Dobbeltmoral

Måske er det et eksempel på den måske nok sjældne, men dog meget menneskelige tendens til at mennesker som har gjort det til en vane eller erhverv at dømme om andre, efterhånden ganske mister evnen til at dømme om sig selv?

I hvertfald er det vist efterhånden slået fuldstændig klik for Politikens redaktør Seidenfaden, som i en leder d. 9. december 2010 skriver om USA og anonymes hackeres forsøg på “af al magt at kvæle” WikiLeaks efter at de har offentliggjort fortrolige diplomatisk dokumenter fra det amerikanske forsvar og udenrigsministerium.

“Der er tale om altovervejende ikke-juridiske skridt i form af massiv pression mod de private leverandører, som ethvert internetmedie er afhængig af. De amerikanske internetgiganter Amazon og PayPal og andre firmaer i flere lande har bøjet sig for presset og smidt WikiLeaks af deres servere.

Også kreditkortfirmaer og banker har øjensynlig nægtet at betjene WikiLeaks.” (Stop angrebet på informationsfriheden, Politiken, d. 9/12 2010)

Alt det er selvfølgelig korrekt og Politikens forargelse er også i tråd med avisens vane med at udgive bøger uden at spørge forfatter og forlag og domstole først først, jvf. både sagen om Rathsacks bog “Jæger” og Ritt Bjerregaards dagbog (Begge sager er omtalt her: http://jp.dk/indland/article1818042.ece), men herefter hopper kæden af for Seidenfaden:

“Det svarer til, at myndighederne, hvis de ville forhindre Politiken eller Berlingske Tidende i at bringe en ubehagelig artikel, pressede elselskabet til at slukke for strømmen, så trykpressen ikke kunne køre.

Hvor er lovgrundlaget, hvor er domstolene?” (Politiken. op. cit.)

Nu er der jo både i praksis og rent principielt en betydelig forskel på offentliggørelsen af en ubehagelig artikel man selv har skrevet, og offentliggørelse (massedumping!) af materiale som andre har skrevet og som er tilvejebragt på ulovlig vis. Faktisk har de to ting intet med hinanden at gøre og kan selvfølgelig slet ikke sammenlignes. Men det er ikke den eneste sammenligning som Seidenfaden spiller ud:

“Det er forståeligt, ja, formålstjenligt, at en stat forsøger at holde på sine hemmeligheder. USA er i sin gode ret til at tiltale kilden til lækagen og om muligt få ham idømt en hård straf.

Men det er en glidebane mod et mere lukket samfund, hvis USA’s regering eller andre, med metoder, der er helt uforenelige med retsstaten, angriber de medier, der bringer oplysningerne. Skal ytringsfriheden begrænses, må det som minimum ske efter en åben rettergang.” (Politiken. op. cit.)

Seidenfadens pointe synes at være, at kilden til lækagen sagtens kan idømmes en (hård) straf, men at den kendsgerning overhovedet ikke skal påvirke pressens beslutninger, som om at det, at noget først er blevet stjålet, uden videre gør det stjålne materiale til public domain. Det svarer til at sige at hvis nogen brød ind i Seidenfadens private computer og huggede billederne fra swingerfesten i Tøgers sommerhus, så skulle tyven straffes for det, men hvis han forinden havde videregivet billederne til mig, var jeg i min gode ret til at offentliggøre dem. Udover at ganske bortskaffe begrebet om hæleri er det en helt igennem besynderlig opfattelse af ytringsfriheden der her kommer til udtryk.

Ytringsfriheden har intet at gøre med Julian Assanges ret til at offentliggøre stjålent materiale. Ytringsfriheden sikrer at Assange kan sige hvad han vil og den er der ingen der har forsøgt at rokke ved. Hvad nogen har forsøgt at gribe ind overfor, er derimod den informationsmæssige free-for-all som WikiLeaks hæleri-projekt lægger op til: at fordi stjålet gods kommer i dine hænder, betyder det ikke at det er dit til at gøre med hvad du vil. Hvad du burde gøre er at levere det tilbage til ejermanden. Intent andet.

Seidenfaden fortsætter med at konstatere at “WikiLeaks’ redaktionelle prioriteringer i høj grad [kan] diskuteres“, hvilket mildt sagt er en underdrivelse.

“Men USA’s massive og principløse reaktion har løftet sagen til et andet niveau: Er det rimeligt, at en stat med rent magtmisbrug kvæler et frit medie?” (Politiken. op. cit.)

Spørgsmålet er om det at være et frit medie ikke også inderbærer et vist ansvar, noget som Seidenfaden tydeligvis ikke mener er tilfældet. WikiLeaks dumper tusindvis af fortrolige dokumenter til offentligheden i håbet om at nogen kan finde noget som er belastende for nogle andre. Der er ikke tale om materiale, som er lækket for at dokumentere et konkret magtmisbrug eller misforhold, hvilket enhver kan forsikre sig om, ved at læse Politikens opfrodring til læserne:

“Når det sidste dokument er offentliggjort, vil lækken inkludere over en kvart million dokumenter, og det er flere end selv politiken.dk’s journalister kan nå at læse grundigt.

Derfor vil vi gerne tippes, hvis politiken.dk’s læsere, ser vigtige historier i de rå dokumenter, som ikke er fortalt endnu.” (Tip os: Find de gode WikiLeaks-historier. Politiken d. 29/11 2010)

Det her har intet som helst med ansvarlig journalistik at gøre. (Tankevækkende er også Seidenfadens svar på følgende spørgsmål vedr. Politikens offentliggørelse af Rathsacks bog: “Hvorfor har I ikke ventet, til fogedretten har taget stilling til, om der skulle nedlægges forbud mod bogen? For det første fordi fogedsagen ikke har noget med Politiken eller medierne at gøre. Den er rettet mod forlaget.” Gad vide om fogedretten ikke også ville have haft indvendinger mod bogens trykning i pressen, hvis den havde haft det mod forlagets udgivelse af den?)

Her er det så at Politikens dobbeltmoral kommer ind i billedet.

For det første har Politiken den moralske standard der udi egen opfattelse giver dem ret til at optrykke andres værker uden at spørge om lov først, jvf. de to bøger nævnt ovenfor. For det andet opfatter man sig selv, som det fremgår ovenfor, som værende ytringsfrihedens vogter, når det gælder om at offenliggøre stjålne amerikanske statshemmeligheder, samtidig med at man – for det tredje – sagtens kan gradbøje samme ytringsfrihed når det gælder karikaturtegninger: “Det er meget trist, at Politiken ofrer ytringsfriheden under trussel om en retssag,” sagde Berlingske Tidendes chefredaktør, Lisbeth Knudsen om Politikens knæfald for en arabisk advokats krav. (Politiken siger undskyld for Muhammed-tegning. Berlingske, d. 26/2 2010) Endelig er der historien om “dybe links”, hvor Politiken var særdeles fremme i skoene når det handlede om at hindre både søgemaskiners og andres adgang til Politikens hjemmeside (Politiken nægter søgemaskinerne adgang, Ingeniøren, mandag 31. jul 2006) og i den sag var der ikke megen forståelse for andres brug af Politiken som Politiken bruger andre…

Jeg ved ikke hvordan Tøger Seidenfaden, rent logisk, holder rede på dette moralske multibogholderi og jeg er ikke sikker på at jeg overhovedet ønsker at vide det, men man aner nok en anden persons indflydelse i baggrunden. Gør man ikke?

Men…

“Jeg er uenig i, hvad du siger, men jeg vil
indtil døden forsvare din ret til at sige det.”
-Voltaire

Vi kender vist alle det forbehold visse mennesker kommer med, når man diskuterer indvandrerspørgsmål med dem: “Jeg er ikke racist, men …” og som vist ikke betyder andet end at personen er racist i en eller anden udstrækning, men ikke vil eller kan stå ved det. Forbeholdet fandt en ny anvendelse under Muhammedkrisen, hvor flere offentligt kendte personer forsøgte at underminere ytringsfriheden med et “Selvfølgelig har vi ytringsfrihed, men …”

I går stødte jeg på det endnu en gang, hvor det – omend udtalt knap så direkte – i betydningen “Selvfølgelig må man ikke slå karikaturtegnere ihjel, men …” blev andvendt af Rune Engelbreth Larsen i hans blog på Politikens hjemmeside.

Rune Engelbreth Larsen beskæftiger sig med det dybt problematiske forhold at mennesker alene på politiets mistanke kan udvises af landet. Men ikke desto mindre finder REL anledning til at benytte lejligheden til at angribe tegner Hans Westergaard:

“Der er altså endnu ingen beviser for, at de tre vitterlig planlagde at myrde Kurt Westergaard – men hvis de gjorde, er det indlysende afskyvækkende og helt uacceptabelt, uanset at hans karikatur i et historisk perspektiv er en hårdkogt propagandakarikatur, der er beslægtet med traditionen for antisemitiske karikaturer fra 1920’erne og 30’erne. Dette er naturligvis ikke skyggen af ‘formildende’ omstændigheder for at ville dræbe en tegner for hans stregtegninger.”

Hvad er det så en formildende omstændighed for ville dræbe et menneske for, fristes man til at spørge. Måske en formildende omstændighed for at ville dræbe en mand for hans blasfemi.

Bortset fra det, må man undre sig over hvorfor en kommentar omkring retssikkerheden i Danmark absolut skal indeholde et angreb på en person der er sagen fuldstændig uvedkommende? Altså offeret for et af de ofre som det retssikkerhedsmæssige overgreb er begået imod? Hvorfor, med mindre det skal bruges til at mistænkeliggøre personen og lette anklagen mod dem som REL søger at forsvare.

Det er jo et velkendt kneb at man kan bortlede opmærksomheden fra den anklagede ved at svine offeret til. Sjov nok var lige netop dette et tema i Rune Engelbreth Larsens tidsskrift Faklen, da det bragte et tema om “selvtægt mod voldtægt” og beskæftigede sig med “lovens legalisering af voldtægt” og brugte et par spalter på “mistænkeliggørelsen af offeret”.

Bortset fra det, er det jo en svinestreg af rang når man på ovenstående vis vælger spille nazikortet. Det er et nemt – ofte for nemt – men også virkningsfuldt argument: “Sådan gjorde nazisterne også!” I denne som i andre sammenhænge er det dog alt for nemt da ligheden med nazistisk propaganda ikke umiddelbart er til at få øje på; i hvert fald ikke i højere grad end i denne karikatur:

Uffe_Hitler
Tegning fra Faklen nr. 4 1997

… som selvsamme nummer af Faklen i øvrigt bragte – som det ses – under overskriften “Kampen mod fascismen.” (Dette er langt fra det eneste af Jørgen Bitschs tegninger i Faklen, der synes at hælde mere mod det ondskabsfulde end det humoristiske.) Hvad er så denne tegning beslægtet med? Hvad skal den vise andet end at de naive mennesker der har stemt på Uffe ikke har kunnet gennemskue uhyret? Hvad bliver de qua denne tegning stemplet som?

Et andet tidligere medlem af Faklens redaktion, Kristian Beedholm bringer sig på banen med en kommentar:

“Når Rune skriver, at den er i tråd med jødefjendtlig satire op til anden verdenskrig, så er det uimodsigeligt objektivt korrekt.” ()

Ak ja, både uimodsigeligt og objektivt på en gang. Der spares sandelig ikke på krudtet. Hvad der til gengæld ikke er uimodsigeligt objektivet er følgende udsagn fra Kristian Beedholm:

Hvis jeg tegnede en Heilende Anders Fogh med Hitlermoustache og så forklarde, at det bare var en kommentar til latterligheden af, at man sammenlignede AFR mit dem Führer, så ville jeg formentlig ikke undgå en dom af en eller anden slags. Også selvom jeg gjorde mig umage med at male i en ironisk streg og havde de nævnte erklærede motiver.()

Undertegnede tillader sig at betvivle dette med udgangspunkt i ovenstående tegning som Kristian Beedholm selv var med udgiver af. Jeg tror ikke nogen som helst blev dømt i den forbindelse.

Og så skal Hans Westergaard ellers tilsvines af Rune Engelbreth Larsens håndgangne mand Kristian Beedholm; Hans Westergaard betegnes som både “mildest taget naiv” og “cerebralt udfordret”.

I det hele taget må man sige at der er løbet meget vand i åen siden Rune Engelbreth Larsen samlede en række århusianske studerende under sig som redaktør for Faklen. Således havde Faklen nr. 9 fra 1998 som motto et citat af George Bernard Shaw: “All great truths begin as blasphemies.” (Tidskriftet Faklen havde som regel ingen tekst på bagsiden, andet end et markant citat, et motto om man vil, der skulle illustrere Faklens projekt.)

Ytringsfrihed er ytringsfrihed. Den har ingen begrænsninger og angreb på den skal ikke forsvares med beskyldninger om at en eller anden har sagt noget upassende, blasfemisk eller uyndefuldt. Ytringsfriheden må være absolut hvis den skal fortjende sit navn (jvf. mottoet for Faklen nr. 4, Rosa Luxemburgs ord: “Freiheit ist immer nur Freiheit des anders Denkenden.”) Og det ville da i ørvigt klæde de tidligere medlemmer af Faklens redaktion at ihukomme det citat af Voltaire, som pryder indledningen på denne artikel og som var mottoet fra Faklen nr. 3.