Åh gud …

Søren Pind vil være Gud. Mindre kan tilsyneladende ikke gøre det, så nu vil han – ifølge denne artikel i JP – have nedfældet ti bud, som ifølge artiklen handler “om grundlæggende demokratiske værdier, som man skal leve op til for at blive en del af det danske fællesskab. De 10 bud eller kanoniserede værdier skal være uomgåelige for alle, der har et dansk pas, og skal i sidste ende kunne gennemføres med tvang,”

Pind udtaler:

“Jeg vil have en diskussion om, hvilke – ikke 10 teser, men 10 bud – der i bred forstand identificerer os som danskere, og som knytter os sammen. Og som man skal – ikke burde – men skal følge.”

Læg venligst mærke til at han understreger, at dette ikke er teser, men bud og at der skal være ti af dem, hverken mere eller mindre og at det er ikke engang handler om forskrifter man kan vælge at følge, men om bud i den religiøse forstand, som man skal følge,

Han kommer med tre eksempler på hvad disse bud kan indeholde, nemlig “ligestilling mellem kønnene, respekt for folkestyret og religionsfrihed”.

Lad os bare se bort fra at religionsfriheden lige er blevet afskaffet her til lands og lad os gå let henover, at der næppe er noget fornuftigt tænkende menneske, som ønsker ligestilling mellem kønnene. Ligeværd, javist og lige rettigheder, selvfølgelig, men ligestilling er den modbydelighed, der sniger sig ind og udsletter alle de forskelle, der er den grundlæggende dynamik kønnene imellem. Den ønsker vi gerne at bibeholde. Tak!

Og så er der den der med respekten for folkestyret. Det lader til at den ironi er fuldstændig tabt på Pind, som ligger deri, at der ikke lævnes ret meget plads til respekt for folkestyret, når man samtidig vil lave et værdityranni, der med tvang vil gennemtrumfe at alle borgere skal abonnere på netop Pindens demokratiske værdisæt. Langt mere massiv er ironien – eller måske ligefrem modbydeligheden eller bare uvidenheden – når man lader dette udspil, som jo er direkte er rettet mod hvad Pind kalder “»demokratisk assimilation« af danskere med en anden herkomst end dansk”, tager navn efter De ti Bud. Det skal nok blive en succes …

Måske er jeg bare ikke dansk? Jeg mener i hvert fald ikke at ligestilling kønnene imellem er en ubetinget god idé og jeg mener slet ikke at demokratiet er det – en påstand til hvis underbyggelse jeg vil føre som vidne det faktum, at Pind overhovedet er blevet valgt til noget som helst – og jeg er godt nok spændt på at se hvilken midler og metoder, som Pind mener skal tages i anvendelse, for at få mig til at skifte mening.

__________
Jesper Hvass & Marchen Neel Gjertsen: Søren Pind varsler liste med 10 værdikrav, JP d. 6. oktober 2017