Vox populi

Nu har jeg tidligere citeret et par gange fra Annegrethe Rasmussens indlæg i Politiken under titlen “Mor til fire: Kæft, trit og retning i skolen virker jo.” (Politiken, d. 5/3 2011) Ikke overraskende får det en hård medfart af Politikens læsere, her er nogle illustrative eksempler, som samtidig kan tjene til en lille ABC over hvilke helt almindelige vildfarelser man kan havne i:

Jesper S, Kbh. Ø:>>Kæft, trit og retning i skolen virker jo<< Jo da, hvis man vil have soldater med komplekser, men ikke hvis man vil have kritisk tænkende individer med selvforståelse.

Der er ingen middelvej i uddannelsessystemet: enten laver man soldater med komplekser eller man laver kritisk tænkende individer med selvforståelse. Det sidste er en af de mest indholdsløse fraser fra pædagogikkens verden som oftest dækker over mennesker som stædigt fremturer i deres uvidenhed – vi kan ikke have en nation af kritisk tænkende individer: langt de færreste mennesker formår at tænke kritisk og det er nok heller ikke ret mange samfund som har brug for sådanne, ydermere lægger en betydelig del mediebilledet i Danmark, dvs. Ekstra Bladet og BT in toto på avisfronten og på TV alt hvad der hører til kategorierne Paradise Hotel, Fangerne på Fortet, X-Faktor, Vild med Dans, Robinson osv osv absolut heller ikke op til at publikum skal være kritisk tænkende individer med selvforståelse!

– – –

Hasse Poulsen, Paris: “”her underviser vi i diciplin via frustration” fortalte forstanderen for en børnehave os da vi i 2001 ville indmelde vores 2 årige barn i den lokale børnehave i paris. Der er lavet så mange undersøgelser om hvad der er godt for børns indlæring at det det er meningsløst at stille de gammeldags dyder som udenadslære op mod kreative metoder. Udenadslære giver bare gode karakterer i udenadslære.”

Udenadslære (eller paratviden) handler om viden af den konkrete slags, den slags som danner grundlag for enhver kvalificeret beslutning – og uden hvilken sandsynligheden for at træffe en sådan mindskes voldsomt, hvis ikke direkte umuliggøres.

Udenadslære giver bare gode karakterer i udenadslære,” er nok det allermest stædige forsvar for enfoldighedens velsignelser overhovedet!

– – –

lone, kbh:Jeg bor selv i et land med lignende skoletilstande som forfatteren beskriver. Danskerne er langt foran når det kommer til nytænkning, individualitet, evne til at argumentere, kreativitet, samarbejde osv..

Ak ja, men viden … ? Endnu et forsvar for den veltalende enfoldighed.

– – –

Martine Seedorff Perregaard, København:Jeg kan følge dig et stykke af vejen. At man skal have disciplinen tilbage i den danske folkeskole er vi ikke uenige om. Når det så er sagt synes jeg at det er noget pjat at det skal være okay at underminere et barns selvværd ved at rive dets tegning i stykker. Det kan man kalde blødsøden dansk hippie-mentalitet, men den form for undergravelse af et andet menneske synes jeg bare ikke er okay.

Jamen dog. En enkelt handling skulle være nok til at underminere at barns selvværd? Selv gentagelser ville ikke engang nødvendigvis være af det onde, hvis det medførte at barnet forlod skolen med en ide om hvad det mestrer og en lige så tydelig ide om hvor dets fremtid ikke ligger. Nogle mennesker kan vitterligt ikke tegne og får det aldrig lært, uanset hvor meget de prøver (jeg er en af dem) og måske er det virkeligt ikke nogen skade til, at de bliver klar over det, frem for at de forlader skolen som en Picasso udi egen indbildning!

– – –

Thomas Barnes , Helsingør: Respekt ikke er et ensrettet begreb. Respekt, der kun går den ene vej, er ikke respekt, men frygt. Når man som elev bliver bedt om at respektere læreren, så handler det i lige så høj grad om, at læreren respekterer eleven. Det er ikke tilfældet her i Rasmussens fortælling, hvor læreren river en (innovativ?) tegning i stykker. Respekt for læreren? Den kommer med lærerens faglige kvaliteteter.

Respekt går i alt væsentlighed den ene vej i dette tilfælde, hovedsagligt fordi at læreren er den voksne og den der besidder noget viden som eleverne skal tilegne sig. Men man kan selvfølgelig også vælge at vende tingene på hovedet og kalde enhver barnlig tegning for innovativ og slippe uden om ethvert tilløb til at eleven skulle kunne forbedre sig gennem øvelse. (2+3=6 er således heller ikke en fejl, men blot innovativ matematik, ikke sandt?)

Eller som Annegrete Rasmussen selv siger: “Hvis politikerne tog globaliseringen alvorligt, ville de indse, at det er nødvendigt med et helt nyt grundsyn på barnet, der tager udgangspunkt i, at det er godt at stille krav til børn. At det er sjovt at være god til noget, og at voksne stort set altid er de klogeste og derfor har krav på respekt.”

– – –

Morten Nielsen, Frederiksberg: “”Det er godt at være med, men det vigtigste er nu engang at vinde.” Nå. Siger hvem? Vinderkulturen med high-fives, diplomer og primitiv selvdyrkelse repræsenterer et ynkeligt tilbageskridt væk fra civilisationen og humanismens erkendelse. Men til hest med humanismen og til kamp mod Kina!!! Endnu en DJØF’er markerer sig med fascistisk tankegods. Tak for den klare udmelding, Annegrethe Rasmussen.”

At det vigtigste er at vinde ved enhver dreng eller pige som har dyrket sport eller spillet et spil. Jeg ville kalde det helt naturligt. Men et eller andet sted ude på den meget ekstreme venstrefløj befinder der sig en lille gruppe mennesker for hvem alle der ikke deler deres holdninger er fascister.

– – –

Anders Fabricius Møller, Fredensborg: “En af fordelene i det Danske skolesystem er den kollektive kreativitet, som vi nyder godt af i industrien. Den fremmes ikke ved at sætte fokus på enkelt individet på bekostning af fællesskabet. Kompleksiteten i viden i dag gør at det er fællesskabet som skal bære ideen ikke enkelt individet.”

Fællesskabet eller det kollektive bærer intet. Hundrede personer som kan tælle til ti tæller stadig kun halv så langt som éen der kan tælle til tyve. Fem millioner danskere kunne aldrig tilsammen have skrevet Kierkegaards værker eller tænkt Bohrs tanker …

– – –

Og således bliver det ved over tyve sider, med kommentarer der i overvejende grad afviser værdien af disciplin og lærdom og viden til fordel for kreativitet og fællesskab og selvforståelse.

Jeg ved ikke om der er en pointe på det her, udover at der er grænser for hvad den kollektive kreativitet kan udrette, for der synes helt klart være en tendens til at mennesker langt oftere istemmer koret end lader sig inspirere af andres fejltagelser og misforståelser til selv at foreslå noget bedre. Måske fordi noget sådant – som alle andre former for kritisk tænkning – kræver viden, masser af den og at du derfor kun sjældent vil få fornøjelsen af at kunne korrekse en som ved mere end dig selv.

Undervisning

“Det er en katastrofe. Vi bliver overhalet af de asiatiske lande. Vi bliver et fattigt land”, udtaler professor Niels Egelund i BT i dag, som en kommentar til afsløringen af at handelsskoleelever på Tietgenskolen i Odense ikke kan regne selv simple regnestykker som 9 gange 5!

“600 elever begynder på skolen hvert år. Af dem starter 100 elever på skolens erhvervslinje, som sigter mod at stå i butik eller sidde på kontor. Halvdelen af disse 100 unge kan kun læse på 3. eller 4. klassesniveau. 80 procent regner på 3. eller 4. klassesniveau, viser skolens egne test.”

Samtidig kan Politiken afsløre at danske elever har tabt to skoleår siden 1960:

“Tobias Zimling Kristiansens beregninger viser, at eleverne har mistet 1.300 klokketimers undervisning i løbet af et skoleforløb, siden staten for første gang formulerede et krav til antallet af undervisningstimer i den såkaldte Blå Betænkning fra 1960.

[…]

Men eftersom mange skoler i dag underviser efter Undervisningsministeriets minimumskrav til timetallet, så er tabet flere steder endnu større og udgør cirka 1.800 klokketimer.

Det svarer i runde tal til to skoleår.”

Hvad havde man regnet med?

Men timetallet er jo ikke engang det eneste problem. Måske ikke engang det største.

For det første går man ud fra ideologisk funderede pædagogikker som er baseret mere på lyst end på konkrete krav og den (arbejds)disciplin der er en nødvendighed for erhvervelsen af kompetenser og endnu værre sniger der sig ofte regelrette absurditeter ind som f. eks. begrebet om “ansvar for egen læring”.

Desuden har man forlængst frataget lærerene magten (jvf. de kurser til folkeskolelærere om hvordan man undgår at blive slået som er omtalt her) og lagt den i hænderne på umulige elever som i den rummelige folkeskole kan hærge og regere i årevis før der handles. Spørgsmålet ikke bare om vi overhovedet har en lærerstand som vil være i stand til at løfte en undervisningsopgave i forhold til den frygt Niels Egelund giver udtryk for, men måske også om de i det hele taget ønsker det?

Men dette er ikke et isoleret ideologisk problem som kan placeres på venstrefløjen, selvom det ellers er fristende. Regeringens udspil til en ny folkeskolereform som lægger op “til flere test, flere karakterer, mere forskning og flere timer til de små elever” (BT, op. cit.) er akkurat lige så absurd som når politikere og forældre sammenligner folke- og privatskolers karaktergennemsnit og i deres grænseløse uvidenhed tror at de kan bruges til noget som helst.

Spørgsmålene hober sig op: Flere test, flere karakterer? Men hvad vil du bruge resultatet til? Mere forskning? Men i hvad? Flere timer til de små elever? Men hvordan skal de bruges?

I de små klassetrin lærer eleverne i dag at børnestave, hvilket vil sige at de lærer at stave som de vil og som de tror det staves udfra hvordan ordene lyder og så kommer de små pus hjem og viser forældrene hvad de har skrevet og forældrene siger “Nej, hvor er du dygtig!” mens de betragter nogle liniers tekst som barnet har barnestavet sig til i skolen og som egentlig lige så godt kunne være på serbokroatisk som på dansk. Fremgangmåden svarer til at lære børn babysprog (du ved: vovhund og futtog og rapand) inden de lære at tale rigtigt. Men at først lære dem det på en måde og så en anden er intet andet en spild af tid. Men børnene har det jo sikkert sjovt …

“I tresserne og halvfjerdserne rendyrkede man blandt pædagoger og lærere en idé om det naturlige som løsning af snart sagt alle problemer. Oprindeligt stammede tanken fra den franske filosof Jean-Jacques Rousseau (1712-1778). I sit hovedværk Emile – eller om Opdragelsen fra 1762 (på dansk i 1796-99) hylder han den grundlæggende forestilling, at mennesket fra naturens hånd er godt, mens det ødelægges i menneskehænder. Opdragelsen af børn skulle derfor alene stimulere det naturlige i mennesket, barnet, og ikke stille det forhindringer i vejen. Ligesom planten i urtepotten skal barnet blot følges opmærksomt på vej, så det kan udvikle sine egne medfødte evner og muligheder. Og for en sådan udvikling kan den (fordærvede) voksne næsten kun stå i vejen.

Og akkurat en sådan iagttagende botanikerrolle tildelte 30’ernes, 60’ernes og 70’ernes reformpædagogik læreren og pædagogen. Dybest set vidste læreren ikke bedre end eleven, selvom læreren immervæk havde taget en uddannelse indenfor et bestemt fag, hvis kundskaber hun – strengt taget! – var sat til at formidle.

Allerede i den såkaldte Blå Betænkning fra 1958 havde man foregrebet denne forestilling, idet folkeskolen nu ikke længere alene skulle formidle nyttige kundskaber, men med et typisk reformpædagogisk udtryk skulle ”medvirke til den enkelte elevs alsidige personlige udvikling”, sådan som det senere i 1975- og 1993-loven kom til at hedde i folkeskolens formålsparagraf.” (Henrik bang Møller: Folkeskolens kerneopgave: læring!)

Intet vil blive ændret. Det er ikke vilje der er gået tabt, det er viden, og den kan man ikke snakke sig til. Der kommer alskens pædagogik og velvilje og gode intentioner til kort.

__________
ØØØØØHH! Hvad er ni gange fem?, BT, torsdag d. 9/12 2010
Danske elever har tabt to skoleår siden 1960, Politiken d. 13/12 2010