremis end at skulle rumme dikotomier som at nok er mennesker forskellige (in casu: homoseksualitet er ikke normalt) men at det ikke betyder at der skal diskrimineres på det grundlag.

Resultatet er at det er blevet politisk ukorrekt at tale deskriptivt om disse minoriteter (se også: Lone Frank: Homofår, WA Ideer, d. 30/3 2007), i og med at man strækker det rimelige “man skal ikke diskriminere (religiøse og seksuelle) minoriteter” til det urimelige “man skal slet ikke diskutere disse minoriteters evt. problemer” fordi man frygter at en sådan diskussion er en diskrimination i sig selv. Det er den naturligvis ikke.

Spørgsmålet er så om (de indbildt farlige) sandheder forsvinder af sig selv, hvis man tier dem ihjel eller om resultatet er at man blot holder sig selv for nar?

fortsættes …