Things you can do in the dark

Bazell_WildThingHer er en bog som anbefales kraftigt, hvis man har behov for noget læsning i kategorien humor og moderat spænding i en kategori, som ligger lige et skridt eller to over grænsen mellem det normale og det vanvittige. Samtidig er den også en af de mest direkte grunde til at slukke for tv’et (hvis man har et) og søge underholding andetsteds. Det bliver ikke meget bedre. Fra Josh Bazell: Wild Thing:

“The sun goes down as fast as it did three days ago.

The moon’s bigger, though, and for a couple of hours it’s brighter. Then the clouds slide over it, and things turn suddenly dark. So dark the branches in front of your face are only slightly purer black than the space around them, and you can hear the lake right in front of you but not see it.

It’s an interesting situation. Our senses are jacked from anticipation and the physicality of getting here. And we’re invisible, which even the the ancients knew is asking for trouble.

Things you could do in that kind of darkness:

Lean against each other for warmth.

Lean toward each other, with you foreheads on each other’s shoulders, out of boredom as well as for warmth.

Put your hans between each other’s thighs, for even more warmth.

Tackle each other to the ground and fuck like Orpheus and Eurydice, Tarzan and Sheena, and Watson and Holmes all at once, for the kind of warmth that makes it okay to take a while to find your clothes afterward, and leaves your abs trembling and your mouth bruised from having hot wet crotch stubble ground into it.

I’m just saying: those are some things you could do.”

Se også her og her.

(NB! Begge bøger findes åbenbart også på dansk ( Exgangster og Szort vand), hvilket jeg så ikke havde opdaget … men der er absolut heller ingen grund til læse engelske bøger i oversættelse, vel?)

Nutidens Kirker …

“Nutidens Kirker minder om tomme Sneglehuse, ikke et Spor af Liv er tilbage, ikke engang det vage Evighedssus der toner ud af en Konkylie. Gud har forladt dem, trukket sig tilbage som et Hav og efterladt dem som Forsteninger, der undertiden tages i Brug af fremmede Organismer, ligesom de Skaller hvori Eremitkrebsen gemmer sin Bagkrop.”

– Per Lange

Idioter

Den despotiske statsform, hvad enten den kaldes monarkistisk enevælde eller diktatur, levner ikke den enkelte medborger, som nu ikke længere er medborger men kun undersåt, nogen mulighed for at beskæftige sig med politik på anden vis end ved paladsintriger eller hemmelige sammensværgelser. Den første metoder står praktisk taget kun åben for utilfredse mørkemænd i den herskende klike, den anden  vil finde mere udstrakt anvendelse. Men ingen egner sig for en tænker, så i despotisk styrede stater bliver de bedre filosoffer derfor uundgåeligt “idioter” i ordets oldgræske betydning, mens de dårligere lægger hovedet i blød for at opfinde en “filosofi” der kan tjene det herskende system.

– Hjalmar Söderberg: Tidens usle magter. København 1992. s.106

Spørgsmålet er hvorfor Söderberg mener at det skulle forholde sig anderledes i demokratiet? Den sfære som afgrænser det rigtige og forkerte (politisk, moralsk, kulturelt osv.) er muligvis større i demokratiet end i despotiet, men de bedre filosoffer vil ikke desto mindre altid – der er ikke så mange af dem – befinde sig på den forkerte side af grænsen, indtil den dag man giver dem magten i hænde, hvilket jo dog er i direkte modstrid med selve demokratiets ånd.

Kristendom

“For hen ved to tusinde år siden var livet for jøderne i Palæstina under det ene fremmede herredømme efter det andet blevet så uudholdeligt at de blev grebet af had til  selve livet (dette ellers så livskære og  og livsglade folk!) og ikke kunne se anden udvej for elendigheden end verdens umiddlbart forestående undergang. Sådan lød deres trøst: verden vil gå under i morgen eller i næste uge, himmerige er nær, helvede ligeså, så det skal vel nok blive sjovt at se disse rovgriske romere og disse “dannede”, umoralske grækere sprælle i svovlpølen… “Verden angår os ikke længere”: kun ud fra det synspunkt kan den kristne  moral forstås og forklares. Praktiseres kan den naturligvis ikke så længe “verden” har den uforskammethed at bestå.

Hvordan denne moral og denne religion kunne “sejre” (her er citationstegnene om nogensinde på sin plads!) over alle andre på trods af at verdens undergang udeblev, og hvordan det er gået til at den i dag er Europas  og Amerikas herskende religion –  ja det er en anden historie […]

Men at den kristne moral ikke duer for os: det er klart som solskin.”

-Hjalmar Söderberg: Tidens usle magter. Essays og aforismer. København 1992

En gammel gnavpot

Tage Voss har skrevet sin sidste kronik. Den blev trykt i Politiken for en måned siden under overskriften: Mange lever kun, fordi de er bange for at dø.

“Langsomt eller hurtigt: Verden bliver anderledes. Og hvis man ikke forlader den i tide, forlader den altså én. Med alderen bliver man usårlig, fordi man ikke har nogen fremtid at bekymre sig for. Men alligevel tænker man sit. Børnene fejrer jubilæer og går på pension. Børnebørnene får status og egen bil, drengene får skæg. Og oldebørnene … bekymringen tynder ud og bliver abstrakt.

Men nu AT møde Eva, den dejlige, aldrig opnåede, den ulægelige længsel, kaldet forelskelse: Kindernes smilehul er borte, Eva selv er borte i den afpillede gamle kone med svulne fødder og reducerede åndsevner.

Selv er man stadig 16 år – indtil man i en butiksrude ser den fremmede olding, stavrende med usikker holdning: Jamen det kan da ikke være … men det er det!

Gadekæret i Ballerup sværmede man om, mens solen svandt og storken landede på kirketårnet efter sidste tur i mosen, før skumringen faldt. Hvor pokker er gadekæret, det lå da her … Man spørger i supermarkedet, de griner: »Gadekæret er her. Du står på det. Fyldt op. Klart med de grundpriser …«. Hellige verden, hvor jeg er hjemløs. Hvad skal for øvrigt nutiden med gadekær, hvor man ikke sværmer, fordi der er Anders And i fjernsynet.”

og

“Faktisk kan jeg være ligeglad. Jeg er aldrig sulten, kan ikke smage eller lugte. Om jeg drikker whisky eller salmiakspiritus kommer ud på ét. Og hvis jeg fryser, bliver jeg bare under dynen, til foråret kommer. Eller hvad der nu kommer.

Efter alt det store kommer nu småting: Hvad med alle bøgerne, klassikerne i smukke bind, de uindbundne slidt i laser, kære og uundværlige? Hvad skal de andre stille op med dem, når de skal til møde eller se fjernsyn? Og som henter færdigsyede svar på livets gåder i brevkasser eller hos professionelle sagsbehandlere. Og de cigarer, som jeg ikke når at ryge – efterladt i en verden, hvor rygning er skadeligt. Eller forbudt!

Som indlandsisen, som fiskene i havet, som ålegræs og flagermus og de grønbrogede tudser, måske er de der endnu, hvis man kan finde dem – selv lige overlevende i en døende verden. Jeg kan ikke lide det!

Det konstateres med eftertænksomhed, at den og den er død. Men det er kun den tredjedel af ham, som ikke for længst er død undervejs. Af nogle er kun personnummeret tilbage. Alle de mange (som ikke er faldet om i tide af hjerteslag) kunne man have ønsket en død år tidligere, så de kunne være sparet smerter, depression, afhængighed, været sparet for at miste identitet og værdighed.

Mange lever kun, fordi de er bange for at dø. Der dør dog 60.000 mennesker i Danmark om året, så vi klarer det nok også uden besvær, alle. Det er ikke noget særligt.”

Tage Voss udgav i 2008 bl. a. en bog om at blive gammel og blev i den forbindelse (mere elle mindre!) interviewet i Politiken.

“Egentlig havde Tage Voss en aftale med en naturkonservator ved navn Bjarne om, at denne skulle udstoppe ham, når han døde, fortæller han, da bilen står parkeret i perlegruset, og han tager imod i døren til den gamle rødstensvilla.

»Men så døde Bjarne sgu selv«.

Bjarne blev kørt i rustvogn de seks kilometer til krematoriet. Det kostede 5.000 kroner. Og som Tage Voss siger:

»Det vil jeg fandeme ikke betale«.

I stedet må hans familie slæbe ham de 50 meter over landevejen til kirkegården. Og så skal han have lavet sig en kiste. For:

»Jeg vil sgu ikke betale 6.000 kroner for en sprøjtelakeret kasse af billigt fyrretræ«.”

Der er ikke noget som kan få en (mig!) i godt humør, som en gammel gnavpot der siger hvad han tænker og mener hvad han siger.

__________
Tage Voss: Mange lever kun, fordi de er bange for at dø. Politiken, d. 9/1 2011Tage Voss: At visne lige glad. Forlaget Vandkunsten 2008
Tage Voss: Verden forlader en, før man selv forlader den. Politiken 27/4 2009

Kristendom

“Organised Christianity came into existence, and exists, to preserve a treasure, a command to be executed, a promise to be repeated, a mission to be fulfilled. This treasure belongs to the past, present, and future; it is potential, yet active; an object of contemplation, yet the inspiration of right conduct. An unfathomable mystery, it must be related to all knowledge. And in their endeavours to guard and transmit their trust, its guardians have raised the most perplexing issues. They have caused ensless destruction of life in the name of unicersal peace. They have built up the most realistic of political systems in the effort to establisha kingdom not of this world. In the exploration of the recesses of the soul, they have developed the arts and sciences, and constructed theories of the universe. And, in their desire to satisfy the deepest needs of mankind, they have raised up against themselves the visions, prophecies, and extravagances of exitable and obstinate men., and the dislike of many sensible men.

The treasure which has caused all this activity was cast into the world with a few simple sentenecs. ‘Thou shalt love the Lord thy God and thy neighbor as thyself. What shall it profit a man if he shall gain the whole world and loose his own soul?’ And again, ‘God so loved the world that he gave his only begotten Son, that whosoever believeth in Him should not perish but have everlasting life. No one cometh to the Father, save by Me. Take, eat; this is my body.’ And again, ‘Go and preach the kingdom of God. Feed my sheep. Thou art Peter, and upon this rock I will build my Church. Peace I leave with you, my peace I give unto you. I have come not to bring peace, but a sword.'”

– Maurice Powicke

Hvordan piller man et representativt citat ud af en bog på 1175 sider? Svaret er at det gør man ikke! I stedet vælger man det citat som forfatteren selv har valgt at sætte som motto for sin A History of Christianity – The First Three Thousand Years. Diarmaid MacCullochs bog anbefales varmt – trods de svagheder der altid vil være med en bog der spænder så vidt på så lidt plads – som en glimrende introduktion til emnet…

___________
Diarmaid MacCulloch: A History of Christianity. London 2010.

Frygt!

“Der er en meget interessant parallel mellem venstrefløjens klimapolitik og højrefløjens indvandrerpolitik. Det er de samme retoriske figurer: en enorm trussel, der er ved at kaste samfundet omkuld, medmindre politikerne handler omgående. Dissens opfattes enten som et knæfald for islamismen eller som en afvisning af videnskabelige fakta. Så de frygtpolitiske manøvrer er fuldstændig ens på begge fløje. Der er ingen forskel på argumentationen – kun på , hvad vi skal være ytrygge ved.”

– Mikkel Thorup i W.A. 29/10 2010.

Fear remains the chiefest of them. Tha demagogues, i.e. the professors of mob psychology, who flourish in democratic states are well aware of the fact, and make it the corner-stone of their exact and puissant science. Politics under democracy consists almost wholly in the discovery, chase and scotching of bugaboos. The statesman becomes, in the last analysis, a mere witch-hunter, a glorified smeller and snooper, eternally chanting ‘Fe, Fi, Fo, Fum!’ ((jvf. kæmpen i Jack and the Beanstalk: “Fee-fi-fo-fum, / I smell the blood of an Englishman, / Be he alive, or be he dead / I’ll grind his bones to make my bread.”))

H. L. Mencken i “Notes on Democracy”, 1927

Schopenhauer

Es ist in der Litteratur nicht anders, als im Leben: wohin auch man sich wende, trifft man sogleich auf den inkorrigibeln Pöbel der Menschheit, welcher überall legionenweise vorhanden ist, Alles erfüllt und Alles beschmutzt, wie die Fliegen im Sommer. Daher die Unzahl schlechter Bücher, dieses wuchernde Unkraut der Litteratur, welches dem Waizen die Nahrung entzieht, und ihn erstickt. Sie reißen nämlich Zeit, Geld und Aufmerksamkeit des Publikums, welche von Rechtswegen den guten Büchern und ihren edelen Zwecken gehören, an sich, während sie bloß in der Absicht, Geld einzutragen, oder Aemter zu verschaffen, geschrieben sind. Sie sind also nicht bloß unnütz, sondern positiv schädlich.

Kvalitet beror i høj grad på hvilken synsvinkel man anlægger:

Was die Schreiberei unserer Philosophaster so überaus gedankenarm und dadurch marternd langweilig macht, ist zunächst Dieses, daß ihr Vortrag sich durchgängig in höchst abstrakten, allgemeinen und überaus weiten Begriffen bewegt, daher auch meistens nur in unbestimmten, schwankenden, verblasenen Ausdrücken einherschreitet. Zu diesem aerobatischen (in der Luft schwebenden) Gange sind sie genötigt, weil sie sich hüten müssen, die Erde zu berühren, als wo sie, auf das Reale, Bestimmte, Einzelne und Klare stoßend, lauter gefährliche Klippen antreffen wüden, an denen ihre Wort-Dreimaster scheitern könnten.