Pædagogiske misforståelser

Dagens virale solstrålehistorie er historien om en seksårig pige, der valgte at bruge de hundrede kroner som hun havde fået af sin mormor til at købe en dukke for, på at købe cheeseburgers fra McDonalds og uddele dem til hjemløse på og omkring Strøget i København.

Lad os se bort fra muligheden for at historien er falsk og lad os se bort fra muligheden for at det er et iscenesat publicity-stunt fra den ene eller anden opmærksomhedssøgendes side af og bare, for argumentets skyld, tage den for pålydende. Lad os også se helt bort fra at det er piges egen mor, der har indsendt historien til en facebookgruppe kaldet “Fucking Flink”, der åbenbart er et forum hvor folk kan fortælle om hvor fucking flinke de selv eller andre er.

Historien ser således ud:misforståetpædagogik2

Det jeg hæfter mig ved er ikke historien som sådan, for enhver forælder ville forhåbentlig være stolt hvis deres datter udviste en sådan uselviskhed, men derimod det lille PS der er hæftet på historien, hvor moderen til datteren tilføjer: “Dukken fik hun naturligvis af mig efterfølgende.

Hvorfor dog? Hvis datteren var truffet et valg, og tænkt at det var vigtigere at disse mennesker fik noget at spise, end at hun fik (endnu en?) dukke, så lad dog datteren stå ved sin beslutning.

Lad hende mærke glæden ved at have givet, selvom hun selv måtte give afkald på noget andet. Kunne det ikke tænkes at glæden ved at have givet havde bundfældet sig desto mere, ved at hun bagefter også at kunne mærke savnet af det hun ikke fik?

Lad hende mærke glæden ved at have givet, uden at den straks skal afløses og overtrumfes af glæden ved at modtage. Eller frygter man at glæden ved at give ikke kan stå for sig selv og straks skal belønnes?

Respekter hendes beslutning om at det andet var vigtigere og lad være med at nedgøre hendes beslutning, ved straks at overtrumfe den med en belønning. Pigen valgte at mad til de hjemløse var vigtigere end dukken, som hun åbenbart ikke følte et så stort behov for, at hun ikke kunne give til andre i stedet. Ved at give hende dukken fratager moderen hende muligheden af at træffe samme beslutning en gang til. Respekter i stedet at hun har truffet en beslutning der ikke bare var voksen, men som mange voksne kunne lære noget af og lad den stå for sig selv og vigtigst af alt, lad hende stå ved den.

Det allermest perverse er måske, at trods det at datteren valgte at give af det lidt hun har (relativt til sin mor), valgte moderen at holde datteren skadesløs og dermed stjæle rollen som den uselviske giver fra sin egen datter og – hvad der faktisk er endnu værre – eftersom beløbet kun er en bagatel for moderen, sammenlignet med hvor meget pengene betyder for datteren, blev en smuk uselvisk handling forvandlet til en bagatel, der kan slås hen i et PS med et “naturligvis” … og her ser jeg helt bort fra at moderen selv poster historien på facebook og smykker sig med datterens handling – hvilket nok er en meget forståeligt moderlig stolthed – og især det faktum at McDonalds åbenbart vælger at snylte på episoden, ved at tilbyde “dobbelt op” på datterens gave; som om de ikke uden videre kunne spendere på de hjemløse, om det lå dem på sinde.

Moralen på alt dette er at det er en stor pædagogisk misforståelse at alt skal belønnes og det er uanset om man lover børnene penge for gode karakterer i skolen eller om man belønner dem med penge eller andet for alt hvad de laver i hjemmet eller om man ligefrem – som i dette tilfælde – holder dem skadesløse for at vise uselviskhed og opleve glæden ved at give. Resultatet er at man fratager dem muligheden for at opdage glæden ved handlingen i sig selv.

Små væmmelige guder

“Nogle forældre dyrker deres børn, som om de var guder. De risikerer at få børn ud af det, man ikke kan holde ud at være sammen med. Børn som er selvovervurderende og selvhævdende. De gør deres børn en bjørnetjeneste ved at gøre sådan noget.” siger psykolog og familieterapeut Finn Korsaa til BT.

No shit, fristes man til at sige; det er jo så indlysende, at man nærmest skal være idiot, for ikke at kunne indse det … og så åbenbart alligevel ikke, for der er jo nok af dem derude, de små forældreskabte, men helt igennem – af samme forældre – ukontrollerbare, monstre, så vi overlader bare ordet til Hr. Korsaa, når vi nu for en sjælden gangs skyld er fuldstændig enig med en psykolog og terapeut, og konstaterer med ham, “at det kan have en bagside, at fortælle børn at de er enestående, unikke og bedre end andre”, for “der er slet ingen grund til at fortælle den slags, for den følelse er vi født med. Hvis den følelse bliver overstimuleret, kan børnene udvikle sig til nogle narcissistiske uhyrer, som ikke tåler irettesættelse og ikke tåler at blive modsagt.”

devilsdueNu ved vi jo godt, at alle børn, uanset hvad vi gør ved dem, bliver nogle små narcissistiske uhyrer på et tidspunkt – vi kalder det teenage-alderen – og derfor er der da ingen grund til ligefrem at kickstarte mareridtet, vel? Til gengæld må man nok spørge sig selv, hvorfor den slags erkendelser af at for meget af en god ting ikke fører noget godt med sig, altid, som en art erkendelsesmæssige tømmermænd, kommer efter festen. Vi havde en ADHD boble, om hvilken samme Korsaa skrev i Berlingske for få år siden: “Den har med ét slag gjort Emil fra Lønneberg til patient og har fritaget forældre for ansvaret for at opdrage deres børn. Med konstruktionen af ADHD er det lykkedes at etablere patientforeninger, diagnosehåndbøger, ministerielle forordninger, konferencer, uddannelser og kurser. Alt sammen lige så imponerende som en solid provinsbank.” Bare fordi ingen gad tænke og ingen formåede at sige stop, blev en diagnose som kunne hjælpe de ulykkelige få, til en undskyldning og en bortforklaring og et alibi for de mange.

Nu kommer så denne slående erkendelse fra Hr. Korsaa oven i købet samme dag som Jyllands-Posten spørger: “Skader vi børn ved at kalde dem ”særligt sensitive”?” Tja, vi finder nok altid et eller andet at kalde dem og vi nøjes bare med at konstatere, ihukommende den nylige omtale af truende mæslingeepidemier og netdoktorforældrenes vægren ved at lade deres børn vaccinere, at internettet bestemt ikke har gjort folket klogere. Viden kommer ikke gratis til en og når det handler om den letkøbte og hurtigt læste af slagsen, er ingen viden, kombineret med den deraf følgende vilje til at lytte til dem der virkelig har den, så langt at foretrække.

Også når det gælder opdragelsen af de små guddomme, som jo egentlig er kød af vort kød og blod af vort blod, men som åbenbart helt har taget magten … Vi spår at det vil de fortsætte med at gøre, på den ene eller anden måde, så længe det opgør som Hr. Korsaa så fornuftigt har gang i, kun kommer til at handle om fakta og ikke om et opgør med den flæbende sentimentalitet der ligger bag. Men det er jo egentlig en helt anden historie.

__________
Ill.: fra en happening i forb. med filmen Devil’s Due

Børn

Jeg faldt tilfældigvis over denne tekst på en blog som tilhører Mette: “Hold fast, hvor jeg bare elsker de børn. De er jo et mirakel – ligesom alle børn er det for deres mødre. Jeg elsker dem bare så højt. Langt ind i hjertekulens inderste gange og huller. Helt derinde flyder kærligheden …”

Mere banalt bliver det ikke – nogensinde – og det er måske nok værd at huske på at alle kan elske et barn, der ligger ikke nogen præstation deri.

Måske er det på sin plads at minde alle om, at selv den værste fjende, selv det største uhyre, ja selv den du hader allermest, elsker børn.

Er de grimme?

I et hvert menneske, uanset hvor ondskabsfuld, korrupt eller dumt det på overfladen forekommer, er der altid, et eller andet sted, et element af godhed, ærlighed eller visdom.  Også når det gælder den danske offentligheds komiske sideshow Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen, Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat, også kendt som Henrik, som jo er en helt igennem anakronistisk figur der i al sin affekterede talentløshed ikke holder sig tilbage fra også at optræde som digter. Man forventer ikke meget fra denne familie af kunstnere, men undertiden kan man jo sænke niveauet og glædes over lidt, som når BT bringer historien om at Prins Henrik chokerer: ‘Tvillingerne er meget grimme’:

– Tvillingerne er meget grimme, lyder den karske dom over Mary og Frederiks to nyfødte børn, inden Prinsen dog bløder en kende op i det vanlige, frankofile smil og fortsætter:

– Nej, de er meget søde. Men jeg vil ikke sige smukke.

I et stille øjeblik bifalder vi dette lille oprør mod den forbandede forpligtelse man har til – på opfordring, intet mindre – at synes at andres nyfødte børn er smukke. Det er de ikke. I hvertfald ikke for andre end forældre, bedsteforældre og søskende, hvilket måske skyldes at de befinder sig i et følelsesladet øjeblik og således ikke ligefrem anlægger objektive kriterier.

Eftersom vi desværre ikke har et billede af de royale rædsler bringer vi et billede af et par andre tvillinger hvis forældre garanteret også syntes at de var både smukke og søde. Det gør forældre jo. Heldigvis! ((Tvillinger. Fra Wikimedia))

Men alt det skal ikke fjerne vores opmærksomhed fra følgende: Skuespiller Ellen Hillingsø har besøgt og besigtiget den royale yngel og BT har fundet det vigtigt at indhendte hendes vurdering og kan med stor alvor konstatere at “Skuespiller Ellen Hillingsø er uenig med prins Henriks bedømmelse af de royale tvillinger.

“Er det rigtigt, at tvillingerne er så grimme, som prins Henrik siger, spurgte bt.dk hende.
– Nej, nej, slet ikke, svarede hun.
Hvordan var de så?
– De var enormt søde, smilede hun.”

Men var det egentlig ikke det Henrik sagde?

__________
‘Tvillingerne er grimme’, BT 11/1 2011
De er slet ikke grimme‘, BT d. 11/1 2011

Dagens dumheder.

Menneskeheden er tilsyneladende et uudtømmeligt reservoir for dumhed, uvidenhed og mangel på sund fornuft, uhyrligt kombineret med en omvendt proportional vilje til at udtale sig eller ligefrem handle på selvsamme (manglende) grundlag. Her følger til almindelig god underholdning og morskab et par eksempler på mennesker der i juledagene har formået at foretage en intellektuel striptease i fuld offentlighed. God fornøjelse.

Sofasport

Socialdemokraterne og Venstre ønsker (ifølge EB) at Danmarks Idræts-Forbund anerkender pc-spil som en sport. I den forbindelse udtaler Venstres Ellen Trane Nørby:

“Der er desværre kommet en holdning i Danmark om, at pc-spil er noget negativt. Derfor bør eksempelvis en gruppe pc-spillere på samme måde som med andre sportsgrene kunne søge og få økonomisk støtte til lokaler, hvor de kan spille sammen. Pc-spil bør opfattes som en social aktivitet som al anden sport.” (Computerspil er ikke en sportsgren, EB d.  30/12 2009)

Lad os nu bare se bort fra at det “derfor” som starter anden sætning i citatet antyder at det handler om medlidenhed og tro på at dette tegn på at Fru Nørby dårligt kan tale dansk, skyldes journalistens manglende omhyggelighed i omgangen med citater og konstatere at det rationale som kan begrunde dette tiltag, som helt mangler i ovenstående citat, i det hele taget kan blive meget svært at få etableret. Når  nu  tanken om en sund sjæl i et sundt legeme tilsyneladende er blevet opgivet, er kriteriet så blot at der skal være tale om en konkurrencesituation? Hvad skulle der da være til hindring (ud over min stolthed) for at jeg samlede en flok ligesindede og fik støtte til konkurrencer i næsepilning, røvkløning eller omkapspisning i chips, romkugler og cola?

Måske Fru Nørby skulle læse lidt op på hvad idræt er og hvad formålet er med at få mennesker til at dyrke den, eller med andre ord er det åbenbart nogle værdier som hun skulle få på plads andet end de monetære som hendes parti så ivrigt dyrker.

Mødre…

Politiken skriver at stadig flere børn aldrig kommer til at kende deres biologiske far, fordi stadig flere kvinder bliver insemineret med donorsæd. I den forbindelse har Politiken talt med Katja Skovgaard, der selv fik en søn ved insemination i 2003. Hun siger til avisen:

“Min søn er lige så meget et ønskebarn som alle andre børn. Det er udelukkende et spørgsmål om, hvordan vi fortæller vores børn, hvad der er sket, og hvorfor det var sådan. Når nogen spørger, om det ikke er synd for ham, at han ikke har nogen far, vender jeg det og fortæller, hvor heldig min søn er. Der er mange børn, der vokser op med skilte forældre, og der er mange andre, som heller ikke har nogen kontakt til deres far.” (Flere børn kender ikke deres biologiske far, Politiken 30/12 2009)

Jeg har vist før nævnt det besynderlige mangel på blufærdighed som gør at mennesker i en tid hvor mange ikke ville gå på stranden hvis de vejer et par kilo for meget, tilsyneladende ikke er bange for at at udtale sig offenligt selvom de mentalt absolut er vejet og fundet for lette. At Katja Skovgaard er helt åbenlyst ikke den skarpeste kniv i skuffen får hun ganske eftertrykkeligt demonstreret med ovenstående udtalelse.

Først får hun afsløret en ubevist trang til at retfærdiggøre sig (“Min søn er lige så meget …”). Derefter bekender hun sig til et temmeligt overfladisk livssyn som hun godt ved også skal refærdiggøres overfor børnene. (“Det er udelukkende et spørgsmål om hvordan vi fortæller … hvorfor det var sådan.” )

Det mest interessante er den efterfølgende kortslutning når hun fortæller om hvor heldig hendes søn er, ud fra rationalet om at hvis noget kan mistes så er det langt bedre slet ikke at have haft det til at begynde med. Set fra den vinkel kan man med rette og af flere grunde spørge hvorfor hun i det hele taget valgte at få et barn?

Offer

EB bringer d. 30/12 også en pseudonyhed (Jes Dorph i tårer over døde børn, EB d. 30/12 2009) om at TV2 nyhedsoplæser Jes Dorph-Petersen var “i tårer over døde børn” da han forleden skulle viderebringe “nyheden” om at to børn var omkommet i en brand anden juledag. En historie der i kraft af at det var et hændeliget uheld vist ikke var mere historie end at den nok dybest set ikke vedkommer resten af Danmark.

Spørgsmålet er så om man vælger at se det som noget positivt eller negativt at TV2s nyhedsoplæser for åben skærm bliver offer for den følelsesporno han selv viderebringer det med et ene formål – ikke at forglemme – at skaffe seerere og dermed reklamekroner til sin arbejdsplads.

 

 

Shake it, baby!

I FOAs fagblad “Fag og Arbejde” er der i sidste nummer et tema om motorikbørn. Udover at bringe en masse forvrøvlet hokus-pokus til torvs, har Jonna Toft (journalist ved freelancebureauet Periskop) fået sneget nogle påstande ind i sine artikler som simpelthen kræver en kommentar.

Under overskriften “Hver 10. spædbarn er motorikbarn” skriver hun følgende:

Langt flere småbørn har problemer med motorikken, end vi hidtil har vidst. I 8 ugers alderen har seks ud af ti spædbørn motoriske afvigelser, og hos en ud af ti er de så alvorlige, at det kræver træning, hvis barnet skal udvikle sine bevægelser normalt.”

Spørgsmålet er selvfølgelig hvad der kan kaldes afvigelser og hvad der kan kaldes forskelligheder og det skal jeg ikke gå ind i.

Men træning! I 8 ugers alderen?

Er der ingen grænse for hvad mennesker vil bringe til torvs for at skaffe sig beskæftigelse eller er der bare ingen grænse for menneskenes vildfarelser?

Kontrapunkt

Forleden blev en lille dreng ved højlys dag og for øjnene af sin mor kidnappet af en bande på tre mand. Motivet var pengeafpresning. I den forbindelse kunne man læse følgende ekspertudtalelse i BT.

“Det vil kræve et alvorligt stykke professionelt psykologisk, kriseterapeutisk arbejde at få Oliver ovenpå efter den voldsomme kidnapning – hvis han igen bliver genforenet med sin familie.”

Således lød det fra psykolog professor dr. med Jørn Beckmann i BT, og han fortsatte:

“Hvordan det videre kommer til at gå ham, kommer an på hvor dygtige psykologer, der krisebehandler den her lille purk.”()

Sådan rådgiver man, ikke om sit fag og hvad det kan gøre for folk, men om fagets nødvendighed.

Ikke engang et døgn efter disse udtalelser blev Oliver befriet fra sine kidnappere af politiet og mens tusinder af psykologer sikkert havde våde drømme om at få lov til at behandle dette fine eksemplar, talte Ekstra Bladets Piet Baunø med Olivers farfar:

“- Har du talt med Oliver?

– Ja, han ringede fra Helsingør Politistation og råbte jublende, ‘farfar, farfar – jeg har fået en cola af politiet’.”

__________
Nikoline Westergaard: Sådan har Oliver det nu. BT, d. 17/4 2008
Piet Baunø: Olivers farfar rørt og lettet. EB, d. 17/4 2008

Hysterisk

Jeg tror ikke på at børn er hysteriske. Det er situationen, der er hysterisk.

… siger Charlotte Guldberg, Formand for Børnerådet, i en artikel om børneopdragelse i Nyhedavisen, d. 11 juni 2007.

En situation kan på ingen måde være hysterisk. Mennesker kan være hysteriske (egentligt er det kun kvinder der kan, men det er en anden historie) eller man kan sige de reagerer hysterisk på en bestemt situation og det er jo det børn gør, nogle børn oftere end andre ligesom nogle har lettere ved det end andre. Alle forældre genkender det formodentlig som det der populært betegnes som et Bilka-anfald, men det er også en anden historie.
Værd at bemærke er metoden til bortforklaring der bliver anvendt i ovenstående citat. Den kunne finde anvendelse på utroligt mange områder.

For eksempel når jeg bliver bebrejdet at jeg er vred, kan jeg starks erklære at det ikke er mig, men derimod situationen der er vred. Eller endnu bedre: Hvis jeg er min kone utro, kan jeg med fordel hævde at det ikke er mig der er utro, men i stedet situationen. Eller man kunne forstille sig Sadaam Hussein for retten hævdende at det skam ikke var ham der var ond, men situationen.