“Hvad vil da Samvittigheden indskærpe ved Bevidstheden om, at Du er en Enkelt? Den villære Dig, hvis Du dømmer (thi i saare mange Tilfælde vil den afholde Dig fra at dømme), at Du da har Din Dom paa eget Ansvar; at Du med Undseelse som for en Afdød prøver, hvad Du forstaar og hvad Du ikke forstaar; den vil skrække Dig fra at søge den glimrende Udflugt til Elendighed, at i Ere Mange, thi mange Daarer gjør dog ikke een Viis, og Mængden er en tvetydig Anbefaling for en Sag; jo større Mængden er, desto sandsynligere, at Det den priser er Daarskab, desto usandsynligere, at det er Sandhed; og allerusandsynligst at det er nogen evig Sandhed, thi evigt er der jo netop ingen Mængde. Sandheden er ikke saaledes, at den Strax behager en letsindig Mængde – og i Grunden gjør den det aldrig; Sandheden maa netop forekomme en saadan Hob taabelig.”

[S. Kierkegaard: Opbyggelige Taler i forskjellig Aand, p.121-2 (3.udg.)]

“Det er en frygtelig Satire og et Epigram over den nyere Tids Timelighed, at den eneste Anvendelse man nu veed at gjøre af Eensomheden er en Straf, er Fængslet. Hvilken forskel siden den Tid, da man, hvor verdslig end Timeligheden altid har været, dog troede paa Klosterets Eensomhed, da man altsaa ærede Eensomheden som det Høieste som det Eviges Bestemmelse – og nu da man afskyer den som en Forbandelse, saa den kun kan bruges som Straf over Forbrydere. Ak, hvilken Forandring.” [S. Kierkegaard: Pap. VIII.I A40]