Kommandør Breivik

Breivik. Kommandør. Organiseret i den antikommunistiske modstandsbevægelse mod islamisering. Operationen er fuldført og vil overgive sig til Delta.

Således sagde Breivik i telefonen da han ringede til politiet efter han havde afsluttet masakren på Utøya og den replik afslører rigtig meget om, at der en hel del af Breiviks livsindhold, som kun eksisterer udi egen indbildning. Det skal jeg vende tilbage til om lidt.

FORSTÅELSE OG SYMPATI

Leder i Ekstra Bladet, Forståelsen for terror, 24. juli 2011.

“MAN TAGER sig til hovedet, når den danske naziformand, Esben Kristensen, nu belærer alverden om, at han skam godt forstår, hvad der foregår inde i hovedet på den norske terrorist, Anders Breivik.

FRISK og frejdig plaprer han løs med sin sindssyge sympati for, at der kommer tidspunkter, hvor mennesker simpelt hen ikke vil finde sig i, at man ’forærer hele verden væk’.”

To ord er vigtige at bemærke til i ovenstående, nemlig forståelse og sympati og der er stor forskel på de to. Jeg kan (med lidt anstrengelse) forstå hvad der er foregået inde i hovedet på Anders Breivik, mens det hverken for jeg eller – vover jeg at påstå – de fleste normale mennesker er muligt at have sympati med det. At forstå er ikke at sympatisere, på samme måde som at forklare ikke er det samme som at acceptere. Forståelse er en rationel disciplin og som i denne sammenhæng blot viser at man har en smule indsigt i elementær menneskelig psykologi. Sympati handler i modsætning hovedsagligt om følelser.

“BUDSKABET er, at når man synes, samfundet går i den forkerte retning, så mener en del, man også har ret til at bombe og slå ihjel. En forskruet tankegang, Esben så langtfra står alene med.”

Selvfølgelig er det let at lade forargelsen løbe af med sig, men som lederskribent på en dansk avis burde man være hævet over den slags simple følelser eller i det mindste være i stand til at undlade at tage dem med på arbejde.

Tankegangen er nu slet ikke så forskruet endda. Cirka en million dræbte irakere og den aktuelle krig i Libyen er eksempler på at vi ikke har problemer med at bombe og slå ihjel når andre samfund går i den forkerte retning. Det er selvfølgelig sværere når det er ens eget samfund det handler om, men det holdt da ikke de danske modstandsfolk tilbage. Også Stauffenberg mente at samfundet gik i den forkerte retning og at han havde ret til at bombe og slå i hjel og ville være blevet hyldet desto mere om han var lykkedes med sit projekt. PLO er i øvrigt et glimrende eksempel på at terrorisme og f. eks. det at angribe en skolebus med bazookaer sagtens kan være udgangspunkt for noget som senere hen er blevet almindeligt anset for en god og retfærdig sag.

Pointen er, at verden ikke er så simpel, at den består af onde og gode mennesker, hvor de onde begår handlinger, som qua deres ydre fremtoning kan defineres som klart og tydeligt onde. Balancen er hårfin.

KONSPIRATIONSNONSENS

Til gengæld er der ikke er meget hårfinhed over det 1500 sider store manifest som Breivik skrev og rundsendte kort inden terroraktionen i juli måned. Derfor blev jeg noget forbløffet, da jeg læste en historie om en hackergruppe som ønsker at ødelægge det:

“Hvis det står til hackergruppen Anonymous, så bliver det 1500 sider lange manifest, som terroristen Anders Behring Breivik har skrevet om sin væbnede kamp mod multikulturalisme og islam, ødelagt for altid. Gruppen har iværksat en kampagne, hvor den opfordrer alle netbrugere i verden til at lave falske og meningsløse kopier af Breiviks manifest. Anonymous håber derved, at originalen går tabt i mængden.”

Dette er selvfølgelig intet andet end at give manden alt for megen kredit og at tage ham alt for alvorligt. En person som anser sig selv for at være Kommandør i den antikommunistiske modstandsbevægelse mod islamisering, skal ikke tages alt for alvorligt, i hvertfald ikke som andet og mere end den temmelig forstyrrede person han er og i øvrigt uanset om hans manifest indeholder skjulte koder eller ej. (Samtlige 1500 helt originale sider af manifestet kan i øvrigt downloades her: 2083.)

Han er ugens nyhed i det store internationale medie-freakshow. Intet andet. Intet mere. Udover det han allerede har gjort, får han – ligesom alle andre terrorister – kun den betydning vi selv tillægger ham.

Her er hvad han – formodentlig helt uden selvironi – skriver om klassifikationen af forrædere (s.815):

“How shall we differentiate between hardcore Marxists, cultural Marxists, suicidal humanists/career cynicists and the capitalist globalists? The common factor here is that they all believe they are doing the right thing, so they all have good intentions, at least according to themselves. But this can also be said about Hitler, Stalin and Pol Pot. They were all idealists in their own twisted way. Regardless of  their twisted intentions they are all mass murderers and must be treated as such.”

 

SJOV MED MENINGLØS VOLD

Noget helt andet er, at indtil for få dage siden havde diverse danske aviser stadig på forsiden af deres hjemmesider adskillige artikler med sidste nye vinkler på massakren på Utøya. Her har vi kunnet læse alt om tragedien. Om hvordan kølerummet reddede kokkens liv og om hvordan 16-årige Julie skrev sms’er til mor hvert femte minut, mens morderen myrdede løs og om 17-årige Marte, som fortæller at “pludselig var der stille, og jeg hørte fodtrin. Så skød han mig.”

De fleste aviser har haft billedgallerier af alle ofrene, så vi alle kan se disse smukke unge mennesker og rigtig fantasere om hvordan det gik for sig den rædselsfulde dag på Utøya. Og skulle du have glemt eller overset noget kan du læse Jesper Vangkildes artikel i Politiken: Genoplev ugen, der fik Skandinavien til at skælve der tager dig ved hånden og fører dig gennem hele historien.

Man kan rimeligvis spørge sig selv hvilken nyhedsmæssig værdi sådanne persongallerier og genoplevelsesartikler egentlig har. Faktisk kan man spørge sig selv hvilken reel nyhedsmæssig værdi 99% af beretningerne fra Utøya egentlig har. Er det andet end ren følelsesporno, når du kan læse et øjenvidne fortælle om hvordan han hørte en 11-årig dreng bede for sit liv: “Jeg hørte drenge sige, at gerningsmanden ikke skulle skyde ham, og at han nu havde skudt nok. Drengen sagde til ham, at han havde dræbt hans far, og at drengen selv var for ung til at dø.

Svaret er at den slags ingen som helst nyhedsværdi har overhovedet. Det er bare god underholdning. Du læser det af nøjagtig samme grund som andre sætter sig og ser en thriller eller en gyserfilm, for inderst inde nyder du al din forargelse og din vrede og din medfølelse og dine tårer og din frygt og den søde gysen, du får hver gang du tænker på hvordan det mon var at være midt i begivenhederne den dag derude på Utøya.

Der er ikke noget bedre end at kunne forarges over hvor onde andre er, for det bekræfter en selv i hvor god og retfærdig man er. Ejheller er der noget mere livsbekræftende end at kunne sørge, græde og forfærdes over andres grufulde skæbne. Hvilken grund ellers til at læse om det?

Men det er jo en gammel nyhed nu. London og flere andre engelske byer bliver splittet ad og Amy Winehouse er død af druk og vi taber snart en landskamp til Norge.

Heldigvis, fristes man til at sige, så har vi da noget andet at beskæftige os med.

Dagens dumheder.

Menneskeheden er tilsyneladende et uudtømmeligt reservoir for dumhed, uvidenhed og mangel på sund fornuft, uhyrligt kombineret med en omvendt proportional vilje til at udtale sig eller ligefrem handle på selvsamme (manglende) grundlag. Her følger til almindelig god underholdning og morskab et par eksempler på mennesker der i juledagene har formået at foretage en intellektuel striptease i fuld offentlighed. God fornøjelse.

Sofasport

Socialdemokraterne og Venstre ønsker (ifølge EB) at Danmarks Idræts-Forbund anerkender pc-spil som en sport. I den forbindelse udtaler Venstres Ellen Trane Nørby:

“Der er desværre kommet en holdning i Danmark om, at pc-spil er noget negativt. Derfor bør eksempelvis en gruppe pc-spillere på samme måde som med andre sportsgrene kunne søge og få økonomisk støtte til lokaler, hvor de kan spille sammen. Pc-spil bør opfattes som en social aktivitet som al anden sport.” (Computerspil er ikke en sportsgren, EB d.  30/12 2009)

Lad os nu bare se bort fra at det “derfor” som starter anden sætning i citatet antyder at det handler om medlidenhed og tro på at dette tegn på at Fru Nørby dårligt kan tale dansk, skyldes journalistens manglende omhyggelighed i omgangen med citater og konstatere at det rationale som kan begrunde dette tiltag, som helt mangler i ovenstående citat, i det hele taget kan blive meget svært at få etableret. Når  nu  tanken om en sund sjæl i et sundt legeme tilsyneladende er blevet opgivet, er kriteriet så blot at der skal være tale om en konkurrencesituation? Hvad skulle der da være til hindring (ud over min stolthed) for at jeg samlede en flok ligesindede og fik støtte til konkurrencer i næsepilning, røvkløning eller omkapspisning i chips, romkugler og cola?

Måske Fru Nørby skulle læse lidt op på hvad idræt er og hvad formålet er med at få mennesker til at dyrke den, eller med andre ord er det åbenbart nogle værdier som hun skulle få på plads andet end de monetære som hendes parti så ivrigt dyrker.

Mødre…

Politiken skriver at stadig flere børn aldrig kommer til at kende deres biologiske far, fordi stadig flere kvinder bliver insemineret med donorsæd. I den forbindelse har Politiken talt med Katja Skovgaard, der selv fik en søn ved insemination i 2003. Hun siger til avisen:

“Min søn er lige så meget et ønskebarn som alle andre børn. Det er udelukkende et spørgsmål om, hvordan vi fortæller vores børn, hvad der er sket, og hvorfor det var sådan. Når nogen spørger, om det ikke er synd for ham, at han ikke har nogen far, vender jeg det og fortæller, hvor heldig min søn er. Der er mange børn, der vokser op med skilte forældre, og der er mange andre, som heller ikke har nogen kontakt til deres far.” (Flere børn kender ikke deres biologiske far, Politiken 30/12 2009)

Jeg har vist før nævnt det besynderlige mangel på blufærdighed som gør at mennesker i en tid hvor mange ikke ville gå på stranden hvis de vejer et par kilo for meget, tilsyneladende ikke er bange for at at udtale sig offenligt selvom de mentalt absolut er vejet og fundet for lette. At Katja Skovgaard er helt åbenlyst ikke den skarpeste kniv i skuffen får hun ganske eftertrykkeligt demonstreret med ovenstående udtalelse.

Først får hun afsløret en ubevist trang til at retfærdiggøre sig (“Min søn er lige så meget …”). Derefter bekender hun sig til et temmeligt overfladisk livssyn som hun godt ved også skal refærdiggøres overfor børnene. (“Det er udelukkende et spørgsmål om hvordan vi fortæller … hvorfor det var sådan.” )

Det mest interessante er den efterfølgende kortslutning når hun fortæller om hvor heldig hendes søn er, ud fra rationalet om at hvis noget kan mistes så er det langt bedre slet ikke at have haft det til at begynde med. Set fra den vinkel kan man med rette og af flere grunde spørge hvorfor hun i det hele taget valgte at få et barn?

Offer

EB bringer d. 30/12 også en pseudonyhed (Jes Dorph i tårer over døde børn, EB d. 30/12 2009) om at TV2 nyhedsoplæser Jes Dorph-Petersen var “i tårer over døde børn” da han forleden skulle viderebringe “nyheden” om at to børn var omkommet i en brand anden juledag. En historie der i kraft af at det var et hændeliget uheld vist ikke var mere historie end at den nok dybest set ikke vedkommer resten af Danmark.

Spørgsmålet er så om man vælger at se det som noget positivt eller negativt at TV2s nyhedsoplæser for åben skærm bliver offer for den følelsesporno han selv viderebringer det med et ene formål – ikke at forglemme – at skaffe seerere og dermed reklamekroner til sin arbejdsplads.

 

 

Svindel?

Mundus vult decipi,
ergo decipiatur.
-Petronius.

Nu omtalte jeg for ikke så længe siden sagen om den lille engelske pige der forsvandt i Portugal under en ferie med sine forældre; eller rettere jeg omtalte danske mediers dækning af sagen.

Nu melder sagen sig så igen og det giver anledning til nogle overvejelser omkring hvad aviser er blevet til, efter deres introduktion på internettet. De gode gamle trykte aviser havde en forside med meget begrænset plads, hvilket betød at det der kom på forsiden havde en vis vægt og almen interesse. Der var jo ikke plads til hvad som helst.

På avisernes hjemmeside er sagen omvendt: alt skal på forsiden, ellers bliver det ikke set og det indebærer at alt muligt underlødigt finder vej, da der ikke er sammen redaktionelle omhu med hvad man vælger at bringer og ikke vælger at bringe.

Et glimrende eksempel er den sidste artikel om fire-årige Madeleine McCann, som nu harværet forsvundet i over et halvt år og som i dag bliver omtalt på i hvert fald Jyllands-Posten og BTs hjemmesider. I JP under overskriften: “Detektiv: Madeleine er hjemme til jul.” Altså ikke noget egentligt nyt (hun er ikke fundet endnu) og det er da også en historie som de danske aviser har taget fra en eller flere engelske. På mirror.co.uk er detektiven citeret for følgende:

We know who kidnapped her but not where she is. We believe she is in an area not very far from the Iberian peninsula and north Africa. And we have a fairly certain idea of who she is with.

I cannot say who she is with because we are putting together conclusive proof we can present to the authorities so they can proceed with arrests.

Dette er chefen for et detektivbureau der får mere end en halv million om måneden for deres efterforskning, hvilket sikkert er en ret god forretning. Men er det også godt nyhedsstof?

Tja, hvia man læser artiklerne er tonen en noget anden, for her siger detektiven bare “Jeg håber, at hun kommer tilbage til sine forældre inden jul.” () Lad sige at de virkelig vidste hvem der holder pigen fanget og troede på at finde hende snart, så var der vel næppe nogen grund til offentligt at advare kidnapperne om at de er tæt på at blive afsløret. Noget sådan ville vel om noget bringe pigen i fare. Selvsamme detektiv har også udtalt:

“I have always said publicly Madeleine is alive. I have to believe it 100 per cent because I know how to look for living people, not dead ones. But I have no proof Madeleine is alive.”()

Så meget for beviser. Det her handler om en detektiv der holder gang i forretningen: “Vi tror, at hun befinder sig i et område ikke langt fra den iberiske halvø og Nordafrika.”(), men det er jo et enormt område og den udtalelse er derfor både intetsigende og ganske omkostningsfri.

Overskriften er i alle medier ganske misvisende og selve historien er kun beregnet for alle dem der har fulgt den som ren følelsesporno og som er frygteligt ‘interesserede’ i den lille piges skæbne; de får lidt ekstra føleri op til jul.

Som nyhed og avisstof er den uden reelt indhold og helt igennem underlødig. Den har ingen værdi andet end som middel til at trække læsere fra de værste ugeblade over til aviserne.

Jeg sidder her og næsten håber at det – som foreslået af flere – var forældrene der forvoldte den lille piges død og at resten var et stort cover-up. Så kunne vi se aviserne svælge i forargelse over forældrenes skamløse misbrug af hele verdens medlidenhed, mens det i virkeligheden var medierne selv der skabte hele opstandelsen og tjente godt på den.