Åh gud …

Søren Pind vil være Gud. Mindre kan tilsyneladende ikke gøre det, så nu vil han – ifølge denne artikel i JP – have nedfældet ti bud, som ifølge artiklen handler “om grundlæggende demokratiske værdier, som man skal leve op til for at blive en del af det danske fællesskab. De 10 bud eller kanoniserede værdier skal være uomgåelige for alle, der har et dansk pas, og skal i sidste ende kunne gennemføres med tvang,”

Pind udtaler:

“Jeg vil have en diskussion om, hvilke – ikke 10 teser, men 10 bud – der i bred forstand identificerer os som danskere, og som knytter os sammen. Og som man skal – ikke burde – men skal følge.”

Læg venligst mærke til at han understreger, at dette ikke er teser, men bud og at der skal være ti af dem, hverken mere eller mindre og at det er ikke engang handler om forskrifter man kan vælge at følge, men om bud i den religiøse forstand, som man skal følge,

Han kommer med tre eksempler på hvad disse bud kan indeholde, nemlig “ligestilling mellem kønnene, respekt for folkestyret og religionsfrihed”.

Lad os bare se bort fra at religionsfriheden lige er blevet afskaffet her til lands og lad os gå let henover, at der næppe er noget fornuftigt tænkende menneske, som ønsker ligestilling mellem kønnene. Ligeværd, javist og lige rettigheder, selvfølgelig, men ligestilling er den modbydelighed, der sniger sig ind og udsletter alle de forskelle, der er den grundlæggende dynamik kønnene imellem. Den ønsker vi gerne at bibeholde. Tak!

Og så er der den der med respekten for folkestyret. Det lader til at den ironi er fuldstændig tabt på Pind, som ligger deri, at der ikke lævnes ret meget plads til respekt for folkestyret, når man samtidig vil lave et værdityranni, der med tvang vil gennemtrumfe at alle borgere skal abonnere på netop Pindens demokratiske værdisæt. Langt mere massiv er ironien – eller måske ligefrem modbydeligheden eller bare uvidenheden – når man lader dette udspil, som jo er direkte er rettet mod hvad Pind kalder “»demokratisk assimilation« af danskere med en anden herkomst end dansk”, tager navn efter De ti Bud. Det skal nok blive en succes …

Måske er jeg bare ikke dansk? Jeg mener i hvert fald ikke at ligestilling kønnene imellem er en ubetinget god idé og jeg mener slet ikke at demokratiet er det – en påstand til hvis underbyggelse jeg vil føre som vidne det faktum, at Pind overhovedet er blevet valgt til noget som helst – og jeg er godt nok spændt på at se hvilken midler og metoder, som Pind mener skal tages i anvendelse, for at få mig til at skifte mening.

__________
Jesper Hvass & Marchen Neel Gjertsen: Søren Pind varsler liste med 10 værdikrav, JP d. 6. oktober 2017

Demokratiets sejr.

“Aldrig har Demokratiet fejret saadanne Triumfer som i Dagene efter 5. maj – i hvert Fald i hine Dages Veltalenhed. Som et mangestemmet brusende Kor steg Lovsangen til det frie Demokrati fra Mændene paa Christiansborg som fra Frihedskæmperne, fra Saxogade som fra Ryvangsvillaerne. Der var ikke en Mand i hele Landet – Kæltring eller Gentleman -som ikke svor til Demokratiet, og som altid havde svoret til den Fane. De allerfleste kunde forsikre om deres til enhver Tid ubrydelige Trosskab overfor Sagen, den Sag, som de var villige til at ofre Livet for. Kun een Tone var forstummet: Oppositionens. Ingen vovede at staa op og sige; jeg har alle Dage anset Demokratiet for enrigtig daarlig Styreform, og den Omstændighed, at Nazismen har vist sig at være endnu værre, rokke ikke det mindste ved min Mistillid til og Foragt for Folkestyret. Og havde der end været en enkelt, der var i Besiddelse af den Dumdristighed, der skulde til for at fremsætte slige Anskuelser, havde det ikke nyttet det mindste; han havde simpelt hen ikke faaet Lov at komme til Orde.” (s. 138)

HalKoch
Hal Koch (1904-1963)

Således skrev Hal Koch i en artikel (Loke og Thor) i tidsskriftet Frie Ord kort efter afslutningen af Anden Verdenskrig og spurgte derefter:

“… skal der i et demokratisk Samfund være ubetinget Frihed til at danne sig de politiske Anskuelser, man vil, og til i Ord og Skrift at agitere for dem? Og skal denne Tanke- og Ytringsfrihed opretholdes ogsaa i de Tilfælde, hvor den paagældendes Tænkning og Agitation gaar ud på at omstyrte den bestaaende, saakaldt demokratiske Stat, muligvis endda med Magt, ikke ved Stemmeflerhed? Herpaa maa man – ud fra [Professor Jørgen] Jørgensens Opfattelse – svare: Nej, en saadan Frihed fører til det rene Anarki. Derfor maa en Agitation for urigtige og statsfarlige Meninger Bekæmpes, og det sker bedst ved, at man afsætter de farlige fra deres Embede. Hjælper det ikke, maa man ikke vige tilbage for grove Midler.” (s. 145)

Kochs indvending er den vist eviggyldige:

“… at det er meget farligt at udstyre Mennesker med en saadan Magt, som her tænkes lagt i Hænderne paa dem, der skal træffe Afgørelser om de politiske Anskuelsers Tilladelighed eller Utilladelighed. Enhver Regering vil, i vanskelige og truende Situationer, være tilbøjelig til at stemple sine Modstandere som farlige udemokratiske Oprørere og derefter gøre kort Proces med dem.” (s. 145)

Man kunne tilføje, at det ikke udelukkende er på politikerniveau at denne problemstilling er relevant; den er akkurat lige så påtrængende og aktuel på vælgerniveau. Er der ikke lige så stor (hvis ikke større) tendens til, at afskrive politiske modstandere eller ideer og principper man ikke selv deler, uanset om de er politiske, religiøse eller ideologiske, på nøjagtig samme måde blandt den vælgende befolkning?

Er det ikke kun alt for let at afskrive politiske modstandere og deres opfattelse af verden fordi man mener at de er tosser, fundamentalister, halalhippier, muslimer, kristne, nazister, fascister, racister, afstumpede, naive, onde, dumme, landsforrædere, menneskefjendse, samfundsfjendske, religionsfjenske og alt muligt andet?

Demokratiet sætter mennesket i centrum for verden, og giver hver enkelt en del af ansvaret for, hvordan samfundet skal styres efter næste valg. Men at samfundet på den måde underlægges individets mere eller mindre tilfældige indskydelser på valgdagen, betyder ikke at du som vælger ligger inde med den absolutte og endegyldige sandhed om, hvordan verden bør og skal være.

Demokratiet sætter mennesket i centrum og giver det en magt, der der langt overstiger hvad noget menneske har intelligens og viden til at overskue. Dermed følger der også et ansvar for at forvalte den magt ansvarsfuldt og med en passende ydmyghed overfor opgaven. For Lord Actons ord om at “magt har en tendens til at korrumpere” () gælder skam ikke kun for enevældige herskere; de gælder også for dig og den magt du har fået i hænde, som vælger i et demokrati.

Så spørg dig selv, om du mener, at du virkelig er i stand til at adskille personlige ønsker og egen fordel, fra hvad der objektivt er det bedste for det land, du er en indbygger i, så ikke også du bliver et levende bevis på, at der er rigtig god grund til, at du, ligesom så mange andre, kun har fået tildelt 1/3.000.000 del af magten.

__________
Hal Koch: Loke og Thor, i Frie Ord, 1. Årg. 1946.

Sandhedens evige kilde

T.S._Eliot_1923“So long … as we consider finance, industry, trade, agriculture merely as competing interests to be reconciled from time to time as best they may, so long as we consider “education” as a good in itself of which everyone has a right to the utmost, without any ideal of the good life for society or for the individual, we shall move from one uneasy compromise to another. To the quick and simple organization of society for ends which, being only material and worldly, must be as ephemeral as worldly success, there is only one alternative. As political philosophy derives its sanction from ethics, and ethics from the truth of religion, it is only by returning to the eternal source of truth that we can hope for any social organization which will not, to its ultimate destruction, ignore some essential aspect of reality. The term “democracy,” as I have said again and again, does not contain enough positive content to stand alone against the forces that you dislike––it can easily be transformed by them. If you will not have God (and He is a jealous God) you should pay your respects to Hitler or Stalin.”

Således skrev T.S. Eliot i The Idea of a Christian Society og Richard Dawkins uddybede pointen med “a jealous God” omkring 70 år senere:

“The God of the Old Testament is arguably the most unpleasant character in all fiction: jealous and proud of it; a petty, unjust, unforgiving control-freak; a vindictive, bloodthirsty ethnic cleanser; a misogynistic, homophobic, racist, infanticidal, genocidal, filicidal, pestilential, megalomaniacal, sadomasochistic, capriciously malevolent bully.”

Ordene stammer oprindeligt fra The God Delusion, men citeres ofte af Dawkins selv, som f. eks. i The God Delusion Public Lecture

Er der en pointe her? Noget i retning af at den ene type af blodtørstig etnisk udrenser ikke skulle være at foretrække frem for den anden? Egentlig ikke, for der er selvfølgelig afgørende forskelle. Dawkins er en fornøjelse at lytte til når han irettesætter og formaner og belærer kreationistiske tosser om hvad videnskab og videnskabelighed er, selvom hans kategoriske afvisning af religionen og enhver forestilling om Gud i den grad er forfejlet og enfoldig. På trods er det alligevel svært ikke at foretrække forestillingen om den Gud som Dawkins beskriver, frem for den flegmatiske Gud som moderne teologer synes at tilbede og som vist ikke laver andet end at bære over med mennesket ved at udvise barmhjertighed og godhed og langmodighed. Næh, forman os i stedet om at “there’s hell, there’s darkness, there’s the sulphurous pit; burning, scalding, stench, consumption”. (King Lear, sjette akt, sc 6)

To alen …

Det er demokratiets åbenlyse svaghed, at vi, vælgerne, får de politikere vi fortjener, i kraft af at vi selv har valgt dem. Desværre er det også sådan, at vi får de politikere som andre har fortjent.

En af dem jeg ikke har fortjent er Marie Krarup, som præsenteres således på b.dk: “Valgt til Folketinget for Dansk Folkeparti i Esbjerg Omegn i Sydjyske Storkreds. Forsvarsordfører og gymnasieordfører.Født i 1965 i Seem ved Ribe. Reserveofficer (sprog).Cand.mag. og gymnasielærer i samfundsfag, religion, russisk og erhvervsøkonomi. Har derudover også arbejdet i Forsvarsministeriet, på Den danske Ambassade i Moskva og i Eksportkreditfonden. Har to børn og en hund.” Hun skriver på b.dk om sin rejse til Afghanistan og om de døde vesteuropæiske soldater i Afghanistan og sagen de gav deres liv for og om den pigeskole om folketingets delegation også besøgte.

“Jeg spørger om religionsundervisningen i skolerne. Man får kun det mest basale i selve skolen, der kører med et ensartet curriculum over hele Afghanistan. Hvis man vil have mere, må man gå i religiøs skole udenfor den almindelige skoletid. De læser dog Koranen på arabisk, og arabisk sprog er obligatorisk fra 7. klasse. Jeg håber selvfølgelig, at pigerne vil udlægge Sura 4 om kvinders lave værdi og om at mænd må slå kvinder på en ny måde, når de kommer frem til selv at kunne læse og forstå det efter 7. klasse! For ellers kan det måske være svært at få fastholdt kønnenes ligestilling!”

Det er fantastisk så velforberedt og vidende Marie Krarup er, når det gælder Koranen og hvad den siger om kvinder. Til gengæld er der problemer med Biblen, som Marie Krarup ikke kan dy sig for at sætte som kontrast til Koranens kvindeundertrykkende univers.

“Før vi forlader Camp Bastion tilbringer vi aftenen på KFUM´s soldaterhjem, hvor vi deltager i deres vel besøgte andagt. Den består i en salme, en genfortælling af historien om den fortabte søn, endnu en salme og så en fælles bøn og et fadervor. Det eneste indslag i andagten, jeg ikke kender er Soldatens Bøn. (se nedenfor) Den er smuk, og den fokuserer på soldatens egne evner til at gøre det rigtige. Det beder han om styrke og hjælp til. Der er ikke nogen fordømmelse af andre, eller høje råb om, hvem der er størst. Det er en meget afdæmpet bøn, der viser, at man forstår, at det der skal bekæmpes kommer indefra, – fristelsen til at svigte for eksempel. Det Nye Testamente ligger fremme ved siden af kaffen. Jeg er ikke bange for, at soldaterne skal læse videre i den bog. Der står ikke noget på næste side om, at man godt må dræbe bestemte kategorier af mennesker eller at nogle er mindre værd end andre.” [min fremh.]

For det første er der de homoseksuelle, som Paulus jo ikke ligefrem var vild med. Se også “Mordere, homoseksuelle og andre vildfarne“. Man kan vist roligt sige, at de, set gennem det nye testamentes optik, ikke er lige så meget værd om alle andre.

“Men vi ved, at loven er god, hvis man bruger den, som lov skal bruges, og når man ved, at en lov ikke er bestemt for retskafne, men for lovbrydere og genstridige, for gudløse og syndige, for spottere og ugudelige, for dem, der slår deres far eller mor ihjel, for drabsmænd, utugtige, mænd der ligger i med mænd, bortførere, løgnere, menedere, og hvad der ellers strider mod den sunde lære efter det evangelium om herligheden hos den salige Gud, som jeg har fået betroet.” (1. Tim. 1;8-11)

Men heller ikke kvinderne er “fastholdt kønnenes ligestilling”. Et eksempel fra Det Nye Testamente, google har mange flere, hvis du som Marie Krarup ikke gider læse bogen selv.

“I hustruer skal underordne jer under jeres mænd som under Herren; thi en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved, han som er sit legemes frelser. Ja, ligesom kirken underordner sig underKristus, skal også hustruerne underordne sig underderes mænd. “(Ef. 6:22-24)

Det er komisk på grænsen til det latterlige, at vi har en række danske politikere, som ud fra deres forestilling om Biblen angriber en anden religion, som på mange måder, ikke mindst de køns- og seksualpolitiske, er en mere eller mindre direkte spejling af deres egen, uden at de opdager, at det de angriber, er deres eget oprindelsessted; de har fjernet sig så langt fra udgangspunktet, at de har tabt det helt af syne.

__________
Marie Krarup: To bønner, – der hvor det er farligt. b.dk d. 1/11 2012

Historiske erfaringer

“Selv om de kloge ikke er helt enige om definitionen, for uanset hvordan vi definerer begrebet demokrati, så har det noget at gøre med behovet for at kunne begrænse den politiske magt i dens magtudøvelse. Magten skal nemlig begrænses, fordi den historiske erfaring har vist, at den totale magt korrumperer og begår overgreb mod mennesker, som af den ene eller den anden årsag ikke behager magthaverne.

Dermed kolliderer den totale magt med princippet om, at alle mennesker er skabt lige med en medfødt umistelig værdighed, som det er skrevet i den amerikanske menneskerettighedserklæring fra 1776 – med klar hentydning til Bibelen.”

Således skriver Elisabeth Dons Christensen i en kronik i JP, som også indeholder belæringen om at kristendommen er ikke en lovreligion, underforstået at vi jo godt hvilken religion der er lige netop det! Ofte hører man dette højrefløjens stupide mantra, at “Islam er en lovreligion!” gentaget til bevidstløshed, for så behøver man jo ikke at sige mere, så er alt forklaret og der er ikke basis foryderligere diskussion! Som om det var denne ene distinktion som afgjorde hele spørgsmålet.

Var verden dog bare så simpel!

Elisabeth Dons Christensen skriver:

“Uanset hvor gode vi så end er til at efterleve det alt sammen, så bygger et demokrati på, at der grundlæggende er værdier, der er stærke nok til både at kunne og ville sætte magthaverne på plads, når de går ud over deres grænser.

Demokratiet bygger ikke på andre værdier, end tanken om at hvert menneske har en stemme og at hvert menneske har sine egne værdier og eftersom enhver stemme vægtes lige, er demokratiet lige netop en åbning af samfundet for muligheden for fravær af fælles værdier.

Det er lige præcis her, religion og demokrati kan komplettere hinanden, fordi religionen kan fastholde os på en tolkning af vort liv, som tvinger os til at se ud over egen næsetip – ud mod fællesskabet og langt ind i evigheden. Samtidig er religion én af statsmagten uafhængig magt, og kan være et korrektiv til denne.”

Demokrati og religion – ikke mindste når det gælder de store monotheistiske religioner – står i den grad i et modsætningsforhold til hinanden, at det er meget svært at se hvordan de skulle kunne komplettere hinanden. Ja, man kan sige at “religionen kan fastholde os på en tolkning af vort liv, som tvinger os til at se ud over egen næsetip”, men hvad nu når flertallet har valgt religionen og dens dogmer fra? Så vi enten tilbage ved udgangspunktet eller ved religion som en af statsmagten uafhængig magt – men magt korrumperer jo, skriver kronikøren selv: “Vi ved alle, at magt har det med at korrumpere mere eller mindre, men vi ved også at total magt korrumperer totalt.

Elisabeth Dons Christensen skriver videre:

“Kristendommen er ikke en lovreligion, det kristne menneske har fået armene fri til at tage ansvar i verden, men vi skal elske vores næste som os selv, vi skal tage ansvar for vort medmenneske.”

og konkluderer:

“Religion og demokrati har meget med hinanden at gøre – på en skæv, men livgivende måde. Især hvis de er i stand til at lade hinanden leve og holde fingrene fra hinandens sager – begge to.

Derfor skal religion også have en plads i det offentlige rum.”

Nu var det Elisabeth Dons Christensen selv, som ovenfor belærte os om hvad “den historiske erfaring har vist” om magtmisbrug og overgreb og man skal da vist have været fuldstændig fraværende i historietimerne for at diske op med en sådan formulering som indledning til et forsvar for religionens og i særdeleshed kristendommens tilstedeværelse i det offenlige og især det politiske rum.

__________
Elisabeth Dons Christensen: Magt korrumperer total magt totalt. Kronik. JP 22. jan. 2012

Slik og underholdning

Kai Sørlander i Berlingske:

“En fortsat blind vækst kan betyde, at flere og flere bruger deres arbejde på at producere tomme kalorier – både materielt og åndeligt: slik og underholdning. Samtidigt med at de bruger deres fritid på at forbruge de selvsamme tomme kalorier. Samlet set bør vi forstå, at når vi først kommer over et vist elementært niveau, så fører fortsat stræben efter økonomisk vækst ikke nødvendigvis til kvalitativt bedre livsvilkår og højere menneskelig modenhed. Den kan også fange os i en nedadgående spiral, hvor øget arbejde og forbrug i stedet fører til en stadig forringelse af vore fysiske livsomstændigheder og af vore psykiske egenskaber. Vi indånder bilos i stedet for ren luft. Vi spiser fast food og slik i stedet for sund føde. Og vi søger underholdning og pornografi i stedet for åndelig udfordring og dybde. Den enkle sandhed er, at økonomisk vækst kan føre til mere uden at føre til bedre; og at vi reverenter talt kan ende med at kvæle os selv i det unødvendige overskud.

Når dette står klart, så følger umiddelbart, at vi ikke blindt bør søge økonomisk vækst. For er vi blinde for vækstens konsekvenser, så kan vi risikere at undergrave de fysiske og psykiske betingelser for, at demokratiet kan opretholde sig selv.”

Altså, hvis vi til stadighed skejer ukontrolleret ud, uden mådehold, omtanke og selvdisciplin, risikerer vi … at undergrave betingelserne for demokratiet?

Fortsæt bare folkens, ingen problemer her!

__________
Kai Sørlander: Slik og Underholdning, 5/11 201

Stuerenhed

Sass er færdig i politik,” skrev Politiken i torsdags og de fortsatte i går, fredag:

Hvad den manglende sikkerhedsgodkendelse end måtte dække over, er kontakter til rockermiljøet ødelæggende for en politisk karriere. Og med rette.

Spørgsmålet man selvfølgelig må stille sig selv, uafhængigt af hvilken politisk observans man ellers har, er, om man kan diskvalificeres som minister fordi man har kontakt til sine vælgere? Hvordan kan kontakt til mennesker som er vælgere i et demokrati, belaste en folkevalgt politiker på en sådan måde at han er uegnet til at være minister, uden at der foreligger noget ulovligt?

Det er ironisk at en sådan kontrolforanstaltning som sikkert er indført af fornuftige og velmenende mennesker, laver sådan ravage første gang den bliver brugt.

Det er til gengæld absurd at nogle vælgere tilsyneladende ikke bare ikke er fine nok til at blive repræsenteret, men oven i købet er så ufine at de kan diskvalificere den folkevalgte.

Og tragikomisk er det, når man tænker på at der engang var en politiker som sagde: “Stuerene bliver i aldrig!”