Pirater x2

Tohundrede (200) somaliske pirater har de danske styrker i Det Indiske Ocean haft i deres varetægt. Af de tohundrede er fem (5!) blevet retsforfulgt, mens de resterende er blevet sat på fri fod. De to hundrede er pirater løsladt af de danske styrker alene. Samtidig viser en beregning at somaliske pirater i 2010 indkasserede 1,3 milliarder kroner i løsepenge og det gældende takst pr skib er 5-10 millioner dollars. Det er altså en stort set risikofri forretning de driver og gevinsten de kan få er ikke bare efter deres forhold, men også efter vores ganske pæn.

Man kan med rimelighed spørge sig selv hvilke omkostninger det skal have at overholde konventioner og om det overhovedet er rimeligt at kriminelle kan tjene så mange penge på at verdenssamfundet skal overholde diverse konventioner? Nu er det jo ikke sådan at der er nogen videre tvivl om skyldsspørgsmålet i de tilfælde hvor piraterne opbringes, for det er næppe for at fiske at de sejler bevæbnede rundt på oceanet. Derfor: hæng dem, skyd dem og kølhal dem, til skræk og advarsel for andre håbefulde i samme branche.

Berøringsangst overfor virkeligheden i en indbildt anstændigheds navn kan ikke i dette tilfælde fortolkes som meget andet end svaghed.

-  o  O  o  -

Fuldstændig absurde (og billige) indenrigspolitiske point forsøger Dansk Folkeparti at score, når deres udenrigspolitiske ordfører, Kenneth Kristensens Berth …

… opfordrer justitsminister Lars Barfoed (K) til at øge politiets overvågning af herboende somaliere med kontakter til de pirater, der hærger Aden Bugten. Det sker på baggrund af sagen, hvor syv danske sejlere – heraf tre børn – siden torsdag har siddet som gidsler hos somaliske pirater.

- Politiet må overvåge de somaliere her i landet og sikre, at de ikke bidrager til det, der foregår dernede, siger Kenneth Kristensen Berth, der også mener somaliere bør straffes på meddelagtighed, hvis det viser sig, at de har hjulpet piraterne med oplysninger.

fordi

Pirateksperten Andrew Mwangura fra Seafarers Assistance Programme har tidligere til Ekstra Bladet advaret mod at tale åbent om løsepenge i de danske medier, da det kan skade gidslernes situation.

- De somaliske piratgrupper har alle sammen kontakter i Danmark, så alt, hvad der står i medierne, ryger videre til piraterne, sige han.

Men hvorfor fortsætter danske medier så med at skrive om sagen? På forsiden af Ekstra Bladets hjemmeside kan man se at den første indsamling allerede er i gang mens B.T. advarer mod at samle penge ind da det vil presse prisen op. Så her er der oplysninger til piraterne om at der samles penge ind og at der derfor nok er en god ide at hæve prisen.

Hvad med pressen? Skal den også straffes for at hjælpe med oplysninger? Det er jo ikke sådan at herboende somaliere er nødt til at smutte ned til kiosken og købe dagens aviser, smide dem i en kuvert og sende dem med luftpost til Somalia. Danske avisers hjemmeside og http://translate.google.com kan nok gøre stort set det samme, ikke? Også fra Somalia! På avisernes hjemmeside er man jo oven i købet så venlig at sætte billeder af gidslerne på artiklerne så netsurfende pirater straks kan identificere præcis hvilke artikler der er interessante.

Pointen er jo at der ikke er ret mange oplysninger, ikke ret mange  insider-informationer som herboende somaliere kan viderebringe, som ikke enhver med lidt snilde kan tilgå fra en hvilken som helst internetforbundet computer i verden.

At foreslå at gøre det strafbart at viderebringe noget som pressen frit kan trykke – uanset om det er i fuld alvor eller med det formål at profilere sig indvandrerpolitisk – er ikke bare absurd, men så helt igennem idiotisk at man må undre sig over, fra hvilken afgrundsdyb pøl af menneskelig dumhed og uvidenhed Dansk Folkeparti forventer at hente deres medlemmer og stemmer.

Man græmmes!

Omvendt bevisbyrde!

Undertiden støder man i kriminalsager på forsvar som er så snedigt udtænkte at de ender med at blive et bevis for skyld. Det sker tilsyneladende når gerningsmænd som ikke er specielt veludrustede i kategorien intelligens på forhånd forsøger at foretage sig noget aktivt for at bevise deres uskyld i stedet for f. eks. bare passivt at have et alibi. Her er et eksempel på hvad der sker når man ganske mangler evnen til at tænke rationelt. Den unge dansk-sudaner Lual Yai Fayin Lual er – ifølge EB – idømt forvaring for voldtægt af en 14-årig pige og en masse andre mindre pæne handlinger:

Efter voldtægten filmede han pigen med sin mobil, mens han tvang hende til at love ikke at sige noget til sine forældre.

- Jeg har ikke voldtaget dig, vel, sagde han på optagelsen.

- Nej, svarede hun tøvende.

- Og vi er enige om, at det var frivilligt?

- Ja.

- Godt, sagde han tilfreds.

Optagelsen skulle ifølge den 18-årige dokumentere, at han ikke havde gjort noget forkert.

Enfoldigheden er så massiv at det næsten er morsomt.

Dummere end politiet tillader…

Her er en af de ufrivilligt morsomme. Politikere er – jeg ved det – taknemmelige ofre, men denne her udtalelse rammer bredt og hårdt.

Justitsminister Lene Espersen (K) foreslog torsdag, at der bliver sat såkaldte stærekasser – ubemandede overvågningskameraer – op på særlige vejstrækninger for at få farten ned. Tidligere har hun ellers talt imod dette, da hun har ment, at stærekasser vil skabe for meget overvågning.Justitsminister Lene Espersen (K) foreslog torsdag, at der bliver sat såkaldte stærekasser – ubemandede overvågningskameraer – op på særlige vejstrækninger for at få farten ned. Tidligere har hun ellers talt imod dette, da hun har ment, at stærekasser vil skabe for meget overvågning.(1)

Ministeren har skiftet mening, hvilket ikke er en skam, det kan ske for den bedste, men måden hun gjorde det på er bemærkelsesværdig. Journalisten spørger:

Men kommer det bag på dig, at folk sætter farten ned, hvis de ser et skilt, hvor der står, at de ellers vil blive fotograferet og få en bøde?(2)

… og ministeren svar er af den slags som undertegnede sætter umådelig stor pris på:

Det er kommet bag på mig, at det har så stor en effekt. Derfor vil jeg se, om det kan få lige så stor effekt i Danmark, som det har haft i blandt andet Sverige. Og man skal da være dummere, end politiet tillader, hvis man kører for stærkt, når man ved, at der er et kamera.(3)

Umiddelbart et tilforladeligt svar, men så enkelt er det altså ikke. Hvis man skal være dummere end politiet tillader for at køre for stærkt når man ved man bliver kameraovervåget, hvorfor kommer det så bag på minsiteren at det har haft en så stor effekt i Sverige, medmindre ministeren i det skjulte går og mener at svenskerne rent faktisk er ikke så lidt dummere end politiet tillader. Værre ser det ud for danskerne: for selvom den dokumenterede effekt i Sverige er kommet bag på ministeren, tør hun ikke tage det for givet at det vil have en lignende effekt i Danmark, hvilket m.a.o. vil sige at ministerens forventning er at danskerne er – om muligt – endnu dummere end de strafbart dumme svenskere.

Interviewet fortsætter:

Det er også det, jeg mener. Er det ikke netop logik, som man ikke behøver kigge på svenske erfaringer for at kunne forudse?(4)

Det indlysende spørgmål, der, til trods for at det går helt fejl af hvad det var Lene Espersen egentlig sagde, rammer hovedet på sømmet. Lene Espersens egne ord bliver brutalt brugt i mod hende selv og det er måske derfor at det følgende svar fra ministeren rammer så meget ved siden af at vi nok er tilbøjelige til at tro at der måske kunne være noget om det der med danskerne og dumheden:

Jo, men logikken hører nogle gange op, når nogle sætter sig bag rattet.(5)

Måske ministeren så burde tilbringe lidt mindre tid der?

Et råd jeg hørte engang var: “Sig altid sandheden, for så behøver du ikke gå rundt og huske på hvad det var du sagde.” Der er da ingen tvivl om at Lene Espersen hele tiden har vidst, som også journalisten antydede, at sådanne kameraer har en effekt, men at det sikkert også er en ubehagelig viden at sidde inde med, når mange af ens vælgere er glade for deres store biler og den fart de kan bevæge dem rundt med. Så er det man nødsages til – i den politiske sandheds interesse – at stikke den lille nødløgn, der gør at man efterfølgende kommer galt af sted når en journalist går en på klingen.

__________
(1) Morten Skærbæk: Espersens kovending tog et halvt år – og en uges valgkamp. avisen.dk,d. 1/11 2007 k. 21.15
(2) op. cit. (3) op. cit. (4) op. cit. (5.) op. cit.