Egenkontrol

“Ledelsen på en af Mærsks største platforme i Nordsøen presser de ansatte til at fuske med de prøver, som bruges til at beregne, hvor meget giftig olie selskabet leder ud i havet.

Det fremgår af udsagn fra flere ansatte samt en hemmelig båndoptagelse, Politiken er i besiddelse af.

På båndoptagelsen kan man høre, hvordan den øverste chef på platformen direkte presser en ansat til – i strid med udledningstilladelsen – at tage flere prøver og kun indrapportere dem med det laveste olieindhold til Miljøstyrelsen.” (Mærsk presser ansatte til at fuske, Politiken, d. 15. december 2010)

Hvad havde man regnet med? Her er et firma med en milliardforretning som selv skal kontrollere at de overholder reglerne. Den eneste grund til ikke at snyde skulle da lige være frygten for at blive opdaget, da konsekvensen deraf, en tur gennem medierne, kan være en PR-mæssig katastrofe. Hvis langt mindre foretagener som den iøvrigt velrenommerede Carlslund Kro i Odense kan finde på at snyde ved at lade det den ene kunde har levnet blive serveret for den næste, hvorfor så ikke i en branche hvor pengene er langt større?

Det værste er i øvrigt slet ikke at der snydes. Det værste er myndighedernes naivitet, her i en rapport fra Fødevarestyrelsen som har evalueret egenkontrollen i fødevarevirksomheder:

“Evalueringen af egenkontrollen har vist, at den fungerer godt i de større fødevarevirksomheder med mange ansatte og mere komplekse aktiviteter. Der bliver fanget og rettet mange fejl, som ikke ville være blevet fundet uden egenkontrolprocedurer. Det hænger blandt andet sammen med, at egenkontrollen bruges som et ledelsesværktøj til at rette medarbejdernes fokus på de forhold, der har betydning for fødevaresikkerhed.

De små virksomheder er mere tvivlende overfor effekten af egenkontrol, og der er stadig en opfattelse af, at egenkontrollen udføres for at tilfredsstille fødevarekontrollen. En del af de små detailvirksomheder ser dog en fordel i, at en veldokumenteret egenkontrol kan bruges overfor myndigheder og kunder til at vise, at virksomheden har styr på hygiejne, fødevaresikkerhed og anden fødevarelovgivning.” (Egenkontrol i fødevarevirksomheder evalueret, Pressemeddelelse, d. 6. september 2006)

Ja, hvad ellers, fristes man til at spørge? Hvem skulle den ellers tilfredsstille?

Der findes sikkert virksomheder hvor pengene flyder så frit at man har overskud til at “bruge egenkontrollen som et ledelsesværktøj” og hvor man har fine etiske regelsæt fordi man lever af at sælge samvittighedsvarer til et økonomisk (og ideologisk!) velfunderet befolkningssegment, men nede hos den lokale pizza-pusher eller småkøbmand hvor konkurrencen er anderledes hård og hvor det er forretningens overlevelse det handler om, er fristelsen til snyde måske anderledes stor, og det er nu engang sådan at hvis du er villig til at overtræde love og regler eller begå direkte svindel, så er du jo nok også villig til at snyde med den egenkontrol som skal afsløre dit snyd! På samme måde har man nok også en klar fornemmelse af at hvis oliemilliarderne flyder frit så er det jo nok ikke en vandprøve med lidt for meget olie i, som skal stoppe den pengestrøm.

Lidt kynisk kunne man vel konstatere at egenkontrol som kontrolmiddel nok virker bedst overfor de ærlige og de retskafne og de samvittighedsfulde.