Om at være moderne!

Slut med rygslikkeri på diktatorer, er overskriften på en leder i Politiken d. 28/2 2011:

“Ikke alt moderne er lige smart.
Lige nu er det f.eks. moderne at sige, at ingen kunne forudse oprøret i Mellemøsten. Men det er ikke særlig smart sagt. Gaddafi og Ben Ali og Mubarak har undertrykt deres befolkninger i årtier. Alligevel har regeringer i helt forbløffende grad valgt at kigge den anden vej.
Men helt ærligt: Hvem kunne tro, at arabere i al evighed ville finde sig i grovkornet undertrykkelse og misrøgt af deres samfund?
Det er også moderne blandt regeringer, men heller ikke smart, at vente med at støtte demokrati, til diktaturet har tabt. I denne weekend har FN’s Sikkerhedsråd f.eks. vedtaget en våbenembargo mod Libyens diktator, Moammar Gaddafi.
Det er udmærket. Men det er rigtignok en anelse sent, efter at både Øst og Vest i årevis har forsynet Gaddafi med de våben, han i øjeblikket anvender til at myrde sine kritikere.”

På den anden side er det ikke så længe siden at man kunne forhandle med slynglen hvis bare man kom ham i møde med ærlighed og respekt (eller sådan noget), jvf. Libysk triumf, leder i Politiken, d. 26/12 2003:

“TILFANGETAGELSEN af Saddam Hussein er rundt omkring i verden blevet beskrevet som en julegave til præsident Bush, hvis spindoktorer sørgede for, at billederne af den ydmygede despot i hullet gik kloden rundt. Men den største julegave til alle os, der er bekymrede for, hvad masseødelæggelsesvåben i hænderne på de forkerte folk kan afstedkomme, var meddelelsen om, at Libyen vil stoppe alle bestræbelser på at udvikle sådanne våben.
Oberst Gaddafis overraskende udmelding har fået opmærksomhed, fordi det er sjældent, at der er godt nyt fra den kant. Det mest perspektivrige i gennembruddet er dog, at det har vist, hvor langt man kan komme ad forhandlingsvejen. Irak blev besat, regimeskiftet er en realitet, men de irakiske masseødelæggelsesvåben er endnu ikke fundet, og måske er der slet ingen. Det glædelige libyske resultat blev opnået med fundamentalt andre midler. Diplomater fra den engelske udenrigsminister Jack Straws ministerium har i al hemmelighed forhandlet i månedsvis med udsendinge fra Gaddafi. I en stemning af respekt, tillid og gennem dialog er det lykkedes at bringe oliestaten Libyen et afgørende skridt væk fra gruppen af mere eller mindre uberegnelige slyngelstater og ind i den sfære, hvor civiliseret adfærd kan skabe varige resultater.
GENNEMBRUDDET er også en triumf for den tidligere engelske udenrigsminister Robin Cook, som indledte den nye kurs over for Libyen i 1999, som også har skabt resultater i forhold til Lockerbie og andre libyske terrorhandlinger.
Fremgangsmåden bag den gode nyhed fra London og Tripoli har meget for sig også i relation til lande som Iran og Syrien. Ligesom den kunne have haft det i tilfældet Irak, hvor den amerikanskledede alliance endte med at tilsidesætte verdenssamfundets betænkeligheder og modstand og gå i regulær krig.
Man har lov at håbe, at Tony Blair i sine nytårshilsener til præsident Bush bruger et par linjer på at anbefale mere dialog a la Libyen og mindre krudt og kugler a la Irak i kampen mod masseødelæggelsesvåbnene de næste år.” (min fremh.)