skurke og fjolser

“I en verden, hvor mindst fem sjettedele er skurke eller narre og fjolser, må enhver af den øvrige sjettedel, så meget desto mere, jo længere væk han befinder sig fra de andre, basere sit livssystem på tilbagetrukkethed, jo længere tilbage desto bedre. Overbevisningen om, at verden er en udørk, i hvilken man ikke kan regne med selskab, må blive til fornemmelse og – habituel. Ligesom væggene indsnævrer blikket, der atter udvider sig, når det blot har mark og vang foran sig, således indsnævrer menneskeligt selskab min ånd, og ensomheden udvider den atter.”

Arthur Schopenhauer: Kunsten at kende sig selv, Kbh 2007, s. 36.

Eensomheden

429px-Emil_Aarestrup_1847Barn, du drømmer dig
Eensomhedens Skygge,
Eensomhedens Lyst,
Som en hellig Lykke,
Som en evig Trøst –
Kjender du da mig?

Veed du, hvad det er,
Ret at være ene?
Ret at føle sig
Eensom og alene?
Kan du sige mig,
Veed du, hvad det er?

Englen nærmer sig,
Den, om hvem du leder,
Eensomhed ved Navn;
Men usynlig breder
Den sin mørke Favn
Rædselsfuld mod dig.

See den dybe Flod
Bag de grønne Grene –
Har du Lyst dertil,
Saa er du alene,
Evig, om du vil –
Tør du? har du Mod?’

                                                  – Emil Aarestrup

 

Se også:  EensomhedEensomhed IISkønhed! – Hellige ensomhedBerømmelseThe curtain is never drawn

Ill. via wikipedia.

Hellige Ensomhed

“Hellige Ensomhed!
Dig har jeg elsket,
Du var min kjæreste Verden,
Den anden var mig en Biting.
Du og jeg!
Da blev jeg besjælet;
Du og jeg!
Da, skjøndt jeg følte mig selv
Som uendelig Lidet,
Jeg følte mig altid som Noget.
Og dette Liv,
Som af Alt
Jeg blev klarest bevidst,
Det kjærlighedsfuldeste,
Frieste Liv,
Det skyldte jeg Dig,
Din tavse Omfavning.
Du var en Moder,
Selv havde jeg ingen,
Skjøndt jeg var barnlig og kjælen;
Du var en Fader,
Selv havde jeg ingen,
Skjøndt jeg var drenget og vild.”

– Emil Aarestrup
(Digte. Kbh. 1930)

 

Eensomhed II

“Hvad vil da Samvittigheden indskærpe ved Bevidstheden om, at Du er en Enkelt? Den villære Dig, hvis Du dømmer (thi i saare mange Tilfælde vil den afholde Dig fra at dømme), at Du da har Din Dom paa eget Ansvar; at Du med Undseelse som for en Afdød prøver, hvad Du forstaar og hvad Du ikke forstaar; den vil skrække Dig fra at søge den glimrende Udflugt til Elendighed, at i Ere Mange, thi mange Daarer gjør dog ikke een Viis, og Mængden er en tvetydig Anbefaling for en Sag; jo større Mængden er, desto sandsynligere, at Det den priser er Daarskab, desto usandsynligere, at det er Sandhed; og allerusandsynligst at det er nogen evig Sandhed, thi evigt er der jo netop ingen Mængde. Sandheden er ikke saaledes, at den Strax behager en letsindig Mængde – og i Grunden gjør den det aldrig; Sandheden maa netop forekomme en saadan Hob taabelig.”

S. Kierkegaard: Opbyggelige Taler i forskjellig Aand, p.121-2 (3.udg.)

Eensomhed

“Det er en frygtelig Satire og et Epigram over den nyere Tids Timelighed, at den eneste Anvendelse man nu veed at gjøre af Eensomheden er en Straf, er Fængslet. Hvilken forskel siden den Tid, da man, hvor verdslig end Timeligheden altid har været, dog troede paa Klosterets Eensomhed, da man altsaa ærede Eensomheden som det Høieste som det Eviges Bestemmelse – og nu da man afskyer den som en Forbandelse, saa den kun kan bruges som Straf over Forbrydere. Ak, hvilken Forandring.”

– Kierkegaard: Pap. VIII.I A40