Stuerenhed

Sass er færdig i politik,” skrev Politiken i torsdags og de fortsatte i går, fredag:

Hvad den manglende sikkerhedsgodkendelse end måtte dække over, er kontakter til rockermiljøet ødelæggende for en politisk karriere. Og med rette.

Spørgsmålet man selvfølgelig må stille sig selv, uafhængigt af hvilken politisk observans man ellers har, er, om man kan diskvalificeres som minister fordi man har kontakt til sine vælgere? Hvordan kan kontakt til mennesker som er vælgere i et demokrati, belaste en folkevalgt politiker på en sådan måde at han er uegnet til at være minister, uden at der foreligger noget ulovligt?

Det er ironisk at en sådan kontrolforanstaltning som sikkert er indført af fornuftige og velmenende mennesker, laver sådan ravage første gang den bliver brugt.

Det er til gengæld absurd at nogle vælgere tilsyneladende ikke bare ikke er fine nok til at blive repræsenteret, men oven i købet er så ufine at de kan diskvalificere den folkevalgte.

Og tragikomisk er det, når man tænker på at der engang var en politiker som sagde: “Stuerene bliver i aldrig!”

Demokrati

But with the triumph of democracy the old man was finally banished to the limbo of discredited things. Montesquieu’s advice was quite forgotten. He said that in a democracy “nothing kept the standard of morals so high as that young men should venerate the old. Both profit by it, the young because they respect the old, and the old because they are confirmed in their respect for themselves” (for the respect of the young is an assistance to the self-respect of the aged).

Democracy has forgotten this advice, because it no longer believes in tradition and believes too much in progress. Old men are the natural upholders of tradition, and we must confess that an enthusiastic faith in the value of what we call progress is not commonly their failing. For this very reason their influence would be a most wholesome corrective to the system, or rather to the attitude of mind, which despises the past and sees in every change a step in the path of progress. But democracy will not allow that it needs a corrective, and the old man, to it, is only an enemy. The old man upholds tradition and has no enthusiasm for progress, but beyond this he appeals for respect, first for himself, then for religion, for glory, for his country and for the history of his nation. Democracy is indifferent to the sentiment of respect, or rather it lives in constant fear that the sentiment may be applied elsewhere.

Then what does democracy want for itself?

Not respect, but adoration, passion, devotion. We all like to see our own sentiments as to ourselves repeated in the minds of others. The crowd never respects, it loves, it yields to passion, enthusiasm, fanaticism. It never respects even that which it loves.

It is quite natural that the masses should not care for old men. The masses are young. How aptly does Horace’s description of the young man apply to the people!

Imberbis juvenis, tandem custode remoto Gaudet equis, canibusque et aprici gramine campi; Cereus in vitium flecti, monitoribus asper, Utilium tardus provisor, prodigus \E6ris, Sublimis, cupidusque et amata relinquere pernix.

“Once free from the control of his tutors, the young man thinks of nothing but horses, dogs and the Campus Martius, impressionable as wax to every temptation, impatient of correction, unthrifty, extravagant, presumptuous and light of love.”

At all events respect has no meaning for the crowd, and when it rules, we cannot from its example learn the lessons of respect. Democracy has no love for the old; and it is interesting to note that the word gerontocracy to which the ancients attached the most honourable meaning is now only a term of ridicule, and is applied only to a government which, because it is in the hands of old men, is therefore grotesque.

– Emile Faguet

Folketingsvalg IV

“Mængden er en tvetydig Anbefaling for en Sag; jo større Mængden er, desto sandsynligere, at Det den priser er Daarskab, desto usandsynligere, at det er Sandhed; og allerusandsynligst at det er nogen evig Sandhed, thi evigt er der jo netop ingen Mængde. Sandheden er ikke saaledes, at den Strax behager en letsindig Mængde – og i Grunden gjør den det aldrig; Sandheden maa netop forekomme en saadan Hob taabelig.”

[S. Kierkegaard: Opbyggelige Taler i forskjellig Aand, p.121-2 (3.udg.)]

Menig Mand

Hvor kan desuden menig Mand, som ej forstaar
At skjønne Grunde, styre Staten rettelig?
Ikkun ved Tiden, ej ved Hastfærd, kommer man
Til bedre Indsigt; men en fattig Bonde kan,
Om end Forstand han ejed, for sit Arbejds Skyld
Dog ikke rette Tankerne på Statens Tarv;
Og harmeligt det er dog for den bedre Mand,
Naar Uslingen kan Folket ved sin Tunges magt
Beherske og fra Intet naa til Ærens Tind.

Euripides: De Bønfaldende.
(overs.: C. P. C. Schmidt 1875)

Ex abysso

En dansk pornomodel er sur på dronning Margrete.

Det hænger slet ikke sammen, at dronning Margrethe på samme tid deltager i arrangementer til støtte for Dyrenes Beskyttelse samtidig med, at hun bærer en rævepels. Alle, der beskæftiger sig med dette emne ved, at forholdene på de danske rævefarme er katastrofale for dyrene. Jeg tænker tit på det, når jeg lægger mig til at sove under min varme dyne. Ude i landet lever dyr i fangenskab under konstant pres og stress. Det er rystende, siger Kira Eggers. (Kira Eggers: Dronning Margrethe er en skandale, BT, d. 2/3 2011)

Måske Kira Eggers bare skulle have fortsat sin karriere med at smide tøjet for penge, for ovenstående er rystende. Dog ikke den kendsgerning at Margrete går i pels.

Hvad der er rystende, er at nogen kan slippe afsted med at sige sådant vrøvl som ovenstående offentligt uden at få at læst og påskrevet. Så det gør vi.

1) Der er intet selvmodsigende i at støtte Dyrenes Beskyttelse samtidig med, at man går man pels, akkurat som det heller ikke er det om man støtter Dyrenes Beskyttelse og spiser kød. Man kan godt både gå i pels og spise kød og samtidig arbejde for bedre forhold for dyr i fangenskab, uden at undlade at spise kød og gå med pels i mellemtiden.

2) At at forholdene på de danske rævefarme er katastrofale for dyrene kan godt være, men det har heller intet med sagen at gøre. Der findes love og regler på området og overholdes de ikke er det en sag for politiet. Desuden spiser de fleste danskere også stadig æg og kød, selvom der er mennesker der mener at grise og høns har kummerlige vilkår.

3) Om dyr i fangenskab oplever pres og stress er desuden også et åbent spørgsmål. Rigtig mange mennesker har en tendens til at slutte fra menneskers ydre træk og adfærd ved bestemte mentale tilstande, til at lignende træk og adfærd afspejler tilsvarende mentale tilstande hos dyr, uagtet at dyr rent mentalt på ingen måder kan sammenlignes med mennesker. Eftersom dyr ikke er eller kan være i besiddelse af bevidsthed, skal man være varsom med at konkludere at de kan opleve pres og stress, selvom de udviser træk der kan sammenlignes med mennesker under pres eller stress.

Det er rystende, hvad åbenlyst ligegyldige personer kan gøre sig klog på og udtale sig om og være sikker på at medierne bringer det videre bare fordi de er kendt fra anden og mere eller mindre pinlig eller latterligt irrelevant sammenhæng.

Og dog det er jo et kendetegn på vores samfund og den styreform vi har valgt, at den sande visdom kommer fra folkedybet, hvor det ikke er svært at finde den luder eller lommetyv, som har et bud på hvordan verdens situationen skal løses, men også hvor stemmerne fra disse fine eksemplarer af menneskeheden har samme vægt og ret til at blive hørt som kongen (eller dronningen) selv.

H. L. Mencken er mit vidne.

“It remains impossible, as it was in the eighteenth century, to separate the democratic idea from the theory that there is a mystical merit, an esoteric and ineradicable rectitude, in the man at the bottom of the scale – that inferiority, by some strange magic, becomes a sort of superiority – nay, the superiority of superiorities. Everywhere on earth, save where the enlightenment of the modern age is confessedly in transient eclipse, the movement is toward the completer and more enamored enfranchisement of the lower orders. Down there, one hears, lies a deep, illimitable reservoir of righteousness and wisdom, unpolluted by the corruption of privilege. What baffles statesmen is to be solved by the people, instantly and by a sort of seraphic intuition. Their yearnings are pure; they alone are capable of a perfect patriotism; in them is the only hope of peace and happiness on this lugubrious ball. The cure for the evils of democracy is more democracy!”

Idioter

Den despotiske statsform, hvad enten den kaldes monarkistisk enevælde eller diktatur, levner ikke den enkelte medborger, som nu ikke længere er medborger men kun undersåt, nogen mulighed for at beskæftige sig med politik på anden vis end ved paladsintriger eller hemmelige sammensværgelser. Den første metoder står praktisk taget kun åben for utilfredse mørkemænd i den herskende klike, den anden  vil finde mere udstrakt anvendelse. Men ingen egner sig for en tænker, så i despotisk styrede stater bliver de bedre filosoffer derfor uundgåeligt “idioter” i ordets oldgræske betydning, mens de dårligere lægger hovedet i blød for at opfinde en “filosofi” der kan tjene det herskende system.

– Hjalmar Söderberg: Tidens usle magter. København 1992. s.106

Spørgsmålet er hvorfor Söderberg mener at det skulle forholde sig anderledes i demokratiet? Den sfære som afgrænser det rigtige og forkerte (politisk, moralsk, kulturelt osv.) er muligvis større i demokratiet end i despotiet, men de bedre filosoffer vil ikke desto mindre altid – der er ikke så mange af dem – befinde sig på den forkerte side af grænsen, indtil den dag man giver dem magten i hænde, hvilket jo dog er i direkte modstrid med selve demokratiets ånd.

Suk!

Democracy is the theory that the common people know what they want and deserve to get it good and hard, sagde en klog mand engang. Det leder os til en artikel i Ekstra Bladet:

“Det foreløbige resultat af mailsagen er, at mindst to ministre, udenrigsminister Lene Espersen og tidligere sundhedsminister Jakob Axel Nielsen, har talt usandt i Folketingssalen, at mindst et ministerium har aktivt modarbejdet Rigsrevisionen, og at statsministeren ikke kan redegøre for sin egen rolle.

Men ingen ministre er gået.

Ingen embedsmænd er stillet til regnskab.

Og ingen uvildig undersøgelse er på vej.”

Men det er jo altsammen ganske demokratisk. Som Henrik Bang, lektor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, siger (i modsætning til kolleger som i samme artikel giver udtryk for deres bekymring over et skred der er sket i dansk politik):

Vi har de politikere, vi fortjener, ikke? ((op. cit.))

Martin Krasnik har i denne uges Weekend Avisen samme historie, blot med modsat fortegn. Her fra et møde et sted i Kentucky:

“Radioværten, Les Naiman, en pæreformet mand med stort overskæg og blomstret skjorte, siger det, så alle er med: “Radikale kræfter har overtaget dette land. Vi har ikke længere kontrollen. Obama er ond. En OND tyran. Det er sandheden, og sandheden er sandheden. Det er en kommunistisk regering. En fascistisk regering, der med vilje smadrer økonomien for at ødelægge Amerika. God Bless America.”” (Weekend Avisen, d. 15/10 2010)

og

“I USA kan man ikke længere tale om hudfarve. I stedet har højrefløjen kastet sig over hans religion; en politisk korrekt racisme: Obama er muslim!
Tror alle disse mennesker virkelig på det? På vej i flyet fra Louisville møder jeg Beth, der er 57 år og har været stewardesse i 35. Vi sludrer om Tea Party, som hun støtter varmt. Obama vil indføre sharia, siger hun, fordi han er muslim. Jeg indvender, at hanjo faktisk er kristen, bekender sig til Jesus, har kristen baggrund og går i kirke. “Hvis han siger det, lyver han,” siger Beth. Det er som at tale med børn i trodsalderen.” (op. cit.)

Det står måske trods alt ikke helt klart hvem det er som har fortjent hvad. Vælgerne eller politikerne.

Verden er måske i sidste ende lige dårligt tjent med begge?

Demokrati

Danske dameblade har ifølge en artikel i Politiken – Dameblade undgår mørke modeller på forsiden – næsten aldrig mørklødede modeller på deres forside. Der er et problem med en sådan ligegyldighed overfor indvandrere som mediebrugere, mener Karen Klitgaard Povlsen:

“Kulturen er sådan i Danmark, at det vil frastøde flere, end det vil tiltrække, at henvende sig til de grupper. Danske medier inviterer ikke indenfor, og derfor finder indvandrere andre steder at spejle sig. Det er et demokratisk problem.”

Sikke noget vrøvl. Der er ingen der har frataget dem deres ret til at stemme og der er ingen der har frataget dem deres ytringsfrihed, så der er næppe nogen grund til at rode demokratiet ind i den historie. Demokratiet består ganske upåvirket af om Alt for Damerne har en neger eller en asiat på forsiden eller ej. Det er heller ikke ligefrem normen at damebladene har fede mennesker på forsiden, ligesom der vist også kun er ganske få åndsvage eller spastikere eller andre handicappede grupper repræsenteret på damebladenes forsider. Men derfor er der jo ingen der hævder (seriøst) at disse grupper bliver demokratisk udfordret.

Hvis dette endelig var noget, var det nok et ytringsfrihedsmæssigt problem, men i så fald et der hører ind under den ikke helt ualmindelige fejlopfattelse af samme frihed, nemlig at retten til at ytre sig skulle være ensbetydende med en ret til at blive hørt: at du har retten til at sige hvad du vil er ikke det samme som at andre har pligt til at viderebringe dit budskab eller til overhovedet at lytte til det. Redaktøren på Alt for Damerne, Hanne Højbjerg siger: “vores forsidemodeller skal afspejle flertallet af vores læsere” og længere er den sådan set ikke.