Disciplin

“Frygt er et overset middel til opdragelse. Effektivt. Brugbart. Og selvfølgelig invaliderende, hvis det bliver brugt forkert. Men alt for mange forældre bruger det slet ikke, og det er en fejl. For der er ting i livet, man skal frygte. Som at være fysisk inaktiv. Som at være for fed. Som at blive kørt over på motorvejen, hvis ikke man har lært, at biler er farlige, når man leger på vejen.

Se, det sidste eksempel er der jo ingen, der har nogen indvendinger mod. Der er kontant afregning lige med det samme, hvis ikke forældrene lærer børnene at passe på bilerne. Det ville faktisk være direkte omsorgssvigt ikke at lære børnene at begå sig i trafikken.

Men at lære dem at frygte fysisk inaktivitet og fedme er straks helt anderledes politisk ukorrekt og virker direkte provokerende på mange, hvis man siger det så ligeud. Problemet er bare, at fysisk inaktivitet og fedme ikke alene fører til et liv, der i lang, lang tid er af dårligere kvalitet end et sundt liv med fysisk udfoldelse; det medfører også døden i en tidligere alder. Ups ja – og så er det jo enormt dyrt for samfundet at have et massivt antal borgere med livsstilssygdomme. Oven i købet med social slagside.

Men i tolerante og frisindede Danmark har vi vedtaget, at man ikke må fordømme andre på deres livsstil, og derfor må man ikke påberåbe sig personlig ansvarlighed og dadle andre for deres manglende selvdisciplin. Det er et overskudsfænomen at sørge for øko-gulerødder og sport tre gange om ugen for poderne i stedet for at fylde dem med campingkage og pc-spil, og det kan en enlig mor til to på overførselsindkomst ikke leve op til.” (Emilia van Hauen: Forældre skal spille på frygt. Information, d. 25/11 2010)

Forældres indstilling til børn og opdragelse er vist ikke udelukkende et spørgsmål om indkomst. Tværtimod, faktisk. Man kunne være en smule mere kynisk og sige at det måske er på grund af indstillingen til sport og kost og andre af livets forhold at moderen er enlig og på overførselsindkomst, men det er egentligt ikke mit ærinde, for der er helt sikkert problemer i alle sociale klasser, omend ikke nødvendigvis de samme. Forældrenes ansvar er uomtvisteligt og der er ingen vej udenom.

I den taekwondoklub jeg er formand for dukkede der for noget tid siden et forældrepar op med en tydeligt overvægtig dreng som gerne ville have en prøvetræning. Træningen på børneholdet er intens, men ikke hårdere end at alle burde kunne være med, enhver på sit niveau. Denne dreng holdt ud i ti minutter og gennemførte således ikke engang opvarmningen før han måtte udgå fuldstændig opkogt og med åndenød. Her var det så Emilia van Hauens spil på frygt måske kunne komme til sin ret, for hvad tror du forældrene til ovenstående dreng gjorde?

De fik medlidenhed med drengen og trøstede ham på den samme måde som de sikkert har gjort tusind gange før: et stor bakke pommes frites og en halv liter Cocio i hallens cafeteria, gennem hvis vinduer den stakkels dreng, således trøstet,  kunne sidde og se ind på de 40-50 unge mennesker som stadig løb rundt inde i hallen.

Al opdragelse begynder i hjemmet.  Om frygt skal være et middel er et spørgsmål om temperament, i andre tider ville man nok have snakket om disciplin og den naturlige følge af disciplinen, den i vor tid vist meget undervurderede selvdisciplin.

Hvor forældrene ikke selv kan eller vil må andre som en nødløsning tage over. Undervisningsministeren mener…

“… at der skal mere disciplin i folkeskolen og foreslog i går i Morgenavisen Jyllands-Posten, at skolerne skal have mulighed for at ringe efter forældrene, hvis deres børn ikke opfører sig ordentligt. I den forbindelse erkendte hun, at det vil være svært at indføre sanktioner, hvis elever eller forældre blæser på disciplinen.

»Ro og mulighed for fordybelse er nødvendigt for at øge fagligheden, men også for at sikre det enkelte barns trivsel. Når regeringen har fremlagt sit udspil til en samlet reform af folkeskolen, vil jeg drøfte udformningen med forligspartierne,« siger Tina Nedergaard.” (Carl Emil Arnfred og Christian Hüttemeier: DF kræver minimumsstraf til elever, Jyllands Posten 27.11.2010)

Idiotiet er åbenlyst, eller burde være det for enhver: hendes forslag handler ikke om disciplin, i og med at hver eneste gang en lærer ringer efter forældrene er det en demonstration af lærernes og skolesystemets afmagt.

Dansk Folkeparti her ikke noget bedre at foreslå:

“»Vi mener, at man som skoleleder skal bortvise en elev, hvis eleven opfører sig uartigt, svarer læreren igen eller er ubehagelig over for sine klassekammerater. Det samme gælder, hvis man mobber en klassekammerat,« siger uddannelsesordfører, Marlene Harpsøe (DF).

Hun mener, at straffen skal falde prompte og sagtens kan være længere end én uge: »Vi tror ikke på, at en elev vil opleve en enkelt dags bortvisning som en sanktion.

Det vil nok nærmere opleves som en fridag.«” (op. cit.)

Jeg kan uden problemer erindre flere skoletrætte klassekammerater fra folkeskolen som ville have oplevet en uges bortvisning som en ferie. For pokker jeg kan ikke engang afvise, at jeg ville have oplevet det som ferie, selvom skoletræthed aldrig er noget jeg har lidt af.

Karen Jespersen har et andet syn på tingene:

“Forestil dig, at du er skolelærer, der står med en elev, der råber »luder« og forsøger at slå dig, samtidig med at du skal holde ro på 25 andre elever. Den situation er nu så almindelig, at Århus Lærerseminarium laver kurser i, hvordan lærere undgår at blive slået af elever.

Ord som disciplin, pligt, hensyn, ansvar og samfundssind er nærmest ukendte for mange skoleelever.

Det er baggrunden for undervisningsminister Tina Nedergaards forslag om, at det skal stå direkte i loven, at en skoleleder kan ringe til forældrene og beordre dem til at hente deres barn, hvis det er helt uregerligt. Kritikerne siger, at denne mulighed har skolen også i dag. Men det ændrer ikke på, at signaleffekten er vigtig: Det er forældrenes ansvar at opdrage børnene, så de kan fungere sammen med andre mennesker.

Men forslaget er slet ikke nok. Der skal meget mere til.

Der er skoler, der skriftligt forklarer forældrene, at det er deres ansvar, at deres børn er udhvilede og har spist morgenmad, når de møder i skolen. De skal have læst lektier og have en madpakke i tasken. Hvis de forældrene ikke lever op til dette ansvar, bliver de indkaldt til en samtale. Erfaringerne viser, at det virker. Sådan burde det være på alle skoler.” (Karen Jespersen: Uden disciplin lærer børnene intet. Aarhus Stiftstidende 30/11 2010)

og videre

“En skolereform kan rette op på det lave faglige niveau. Men uden disciplin og god opdragelse går det ikke.” (op. cit.)

Og så alligevel ikke. Karen Jespersen bedste forslag er eftersidninger og selvom det nok er mere effektivt som straf end “ferie” kommer det ikke meget videre.

Kurser for lærere i hvordan man undgår at blive slået? Men ord som eneste forsvar? Gandhi magtede den form for pacificisme, men danske folkeskolelærere? Hvordan det i det hele taget er kommet dertil at lærere skal lære at undgå at blive slået er måske ikke uforståeligt, men det interessante spørgsmål er hvem som bliver den første der tager bladet fra munden og foreslår det indlysende men politisk ukorrekte paradigmeskift som skal til for at løse problemet?