Drømmebetydning

Jeg, der ellers sjældent drømmer, eller i hvert fald sjældent vågner tidsnok til at kunne huske dem, vågnede i morges midt i den mest perfekte drøm.

Siddende i et skovbryn i tusmørket ved et sæt bord og bænke af træ af den slags med metalskelet som ofte findes i parker, sammen med to andre personer, som jeg ikke har nogen klar erindring om hvem var, men der er vin på bordet og stemningen er afslappet og hyggelig, omgivet af de fineste små fine huse i træ af næsten eventyragtig kvalitet, fanges min opmærksomhed pludselig af et voldsomt lysglimt, som fra et lynnedslag ganske tæt ved. Men da der ikke følger noget tordenbrag efter, kigger jeg op og ser, på en baggrund af den smukkeste skyfri orange-røde aftenhimmel, en perfekt paddehattesky rejse sig i horisonten. Jeg betragter den i oprigtig æstetisk nydelse et par sekunder der føles som en evighed. Så får jeg øje på endnu en og straks efter en til. Jeg reagerer ikke på synet, men fortsætter med at betragte dem fuld af beundring; en religiøs tre-enighed åbenbaret, som et dødeligt drømmesyn på aftenhimlens filmlærred.

Så kommer der et lysglimt til og kort efter chokbølgen, hvis varme føles blid og tryg og vinden der som et kærtegn smyger sig om os. Jeg tænker, eller siger det måske højt, at nu er det vist rigeligt tæt på og at det er på tide at bryde op, og vi rejser os stille og roligt for at gå. Hvorhen ved jeg ikke, for der er en påtrængende følelse af, at det alligevel ikke nytter noget og i det øjeblik indser jeg, at nu er det hele forbi. Verden har spillet mig et puds. I dette sekund indser jeg, at jeg har trukket en nitte i lotteriet og magten over mit eget liv er blevet mig frarøvet og i stedet har en eller anden et sted langt borte besluttet min skæbne for mig, uden at kende mig og uden at interessere sig det fjerneste for hvem jeg er. Vi har knap nok rejst os og forladt bordet, inden det, mens vi alle tre kigger på hinanden hen over det, eksploderer i et inferno af lys og varme.

Og der vågnede jeg selvfølgelig.

Nej, jeg tror ikke på betydningen af drømme som noget der kan tydes og jeg tror slet ikke på drømme som et varsel og at jeg (eller vi alle) er døde inden aften, selvom jeg selvfølgelig gerne ville vide, hvem det to andre er, som jeg åbenbart skal dø i selskab med. Forklaringen er langt mere enkel og den har intet behov for fortolkning, både fordi tanken ikke er mig fremmed, og fordi umiddelbart efter jeg vågnede, havde jeg følgende vers i tankerne, for Baudelaires Les Fleurs du Mal er hvad jeg læser lige nu.

Ô Mort, vieux capitaine, il est temps! levons l’ancre!
Ce pays nous ennuie, ô Mort! Appareillons!
Si le ciel et la mer sont noirs comme de l’encre,
Nos coeurs que tu connais sont remplis de rayons!

Verse-nous ton poison pour qu’il nous réconforte!
Nous voulons, tant ce feu nous brûle le cerveau,
Plonger au fond du gouffre, Enfer ou Ciel, qu’importe?
Au fond de l’Inconnu pour trouver du nouveau!

William Aggelers engelske oversættelse fra 1954 lyder således og det er ganske godt:

O Death, old captain, it is time! let’s weigh anchor!
This country wearies us, O Death! Let us set sail!
Though the sea and the sky are black as ink,
Our hearts which you know well are filled with rays of light

Pour out your poison that it may refresh us!
This fire burns our brains so fiercely, we wish to plunge
To the abyss’ depths, Heaven or Hell, does it matter?
To the depths of the Unknown to find something new!”

… mens Peter Poulsens danske oversættelse fra 1998 synes svært under-oversat på en folkeskoleagtig måde. Sproget forekommer mig fladt og kønsløst.

O gamle kaptajn Død, let anker! kast los!
Vi væmmes, o skipper, ved dette land! På fart!
Er himlen og havet som blæk, er det os,
Hvis hjerter du kender, som lyser højt og klart!

Så hæld da giften op og lad os trøstigt drikke!
Vi kaster os i dybet, hvorpå skibet har flydt
– Himmel eller Helved, vi ænser det ikke –
Blot vi i det ukendte møder noget nyt!

__________
Charles Baudelaire: Les Fleur du Mal. Édition Garnier Frères. Paris 1961.
– : The Flowers of Evil. Trans: William Aggeler. Fresno, 1954
– ; Helvedsblomsterne, Overs: Peter Poulsen. Nansensgade Antikvariat. Kbh. 1998

Falaris’ Tyr

Virkeligheden er i høj grad noget overvurderet lort, fyldt med nævenyttige forskere, som med deres kedsommelige fakta formår at henlægge enhver fantasifuld, brutal, dramatisk, tragisk eller i det hele taget bare spændende historie til fantasiens eller myternes verden! Se nu for eksempel bare hvad Den Store Danske Encyklopædi skriver om tyrannen Falaris:

Falaris, d. ca. 554 f.Kr., tyran i Akragas, nuværende Agrigento i Italien.  Historien om Falaris som en særlig brutal tyran, der ristede sine ofre levende i en bronzetyr, er tvivlsom. Akragas ser ud til at have blomstret i hans regeringstid.

Vi ser helt bort fra den moraliserende antagelse af, at (by)samfund ikke kan trives og blomstre under tyranners styre, og haster videre til nogle langt mere interessante kilder.

Cicero:

“Some ages afterwards, Publius Scipio took Carthage, in the third Punic war; after which victory, (remark the virtue and carefulness of the man, so that you may both rejoice at your national examples of most eminent virtue, and may also judge tire incredible audacity of Verres worthy of the greater hatred by contrasting it with that virtue,) he summoned all the Sicilians, because he knew that during a long period of time Sicily had repeatedly been ravaged by the Carthaginians, and bids them seek for all they had lost, and promises them to take the greatest pains to ensure the restoration to the different cities of everything which had belonged to them. Then those things which had formerly been removed from Himera, and which I have mentioned before, were restored to the people of Thermae; some things were restored to the Gelans, some to the Agrigentines; among which was that noble bull, which that most cruel of all tyrants, Phalaris, is said to have had, into which he was accustomed to put men for punishment, and to put fire under. And when Scipio restored that bull to the Agrigentines, he is reported to have said, that he thought it reasonable for them to consider whether it was more advantageous to the Sicilians to be subject to their own princes, or to be under the dominion of the Roman people, when they had the same thing as a monument of the cruelty of their domestic masters, and of our liberality.” (Cic. Ver. 2.4.73 / tr: C.D.Yonge)

Diodor:

“This Phalaris burned to death Perilaus, the well-known Attic worker in bronze, in the brazen bull. Perilaus had fashioned in bronze the contrivance of the bull, making small sounding pipes in the nostrils and fitting a door for an opening in the bull’s side and this bull he brings as a present to Phalaris. And Phalaris welcomes the man with presents and gives orders that the contrivance be dedicated to the gods. Then that worker in bronze opens the side, the evil device of treachery, and says with inhuman savagery, “If you ever wish to punish some man, O Phalaris, shut him up within the bull and lay a fire beneath it; by his groanings the bull will be thought to bellow and his cries of pain will give you pleasure as they come through the pipes in the nostrils.” When Phalaris learned of this scheme, he was filled with loathing of the man and says, “Come then, Perilaus, do you be the first to illustrate this; imitate those who will play the pipes and make clear to me the working of your device.” And as soon as Perilaus had crept in, to give an example, so he thought, of the sound of the pipes, Phalaris closes up the bull and heaps fire under it. But in order that the man’s death might not pollute the work of bronze, he took him out, when half-dead, and hurled him down the cliffs.” (Diod. 9.19.1 / tr.: by C.H.Oldfather)

Lukian, som lægger ordene i munden på Falaris selv:

“And now I must explain to you the origin of my present offering, and the manner in which it came into my hands. For it was by no instructions of mine that the statuary made this bull: far be it from me to aspire to the possession of such works of art! A countryman of my own, one Perilaus, an admirable artist, but a man of evil disposition, had so far mistaken my character as to think that he could win my regard by the invention of a new form of torture; the love of torture, he thought, was my ruling passion. He it was who made the bull and brought it to me. I no sooner set eyes on this beautiful and exquisite piece of workmanship, which lacked only movement and sound to complete the illusion, than I exclaimed: “Here is an offering fit for the God of Delphi: to him I must send it.” “And what will you say,” rejoined Perilaus, who stood by, “when you see the ingenious mechanism within it, and learn the purpose it is designed to serve?” He opened the back of the animal, and continued: “When you are minded to punish any one, shut him up in this receptacle, apply these pipes to the nostrils of the bull, and order a fire to be kindled beneath. The occupant will shriek and roar in unremitting agony; and his cries will come to you through the pipes as the tenderest, most pathetic, most melodious of bellowings. Your victim will be punished, and you will enjoy the music.”(Luc. Phal. 1.11 / tr: Fowler)

Men musikken blev altså ikke rigtig påskønnet af tyrannen, som ikke bare syntes at Perilaus’ opfindsomhed var lige i overkanten, men ligefrem blev frastødt af den:

‘His words revolted me. I loathed the thought of such ingenious cruelty, and resolved to punish the artificer in kind. “If this is anything more than an empty boast, Perilaus,” I said to him, “if your art can really produce this effect, get inside yourself, and pretend to roar; and we will see whether the pipes will make such music as you describe.” He consented; and when he was inside I closed the aperture, and ordered a fire to be kindled. “Receive,” I cried, “the due reward of your wondrous art: let the music-master be the first to play.” Thus did his ingenuity meet with its deserts. But lest the offering should be polluted by his death, I caused him to be removed while he was yet alive, and his body to be flung dishonoured from the cliffs. The bull, after due purification, I sent as an offering to your God, with an inscription upon it, setting forth all the circumstances; the names of the donor and of the artist, the evil design of the latter, and the righteous sentence which condemned him to illustrate by his own agonized shrieks the efficacy of his musical device.” (Luc. Phal. 1.11 / tr: Fowler)

… og endelig Pindar med en slags morale på den historie:

The kindly excellence of Croesus does not perish, but Phalaris, with his pitiless mind, who burned his victims in a bronze bull, is surrounded on all sides by a hateful reputation; lyres that resound beneath the roof do not welcome him as a theme in gentle partnership with the voices of boys. The first of prizes is good fortune; the second is to be well spoken of; but a man who encounters and wins both has received the highest garland.(Pind. Pyth. 1.94 / tr. D. A. Svarlien)

En helt igennem vidunderlig men måske ikke særlig letlæst kilde til denne og andre fatasifulde historier i kategorien Sjov med Meningsløs Vold er Roland Villeneuves: La Musée des Supplices (Paris 1968) bogen findes også i tysk oversættelse, med den helt igennem vidunderlige titel:

“Grausamkeit und Sexualität. Sadistisch-flagellantische, pathologische, gesellschaftlich-machtpolitische und religiöse Hintergründe der Leibes- und Todesstrafen, Hinrichtungsarten, Martern und Qualen bis in die Gegenwart in Wort und Bild.” (Stuttgart 1968)

Bogen, som har en noget dyster og letkøbt påstand af Rivarol som motto: “Die zivilisierten Völker sind für das Gift der Barbarei so anfällig wie das blanke Eisen für den Rost. Völker und Stahl, beide glänzen nur an die Oberfläche.” anbefales kraftigt til nysgerrige men ikke alt for sarte sjæle.

Carpe Diem

For en håndfuld mønter erhvervede jeg baljemig disse følgende billeder på et loppemarked i Odense. Fælles for dem er at de er gamle, nogle af dem på den fjerne side af hundrede år. Fælles for dem er også at de er minder, nogens minder om egen barndom, om deres familie, om kolleger, men fælles for dem alle er også, at der ikke længere er nogen tilbage til at mindes.

Det er næppe sandsynligt, at der er nogen af personerne på disse billeder, som endnu er i live og det er nok overvejede sandsynligt, at de der engang har ejet disse billeder, ejheller er i live længere. Hvordan og hvorfor skulle ellers disse engang værdifulde minder, være til salg for småpenge på et loppemarked?

Et helt langt livs erindringer, tanker og følelser er der på det billede i den gamle kones skikkelse, måske en kærlig bedstemor eller måske en striks gammel tante, som kigger udtryksløst på barnet der leger ved brønden, mens storebror, noget mere genert ser på fra døren. Der er også et helt livs potentiale der i barnet på billedet, et liv fanget af fotografen i dets spæde start, men som nu forlængst er udfoldet og udlevet og har fundet sin naturlige afslutning og som formodentlig endda er glemt.

familieFamilien på dette billede er fra en fotograf ved navn Mansfield. Adressen på fotografen fremgår af billedet og adressen er 245 Anlaby Road, Hull.

Fotografering var en alvorlig sag og vi ser en meget alvorlig fader og en noget nervøst udseeende moder og en datter som måske ikke kunne sidde helt stille og derfor ikke rigtig er tilstede på billedet og som sikkert har fået skældud efterfølgende. “Se nu hvad du har gjort!”

Men der er ikke rigtig noget der taler til os i billedet, andet end en radikal anderledes påklædning: klædt på til at blive fotograferet. Foreviget har de måske endda sagt; for sjov måske, hvis man har haft lidt dannelse, ellers i fuld selvhøjtidelig alvor.

Mere lokalt er der dette billede fra systuen på Nørregade i Nr. Broby: Frk Rasmussen fra Holmstrup og endnu en Frk. sypiger2Rasmussen, Frk. Andersen, Frk. Petersen og Frk. Johansen. Andet står der ikke bag på billedet.

En verden af sladder og småsnak der forlængst er forstummet og et sidste “Kan du huske dengang vi … ” er sagt og bortvisket fra sammen med de, der ikke er her længere og nu bare står tilbage som ansigter på et falmet foto, et tableau uden nogen betydning andet end som en påmindelse til os, om hvordan verden engang så ud.

Har det nogen værdi længere? Har det nogen betydning?

Er der nogen der kan huske, at familien fodrede svanerne den sommer “i en park i Holland”, hvor lillepigen var kun to år. Der er ingen der tænker at far var nu heller aldrig særlig dygtig med det kamera. Der er ikke længere nogen der kigger på billedet med rynkede og svagt rystende hænder og griner lidt ved tanken om storesøster, der nu heller aldrig kunne sidde helt stille. Der er ingen længere der mindes, at det en gang i mellem nu også var ret hyggeligt i systuen.

Vsvaneri lever og vi dør og lever måske videre en stund i erindringen hos de der engang kendte os, elskede os, men også erindringen om os falmer gradvist som årene går og så hentes vi undertiden frem, som minder hos et menneske der selv nærmer sig enden på et liv og til sidst er vi blot et ansigt på et billede, glemt eller kasseret og solgt på et loppemarked et sted i Odense en forårsdag, hvor en nysgerrig tager os op og kigger på os og med et smil tænker på hvilket liv vi mon havde, om vi var lykkelige der i det korte tidsrum der blev os tildelt, og kigger os et kort sekund i øjnene og vi kigger tilbage fra graven uden at vide det, inden billedet af os ryger tilbage i kassen og glemmes for evigt.

Stedet kun stjernene kender

Mira_the_star-by_NASA

 

Den første dag i maj – i år en onsdag – stod jeg tilfældigvis på terassen og nød solen og forårsluften, da den årlige test af varslingssirenerne gik i gang og en vidunderlig men infernalsk larm spredte sig og bragte med sig minder fra engang.

Da jeg var barn, blev varslingssirenerne afprøvet en gang ugentligt, hver onsdag middag og det var så hverdags en begivenhed, at man ikke engang altid bemærkede det, når man nu var en af de der trods alt var optaget af skolearbejdet. Undertiden gjorde man dog med en svagt frydefuld gysen over den kollektivt indbildte koldkrigsrisiko, mens der i ens hovede kørte fascierende billeder og filmklip af Hitler og Churchill og ondskab og udsultede jøder og grynede sort-hvide billeder fra Somme og Verdun og tusinder af allierede skibe på havet ved D-dag, som skulle bringe en ende på ulykke og fred og fordragelighed til verden. Og så var det man blev brutalt revet ud af de søde drømme af Fru Olsen, som udleverede tekster hun kaldte litteratur (aldrig har jeg læst så meget af hvilket jeg husker så lidt) og ugebladsreklamer til analyse …

“Se hvordan menneskers blod løber sammen i levrede pøle. Se hvordan løsnede tænder fra lig flås med af de stride strømme af fossende blod, de skures og slibes mod sandet indtil de glimter i mudder og dynd, hvor blodet i bække flyder med splintrede ben og løber langs afhugne lemmer. Danskernes blodstrøm ta’r til, nu breder sig vidt over marken pøle af rødt, overalt ligger lig spredt ud over jorden, omflydt af floden der vælder med kraft fra de skummende årer. Uafbrudt farer nu Hjartvar løs på de danske, han elsker krigsguden, løfter sit spyd og udfordrer alle til kampen. Dog, her midt mellem døende mænd og faldne fra slaget ser jeg med lykkeligt smil om sin mund vor slægtning af Frode, han som engang med guld tilsåede Fyrisvals marker.” (Saxo. Zeebergs overs., Kbh. 2000)

Min nabo er gammel. Hvor gammel ved jeg ikke, men et godt stykke på den forkerte side af de halvfjerds og skræmt fra vid og sans i en sådan grad, over at der i kvarteret har været en række indbrud i private hjem, at hun knap tør forlade sin bolig. Måske kunne man forstår det, hvis hun ikke turde opholde sig i hjemmet, for hvad skal sådan en lille sød gammel dame alligevel stille op, om tyven i natten kommer listende når hun er hjemme? I det hele taget, hvad gælder frygten? Er hun ikke allerede så tæt på døden at hun forlængst burde have forliget sig med, at den snart indfinder sig – og med langt større sandsynlighed af naturlige årsager end af kriminelle – og derfor med stort begær gribe den rest af liv hun trods alt har tilbage og kaste sig ud i den med dødsforagt? Hvad er det hun sparer op til, denne stakkels skræmte puger af indholdsløse livsdage?

“War is not to be regarded as an absolute evil … by its agency as I have remarked elsewhere the ethical health of the peoples is preserved in their indifference to the stabilization of finite institutions; just as the blowing of the winds preserves the sea from the foulness which would be the result of a long calm, so also corruption in nations would be the result of prolonged, let alone ‘perpetual’ peace.” (Hegel: Philosophy of Right, §324 tr. Knox. Oxf 1962)

Nutidens skolebørn behøver ikke bekymre sig om den slags varslinger af fortidige ulykker, og de fleste pædagoger vil måske endda sige, at det er godt børnene ikke behøver at bekymre sig, men når man hører hvilke genvordigheder og dagligdags katastrofer det medførte for deres forældre, at de, på grund af lockoutede skolelærere, måtte have deres børn hjemme en måned, hvilket kommer frygteligt ubelejligt midt i deres evigt ambitiøse stræben og slæben til huse, så tænker man uvilkårligt, at det måske ville være på sin plads med en lille fiks krig og lidt nød, til at rykke lidt op i råddenskaben.

“I kender alle det desperate tungsind, der griber os ved erindringen om lykkens tider. Hvor uigenkaldeligt er de dog borte, og vi er ubarmhjertigere skilt fra dem end ved alle afstande. Dertil kommer, at billederne træder mere lokkende frem i efterglansen; vi tænker tilbage på dem som på en afdød elsket kvindes legeme, der hviler dybt i jorden og nu får os til at gyse med en skønhed af højere og mere åndelig orden, ikke ulig et luftsyn i ørkenen. Atter og atter famler vi i vores tørstende drømme efter hver enkelthed, hver fold. Da ser det ud for os, som vi ikke fyldte livets og kærlighedens mål til randen, men ingen anger bringer det forsømte tilbage. Måtte denne følelse være os en lære for hvert lykkens øjeblik.” (Ernst Jünger: På marmorklipperne. Kbh. 1979)

Lige meget hvor længe du lever, lever du dog aldrig evigt og lige meget hvor meget rigdom du slæber til huse, er du aldrig lykkeligere end i det allerede forgange, øjeblik da livets og kærlighedens mål var fyldt.

Lykken kan ikke akkumuleres, men den blomstrer så meget smukkere og frodigere i ulykkens skygge. Sophus Claussen beskrev det således:

Jeg ønsked at samle min Længsel, mit Liv
til en Vagt uden Hvile, en Skæbne som brænder
med Sol, der paa Enge nær Havet blev til
og ender et Sted, som kun Stjernerne kender.

__________
Ill: Mira by NASA (public domain img via Wikimedia)

Om Sindets Ligevægt

Til Quintus Dellius

Mød Modgang med et ligevægtigt Sind
og tøjl Din Trang til overmodig Glæde
i Medgangs Tid. Husk paa: Du skal jo dø,
o Dellius, hvadenten Du vil Græde

og sorrigfuld henleve Dine Aar,
hvad eller Du forstaar Din Sjæl at fryde
og paa hver Højtidsdag i landlig Fred
i Græsset strakt Din gode Vin at nyde.

Hvorfor mon Poplerne og Pinjerne
til gæstfri Skygge deres Favn forene,
og hvorfor risler Kildens klare Væld
med munter Nynnen over Stub og Stene?

Lad Vin og Salve bringe hastigt hid?
og Roserne, hvis Duft for tidligt Svinder,
mens det er Tid at glædes, mens endnu
vor Livsens Traad de trende Søstre spinder.

Alt skal Du miste: Guld og Gods og Gaard,
alt, hvad i livets Løb Du skrabed sammen;
alt tages fra Dig, Du skal føres bort
og efterlade alt til andres Gammen.

Da gavner ej Alverdens Rigdom mer
end Armod – bor Du under gyldne Tage,
hvad eller Himlens Hvælving er Dit Loft,
naar Døden kalder, maa Du med ham drage.

Vi føres alle til det samme Sted;
Gudinden alles Lod i Urnen ryster,
naar Dit uddrages, baader ingen Bøn,
Du færges bort til Dødens kolde Kyster.

– Horats: Oder
overs: Axel Juel
Gyldendal 1945. s. 41

Dødsstraf: 7. et drabsorgie af svimlende proportioner

Amnesty Internationals danske mikrofonholder, også kendt som dagbladet Politiken, bringer i dag en artikel skrevet af Jakob Hvide Beim om en henrettelse i Iran, under overskriften Amnesty: Mohammad fra Iran blev henrettet med otte timers varsel.

Et glimrende eksempel på at moralsk forargelse skal få bedskabet igennem; tænk sig, Mohammads famile blev ringet op og fik kun otte timers frist til at sige farvel, inden slynglen blev henrettet. Nu er jeg ellers flere gange stødt på dødsstrafmodstandere, som fremfører at det er psykisk tortur at gå og vente på at man skal dø ved henrettelse. Her var fristen så åbenbart ganske kort, men der er åbenbart nogen som aldrig bliver tilfredse. I øvrigt et absurd argument at det skulle være værre at gå og vente på en snarlig død, end at man – idømt livsvarigt fængsel – kan gå resten af livet og vente på ingenting. Men det er en anden historie.

Jakob Hvide Beim skriver:

“Til det sidste fastholdt den dødsdømte iraner, at han ikke havde handlet med ulovlige stoffer som påstået af myndighederne. Alligevel blev han henrettet.”

No shit? Måske man omgående skulle åbne alle fængsler og lade de fanger gå, som på tro og love vil skrive under på at de er uskyldige. Det er forbløffende at organisationer som Amnesty og dagblade som Politiken viderebringer den slags påstande om uskyldighed fra dømte forbrydere som argumenter imod dødsstraf, når vi i Danmark i den grad savner et tilsvarende forsvar for Kurt Thorsen, som stadig påberåber sig sin uskyld i PFA Sagen. Alligevel sad han i fængsel i seks år. Eller hvad med et forsvar for den gennem pressen forhåndsdømte såkaldte amagermand, Marcel Lychau Hansen. Han påstår også hårdnakket at han er uskyldig.

Historien om Mohammad Jangali indgår i en ny rapport fra Amnesty International, der offentliggøres i dag, og som konkluderer, at Iran i stigende grad straffer fanger med henrettelser.

Interessant værdiladet sprogbrug. At sige at man “straffer fanger med henrettelser” er det samme som at sige, at henrettelsen er en straf ud over dommen. Man kunne mere neutralt vælge at sige at man straffer forbrydere med døden.

“I et forsøg på at dæmme op for deres enorme narkotikaproblem har de iranske myndigheder gennemført et drabsorgie af svimlende proportioner, selv om der ikke er bevis for, at henrettelse forhindrer narkosmugling mere effektivt end fængsel.”

Således siger Amnesty Internationals direktør i Mellemøsten og Nordafrika, Ann Harrison iflg. Politiken og det er faktuelt forkert, da et sådant bevis kan leveres rent logisk: hvis bare en eneste narkosmugler bliver løslagt fra fængslet og genoptager sit kriminelle forehavende, så følger det at dødsstaf vil være mere effektivt til at forhindre narkosmugling end fængsel. Man kan selvfølgelig indvende at fængsel på livstid er lige så effektivt som dødsstraf, hvilket er sandt, men så er det helt andre overvejelser der gør sig gældende.

Hvad angår drabsorgiet af svimlende proportioner – “a killing spree of staggering proportions” (sic!) – så er der i følge Amnestys egne tal (http://www.amnesty.org.uk/news_details.asp?NewsID=19859) tale om en tredobling af antallet af henrettede for narkosmugling, som led i et forsøg på at gøre noget ved at landet har verdens fjerdehøjeste narkorelaterede antal dødsfald (henrettelser fraregnet!) om året. Amnesty International opgør antallet af henrettede for narkokriminalitet i Iran til mindst 488 i år i deres rapport med titlen Addicted to Death. Blandt de som er addicted til mere fysiske substanser er det årlige antal dødsfald i Iran vel omtrendt ti gange større. (91 pr.  mill. indb. i alderen 15-64 af en befolkn. på ca 90 mill.) Til sammenligning opgør Iraq Body Count antallet af civile ofre i nabolandet siden invasionen i 2003 til tæt på 110.000.

Artiklen afsluttes med følgende kommentar “På sigt skal dødsstraffen helt afskaffes, mener Amnesty International“, og man fristes til at tilføje at det gør Politiken vist også.

Panik før lukketid

“I wanna be frozen, on the hope that they’ll find whatever I died of and they’ll bring me back,” således udtalte den pensionerede CNN TV-vært Larry King forleden.

Egentlig er det temmmelig indbilsk at tro, at man er såden en gave til menneskeheden, at blot fordi man er berømt og har penge til at lade sit lig konservere, så har en fjern fremtid også brug for en og endnu mere at de både skulle have lyst til at genoplive en olding fra fortiden og både helbrede ham fra det som slog ham ihjel og sørge for at holde ham i live efterfølgende.

Når man nærmer sig de firs år, burde man for længst være kommet overens med tanken om sin egen død og formå at optræde med lidt værdighed og gå døden i møde med oprejst pande og have indset at når det er slut så er det slut. Det har Hr. King egentlig også forstået, for han tror ikke på liv efter døden: “My biggest fear is death, because I don’t think I’m going anywhere“, ((op. cit.)) men ikke desto mindre forsøger han alligevel at skaffe sig evigt liv på lige så irrationel vis, som hvis han havde taget den naivt-religiøse forestilling om evigt liv til sig.

Det komiske er nemlig, at også Hr. Kings verdslige forventning om evigt liv har et helvede. Forestil dig at Hr. King lever 10 år endnu og når at blive både senildement og inkontinent inden han til den tid kradser af. Forestil dig så at han ligger nedfrosset til en fjern og langt mindre sentimental og humanistisk fremtid, hvor man tør hans affældige legeme op og re-animerer det og synes at han er sådan en kuriøsitet at man sætter ham i bur i en zoo, som oplyning til fremtidens borgere om hvordan mennesker var i gamle dage og så kan de se den demente herre starte forfra hver eneste dag med at spankulere frem og tilbage i sit bur med våde bukser, mens han spekulerer over hvor han er og hvad han laver der og så vil de alle grine af ham og tænke hvor var de dog latterlige og ulækre i gamle dage…

Et minimum af logik vil kunne fortælle dig, at døden er noget du ikke behøver at frygte, for så længe du lever er døden der ikke og når døden er der, så er du ikke.

__________
Larry King wants to be frozen when he dies. The Telegraph, 8.dec.2011

Bodycount X

Skæbnen gør sit indtog. Iliadens femte bog.

Eurypylus dræber Hypsenor (14)

Then died Hypsenor, generous and divine,
Sprung from the brave Dolopion’s mighty line,
Who near adored Scamander made abode,
Priest of the stream, and honoured as a god.
On him, amidst the flying numbers found,
Eurypylus inflicts a deadly wound;
On his broad shoulders fell the forceful brand,
Thence glancing downwards, lopp’d his holy hand,
Which stain’d with sacred blood the blushing sand.
Down sunk the priest: the purple hand of death
Closed his dim eye, and fate suppress’d his breath.

Bodycount IX

Pedaeus får sig en ekstra tunge. Fra Iliadens femte bog.

Meges dræber Pedaeus (13)

From Meges’ force the swift Pedaeus fled,
Antenor’s offspring from a foreign bed,
Whose generous spouse, Theanor, heavenly fair,
Nursed the young stranger with a mother’s care.
How vain those cares! when Meges in the rear
Full in his nape infix’d the fatal spear;
Swift through his crackling jaws the weapon glides,
And the cold tongue and grinning teeth divides.

Bodycount VIII

Æstetisk død fra Iliaden, femte bog: her en malende beskrivelse af hvordan Phereclus’ spyd passerer gennem Merions hofte, midt mellem knogle og blæren.

Meriones dræber Phereclus (12)

Next artful Phereclus untimely fell;
Bold Merion sent him to the realms of hell.
Thy father’s skill, O Phereclus! was thine,
The graceful fabric and the fair design;
For loved by Pallas, Pallas did impart
To him the shipwright’s and the builder’s art.
Beneath his hand the fleet of Paris rose,
The fatal cause of all his country’s woes;
But he, the mystic will of heaven unknown,
Nor saw his country’s peril, nor his own.
The hapless artist, while confused he fled,
The spear of Merion mingled with the dead.
Through his right hip, with forceful fury cast,
Between the bladder and the bone it pass’d;
Prone on his knees he falls with fruitless cries,
And death in lasting slumber seals his eyes.