at have en sag

“Det er faldet mig paa, om ikke her atter stikker et Hykkelsk i denne megen Tale om at have en Sag, at være en alvorlig Mand, der har en Sag o: s: v:.
Jo ganske vist. Sagen er den, Ingen tør i vor Tid være Person; den ene er saa bange for »de Andre« at han ikke ɔ: at Ingen tør være et Jeg. Msk-Frygt er det Dominerende; og som jo allerede Oldtiden (Aristoteles etsteds i Politik eller Ethik) har sagt: Tyrannie og Demokratiehade hinanden ligesom den ene Pottemager hader den anden, det er, det er samme Regjeringsform, kun at i Tyranniet er Een, i Demokratiet de Mange Tyrannen.
Men tilbage til det at have Sag. Man tør ikke af Frygt for de Andre være Jeg, derfor stræber man at blive et | Upersonligt, blive en Sag, Sagen, et Princip o: s: v:.
Dette har saa igjen ført til Anonymitet. I saa smaa Forhold som de danske er Anonymitet næsten nødvendig, hvis Misundelsen og de Manges Tyrannie ikke altfor stærkt skal sættes i Bevægelse.
Alt tenderer til at afskaffe Personlighed; men naturligviis skeer det under det hykkelske Opspind, at det naturligviis er et stort Fremskridt, at det er en ganske anderledes Alvor end da der var Jeg’er og Personlighed.
Hvor hykkelsk! Nei, det er Cujonerie, og tillige er det Klynkerie, for nemlig altid at kunne være Flere – og man tør aldrig være alene, aldrig være Jeg. Men naar det er »Sag«, saa er det jo strax Flere – saa man da fremfor Alt er sikkret for den Fare man i vor usle, usle demoraliserede Tid meest frygter for: at være ene, et eensomt Jeg.”
Kierkegaard: NB29:2

skurke og fjolser

“I en verden, hvor mindst fem sjettedele er skurke eller narre og fjolser, må enhver af den øvrige sjettedel, så meget desto mere, jo længere væk han befinder sig fra de andre, basere sit livssystem på tilbagetrukkethed, jo længere tilbage desto bedre. Overbevisningen om, at verden er en udørk, i hvilken man ikke kan regne med selskab, må blive til fornemmelse og – habituel. Ligesom væggene indsnævrer blikket, der atter udvider sig, når det blot har mark og vang foran sig, således indsnævrer menneskeligt selskab min ånd, og ensomheden udvider den atter.”

Arthur Schopenhauer: Kunsten at kende sig selv, Kbh 2007, s. 36.

Eensomheden

429px-Emil_Aarestrup_1847Barn, du drømmer dig
Eensomhedens Skygge,
Eensomhedens Lyst,
Som en hellig Lykke,
Som en evig Trøst –
Kjender du da mig?

Veed du, hvad det er,
Ret at være ene?
Ret at føle sig
Eensom og alene?
Kan du sige mig,
Veed du, hvad det er?

Englen nærmer sig,
Den, om hvem du leder,
Eensomhed ved Navn;
Men usynlig breder
Den sin mørke Favn
Rædselsfuld mod dig.

See den dybe Flod
Bag de grønne Grene –
Har du Lyst dertil,
Saa er du alene,
Evig, om du vil –
Tør du? har du Mod?’

                                                  – Emil Aarestrup

 

Se også:  EensomhedEensomhed IISkønhed! – Hellige ensomhedBerømmelseThe curtain is never drawn

Ill. via wikipedia.

Hellige Ensomhed

“Hellige Ensomhed!
Dig har jeg elsket,
Du var min kjæreste Verden,
Den anden var mig en Biting.
Du og jeg!
Da blev jeg besjælet;
Du og jeg!
Da, skjøndt jeg følte mig selv
Som uendelig Lidet,
Jeg følte mig altid som Noget.
Og dette Liv,
Som af Alt
Jeg blev klarest bevidst,
Det kjærlighedsfuldeste,
Frieste Liv,
Det skyldte jeg Dig,
Din tavse Omfavning.
Du var en Moder,
Selv havde jeg ingen,
Skjøndt jeg var barnlig og kjælen;
Du var en Fader,
Selv havde jeg ingen,
Skjøndt jeg var drenget og vild.”

– Emil Aarestrup
(Digte. Kbh. 1930)

 

Eensomhed II

“Hvad vil da Samvittigheden indskærpe ved Bevidstheden om, at Du er en Enkelt? Den villære Dig, hvis Du dømmer (thi i saare mange Tilfælde vil den afholde Dig fra at dømme), at Du da har Din Dom paa eget Ansvar; at Du med Undseelse som for en Afdød prøver, hvad Du forstaar og hvad Du ikke forstaar; den vil skrække Dig fra at søge den glimrende Udflugt til Elendighed, at i Ere Mange, thi mange Daarer gjør dog ikke een Viis, og Mængden er en tvetydig Anbefaling for en Sag; jo større Mængden er, desto sandsynligere, at Det den priser er Daarskab, desto usandsynligere, at det er Sandhed; og allerusandsynligst at det er nogen evig Sandhed, thi evigt er der jo netop ingen Mængde. Sandheden er ikke saaledes, at den Strax behager en letsindig Mængde – og i Grunden gjør den det aldrig; Sandheden maa netop forekomme en saadan Hob taabelig.”

S. Kierkegaard: Opbyggelige Taler i forskjellig Aand, p.121-2 (3.udg.)

Eensomhed

“Det er en frygtelig Satire og et Epigram over den nyere Tids Timelighed, at den eneste Anvendelse man nu veed at gjøre af Eensomheden er en Straf, er Fængslet. Hvilken forskel siden den Tid, da man, hvor verdslig end Timeligheden altid har været, dog troede paa Klosterets Eensomhed, da man altsaa ærede Eensomheden som det Høieste som det Eviges Bestemmelse – og nu da man afskyer den som en Forbandelse, saa den kun kan bruges som Straf over Forbrydere. Ak, hvilken Forandring.”

– Kierkegaard: Pap. VIII.I A40