Små skarpe ting

(til h********)

“Men da hun fæster Blikket paa Gudens blege Ansigt, forsvinder det grusomme Smil om hendes Mund. Hun knæler ned og skuer hans Træk, og hendes Øjne fyldes med Taarer.

Hun lægger Haanden paa hans Bryst, der, hvor Tigerens Klo har revet et aabent Saar, og hun siger sagte: »Det er, som jeg tænkte, der var intet Hjerte i hans Bryst«.

Og han rører sig ikke.

Hun lægger sin Kind til hans og kysser ham; men han rører sig ikke. Hun græder og klager; men han rører sig ikke. Hun skriger hans Navn; men han rører sig ikke.

Da griber hun i Fortvivlelse sin liden Kniv og borer den ind under sit venstre Bryst. Hun river sit eget Hjerte ud af Brystet og lægger det ind i hans Legems blødende Saar. Og se! Paafuglefjedrens Straaler bevæge sig for hans Mund.

Hun sætter sig stille ved Siden af ham og holder hans Legeme halvt oppe. Hans Hoved hviler mellem hendes Bryster som i Barndommens Leg. Hun venter stille, medens Solen synker.”

– E. Dalgas: Dommedags Bog s. 314