Dødsstraf

I følge Jyllands-Posten og en meningsmåling foretaget af Rambøll Management/Analyse, er hver femte dansker parat til at genindføre dødsstraf i særlige tilfælde,

I den forbindelse udtaler en overrasket professor i straffeproces ved Københavns Universitet Eva Smith:

“Jeg havde ikke ventet, at så mange vil give en stat lov til noget så barbarisk som at tage en anden mands liv.”

Spørgsmålet er om ikke systemet har mange liv på samvigttigheden. Man kan i hvert fald sagtens argumentere for, at det med næsten 33 års fængselsstraf har taget den firedobbelte politimorder Palle Sørensens liv. Men om der er noget barbarisk ved det, kan vel diskuteres. Palle Sørensen er i hvertfald civiliseret nok til at vide hvem der har ansvaret for det.

“På en smuk dag som i dag må man som 80-årig nødvendigvis erkende, at ens liv er spildt. Og véd du hvad. Det kan jeg kun takke mig selv for. Og det er egentlig ikke nogen rar tanke.” (Politimorderen, der tog sit liv. avisen.dk u.d.)

__________
Lars Nørgaard Pedersen: Hver femte dansker støtter dødsstraf. JP d. 22/1 2012
Politimorderen, der tog sit liv. avisen.dk, 21/11 2007

Dødsstraf: 7. et drabsorgie af svimlende proportioner

Amnesty Internationals danske mikrofonholder, også kendt som dagbladet Politiken, bringer i dag en artikel skrevet af Jakob Hvide Beim om en henrettelse i Iran, under overskriften Amnesty: Mohammad fra Iran blev henrettet med otte timers varsel.

Et glimrende eksempel på at moralsk forargelse skal få bedskabet igennem; tænk sig, Mohammads famile blev ringet op og fik kun otte timers frist til at sige farvel, inden slynglen blev henrettet. Nu er jeg ellers flere gange stødt på dødsstrafmodstandere, som fremfører at det er psykisk tortur at gå og vente på at man skal dø ved henrettelse. Her var fristen så åbenbart ganske kort, men der er åbenbart nogen som aldrig bliver tilfredse. I øvrigt et absurd argument at det skulle være værre at gå og vente på en snarlig død, end at man – idømt livsvarigt fængsel – kan gå resten af livet og vente på ingenting. Men det er en anden historie.

Jakob Hvide Beim skriver:

“Til det sidste fastholdt den dødsdømte iraner, at han ikke havde handlet med ulovlige stoffer som påstået af myndighederne. Alligevel blev han henrettet.”

No shit? Måske man omgående skulle åbne alle fængsler og lade de fanger gå, som på tro og love vil skrive under på at de er uskyldige. Det er forbløffende at organisationer som Amnesty og dagblade som Politiken viderebringer den slags påstande om uskyldighed fra dømte forbrydere som argumenter imod dødsstraf, når vi i Danmark i den grad savner et tilsvarende forsvar for Kurt Thorsen, som stadig påberåber sig sin uskyld i PFA Sagen. Alligevel sad han i fængsel i seks år. Eller hvad med et forsvar for den gennem pressen forhåndsdømte såkaldte amagermand, Marcel Lychau Hansen. Han påstår også hårdnakket at han er uskyldig.

Historien om Mohammad Jangali indgår i en ny rapport fra Amnesty International, der offentliggøres i dag, og som konkluderer, at Iran i stigende grad straffer fanger med henrettelser.

Interessant værdiladet sprogbrug. At sige at man “straffer fanger med henrettelser” er det samme som at sige, at henrettelsen er en straf ud over dommen. Man kunne mere neutralt vælge at sige at man straffer forbrydere med døden.

“I et forsøg på at dæmme op for deres enorme narkotikaproblem har de iranske myndigheder gennemført et drabsorgie af svimlende proportioner, selv om der ikke er bevis for, at henrettelse forhindrer narkosmugling mere effektivt end fængsel.”

Således siger Amnesty Internationals direktør i Mellemøsten og Nordafrika, Ann Harrison iflg. Politiken og det er faktuelt forkert, da et sådant bevis kan leveres rent logisk: hvis bare en eneste narkosmugler bliver løslagt fra fængslet og genoptager sit kriminelle forehavende, så følger det at dødsstaf vil være mere effektivt til at forhindre narkosmugling end fængsel. Man kan selvfølgelig indvende at fængsel på livstid er lige så effektivt som dødsstraf, hvilket er sandt, men så er det helt andre overvejelser der gør sig gældende.

Hvad angår drabsorgiet af svimlende proportioner – “a killing spree of staggering proportions” (sic!) – så er der i følge Amnestys egne tal (http://www.amnesty.org.uk/news_details.asp?NewsID=19859) tale om en tredobling af antallet af henrettede for narkosmugling, som led i et forsøg på at gøre noget ved at landet har verdens fjerdehøjeste narkorelaterede antal dødsfald (henrettelser fraregnet!) om året. Amnesty International opgør antallet af henrettede for narkokriminalitet i Iran til mindst 488 i år i deres rapport med titlen Addicted to Death. Blandt de som er addicted til mere fysiske substanser er det årlige antal dødsfald i Iran vel omtrendt ti gange større. (91 pr.  mill. indb. i alderen 15-64 af en befolkn. på ca 90 mill.) Til sammenligning opgør Iraq Body Count antallet af civile ofre i nabolandet siden invasionen i 2003 til tæt på 110.000.

Artiklen afsluttes med følgende kommentar “På sigt skal dødsstraffen helt afskaffes, mener Amnesty International“, og man fristes til at tilføje at det gør Politiken vist også.

Dødsstraf: 6. Positive strategier

The death penalty promotes simplistic responses to complex human problems, rather than pursuing explanations that could inform positive strategies.” og “The death penalty denies the possibility of rehabilitation and reconciliation.” (via Amnesty International)

At man søger en simpel løsning på et komplekst problem er ikke ensbetydende med at man ikke søger forklaringer og årsager, men hvordan kan en forklaring på hvorfor Ted Bundy fik fornøjelse af at tæve unge piger ihjel nogensinde kunne danne basis for positive strategier? Svaret er at det kan det selvfølgelig ikke – man kan næppe forebygge at extreme personligheder som Bundy opstår, uden at gribe radikalt ind i hele befolkningens liv gennem masseovervågning og masseopdragelse og et radikalt tab af frihed. Og uden nogen garantier for noget som helst med hensyn til forebyggelse.

Ja, dødsstraf ødelægger enhver mulighed for rehabilitering og forsoning. Det første er beklageligt, men efter en længere årrække i fængsel er rehabilitering (og erstatning) vist også et tvivlsomt plaster på såret – man synes helt at ignorere pinslerne ved at sidde årevis i fængsel som uskyldig dømt sikkert langt overgår de tilsvarende ved en henrettelse.

Med hensyn til reconciliation (forsoning) må jeg ærligt indrømme at jeg ingen ide har om hvad der hentydes til…

Det langt mere interessante spørgsmål er hvorfor nogle mennesker når så langt ud i ekstremerne, at hensynet til nogle få psykopater og mordere vejer tungere end hensynet til resten af befolkningen og dens retfærdighedsfølelse.

Er det ikke tænkeligt at man ved med fortsæt at tage en andrens liv, forspilder retten til sit eget?

Dødsstraf: 5. Uduelighed

“In other countries, flaws in the judicial process are exacerbated by discrimination, prosecutorial misconduct and inadequate legal representation.” (Amnesty International.)

Nå?

Jamen, det må de  jo se at få gjort noget ved så.

Problemer vedr. processen hvorved man når frem til en dom har egentlig ikke så meget at gøre med selve udmålingen af straffen. Afskaffelse af dødsstraffen ville intet, absolut intet, forandre i forhold til discrimination, prosecutorial misconduct and inadequate legal representation. De to ting har intet med hinanden at gøre. Har du ikke fået en retfærdig retsag er enhver straf, uanset hvor stor eller hvor lille,  et overgreb på din person. Man kan sige at jo hårdere straffen bliver, jo mere uretfærdigt vil det synes, men det er næppe et argument for vilkårligt at afskaffe den hårdeste straf, da der så ville være en ny hårdeste straf der ville virke lige så uretfærdig.

Ovenstående  er et ikke-argument.

Dødsstraf: 4. Diskrimination

“The death penalty is discriminatory and is often used disproportionately against the poor, minorities and members of racial, ethnic and religious communities. It is imposed and carried out arbitrarily. In some countries, it is used as a tool of repression to silence the political opposition.” (Amnesty International)

At dødsstraffen bruges overvejende mod fattige, minoriteter og lign. kan der være flere grunde til. Det er vist ingen hemmelighed at der er flere kriminelle i samfundets lavere lag og derfor er det vel også naturligt at en forholdsvis større del af straffene lander der, hvilket der heller ikke umiddelbart er noget problem i, så længe at der bliver straffet ens og at samme forbrydelse giver samme straf uanset hvem gerningsmanden er og hvorfra han kommer.

At dødsstraf undertiden bruges som en undertrykkelsesmiddel har egentlig ikke noget med debatten om dødsstraf at gøre, for det gør fængselsstraf også, hvilket ikke medfører et lignende krav om at afskaffe alle former for straf. Misbrug af retssystemet på den ene eller anden måde til undertrykkelse af befolkningsgrupper er at samfundsmæssigt, juridisk og politisk problem og bør løses som sådan og er at langt større problem end anvendelsen af dødsstraf nogensinde kan være.

Det er pinligt og uværdigt at AI tager alvorlige samfundsmæssige problemer som gidsel i det der dybest set er en politisk kampagne, for du afskaffer ikke undertrykkelse ved at forbyde dødsstraf, men forhindrer du undertrykkelsen af minoriteter og politisk opposition elimineres samtidigt misbruget af retssystemet (og dødsstraffen) i selvsamme undertrykkelses navn.

 

Dødsstraf: 3. Tortur og Grusomhed

En anden måde at argumentere samme sag på som i forrige indlæg (Dødsstraf : 2. Tortur og Grusomhed), nemlig at dødstraf er lig med tortur og mishandling er den følelsesladede (og lettere infantile):

“Dødsstraf er en grusom, umenneskelig og nedværdigende straf og dermed en form for tortur eller midhandling (som beskrevet i Art. 5 i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder). Dødsstraf og henrettelse er tortur, og psykisk og fysisk overgreb. Hvis det er tortur at hænge en kvinde op i armene, indtil hun får stærke smerter – hvad er det så, når man hænger hende i halsen til hun dør? Hvis det vækker afsky, at torturbødler sender 100 volt gennem de mest følsomme steder på en mand, hvad så når man sender 2000 volt gennem hans krop for at slå ham ihjel? Hvis det regnes for tortur at holde en pistol mod hovedet eller at sprøjte kemiske væsker ind for at forvolde smerter – hvad så når pistolen og nålen bruges for at dræbe?”
(Jeg har en skummel fornemmelse af at denne tekst er en gammel Amnesty International tekst som en eller anden har kopieret og brugt her. Siden er i hvertfald en slags supportside for AI.)

Det logiske svar på ovenstående spørgsmål er at tortur og straf ikke er det samme, og at der – de skitserede ligheder til trods – er en verden til forskel. At der findes mere eller mindre vellykkede måder at henrette folk på skal der ikke herske nogen tvivl om, men den problemstilling hører dybest set ikke hjemme i en diskussion for eller imod dødsstraf, det er udelukkende et spørgsmål om at forfine sine teknikker.

Det lette (og ligeså infantile) svar er selvfølgelig at kaste sig ud i en lignende gang følelsesporno bare med modsat fortegn, hvilket er det letteste i verden, jvf f. eks. dette indlæg på Uriasposten, komplet med særligt dramatiske passager i fed skrift! Et kort eksempel gengives her:

“Sagen er den om Jennifer Ertman and Elizabeth Pena, som var to pige på 14 og 16 år, som d. 24 juni 1993 om aftenen var på vej hjem fra en veninde da de mødte en bande unge som bortførte de to unge piger og …

“For the next hour or so, these beautiful, innocent young girls were subjected to the most brutal gang rapes that most of the investigating officers had ever encountered. The confessions of the gang members that were used at trial indicated that there was never less than 2 men on each of the girls at any one time and that the girls were repeatedly raped orally, anally and vaginally for the entire hour. One of the gang members later said during the brag session that by the time he got to one of the girls, “she was loose and sloppy.” One of the boys boasted of having ‘virgin blood’ on him.

[…]

When the rapes finally ended, the horror was not over. The gang members took Jenny and Elizabeth from the clearing into a wooded area, leaving the juvenile behind, saying he was “too little to watch”.  Jenny was strangled with the belt of Sean O’Brien, with two murderers pulling, one on each side, until the belt broke. Part of the belt was left at the murder scene, the rest was found in O’Brien’s home. After the belt broke, the killers used her own shoelaces to finish their job. Medellin later complained that “the bitch wouldn’t die” and that it would have been “easier with a gun”. Elizabeth was also strangled with her shoelaces, after crying and begging the gang members not to kill them; bargaining, offering to give them her phone number so they could get together again.”(http://www.murdervictims.com/voices/jeneliz.html)”

Ja, de fortjener da så sandelig at dø, de svin, men fortjener de at dø sådan her? Ønsker vi at se dem dø sådan her? Advarsel, moderat ubehageligt BILLEDE! (Billede fundet på Botched Executions in The USA. En interessant pointe er at vi ser ned på Kina, der jo som bekendt henretter med nakkeskud, hvilket ellers er en hurtig og smertefri måde at dø på – men måske også den mest uæstetiske.)

Og sådan kunne man jo blive ved…

Dødsstraf: 2. Tortur og Grusomhed

There can never be any justification for torture or for cruel treatment. Like torture, an execution constitutes an extreme physical and mental assault on an individual. The physical pain caused by the action of killing a human being cannot be quantified, nor can the psychological suffering caused by foreknowledge of death at the hands of the state.”(Amnesty International)

Ja, det er helt sikkert ikke nogen rar tanke at få at vide at man skal henrettes, heller ikke selvom man måske godt ved at man selv har været ude om det og at man dybest set har fortjent det.

Modsat kan man nok med nogen ret hævde, at dødsstraffen burde være noget lettere at forholde sig til og endda acceptere, når man ved at man selv med fuldt overlæg har forvoldt andre menneskers død.

På den anden side må man også spørge sig selv hvilken “extreme physical og mental assault” det er overfor at menneske at få at vide at man skal tilbringe resten af sit liv i fængsel, låst inde i lille rum, berøvet enhver frihed og menneskelig værdighed? Men det er en anden diskussion.

Nu er der jo ingen der påstår at straf skal være noget rart og endnu en gang læner Amnesty International sig næsten ordret op af erklæringen om menneskerettigheder på en måde som ligner direkte misbrug: “No one shall be subjected to torture or to cruel, inhuman or degrading treatment or punishment” (artikel 5)

Med “torture or cruel treatment” menes ikke dødsstraf, hvilket man faktisk kan forvisse sig om med et kig på International Covenant on Civil and Political Rights, Artikel 6, stk. 2: “In countries which have not abolished the death penalty, sentence of death may be imposed only for the most serious crimes in accordance with the law in force at the time of the commission of the crime and not contrary to the provisions of the present Covenant and to the Convention on the Prevention and Punishment of the Crime of Genocide. This penalty can only be carried out pursuant to a final judgement rendered by a competent court.” som kan ses på – intet indre end – OHCHRs hjemmeside.(OHCHR – Office of the United Nations High Commissioner for Human Rights)

Dødsstraf: 1. Retten til Liv

You have to mean what you say when
you are walking out the front door of your
house, not just when you are walking in
the door of the courtroom.

– Judge Pat Sheldon

Der er sagt og skrevet meget om dødsstraf, også meget vrøvl, derfor denne og de følgende indlæg, som vil kommentere især en kilde og en side i debatten, nemlig den som bliver fremført af en af de mest fremtrædende og aktive stemmer i kampagnen mod dødsstraf, nemlig Amnesty International.

Jeg forholder mig i dette og i de følgende indlæg til argumenter præsenteret af Amnesty International og til en række generelle og ofte fremførte almene argumeter fundet på denne – iøvrigt forældede – hjemmeside.

Ovenstående citat rummer måske egentlig meget godt undertegnedes opfattelse af hvordan en retssystem burde fungere, nemlig at mennesket er absolut ansvarlig for sine handlinger. Ordene blev udtalt af en amerikansk dommer i en appelsag som netop ikke handlede om dødsstraf. Om sagen kan der læses her. (Citat Pat Sheldon )

1. Retten til liv.

Et af de mest absurde og rent logisk mest indlysende håbløse argumenter mod dødsstraf er nok dette, som ofte er blevet fremført af Amnesty International: “The death penalty is the ultimate denial of human rights. It is the premeditated and cold-blooded killing of a human being by the state in the name of justice. It violates the right to life as proclaimed in the Universal Declaration of Human Rights.

Det handler om Artikel 3 i erklæringen om menneskerettigheder, som lyder således: Everyone has the right to life, liberty and security of person eller på dansk: Enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed. ( Universal Declaration of Human Rights – EnglishDansk)

Hvis anvendelsen af dødstraf skulle være imod denne artikel, jvf. “enhver har ret til liv”, så er brugen af fængsel som straf det i lige så høj grad, jvf. “enhver har ret til frihed” og dermed burde det absurde i påstanden være indlysende for enhver. Det er en form for argumentation der er i bedste fald infantil i værste fald bedragerisk.

Faktisk beskæftiger Menneskerettighedserklæringen sig ikke med hvordan man kan og ikke kan straffe, så længe “Alle er lige for loven og har uden forskelsbehandling af nogen art lige ret til lovens beskyttelse. Alle har ret til lige beskyttelse mod enhver forskelsbehandling i strid mod denne erklæring og mod enhver tilskyndelse til en sådan forskelsbehandling.” (Artikel 7) og videre:

Artikel 8. Enhver har ret til en fyldestgørende oprejsning ved de kompetente nationale domstole for handlinger, der krænker de fundamentale rettigheder, som forfatningen eller loven giver vedkommende. Artikel 9. Ingen må underkastes vilkårlig anholdelse, tilbageholdelse eller landsforvisning. Artikel 10. Enhver har under fuld ligeberettigelse krav på en retfærdig og offentlig behandling ved en uafhængig og upartisk domstol, når der skal træffes en afgørelse med hensyn til hans rettigheder og forpligtelser og med hensyn til en hvilken som helst mod ham rettet strafferetslig anklage. Artikel 11. 1. Enhver, der anklages for et strafbart forhold, har ret til at blive anset for uskyldig, indtil hans skyld er godtgjort i henhold til lov ved en offentlig retshandling, hvorunder han har fået alle de garantier, der er fornødne for hans forsvar. 2. Ingen må anses for skyldig i noget strafbart forhold på grund af nogen handling eller undladelse, der ikke i henhold til national eller international ret var strafbar på det tidspunkt, da den blev begået. Der skal heller ikke kunne idømmes strengere straf end fastsat på den tid, da det strafbare forhold blev begået.

Så længe alle behandles lige er erklæringen om menneskerettigheder åben for nationale forskelle i måder at straffe på (omend den kan være på kant med visse måder at straffe på, jvf. Artikel 5: Ingen må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller vanærende behandling eller straf men det det skal jeg nok vende tilbage til) og derfor: Nej, dødsstraf er ikke er ikke et brud på fundamentale menneskerettigheder som formuleret i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne fra den 10. december 1948.