Dødsstraf

I følge Jyllands-Posten og en meningsmåling foretaget af Rambøll Management/Analyse, er hver femte dansker er parat til at genindføre dødsstraf i særlige tilfælde,

I den forbindelse udtaler en overrasket professor i straffeproces ved Københavns Universitet Eva Smith:

Jeg havde ikke ventet, at så mange vil give en stat lov til noget så barbarisk som at tage en anden mands liv.

Spørgsmålet er om ikke systemet har mange liv på samvigttigheden. Man kan i hvert fald sagtens argumentere for, at det med næsten 33 års fængselsstraf har taget den firedobbelte politimorder Palle Sørensens liv. Men om der er noget barbarisk ved det, kan vel diskuteres. Palle Sørensen er i hvertfald civiliseret nok til at vide hvem der har ansvaret for det.

På en smuk dag som i dag må man som 80-årig nødvendigvis erkende, at ens liv er spildt. Og véd du hvad. Det kan jeg kun takke mig selv for. Og det er egentlig ikke nogen rar tanke.

Dødsstraf 7: et drabsorgie af svimlende proportioner

Amnesty Internationals danske mikrofonholder, også kendt som dagbladet Politiken, bringer i dag en artikel skrevet af Jakob Hvide Beim om en henrettelse i Iran, under overskriften Amnesty: Mohammad fra Iran blev henrettet med otte timers varsel.

Et glimrende eksempel på at moralsk forargelse skal få bedskabet igennem; tænk sig, Mohammads famile blev ringet op og fik kun otte timers frist til at sige farvel, inden slynglen blev henrettet. Nu er jeg ellers flere gange stødt på dødsstrafmodstandere, som fremfører at det er psykisk tortur at gå og vente på at man skal dø ved henrettelse. Her var fristen så åbenbart ganske kort, men der er åbenbart nogen som aldrig bliver tilfredse. I øvrigt et absurd argument at det skulle være værre at gå og vente på en snarlig død, end at man – idømt livsvarigt fængsel – kan gå resten af livet og vente på ingenting. Men det er en anden historie.

Jakob Hvide Beim skriver:

Til det sidste fastholdt den dødsdømte iraner, at han ikke havde handlet med ulovlige stoffer som påstået af myndighederne. Alligevel blev han henrettet.

No shit? Måske man omgående skulle åbne alle fængsler og lade de fanger gå, som på tro og love vil skrive under på at de er uskyldige. Det er forbløffende at organisationer som Amnesty og dagblade som Politiken viderebringer den slags påstande om uskyldighed fra dømte forbrydere som argumenter imod dødsstraf, når vi i Danmark i den grad savner et tilsvarende forsvar for Kurt Thorsen, som stadig påberåber sig sin uskyld i PFA Sagen. Alligevel sad han i fængsel i seks år. Eller hvad med et forsvar for den gennem pressen forhåndsdømte såkaldte amagermand, Marcel Lychau Hansen. Han påstår også hårdnakket at han er uskyldig.

Historien om Mohammad Jangali indgår i en ny rapport fra Amnesty International, der offentliggøres i dag, og som konkluderer, at Iran i stigende grad straffer fanger med henrettelser.

Interessant værdiladet sprogbrug. At sige at man “straffer fanger med henrettelser” er det samme som at sige, at henrettelsen er en straf ud over dommen. Man kunne mere neutralt vælge at sige at man straffer forbrydere med døden.

 »I et forsøg på at dæmme op for deres enorme narkotikaproblem har de iranske myndigheder gennemført et drabsorgie af svimlende proportioner, selv om der ikke er bevis for, at henrettelse forhindrer narkosmugling mere effektivt end fængsel.«

Således siger Amnesty Internationals direktør i Mellemøsten og Nordafrika, Ann Harrison iflg. Politiken og det er faktuelt forkert, da et sådant bevis kan leveres rent logisk: hvis bare en eneste narkosmugler bliver løslagt fra fængslet og genoptager sit kriminelle forehavende, så følger det at dødsstaf vil være mere effektivt til at forhindre narkosmugling end fængsel. Man kan selvfølgelig indvende at fængsel på livstid er lige så effektivt som dødsstraf, hvilket er sandt, men så er det helt andre overvejelser der gør sig gældende.

Hvad angår drabsorgiet af svimlende proportioner – “a killing spree of staggering proportions” (sic!) – så er der i følge Amnestys egne tal tale om en tredobling af antallet af henrettede for narkosmugling, som led i et forsøg på at gøre noget ved at landet har verdens fjerdehøjeste narkorelaterede antal dødsfald (henrettelser fraregnet!) om året. Amnesty International opgør antallet af henrettede for narkokriminalitet i Iran til mindst 488 i år i deres rapport med titlen Addicted to Death. Blandt de som er addicted til mere fysiske substanser er det årlige antal dødsfald i Iran vel omtrendt ti gange større. Til sammenligning opgør Iraq Body Count antallet af civile ofre i nabolandet siden invasionen i 2003 til tæt på 110.000.

Artiklen afsluttes med følgende kommentar “På sigt skal dødsstraffen helt afskaffes, mener Amnesty International“, og man fristes til at tilføje at det gør Politiken vist også.

Dødsstraf 6 – Positive strategier

The death penalty promotes simplistic responses to complex human problems, rather than pursuing explanations that could inform positive strategies.” og “The death penalty denies the possibility of rehabilitation and reconciliation.

At man søger en simpel løsning på et komplekst problem er ikke ensbetydende med at man ikke søger forklaringer og årsager, men hvordan kan en forklaring på hvorfor Ted Bundy fik fornøjelse af at tæve unge piger ihjel nogensinde kunne danne basis for positive strategier? Svaret er at det kan det selvfølgelig ikke – man kan næppe forebygge at extreme personligheder som Bundy opstår, uden at gribe radikalt ind i hele befolkningens liv gennem masseovervågning og masseopdragelse og et radikalt tab af frihed. Og uden nogen garantier for noget som helst med hensyn til forebyggelse.

Ja, dødsstraf ødelægger enhver mulighed for rehabilitering og forsoning. Det første er beklageligt, men efter en længere årrække i fængsel er rehabilitering (og erstatning) vist også et tvivlsomt plaster på såret – man synes helt at ignorere pinslerne ved at sidde årevis i fængsel som uskyldig dømt sikkert langt overgår de tilsvarende ved en henrettelse.

Med hensyn til reconciliation (forsoning) må jeg ærligt indrømme at jeg ingen ide har om hvad der hentydes til…

Det langt mere interessante spørgsmål er hvorfor nogle mennesker når så langt ud i ekstremerne, at hensynet til nogle få psykopater og mordere vejer tungere end hensynet til resten af befolkningen og dens retfærdighedsfølelse.

Er det ikke tænkeligt at man ved med fortsæt at tage en andrens liv, forspilder retten til sit eget?

Dødsstraf: 5. Uduelighed

“In other countries, flaws in the judicial process are exacerbated by discrimination, prosecutorial misconduct and inadequate legal representation.” (1)

Nå?

Jamen, det må de  jo se at få gjort noget ved så.

Problemer vedr. processen hvorved man når frem til en dom har egentlig ikke så meget at gøre med selve udmålingen af straffen. Afskaffelse af dødsstraffen ville intet, absolut intet, forandre i forhold til discrimination, prosecutorial misconduct and inadequate legal representation. De to ting har intet med hinanden at gøre. Har du ikke fået en retfærdig retsag er enhver straf, uanset hvor stor eller hvor lille,  et overgreb på din person. Man kan sige at jo hårdere straffen bliver, jo mere uretfærdigt vil det synes, men det er næppe et argument for vilkårligt at afskaffe den hårdeste straf, da der så ville være en ny hårdeste straf der ville virke lige så uretfærdig.

Ovenstående  er et ikke-argument.

__________
(1) Amnesty International.

Dødsstraf: 4. Diskrimination

“The death penalty is discriminatory and is often used disproportionately against the poor, minorities and members of racial, ethnic and religious communities. It is imposed and carried out arbitrarily. In some countries, it is used as a tool of repression to silence the political opposition.”(1)

At dødsstraffen bruges overvejende mod fattige, minoriteter og lign. kan der være flere grunde til. Det er vist ingen hemmelighed at der er flere kriminelle i samfundets lavere lag og derfor er det vel også naturligt at en forholdsvis større del af straffene lander der, hvilket der heller ikke umiddelbart er noget problem i, så længe at der bliver straffet ens og at samme forbrydelse giver samme straf uanset hvem gerningsmanden er og hvorfra han kommer.

At dødsstraf undertiden bruges som en undertrykkelsesmiddel har egentlig ikke noget med debatten om dødsstraf at gøre, for det gør fængselsstraf også, hvilket ikke medfører et lignende krav om at afskaffe alle former for straf. Misbrug af retssystemet på den ene eller anden måde til undertrykkelse af befolkningsgrupper er at samfundsmæssigt, juridisk og politisk problem og bør løses som sådan og er at langt større problem end anvendelsen af dødsstraf nogensinde kan være.

Det er pinligt og uværdigt at AI tager alvorlige samfundsmæssige problemer som gidsel i det der dybest set er en politisk kampagne, for du afskaffer ikke undertrykkelse ved at forbyde dødsstraf, men forhindrer du undertrykkelsen af minoriteter og politisk opposition elimineres samtidigt misbruget af retssystemet (og dødsstraffen) i selvsamme undertrykkelses navn.

__________
(1) Amnesty International

Dødsstraf: 3. Tortur og Grusomhed

En anden måde at argumentere samme sag på som i forrige indlæg(1), nemlig at dødstraf er lig med tortur og mishandling er den følelsesladede (og lettere infantile):

Dødsstraf er en grusom, umenneskelig og nedværdigende straf og dermed en form for tortur eller midhandling (som beskrevet i Art. 5 i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder). Dødsstraf og henrettelse er tortur, og psykisk og fysisk overgreb. Hvis det er tortur at hænge en kvinde op i armene, indtil hun får stærke smerter – hvad er det så, når man hænger hende i halsen til hun dør? Hvis det vækker afsky, at torturbødler sender 100 volt gennem de mest følsomme steder på en mand, hvad så når man sender 2000 volt gennem hans krop for at slå ham ihjel? Hvis det regnes for tortur at holde en pistol mod hovedet eller at sprøjte kemiske væsker ind for at forvolde smerter – hvad så når pistolen og nålen bruges for at dræbe?”(2)

Det logiske svar på ovenstående spørgsmål er at tortur og straf ikke er det samme, og at der – de skitserede ligheder til trods – er en verden til forskel. At der findes mere eller mindre vellykkede måder at henrette folk på skal der ikke herske nogen tvivl om, men den problemstilling hører dybest set ikke hjemme i en diskussion for eller imod dødsstraf, det er udelukkende et spørgsmål om at forfine sine teknikker.

Det lette (og ligeså infantile) svar er selvfølgelig at kaste sig ud i en lignende gang følelsesporno bare med modsat fortegn, hvilket er det letteste i verden, jvf f. eks. dette indlæg på Uriasposten, komplet med særligt dramatiske passager i fed skrift! Et kort eksempel gengives her:

Sagen er den om Jennifer Ertman and Elizabeth Pena, som var to pige på 14 og 16 år, som d. 24 juni 1993 om aftenen var på vej hjem fra en veninde da de mødte en bande unge som bortførte de to unge piger og …

“For the next hour or so, these beautiful, innocent young girls were subjected to the most brutal gang rapes that most of the investigating officers had ever encountered. The confessions of the gang members that were used at trial indicated that there was never less than 2 men on each of the girls at any one time and that the girls were repeatedly raped orally, anally and vaginally for the entire hour. One of the gang members later said during the brag session that by the time he got to one of the girls, “she was loose and sloppy.” One of the boys boasted of having ‘virgin blood’ on him.

[...]

When the rapes finally ended, the horror was not over. The gang members took Jenny and Elizabeth from the clearing into a wooded area, leaving the juvenile behind, saying he was “too little to watch”.  Jenny was strangled with the belt of Sean O’Brien, with two murderers pulling, one on each side, until the belt broke. Part of the belt was left at the murder scene, the rest was found in O’Brien’s home. After the belt broke, the killers used her own shoelaces to finish their job. Medellin later complained that “the bitch wouldn’t die” and that it would have been “easier with a gun”. Elizabeth was also strangled with her shoelaces, after crying and begging the gang members not to kill them; bargaining, offering to give them her phone number so they could get together again.”(3)

Ja, de fortjener da så sandelig at dø, de svin, men fortjener de at dø sådan her? Ønsker vi at se dem dø sådan her? Advarsel, moderat ubehageligt BILLEDE!(4)

Og sådan kunne man jo blive ved…

__________
(1) Dødsstraf : 2. Tortur og Grusomhed
(2) Jeg har en skummel fornemmelse af at denne tekst er en gammel Amnesty International tekst som en eller anden har kopieret og brugt her. Siden er i hvertfald en slags supportside for AI.
(3) http://www.murdervictims.com/voices/jeneliz.html
(4) Billede fundet på Botched Executions in The USA. En interessant pointe er at vi ser ned på Kina, der jo som bekendt henretter med nakkeskud, hvilket ellers er en hurtig og smertefri måde at dø på – men måske også den mest uæstetiske.