Idioter

Den despotiske statsform, hvad enten den kaldes monarkistisk enevælde eller diktatur, levner ikke den enkelte medborger, som nu ikke længere er medborger men kun undersåt, nogen mulighed for at beskæftige sig med politik på anden vis end ved paladsintriger eller hemmelige sammensværgelser. Den første metoder står praktisk taget kun åben for utilfredse mørkemænd i den herskende klike, den anden  vil finde mere udstrakt anvendelse. Men ingen egner sig for en tænker, så i despotisk styrede stater bliver de bedre filosoffer derfor uundgåeligt “idioter” i ordets oldgræske betydning, mens de dårligere lægger hovedet i blød for at opfinde en “filosofi” der kan tjene det herskende system.

– Hjalmar Söderberg: Tidens usle magter. København 1992. s.106

Spørgsmålet er hvorfor Söderberg mener at det skulle forholde sig anderledes i demokratiet? Den sfære som afgrænser det rigtige og forkerte (politisk, moralsk, kulturelt osv.) er muligvis større i demokratiet end i despotiet, men de bedre filosoffer vil ikke desto mindre altid – der er ikke så mange af dem – befinde sig på den forkerte side af grænsen, indtil den dag man giver dem magten i hænde, hvilket jo dog er i direkte modstrid med selve demokratiets ånd.