Oculus (2013)

Oculus_I en filmverden af endeløse rækker af underlødige remakes og unødvendige sequels, er det ironisk nok en fornøjelse at se Mike Flanagans Oculus fra 2013, som faktisk er baseret på hans egen kortfilm fra 2006. En fornøjelse fordi filmen er båret af et solidt gennemarbejdet manuskript, som fortæller den på overfladen ret enkle, men i struktur ret komplekse, historie om en ung kvinde, der forsøger at bevise sin egen brors uskyld i drabet på deres fader mange år tidligere. Hun er overbevist om at skylden skal placeres hos et århundredegammelt spejl, som dengang hang i faderens arbejdsværelse, og som bærer på en forbandelse der har forårsaget ikke så få dødsfald i tidens løb, således også hendes egne forældres. Den unge kvinde går til sagen med en grundighed og videnskabelighed der ikke kan andet end begejstre, men selvfølgelig går det ikke helt som forventet. Som filmen skrider frem opløses grænserne mellem virkelighed og hallucinationer og regulært mareridt og ultimativt også mellem fortid og nutid, indtil filmen slutter med en fin lille ironisk pointe, der dog ikke skal afsløres her. Uden overhovedet at være på samme niveau – hvilke film er det? – er der i Oculus’ behandling af den flygtige og foranderlige virkelighed, temaer der leder tankerne hen på nogle af Cronenbergs bedste film (Videodrome, Dead Ringers, Naked Lunch og Exiztenz). Oculus er dog helt uden Cronenbergs filosofiske ambitioner og koncentrerer sig i stedet om det som den gør bedst, nemlig den uhyggelige stemning og gyset, som var effektfuld nok til tilfredsstille forhærdede undertegnede. [imdb]

Anbefales kraftigt.

Bundy: An American Icon

Det umiddelbare indtryk af Michael Feifers film om Ted Bundy er at Feifer, som både har skrevet of instrueret, har haft lidt svært ved at overskue hvordan man fortæller et liv på halvanden time. Hvad skal med og hvad skal ikke? Resultatet er noget ujævnt.

Men filmen huskes både fordi den ikke ligner så mange andre film og især, efter årtiers filmisk og litterær dyrkelse af seriemordere, fordi den giver et portræt af Bundy, som det helt igennem usle, emotionelt afstumpede og egentligt også latterlige menneske han var. Corin Nemec udfylder rollen på en måde man ikke kan holde af, men som giver god mening. [imdb]

Bør ses hvis du synes om Hannibal Lecter!

Kung Fu Panda 2

Nok er nok. Rækken af animationsfilm med små (eller store) nuttede dyr i hovedrollen er tilsyneladende endeløs, men det er mulighederne for at bruge selvsamme dyr i på nye måder åbenlyst ikke. Man skal være både meget barnlig og meget tålmodig for ikke at blive overmandet af kedsomhed i løbet af den første halve time af Kung Fu Panda 2. Fraværet af en historie er ubehageligt nærværende!

Måske er problemet at disse film er så dyre at producere (det er et gæt) at de skal appellere så bredt som overhovedet muligt? Eller måske – mere kynisk – satser man bredt i håbet om en massiv økonomisk succes?

De nyeste inkarnationer af Shrek, Kung Fu Panda og Ice Age er glimrende eksempler på film, som er så mainstream at de minder mere om en reklame for Fætter-BR end noget man burde betale for at se. Og det er virkeligt uhyggeligt.

 

Bizart bliver det også på dvd udgaven af Kung Fu Panda 2, som indledes af en trailer for Puss in Boots, som åbenbart er en rigtig film (jeg troede først det var en joke), tilsyneladende bygget over eventyret om en bestøvlede kat, men lavet ved at genbruge et sideshow fra Shrek-filmene.

Det kan åbenbart blive værre. Efter at være løbet tør for gode historier er Dreamworks åbenbart også løbet tør for originale karakterer til at udfylde deres stadig dårligere film.

Sikke noget lort!

 

Walking Dead (2010)

Så er Zombie-fænomenet helt dødt (sic!) som film-tema. Vi har været gennem hele spektret via folk som Romero, Fulci, Raimi, D’Amato, Jackson og Wrights Shaun of the Dead og Fleischers Zombieland. Mainstream komedien er det forudsigelige sidste stop inden tv-serien. I am Legend var en velfungerende sidste krampetrækning.

TV-serien kommer nu. DR HD sender søndage den amerikanske tv-serie Walking Dead. Det er godt håndværk og meget professionelt udført, men selvfølgelig ikke originalt på nogen måde. Spørgsmålet er (jvf. dette) om man på nogen måde kunne se samme handling udspille sig i Slagelse eller Sdr. Omme? [imdb]

Star Wars I (3D) (2012)

George Lucas (som om han manglede penge) har tænkt sig at genudgive samtlige Star Wars film i 3D, den første i starten af 2012.

Er der virkelig aldrig nogen der har fortalt Lucas hvor helt igennem elendige – på flere plan – de første tre Star Wars film er? (Altså ikke de tre første som er de sidste, men de første som blev lavet sidst.) De bliver ikke bedre af at blive spredt udover flere dimensioner.

Der er kun en ting at sige til det her. Lad være med at betale for at se det lort, for så kan det være manden når at stoppe vanviddet, inden han når til episode fire, som jo egentlig er en ganske god film. Se den istedet. Igen. I 2D! [imdb]

Excalibur (1981)

Sammen med DeliveranceHope and Glory og til dels The Heretic er denne højdepunktet af John Boormans karriere, der som ovenstående viser også spænder vidt, og som altid med Boorman er det film med et eftertænksomt twist, der placerer dem lidt uden for den store masse af Hollywood-produktioner.

Cast (Williamson, Mirren) musik (Wagner, Orff), billede og script går op i en højere enhed og bliver ikke meget bedre drama end det her. [imdb]

Alle fire anbefales kraftigt.

 

The Exorcism of Emily Rose (2005)

Ved sin usædvanlige blanding af både tør realisme (retsalsdrama) og det overnaturlige (besættelse og exorcisme) såvel som overbevisende skuespilpræstationer opnår denne film (i det mindste overfor undertegn.), hvad ikke ret mange andre har de seneste år, nemlig at leve op til betegnelsen “gyser”!

Her er der garanteret gåsehud samtidig med at den fortæller en egentlig ganske god men sørgelig historie om en ung piges tragiske endeligt. [imdb]

Anbefales ubetinget.

El Orfanato (2007)

“Fra folkene bag …” betyder som regel blot at instruktøren havde en fætter som arbejdede på den anden film og  “Børnehjemmet” er da heller ikke på niveau med Pans Labyrinth (2006).

Det er en original, men ikke særlig vellykket gyser, mest fordi den mangler dybde. Filmen knækker fordi der vist ikke er en sammenhæng mellem den naturlige forklaring på sønnens forsvinden og alt det ikke helt naturlige hokus-pokus der ellers foregår. Slutningen er dog smuk og redder filmen på målstregen. [imdb]

Kan ses.

C’era una volta il West (1968)

Hvis nogensinde filmmediets fulde potentiale er blevet udnyttet til at fortælle en historie, så gjorde Sergio Leone det med denne film, hvor musik, billede og historien går op i en højere enhed. Det er en storslået og barsk fortælling, men også smukt og bevægende og derfor ville den sikkert  havne i den kategori som min dansklærerinde kaldte “trivial-“, men hun var nu også et fjols!

Hvis du kun skulle se en eneste film nogensinde, så er det denne. [imdb]

 

Avatar (2009)

Blå økologiske indianere i telepatisk kontakt med træernes globale kollektive hukommelse bekæmper de onde homo sapiens og den teknologi de repræsenterer på en æstetisk smuk og god og ren planet hvor der aldrig er tænkt en ond tanke eller udøvet en ond handling.

Følelsespornografisk øko-naturfolks-propaganda der formår at konkurrere med f. eks. Soldier Blue (1970) i mangel på dobbelthed, subtilitet og dybde. [imdb]

Fuck, noget lort.