Eftersom vi nærmer os folketingsvalget , så er det måske på sin plads at minde om Bill Bennetts politikertest:
If a candidate tells you only things you want to hear, if he asks nothing of you, then give him nothing in return, certainly not your vote, because he is not telling you the truth.
“Nutidens Kirker minder om tomme Sneglehuse, ikke et Spor af Liv er tilbage, ikke engang det vage Evighedssus der toner ud af en Konkylie. Gud har forladt dem, trukket sig tilbage som et Hav og efterladt dem som Forsteninger, der undertiden tages i Brug af fremmede Organismer, ligesom de Skaller hvori Eremitkrebsen gemmer sin Bagkrop.”
- Per Lange
Den despotiske statsform, hvad enten den kaldes monarkistisk enevælde eller diktatur, levner ikke den enkelte medborger, som nu ikke længere er medborger men kun undersåt, nogen mulighed for at beskæftige sig med politik på anden vis end ved paladsintriger eller hemmelige sammensværgelser. Den første metoder står praktisk taget kun åben for utilfredse mørkemænd i den herskende klike, den anden vil finde mere udstrakt anvendelse. Men ingen egner sig for en tænker, så i despotisk styrede stater bliver de bedre filosoffer derfor uundgåeligt “idioter” i ordets oldgræske betydning, mens de dårligere lægger hovedet i blød for at opfinde en “filosofi” der kan tjene det herskende system.
Spørgsmålet er hvorfor Söderberg mener at det skulle forholde sig anderledes i demokratiet? Den sfære som afgrænser det rigtige og forkerte (politisk, moralsk, kulturelt osv.) er muligvis større i demokratiet end i despotiet, men de bedre filosoffer vil ikke desto mindre altid – der er ikke så mange af dem – befinde sig på den forkerte side af grænsen, indtil den dag man giver dem magten i hænde, hvilket jo dog er i direkte modstrid med selve demokratiets ånd.
For hen ved to tusinde år siden var livet for jøderne i Palæstina under det ene fremmede herredømme efter det andet blevet så uudholdeligt at de blev grebet af had til selve livet (dette ellers så livskære og og livsglade folk!) og ikke kunne se anden udvej for elendigheden end verdens umiddlbart forestående undergang. Sådan lød deres trøst: verden vil gå under i morgen eller i næste uge, himmerige er nær, helvede ligeså, så det skal vel nok blive sjovt at se disse rovgriske romere og disse “dannede”, umoralske grækere sprælle i svovlpølen… “Verden angår os ikke længere”: kun ud fra det synspunkt kan den kristne moral forstås og forklares. Praktiseres kan den naturligvis ikke så længe “verden” har den uforskammethed at bestå.
Hvordan denne moral og denne religion kunne “sejre” (her er citationstegnene om nogensinde på sin plads!) over alle andre på trods af at verdens undergang udeblev, og hvordan det er gået til at den i dag er Europas og Amerikas herskende religion - ja det er en anden historie [...]
Men at den kristne moral ikke duer for os: det er klart som solskin.
-Hjalmar Söderberg: Tidens usle magter. Essays og aforismer.
Tage Voss har skrevet sin sidste kronik. Den blev trykt i Politiken for en måned siden under overskriften: Mange lever kun, fordi de er bange for at dø.
Langsomt eller hurtigt: Verden bliver anderledes. Og hvis man ikke forlader den i tide, forlader den altså én. Med alderen bliver man usårlig, fordi man ikke har nogen fremtid at bekymre sig for. Men alligevel tænker man sit. Børnene fejrer jubilæer og går på pension. Børnebørnene får status og egen bil, drengene får skæg. Og oldebørnene … bekymringen tynder ud og bliver abstrakt.
Men nu AT møde Eva, den dejlige, aldrig opnåede, den ulægelige længsel, kaldet forelskelse: Kindernes smilehul er borte, Eva selv er borte i den afpillede gamle kone med svulne fødder og reducerede åndsevner.
Selv er man stadig 16 år – indtil man i en butiksrude ser den fremmede olding, stavrende med usikker holdning: Jamen det kan da ikke være … men det er det!
Gadekæret i Ballerup sværmede man om, mens solen svandt og storken landede på kirketårnet efter sidste tur i mosen, før skumringen faldt. Hvor pokker er gadekæret, det lå da her … Man spørger i supermarkedet, de griner: »Gadekæret er her. Du står på det. Fyldt op. Klart med de grundpriser …«. Hellige verden, hvor jeg er hjemløs. Hvad skal for øvrigt nutiden med gadekær, hvor man ikke sværmer, fordi der er Anders And i fjernsynet.
og
Faktisk kan jeg være ligeglad. Jeg er aldrig sulten, kan ikke smage eller lugte. Om jeg drikker whisky eller salmiakspiritus kommer ud på ét. Og hvis jeg fryser, bliver jeg bare under dynen, til foråret kommer. Eller hvad der nu kommer.
Efter alt det store kommer nu småting: Hvad med alle bøgerne, klassikerne i smukke bind, de uindbundne slidt i laser, kære og uundværlige? Hvad skal de andre stille op med dem, når de skal til møde eller se fjernsyn? Og som henter færdigsyede svar på livets gåder i brevkasser eller hos professionelle sagsbehandlere. Og de cigarer, som jeg ikke når at ryge – efterladt i en verden, hvor rygning er skadeligt. Eller forbudt!
Som indlandsisen, som fiskene i havet, som ålegræs og flagermus og de grønbrogede tudser, måske er de der endnu, hvis man kan finde dem – selv lige overlevende i en døende verden. Jeg kan ikke lide det!
Det konstateres med eftertænksomhed, at den og den er død. Men det er kun den tredjedel af ham, som ikke for længst er død undervejs. Af nogle er kun personnummeret tilbage. Alle de mange (som ikke er faldet om i tide af hjerteslag) kunne man have ønsket en død år tidligere, så de kunne være sparet smerter, depression, afhængighed, været sparet for at miste identitet og værdighed.
Mange lever kun, fordi de er bange for at dø. Der dør dog 60.000 mennesker i Danmark om året, så vi klarer det nok også uden besvær, alle. Det er ikke noget særligt.
Tage Voss udgav i 2008 bl. a. en bog om at blive gammel og blev i den forbindelse (mere elle mindre!) interviewet i Politiken.
Egentlig havde Tage Voss en aftale med en naturkonservator ved navn Bjarne om, at denne skulle udstoppe ham, når han døde, fortæller han, da bilen står parkeret i perlegruset, og han tager imod i døren til den gamle rødstensvilla.
»Men så døde Bjarne sgu selv«.
Bjarne blev kørt i rustvogn de seks kilometer til krematoriet. Det kostede 5.000 kroner. Og som Tage Voss siger:
»Det vil jeg fandeme ikke betale«.
I stedet må hans familie slæbe ham de 50 meter over landevejen til kirkegården. Og så skal han have lavet sig en kiste. For:
»Jeg vil sgu ikke betale 6.000 kroner for en sprøjtelakeret kasse af billigt fyrretræ«.
Der er ikke noget som kan få en (mig!) i godt humør, som en gammel gnavpot der siger hvad han tænker og mener hvad han siger.
“Organised Christianity came into existence, and exists, to preserve a treasure, a command to be executed, a promise to be repeated, a mission to be fulfilled. This treasure belongs to the past, present, and future; it is potential, yet active; an object of contemplation, yet the inspiration of right conduct. An unfathomable mystery, it must be related to all knowledge. And in their endeavours to guard and transmit their trust, its guardians have raised the most perplexing issues. They have caused ensless destruction of life in the name of unicersal peace. They have built up the most realistic of political systems in the effort to establisha kingdom not of this world. In the exploration of the recesses of the soul, they have developed the arts and sciences, and constructed theories of the universe. And, in their desire to satisfy the deepest needs of mankind, they have raised up against themselves the visions, prophecies, and extravagances of exitable and obstinate men., and the dislike of many sensible men.
The treasure which has caused all this activity was cast into the world with a few simple sentenecs. ‘Thou shalt love the Lord thy God and thy neighbor as thyself. What shall it profit a man if he shall gain the whole world and loose his own soul?’ And again, ‘God so loved the world that he gave his only begotten Son, that whosoever believeth in Him should not perish but have everlasting life. No one cometh to the Father, save by Me. Take, eat; this is my body.’ And again, ‘Go and preach the kingdom of God. Feed my sheep. Thou art Peter, and upon this rock I will build my Church. Peace I leave with you, my peace I give unto you. I have come not to bring peace, but a sword.’” – Maurice Powicke
Hvordan piller man et representativt citat ud af en bog på 1175 sider? Svaret er at det gør man ikke! I stedet vælger man det citat som forfatteren selv har valgt at sætte som motto for sin A History of Christianity – The First Three Thousand Years. Diarmaid MacCullochs bog anbefales varmt – trods de svagheder der altid vil være med en bog der spænder så vidt på så lidt plads – som en glimrende introduktion til emnet…